2020 Vietti, Langhe Nebbiolo Perbacco, Piemonte, Italien

2020 Vietti, Langhe Nebbiolo Perbacco, Piemonte, ItalienVi skal et smut til Piemonte, hvor vi i Castiglione Falletto i Langhe finder det historiske og anerkendte vinhus Vietti og derfra smager vi nu en 2020 Langhe Nebbiolo Perbacco.

Vietti er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning.

Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trives i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi husets Langhe Nebbiolo, som Vietti kalder Nebbiolo Perbacco, hvor druerne kommer fra forskellige marker i både Barolo og Barbaresco området. Hver mark vinificeres separat og den alkoholiske gæring varer 3-4 uger ved 28-32 grader.

Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring så lagrer vinen 18-20 måneder på en kombination af både barriques og store slavonske egefade … og først derefter blandes de forskellige produktioner i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

I næsen en tør, mineralsk, stenet, rustik og landlig vin … til den maskuline og lidt hårde side, har kirsebær, læder, violer, tobak, lakridsrod, tør egetræ, balsamiske noter og virker måske en kende lukket, småvrissen, gammeldags og helt sin egen.

Det er smagsmæssigt heller ingen elegantier, men viser Viettis lidt gammeldags, rustikke og traditionelle stil, der bestemt ikke pleaser folk, men holder sig efter de gamle formler. Det gør også vinen lidt mørkere med masser af tætpakket frugt, tranebær, ribs og sorte kirsebær, vildt tørre tanniner, der river lidt i gummerne og samtidig med en smule mørk campari bitterhed og syrlig saftighed. 91 point.

Købt i Tyskland til 20,48€ … svarende til 153 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Eduardo Garza, Priorat Negre, Priorat, Spanien

2020 Eduardo Garza, Priorat Negre, Priorat, SpanienDen anden vin, som jeg smagte fra Eduardo Garza, var den røde 2020 Priorat Negre, hvor alle druerne kommer fra husets marker på stejle bjergskråninger i El Molar, El Lloar og La Morera del Montsant.

Vinen er i denne årgang 2020 lavet på et smukt blend af 44% Grenache, 30% Carignan samt 26% Syrah, der først er afstilket, men ikke knust inden gæringen over 14 til 18 dage.

Inden gæringen er der sket en 24 timers pre-maceration og efter den alkoholiske gæring er der også sket malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 11 måneder på Quercus Petraea og Quercus Alba træfade. Der er lavet 4.279 flasker … samt lidt store flasker.

Hold nu kaje for en duft … som et nyreslag lige i solar plexus, mørk, lakridset, blomstret og det suppleres af blæk, røg, mørk chokolade, tør træ, lidt gran og lærkeskud, svesker, blåbær, solbær og ribs. Der er nogle fadnoter med kanel … men samtidig strutter vinen af en sitrende friskhed.

I munden kommer det friske frem sammen med en lysere frugt, der smagsmæssigt er mere rank, slank og syrlig end duften egentlig lige lovede. Der er ribs, hindbær, tranebær … lys balsamisk, ganske ren og frisk med knuste sten, let peber og en syre, der er så pivskarp, vital, letlevende og gnistrende … 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, Spanien

2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, SpanienEduardo Garza er en lille mikroproducent, som fra marker på stejle bjergskråninger i Priorat laver 3 forskellige vine … en hvid, en rosé og en rød. Nu smager jeg 2 af dem og starter med hans hvide 2020 Priorat Blanc.

Men historien om Eduardo Garza er faktisk startet i Guatemala, hvor han opvoksede på sin families maleriske kaffefarm beliggende på en bjergside Esquipulas i Chiquimula. Eduardo er således vokset op med at dyrke jorden for at skabe unikke og exceptionelle drikke og allerede tidligt fik han en forståelse for de indviklede nuancer og smage, som et terroir kunne frembringe.

Han fik også en dyb forståelse af vigtigheden af bæredygtige og langsigtede landbrugsmetoder. Han var selv vidne til den delikate balance, der kræves for at pleje afgrøder og at det kræver både stor omhyggelighed, opmærksomhed og masser af hårdt arbejde.

Efter at Eduardo havde arbejdet både med kaffe og senere også i finansverdenen, så besluttede han sig for at drage til Spanien og tage en uddannelse som ønolog. Ad den vej fik han mulighed for at købe nogle helt små plots rundt omkring i Priorat, så i 2018 begyndte han at eksperimentere med de forskellige jordbundsforhold, mens vinene blev lavet hos nogle af de mere etablerede vinbønder i området.

Han har kun plots på 4 vinmarker, der ligger på bjergskråningerne ved Gratallops, Bellmunt del Priorat og Torroja del Prioral. Hver af disse steder har sit eget unikke mikroklima og jordsammensætning, hvilket tilføjer dybde og kompleksitet til de druerne med sorter som Grenache, Carignan, Syrah, Voignier og Grenache Blanc.

Eduardo Garzas vinstokke på markerne både nyere, mens andre stokke har godt med alder … vi snakker et spænd mellem 20 år gamle og andre stokke er over 80 år. Det giver stor mangfoldighed, rigdom og karakter til hans vine, da hver vinstok bidrager med sit eget distinkte fodaftryk til den endelige vin.

Garzas har en grundlæggende dyb respekt for landet og hans metoder omfavner traditionerne i regionen efter med gammeldags tilgang, så bl.a. er han afhængig af hjælp fra muldyr til pasning af markerne. Alt markarbejde er lavet i hånden og alle druer er håndplukkede.

Når det kommer til vinfremstillingen, så holder Eduardo Garza sig ligeledes til minimal intervention i kælderen. Han tror på at lade alle druerne udtrykke sig fuldt ud med den rette indblanding og korrekt timing fra menneskehænder. Denne blide berøring sikrer, at vinene legemliggør den sande essens af Priorat terroiret og de unikke egenskaber ved de gamle druer.

Men det er en ganske lille produktion … sølle 7.500 flasker hvert år samlet fordelt på de 3 forskellige vine. Således er der også kun lavet 900 flasker af denne Priorat Blanc.

Den er lavet på et blend af 60% Voignier og 40% Grenache Blanc, hvor den enkelte druesort er vinificeret for sig. Først er druerne så afstilket, knust og presset hurtigt for at undgå oxidering. Så er vinen gæret koldt ved 12 grader, derefter er der sket malolaktisk gæring inden 11 måneder lagring med 65% på stål, men de resterende 35% er lagret på egefade.

Vinen er meget gul i glasset … men duften er henrivende, virker faktisk meget bondsk og har godt med fadnoter som vanilje, lidt mælkechokolade og virker fuldfed og lækker. Frugten er abrikos, overmodne pærer, fersken, lidt muskat og akaciehonning … uha, totalt indbydende og smørlækker. Det er vild muskelvin, der er utrolig ekspressiv og imponerende.

Vinen har også i munden lidt et ekstra gear … smørlækker og den virker endda en smule parfumeret i munden, hvis I forstår, hvad jeg mener. Der er vingummibamser på epo, abrikos, muskat, fersken og spidskommen samt andre søde krydderier. Det er på alle måder en stor mundfuld og den sidder mægtig, stor og fuld i hele munden … har let peber og er monsterlækker. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7