2021 Weingut Christopher Full, Grauburgunder Full Of Rage, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Grauburgunder Full Of Rage, Rheinhessen, TysklandDen næste Full.Wein fra Weingut Christopher Full blev så denne 2021 Grauburgunder Full Of Rage, der minsandten også er en vin lavet med gæring på skindet … vild og rasende.

Her kommer Pinot Gris aka Grauburgunder druerne fra marken Mölsheimer Berg. Efter  høsten er vinen så lavet med spontangæring med skindet og alene med druernes egne gærceller over 14 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på tonneau og barriques 10 måneder i familiens dybe kælder … 8 meter under Mölsheimbjerget … så man kan sige, at vinen kommer fra over bjerg til under bjerg.

Vinen er tappet på flaske ufiltreret og Grauburgunder Full Of Rage har 0,9 gram restsukker pr. liter.

Nu er gæringen på skindet tydeligt, for vinen er i glasset et sted mellem ganske orange og gammel støvet rosa. Duften er skam også en kende anderledes og faktisk ganske kødfuld … og man kan faktisk dufte fadlagringen ret tydelig med vanilje, vingummibamser og lidt karamel og tørt træ. Frugten er mest kirsebær, fersken, jordbær samt en snas tranebær.

Smagen er bare så saftet, saftig og læskende … smager sgu da skidegodt. Der er jordbær, kirsebærsaft samt lemon, en portion sødme, masser af karakter og charme, så jeg bliver sgu helt blød i knæene med lidt tørrede roser og lille cremethed. Jeg er nærmest hysterisk pjattet med denne vin, så dermed 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Weingut Christopher Full, Weissburgunder Unfiltriert, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Christopher Full, Weissburgunder Unfiltriert, Rheinhessen, TysklandMed næste vin har den unge Christopher Full skruet op for innovationen, for denne 2020 Weissburgunder Unfiltriert er reelt set nærmest en halv orangevin.

Vinen er nemlig lavet ved spontangæring alene med druernes normale gærceller og så har halvdelen af vinen også macereret med skindkontakt.

Derefter er alt lagret cirka 10 måneder på barriques. Så er vinen blot flasket ufiltreret med et let let slør af gærrester. Vinen har 1,3 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke sådan, at farven nærmer sig orangevin, selvom den måske har et svagt orange skær og så virker sådan lidt uklar grundet det lille slør af gærrester … men duften er formidabel og parfumeret med smuttede mandler, en let nøddearoma, godt med blomster samt tydelig stearinlys eller paraffin og så ellers en frugt af fersken, melon og en smule pærer.

I munden udretter vinen små mirakler … er tynd, slank og mager, men samtidig er det med virkelig charmerende og lidt orangeagtig smag med en nærmest cremet fornemmelse, hvis det giver mening. Der er lidt bitre æbler, grønne pærer, godt med lemon og citron, så man får virkelig et frisk og saftet bid … en vin til sjov og balade, hygge og alvor, fest og farver … og jeg er tosset med den. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Christopher Full, Sauvignon Blanc Réserve, Rheinhessen, TysklandVi sparker den lille Christopher Full smagning i gang med denne 2021 Sauvignon Blanc Réserve, der både er lavet og lagret på egefade.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker beliggende i 130-270 meters højde.

Markerne er præget af en undergrund med kalk og löss … og al høst og vinifikation er sket med håndkraft. Vinen har både fermenteret og lagret på Barriques og Tonno … og deraf Reserve i navnet. Den har 4,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det absolut Sauvignon Blanc med en duft af både grøn peber, græs,  græs, hyld, stikkelsbær, kiwifrugt og ærteskud. Det er ikke så overgrønt eller dieselagtigt, for frugten virker mere blød og rund, har udover den sødere hyld også lidt grape, lemon og stearin, der bidrager til en rigtig fin balance mellem det grønne, friske og alligevel mægtig rare.

Smagen er lige en tak fyldigere end forventet … formentlig på grund af fadlagringen, som også bidrager med en cremet og næsten olieret fornemmelse. Det gør også frugtsmagen dyb, moden og fed, hvor det nærmest er syltede og kandiserede citroner, lidt overmodne æbler, fersken og let sødbitter lemon. 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7