Med næste vin har den unge Christopher Full skruet op for innovationen, for denne 2020 Weissburgunder Unfiltriert er reelt set nærmest en halv orangevin.
Vinen er nemlig lavet ved spontangæring alene med druernes normale gærceller og så har halvdelen af vinen også macereret med skindkontakt.
Derefter er alt lagret cirka 10 måneder på barriques. Så er vinen blot flasket ufiltreret med et let let slør af gærrester. Vinen har 1,3 gram restsukker pr. liter.
Det er ikke sådan, at farven nærmer sig orangevin, selvom den måske har et svagt orange skær og så virker sådan lidt uklar grundet det lille slør af gærrester … men duften er formidabel og parfumeret med smuttede mandler, en let nøddearoma, godt med blomster samt tydelig stearinlys eller paraffin og så ellers en frugt af fersken, melon og en smule pærer.
I munden udretter vinen små mirakler … er tynd, slank og mager, men samtidig er det med virkelig charmerende og lidt orangeagtig smag med en nærmest cremet fornemmelse, hvis det giver mening. Der er lidt bitre æbler, grønne pærer, godt med lemon og citron, så man får virkelig et frisk og saftet bid … en vin til sjov og balade, hygge og alvor, fest og farver … og jeg er tosset med den. 92 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.