2019 Famiglia Olivini, Lugana Demesse Vecchie, Lombardiet, Italien

2019 Famiglia Olivini, Lugana Demesse Vecchie, Lombardiet, ItalienJeg smagte skam endnu en Lugana vin fra Famiglia Olivini, nemlig deres Lugana Demesse Vecchie 2019, hvor der er brugt lidt træ ved lagringen.

Turbiana druerne er til denne vin høstet en anelse senere og således med let overmodning af druerne. Efter en manuel høst er druerne presset og gæring er sket i rustfrie ståltanke med en udvalgt gær ved kontrolleret temperatur.

Derefter er det sket en komplet malolaktisk gæring inden vinen så er lagret sur lie i 12 måneder, heraf 10% på egefade. Derefter er vinen samlet i ståltanke og flasket inden yderligere 6 måneders lagring på flaske. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen dejlig landlig og med gærede noter, en fyldig frugt med bl.a. abrikos, en meget moden frugt, mest tropisk frugt, pærer, citroner og lemon. Der fornemmes langt mere krop og dybde i denne vin end hos den foregående.

Sådan er smagen også … moden frugt, abrikos, grillede citroner samt en fyldigere smag, mere dybde og samtidig mere vild. Derudover er der faktisk også masser af salte noter.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Famiglia Olivini, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Famiglia Olivini, Lugana, Lombardiet, ItalienDernæst smagte jeg – som ved næsten alle stande – husets basis Lugana i årgang 2020 og det var også tilfældet hos Famiglia Olivini.

Vinen er lavet på ren stål … altså med gæring i ståltanke efter en skånsom presning og en delvis kold pre-maceration i 12 timer ved 5 grader.

Den alkoholiske gæring sker via udvalgt gær ved en kontrolleret temperatur, hvorefter der er sket en delvis malolaktisk gæring og så er vinen lagret 6 måneder i ståltankene.

Det har duftmæssigt givet en meget frisk, krisp, sprød og ren duft, en flot og behagelig frugt med pærer, citroner og mandler. Det er også i munden en frisk og virkelig syrerig vin, som omgående får dig til at lave kyssemund. Det er et mix af salte citroner, knuste sten … jeg synes faktisk, at det er en super vin, så 4,5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster en flaske 9,90€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Famiglia Olivini, Lugana Metodo Classico Brut, Lombardiet, Italien

2018 Famiglia Olivini, Lugana Metodo Classico Brut, Lombardiet, ItalienHos Famiglia Olivini mødte jeg Simone Modena fra vinhuset Società Agricola Olivini og han bød også – surprise – på lidt vin, så vi startede med denne 2018 Lugana Metodo Classico Brut.

Vingården er – som navnet Famiglia Olivini også indikerer – en lille familiedrevet vingård, der drives af de 3 søskende Giorgio, Giordana og Giovanni.

De overtog driften i 1999, men gården blev oprindelig købt af deres bedstefar Giuseppe Olivini, der lagde kimen ved at blive vinavler.

Men i 1970 startede famillien Olivini på hobbyplan med at lave lidt vine, så de 3 søskende er således fortsat i deres forældres Graziella og Giulios fodspor … i dag blot på et større og professionelt plan.

Vingården ligger på adressen Località Demesse Vecchie i San Martino della Battaglia … og det er jo på Lombardiet siden i Lugana. Der har familien samlet 26 hektar vinmarker, hvorfra de årligt laver 300.000 flasker vin i samarbejde med ønologen Antonio Crescini.

Siden 2009 har vinen været meget genkendelige med etiketten med striberne … som nu fx denne 2018 Lugana Metodo Classico Brut, der er en Spumante lavet på 100% Trebbiano di Lugana druer, lavet med den traditionelle klassiske metode.

Efter den første vinifikation i rustfrie ståltanke, som er vinen flasket og har gennemgået andengæringen sur lie over omkring 44 måneder inden degorgering i maj 2021.

Sikke en fin og dejlig duft … meget frisk med en ren frugt, der mest udsender røgsignaler med æbler, endda tørrede æbler, lidt tropisk frugt, gær, dej og en fin blomsterbuket.

I munden er vinen fint perlende med et tyndt, fint og blidt brus, men har til gengæld masser af syre, hvor lemon, grape og citron strutter af moden velvære. Alligevel virker vinen cremet i munden med fint samspil med salte mineraler.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster en flaske 15,50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7