2009 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Rio Sordo, Piemonte, Italien

2009 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Rio Sordo, Piemonte, ItalienMed 2. vin i sæt 5 -og aftenens sidste vin – var der kommet mere skik på Nebbiolo druerne. Det var nemlig en Barbaresco Riserva Rio Sordo 2009 fra kooperativet Produttori del Barbaresco.

Det er et kooperativ, som regnes for at være Italiens bedste vinkooperativ. Succesen skyldes bl.a. at man koncentrerer sig om én druesort og ét vindistrikt.

Produttori del Barbarescos tilknyttede vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder.

Historien om kooperativet startede allerede tilbage i 1894, hvor Domizio Cavazza forsøgte at samle bønderne i Barbaresco. Han var rektor for den kongelige landbrugsskole i Alba, boede i Barbaresco og grundlagte kooperativet Cantine Sociali, som bestod af 9 Barbaresco vingårde.

Cavazza havde forstået, at der var forskelle mellem Nebbiolo druer dyrket i Barolo distriktet sammenlignet med de samme druer, som  blev dyrket ved Barbaresco.

Kooperativet Cantine Sociali måtte dog lukke i 1920 på grund af økonomiske problemer i kølvandet på fascismen. Men år senere i 1958 fortsatte en præst i Barbaresco Domizio Cavazzas idé og han startede igen kooperativet … nu med 19 små vinavlere. De kaldte kooperativet Produttori del Barbaresco … eller helt nøjagtigt Cantina Sociale Produttori del Barbaresco.

De første årgange vine fra Produttori del Barbaresco blev lavet i kælderen i den kirke, hvor præsten prædikede, men nogle år senere byggede man det vineri, hvor kooperativet i dag fortsat laver vinene.

Kooperativet er også vokset og tæller i dag 50 medlemmer, som dækker omkring 100 hektar vinmarker i Barbaresco appellation. Det er næsten 17% af de samlede vinmarker i området og giver en årsproduktion på omkring 420.000 flasker vin.

Hver familie/medlem af kooperativet har fuld kontrol over egen jord, men dyrker Nebbiolo druerne efter anvisninger fra kooperativet. De råder over 9 Cru marker og det er markerne Asili, Muncagotta, Pajé, Montefico, Montestefano, Ovello, Pora, Rabaja og Rio Sordo, som hver især har forskellige terroir.

Hos kooperativet forsøger man kompromisløst at bevare disse terroirs særkender i smagen af vinene og disse vine er Produttoris stolthed og flagskibe. De er derfor verdensberømte for at lave nogle af Piemontes bedste vine til prisen.

Hvor andre producenter har benyttet ratings og lav produktion i visse årgange til at skrue priserne op til nye højder, så har Produttori bevaret jordkontakten og tænkt på kunderne, og derved fået en meget stor fanskare verden over.

De sidste 10 år har man ydermere høstet op til 95 point hos Robert Parker flere gange og vinene har fået de 3 glas 11 gange, hvilket gør Produttori til 1-stjernet producent. Man har endda nogle gange fået de 3 glas i Gambero Rosso for husets almindelige Barbaresco, hvilket siger noget om den ualmindeligt høje kvalitet.

Her smager vi en af husets enkeltmarksvine … Barbaresco Riserva Rio Sordo i årgang 2009 og fra 4,5 hektar på marken Rio Sordo ejet af Alutto familien og Sergio Marengo.

Vinen er lavet over 28 dage med gæring og maceration ved 30 grader og afsluttes med en malolaktisk gæring. Efter fermentering er vinen lagret i 36 måneder på store egetræsfade og 12 måneder på flaske. Der er lavet 13.333 flasker af denne årgang og denne flaske er nummer 1.977.

I næsen er der godt med blomster og håndcreme … ganske parfumeret med lidt potpourri, eukalyptusbolsjer, smørristede champignon, læder, lakrids, ristede kastanjer, krydderurter og frugt med kirsebær, blommer og ribs … skinger, syngende, skarp samt lidt gennemtrængende suppleret med lidt cedertræ.

