2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, Chile

2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, ChileSidst jeg smagte den nærmest ikoniske vin Triple C fra Viña Santa Rita var for 10 år siden og dengang var det i en årgang 2004. Siden dengang er der sgu løbet meget vin i halsen, men derfor er det da en fornøjelse igen at smage den … her blot i årgang 2018.

Viña Santa Rita har jeg vist skrevet om mange gange, men denne Triple C kun én gang. Det er en vin, som første gang blev produceret i årgang 1997 som en Bordeaux lignende vin og bliver derudover kun lavet i de bedste årgang. Da vejret i Chile imidlertid er ganske ens år efter år, så er det kun i få årgange, at vinen ikke er produceret.

Vinen er i dag et blend på 65% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Carménère druer, der er dyrket i Maipo Valley i Chile … og hver druesort vinificeres separat.

Men fælles for alle druesorter er, at de efter høst starter med en kølig 5-10 dages kold pre-maceration, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper. Cabernet Franc og Carménère gærer ved 30 grader og Cabernet Sauvignon ved 28 grader. De fleste druer er forinden afstilket, men med Carménère også 20% hele klaser,

Efter gæringen ligger vinen så med en eftermaceration i 20-40 dage afhængig af udviklingen af hver sort. Så har vinen lagret samlet 17 måneder i nye franske barriques og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Sikke nice duft … våde fade, våd skovbund, tjære og flydende asfalt, mælkede noter, baconfedt, solbær, hindbær … lidt jammy suppleret med solbærblade, grøn peber, lidt cigarkasser og så søde aromaer med vanilje, let kanel, lakridskonfekt og vingummibamser.

I munden er det koncentreret, kompleks, intens og frisk, masser af frugtrigdom med solbær, brombær, blommer og kirsebær, nærmest saftig med en lille sødme, lidt peber og bid. Det er sgu meget smooth, elegant og samtidig meget indsmigrende med en lang og sødbitter eftersmag. Mums.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Quinta do Pégo, Friends Selection, Douro, Portugal

2016 Quinta do Pégo, Friends Selection, Douro, PortugalQuinta do Pégo er – som de fleste læsere måske allerede ved – danskejet. De laver både fremragende røde vine samt portvine. Her smager vi så en rødvin … en 2016 Friends Selection.

Det er AMKA, der også ejer hovedparten af Jysk Vin, der siden 2003 har været eneejer af den smukke vingård Quinta do Pégo. Vingården ligger på vejen fra Régua til Pinhão omkring 3 kilometer før Pinhão på højre side i Dourodalen i Portugal.

Vingården ligger 138 meter over Douro-floden og har 33 hektar jord, hvor de 30 hektar er vinmarker … med smukkest beliggende og et view udover Douro dalen. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe.

Quinta do Pégo har efter AMKAs overtagelse gennemgået en fuldstændig renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården. Efter renovering åbnede vingården i foråret 2009 i en helt ny form med hotel … Hotel Rural Quinta do Pégo, som bestemt skulle være et besøg værd.

Her smager jeg Quinta do Pégos Friends Selection, som er lavet på et blend af  Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão fra husets egne marker.

Vinen er lavet af den dygtige, men nu desværre afdøde, vinmager Wouter Pienaar, med fokus på at skabe en givende og afbalanceret rødvin til en god pris. Jeg har hørt et rygte, at det er sydafrikanske Niel Bester, som fremover skal stå for produktionen, mens det er altså kun et rygte.

Vinen er lavet  ved, at de håndhøstede druer først er sortere, hvorefter de er fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars og er efter endt fermentering  lagret 12 måneder på franske egefade, men på etiketten fremgår, at vinen først er flasket i 2020, så dermed må den også være lagret en længere periode på ståltanke.

Allerede fra første snif dufter vinen blød og venlig, mørk, tæt og intens, har lidt krydrede noter, kaktuspiller, mørke kirsebær, blåbær, let sødme, let mynte, lidt fad med kakaopulver, let vanilje, egetræ og samtidig tør og lidt støvet i udtrykket.

I munden er vinen ikke så mørk og fyldig, men har mere friskhed, bitterhed og lysere frugt end duftmæssigt. Det er mere hindbær, kirsebær og blommer, fin medium frugt, nogle saftige, ret venlige tanniner, en lidt bitter og rustik syre, let peber, men samlet en lille bandit, som rigtigt mange bare vil elske.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, Australien

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, AustralienSidste ikke New York Riesling i vor Riesling Battle Royal var en 2020 Signature Series Riesling fra det australske vinhus Robert Oatley Wines.

Vinhuset blev først grundlagt i 2006 af den i dag afdøde Robert Oatley, men familien havde dog allerede tilbage i slutningen af 1960’erne plantede de første vinstokke på gården.

Robert – kaldet Bob – var en dygtig forretningsmand, som var en respekteret forretningsmand, lystsejler, filantrop og vinmager. Han startede bl.a. i 1974 firmaet Balmoral Australia, der er et stort forretningsimperium, der er er engageret i turisme, vin, maritime tjenester og investeringer.

Firmaet er baseret i Sydney med aktiviteter, der spænder over det meste Australien og beskæftiger over 1.300 mennesker, men i dag ledes det – og vinhuset – af Bobs søn Sandy Oatley sammen med en række bestyrelsesmedlemmer samt hans  søskende Ian Oatley og Rosalind Oatley.

Deres vinmarker ligger primært ved Margaret River og McLaren Vale, men de fleste af druerne opkøbes hos udvalgte vinalvere og de bruger også en lang række vinmagere til at lave vinene.

Denne Signature Series Riesling er fra en serie af vine, som er lavet af vinmageren Larry Cherubino. Denne vi er lavet af Riesling druer fra Great Southern underområdet, der af mange er regnet som Australiens nye hot-spot for kvalitetsvine på Riesling.

Her druerne fra området ved Frankland River og Mount Barker lidt nord for området ved Denmark, som jeg tidligere har skrevet om i en vinanmeldelse for lang tid siden. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men det ser ud til, at vinen er gæret på ståltanke med udvalgte gærtyper, men også lagret på egefade. Den har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Uha … duftmæssigt meget frisk med en kalket mineralitet, men fadpræget er stort og sødmen også langt fremme med vaniljekiks og en sød, fyldig frugt, der ligger godt længere væk. Vinen virker blød, blid og frugten er pærer, melon, gule æbler, søde stikkelsbær og de danser fint sammen med en lidt parfumeret og blomstret duft.

I munden er vinen dog langt mere maskulin … igen er der pænt med salt og mineraler, lemon og citroner og egentlig også en rigtig god og lang eftersmag, men det er knap så nuanceret eller elegant.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men prisen ligger på 13,95$ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7