2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår vi nu allerede er i gang med de gamle flasker Vintage Port fra Delaforce, så stikker vi bare lige den forrige med en endnu ældre portvin i form af denne 23-årige 2000 Vintage Port.

Nu skal jeg ikke trætte jer med yderligere info om vinen, for den er lavet på samme blend som foregående og ligeledes lavet helt på den samme måde … og allerede ved brug af Coravin på flasken kan man mærke, at der er tale om en gammel og blød korkprop, som nålen lige uden problemer penetrere uden større modstand.

Men det holder tæt … og heldigvis for det, for i næsen er det en moden, rund og moden vin, der er fyldt med modne, sorte kirsebær, kirsebærsauce, figenpålæg, dadler og solbærsyltetøj … men på én eller anden måde er vinen sket ikke så ekspressiv og fremme i skoene som 2003’eren, men lidt mere afdæmpet.

I munden er vinen dog blødere, mere rund og mundsmeltende end 2003’eren, men har – som portvine skal have – lidt varme af alkohol, lakridslikør, solbær, dadler og tørrede figner, masser af tørret frugt, hvor man næsten fornemmer små frugtstykker i munden og det gør, at man får en kraftig og næsten tyggevenlig vin, der emmer af stor, tyk og kraftig frugt, der suppleres af lakrids, kaffe, chokolade samt likør … men alt koncentreret og lækkert, 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår det kommer til portvin, så er jeg en total  sucker for enten Tawny Port eller Vintage Port og nu smager jeg ikke mindre end en 20 år gammel Vintage Port fra det klassiske portvinshus Delaforce, som jeg før er stødt ind i her på vinbloggen.

Som med de nyere Delaforce Vintage Port er denne portvin fremstillet på et skønt Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære og selvfølgelig alene fra et enkelt år.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank og oftest omkring 10-15 år i flaske.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Vinen har normalt omkring 100 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen.

Det dufter vildt lækker … der er en skrueblyant skruet op på max, men samtidig tilsat både sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, en smule brændt karamel, kaffe, espresso, tørrede blomster, noget nøddekompot, sirup af figner, blommelikør, noget dadelmarmelade, solbærsyltetøj, brombær- samt blåbærsyltetøj, meget moden i frugten suppleret med noget tørt lakridsrod.

Jamen … eller var det måske et amen? Hvor er det intenst. Der er solbær, figner, dadler og nøddekompot, har denne nektaragtige og lidt alkoholstærke smag, som giver varme gennem hele drænrøret, men det er helt som ventet, for man får både karamel, kaffe, mørk chokolade, mundsmeltende saftighed med solbær, sorte kirsebær, dadler og tørrede figner … men finere kan det nok heller ikke blive, så jeg ligger mig i slipvinden til at blive portvinsalkoholiker, så fabelagtig er denne vin. Elsker denne vin … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, Italien

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, ItalienVi sluttede det lille raid hos Azienda Agricola Runchét di Andrea Danusso med topvinen Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, der er opkaldt efter den ene af Andrea og Beatrices to børn. Jeg smager vinen i årgang 2018.

Inden vi lige går videre, så skal vi da vist også kigge lidt på etiketterne på husets vine, for de er faktisk ret flotte. Det ligner ved første blik, noget vin som er spildt … eller måske noget røg? Men man kan også fornemme en smuk kvindekrop, der kaster sig frem med arme og hoved tilbage i ekstase. Ja, det er sgu da lige før, at man bliver en smule opstemt. Kan i hvert fald se nogle baller.

Men opstemt bliver man da absolut, når man smager denne Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, som jo egentlig blot er en Riserva udgave af den foregående Barbaresco Meruzzano. Men her er vinen efter endt fermentering blot lagret hele 4 år på fade inden aftapning på flaske.

Moden, voksen og følsom … sådan dufter Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio nærmest, for det er rundt, blød og blidt … har en frugt, der mest er jordbær og kirsebærsauce, sød finsk lakrids og lakridspiber, blodpølse, gammel træ som fra huse i den gamle by, tørrede blomster, læder fra en gammel hestesaddel til kvinder og noget hostesaft direkte fra apotekeren.

Selvom det er en Barbaresco på epo og steroider med et mørkt og lidt kødfuldt udtryk – og trækker en højoktan på 15,5% – så kan man fornemme en luftig – om end fyldig – elegance, selvom det bliver en kende kraftigt, mægtigt og fedt.

I munden smelter vinen nærmest … er så blød, rund og tilpasset, men de 15,5% kommer med en pris, for de kan mærkes, selvom de faktisk ikke forstyrrer alt for meget, men giver vinen en stærk smag og lidt karisma. Syren er også fin … moden og elegant … den er måske også  vinens stærkeste side sammen med dens bløde smag. Tanninerne er markante, men igen modne og slet ikke så vilde som lillesøsterens, men samlet bestemt en rigtig lækker vin .. mægtig og stor. 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7