Smagen er tør og præcis … den har tanniner, der også er skingre, vilde og vildt tørre, men samtidig har vinen den lyse, syrlige og lidt saftige frugt af lyse kirsebær, moreller og ribs, der suppleres med peber, lidt citronsaft og lemon bitterhed, der virkelig giver bid. Jeg ligger nok lige på 93 point.

Vinene fra Produttori del Barbaresco forhandles af Philipson Wine, hvor nyere årgange af vinen tidligere har kostet 474,95 kr. for en flaske og 395 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, Italien

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, ItalienVi fik også et 5. sæt på bordet … hvor der faktisk var stor forskel på vinene, men på grund af de tørre tanniner, så mente vi, at der nok var tale om Nebbiolo … denne Barolo Duecorti 2006 fra Tenute Costa var dog noget anderledes og næsten overmoden.

Tenute Costa eller måske rettere Tenute Costa Group er grundlagt i 2008 og ejes af Andrea og Luca Costa, der er far og søn, men har slået sig sammen om vinproduktion.

De arbejdede begge som ingeniører, men var begge fascineret af vinproduktion, så i 2008 startede de deres eventyr og laver nu vin fra 3 forskellige terroirs i Italien. De har således vingården Tenuta Duecorti i Piemonte. Længere sydpå ved den toskanske kyst og den solrige by Maremma ligger deres andet vinhus Terre di Fiori, mens deres sidste vinhus Lahnhof ligger i Alto Adige.

De samarbejder udelukkende med et hold bestående af vinavlere, agronomer, kældermestre og den verdenskendte Carlo Ferrini, som hjælper til med at lave vine med et udtryk af det originale terroir.

På deres vingård Tenuta Duecorti i Piemonte, så ligger deres marker ved Monforte d’Alba på stejle bakker med øst-syd-øst eksponering i en højde mellem 300-450 meter og dyrkes primært Nebbiolo, men de har også en mark i Neive.

Der laves pt. 6 forskellige vine, herunder altså denne Barolo, hvor druerne kommer fra Monforte d’Alba. Gæring og maceration er sket i stålkar over 15-20 dage med pumpovers, skånsom punch-downs og del-stages, efterfølgende malolaktisk og så lagring i 3 år på franske egefade og 6-8 måneder på flaske bagefter. Der produceres årligt 12.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen mørk, virkelig overmoden og lettere oxideret med lakridspiber, søde lakridspoter, blomme i Madeira, kaffelikør og har godt med fad … men virker lidt off.

I munden vågner vinen dog op … er simpelthen voldsom tør og vild med en balsamisk og stærk frugt. Den har ligesom en mælket smag, mørk og syrlig … men tanninerne er i den grad levende og fra første fløjt bemægtiger sig din mund og gnubber tandkødet. Det er ingen elegantier, forfinet eller raffineret Barolo … men smagen er langt bedre end duften, så 90 point.

Nyere årgange ses solgt på Vinspot, hvor en flaske koster 198 kr., mens prisen har været 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigDen anden Syrah vin i sæt 4 var bestemt ikke ringere … nærmere tværtimod, for det var nemlig en 2009 Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône og det er selvfølgelig A. Clape.

Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på ren Syrah. Vinstokkene har en alder på 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Cornas Renaissance har jeg også smagt og skrevet om tidligere … således både i årgang 2006 og 2007 … og hver gang er jeg blevet imponeret, for Renaissance ligger ikke langt fra Clapes normale og dyrere Cornas … der i dag koster ret meget.

Duften er dyb, kølig, mørk, klassisk og imponerende med animalsk og landlig mødding, dyb kælder, hængt kød, flæsk, Beef Jerky, mejeri samt kærnemælk, blæk, røg, tobak, blomsterpollen, blåbær, hindbær og brombær, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.

Hvor smager det bare himmelsk … kølig, rank, klassisk og alligevel blød, rund, elegant og fortsat med denne kerne med tonsvis af frugt samt en bundløs dybde. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, kul, grafit og fortsat med tørre tanniner, der snerrer og viser tænder, men ikke mener det så alvorligt. Det er skarpt og præcis … så jeg bliver bare glad i låget … 97 point.

Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor den kun sælges på allokation.

Vinanmeldelse 6,5/7