2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, Italien

2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d'Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben på arbejde kører vi i øjeblikket et Piemonte tema, så sidste tirsdag smagte vi så denne 2019 Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore fra Bruno Giacosa.

Vinhuset Bruno Giacosa holder til i byen Neive og er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og sønnen Mario Giacosa.

Dengang solgte de det meste af den producerede vin til kunder i store 5 liters flasker, som var en helt almindelig praksis i regionen.

Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra stod der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig fik sat vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15 år og langsomt begyndte han selv at overtage hele produktionen. Han begyndte at lave vin af indkøbte druer fra flere udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. Han fremstillede sin første enkeltmarks Barbaresco i 1964

I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco.

I 1982 købte familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbte de også yderligere marker i Barolo. Bruno Giacose fik også tilnavnet Genius of Neive … geniet i Neive. Han var også kendt som Il Maestro … mesteren. En mand af få ord, men med en kæmpe viden om og indflydelse på vinproduktionen … han udtrykte sig kun i korte sætninger og foretrak i stedet at lade sine vine tale.

Bruno Giacosa er et af de få italienske vinhuse, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him.

Giacosa var særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. I  Barbaresco ejes syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa 6 vinmarker, nemlig Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto samt Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og da Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så begyndte den 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også at tage over, men Bruno blev ved indtil sin død i januar 2018.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Deres laves 2 Nebbiolo d’Alba vine… en almindelig og så denne Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, hvor druerne er fra marken Valmaggiore di Vezza d’Alba. Gæringen er sket på ståltanke over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring14 måneder i franske egefade.

WAUW for en parfumeret Nebbiolo og svært at tro, at det bare er en Nebbiolo d’Alba og ikke stor Barolo. Tør aroma med tørrede rosenblade, violer, garvet læder, lakrids røg og stor frugtdybde med både solbær, blommer, jordbær og hindbær. Det dufter himmelsk og man fornemmer også en lille diskret fadnote med gammelt egetræ, vanilje og kanel … oprejst, rank og imponerende kompleks og balanceret.

Sikke en cremet, skarp og flot lavet Nebbiolo d’Alba, hvor der er tranebærsaft, hindbær, jordbær samt stramme, tætte og knastørre tanniner med små drops af bitterhed, bitter lemon og balsamico. Det er en Nebbiolo a’Alba, som bare hænger i munden i så lang tid … helt efter du har drukket vinen og nærmest gået i seng. Alt er doseret så fint, smukt og ganske klassisk. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, men denne ses ikke i sortimentet, men er købt i Tyskland til 40,97€ … svarende til 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, ItalienBattlens sidste vin blev noget så anderledes som en Merlot fra appellationen Colli Orientali del Friuli i Friuli-Venezia Giulia i det nordøstlige Italien og denne fra et vinhus, der hedder Le Due Terre, der jo betyder de to lande.

Hos Vingutterne gættede vi dog landet, men ikke at der var tale om en Merlot baseret vin.

Azienda Agricola Le Due Terre er der ikke mange oplysninger om, men vinhuset ligger ret tæt ved Prepotto ikke langt fra grænsen til Slovenien, men det er nu ikke derfor, at  vinhuset har kaldt sig for Le Due Terre.

Navnet er i stedet et hyldest til terrioret i dette område på Friulis østlige bakker og det er karakteriseret ved to typer jord, som er ler og mergel … også lokalt kendt som ponca … en slags muddersten, der har tendens til gradvist at smuldre i flager eller små stykker.

Azienda Agricola Le Due Terre er grundlagt i 1984 af parret Silvana Forte og Flavio Basilicata, der efter lang erfaring i andre vinhuse så købte et bondehus med 4 hektar vinmarker og begyndte at lave vin og efterleve deres drøm. Vinhuset har ingen hjemmeside, men på deres Facebook side kan man dog finde lidt informationer.

Alt på Le Due Terre drives efter økologiske principper i samspil med naturen og brug af pesticider og kemikalier er forbudt. I vinkælderen sker vinificeringen også efter en ikke-teknologis og traditionel stil alene med brug af naturlige gærceller.

Sådan er denne 2014 Merlot også lavet … altså alene med spontan gæring med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder i barriques.

Duftmæssigt er det en moden vin … har en smule portvinsnoter, fed, fyldig og frugten er mest sorte kirsebær og blommer. Der er lakrids, sød finsk lakrids, kakaopulver, nelliker, sød pibetobak samt nogle søde og nærmest mellemøstlige krydderier.

I munden er vinen også fyldig, saftig, varm og krydret, men samtidig har den mange og vildt tørre tanniner. Den er meget koncentreret og tæt i strukturen med denne modne smag, hvor der også kommer en vis skarp syrlighed frem. Det er en vin, der virkelig kalder på noget mad … 93 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men er set til 37€ i Italien, hvilket svarer til 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7