2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, Frankrig

2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, FrankrigEfter at ha’ smagt et par flasker Non Vintage champagne fra champagnehuset Francois Girard, så slutter jeg trekløveret med en Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé 2017.

Igen er det 100% Chardonnay fra en række Côte des Blancs Grand Cru marker … faktisk er den en blanding fra 4 Grand Cru marker og den er kun lavet med de allerbedste druer.

Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i et sted mellem 4 og 5 år inden degorgering i april 2022 med dossage på 5,2 gram og så yderligere 6 måneders lagring inden frigivelse.

Hellige makrel for en lækker duft … har en moden frugt som pærer, fersken, abrikos og syltede citroner, noget gær, smeltet smør og en stang wienerbrød af bedste slags med butterdej, gul creme, nødder og mandler. Der er noget luftig og virkelig elegant over aromaerne … nærmest som en blomstret blondekant på en brudekjole … eller i hvert fald kan man nærmest ikke finde en mere tillokkende og feminin, graciøsitet, smagfuldhed og flot vinøs stil.

Sådan smager vinen også … masser af let, fin, sart og feminin saftighed, der gør, at man hurtigt tørster efter mere. Der er sure og søde æbler, modne pærer og noget kalk eller kridt. Der er harmoni og finesse over smagen, der er balanceret til UG … smelter nærmest i munden og bobler aka moussen er blid, omfavnende og forstærker bare alle smagene … smager langt dyrere end prisen, 96 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine Brunely, Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Brunely, Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, Rhône, FrankrigDen anden vin fra Domaine Brunely blev meget passende en Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, som er fra 2020 årgangen.

Som med den forrige vin, der har en hyldest til bedstefar Rémy Carichon, så har denne vin også en reference til en kendt person fra området, for navnet refererer nemlig til Lord Pellegrin de Brunellis, der selv kæmpede for paven i Avignon, da deres autoritet blev truet tilbage i middelalderen.

Paven belønnede ham med et våbenskjold med enhjørningen såvel som noget jord og ejendomme. Vacqueyras Les Secrets de la Licorne er Domaine Brunelys ikonvin og den er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, som kommer fra 50-80 år gamle vinstokke.

Druerne er håndsorteret, 100% afstilkede og der anvendes de allerbedste druer. De fermenteres ved lav temperatur i 20 til 30 dage med punchdown flere gange dagligt for at trække aromaer ud af skindet. Vinen lagres delvist på egetræsfade samt i betontanke i 12 til 18 måneder. Det filtreres inden aftapning.

Denne er som lillesøsteren godt krydret, men det hænger langt mere sammen med dybe og meget landlige noter. Der er blommer, sorte kirsebær, brombær, engelsk lakrids, lakridskonfekt, tjære, lidt garvet læder og samtidig en lille sødme, som også binder tingene godt sammen.

Men det er specielt i smagen, at vinen viser sig frem … er strikket rigtigt godt sammen med sødme, syre, bitterhed og tør frugt. Der er tranebær, blommer, noget citron og lemon … har nogle tørstoffer og alligevel virker frugten saftig. Der er runde tanniner, sødme, noget lakridsrod, fennikel samt kardemomme. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7