2020 Noah, Coste della Sesia Rossonoah, Piemonte, Italien

2020 Noah, Coste della Sesia Rossonoah, Piemonte, ItalienAndrea Mosca er en af de nye, hypede vinmagere i Piemonte og han står bag denne vin Coste della Sesia Rossonoah 2020 fra sit vinhus Noah.

Andrea Mosca og Giovanna Pepe Diaz etablerede vinhuset Noah i 2010 og opkaldte det efter deres søn Noah.

De købte en ældre ejendom med 4,7 hektar ved en landsby kaldet Brusnengo. Andrea var selv arkitekt, men solgte sin praksis og kastede sig ud i livet som vinbonde sammen med Giovanna … nu havde de så 2 Noah’er.

Det store skifte i livet skete ud fra deres passion til vin, men også et forsøg på at ændre livsstil for dem og deres to børn. De havde begge lyst til et mere simpelt liv, hvor de vil kunne leve af deres jord.

De har efterfølgende renoveret både det gamle bondehus samt et ældre vineri i Brusnengo, hvor de både skal bo og producere deres vine. Deres 4,7 hektar marker ligger lige mellem de to vinområder i Brusnengo – Mesola og Forte – og druerne, der dyrkes her anvendes til vine under appellationerne Bramaterra DOC eller Coste della Sesia DOC … Noah producerer begge.

Andrea og Giovanna har en holistisk tilgang til vinfremstilling, de tror stærkt på, at vin er et harmoniske møde mellem menneske og natur.

Brusnengo ligger på vulkansk porfyrklippe og der er store forskelle mellem jorden inden for vækstområdet. Her garanterer det unikke mikroklima af kølende brise og varmende jord en langsom og total modning af drujerne og resulterer i vine med fyldige og komplekse smage.

Bramaterra DOC er en relativt lille appellation i Piemonte, men har bestemt potentiale for at producere fremragende vine. Her smager vi deres 2020 Coste della Sesia Rossonoah, som er et blend på 50% Nebbiolo, 40% Croatina og 10% Vespolina.

Nebbiolo druerne kommer fra unge vinstokke, mens Croatina druerne er fra gamle vinstokke. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring samt maceration over 4 dage, efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 6 måneder i ståltanke.

I næsen er det en forholdsvis stærk vin … mentol, eukalyptus og kaktus, masser af mineraler, stjerneanis, grøn og med umodne bær, kirsebær, tranebær, peber, krudt, garvet læder og ingen søde mor. Det er en powerfuld, stærk og lidt småbitter aroma.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, virkelig småbitter, men saftig, meget stærk peber, som brænder en smule i halsen. Der er også godt med mineralsk bid, men heldigvis også en lille sødme, som lige hjælper en smule med at runde tingene af. Jeg ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles vistnok via Vinpusheren og prisen er på 160 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Olek Bondonio, Barbaresco Roncagliette, Piemonte, Italien

2014 Olek Bondonio, Barberesco Roncagliette, Piemonte, ItalienMed næste vin – en 2014 Barbaresco Roncagliette – har vi fat i en lille, nyere kultproducent Olek Bondonio, der ligger et par kilometer sydvest for Barbaresco by.

Olek frigav sin første vin i 2005 og har lige siden stille og roligt gjort sig bemærket som en ung stjerneproducent på vej frem.

Selvom måske fortsat ikke er så kendt et navn, så er det bestemt ved at ændre sig. Hans Barbaresco vine er begyndt at få en meget stærk tilhængerskare blandt Piemonte elskere  over hele kloden og har specielt en stærk tilhængerskare i bl.a. Skandinavien.

Olek er imidlertid selv ikke meget for markedsføring og har ringe interesse i at indsende vine til anmeldelse. Han er en stille mand, der hellere vil ud i markerne end at promovere sine vine. Han er dog selv forhenværende professionel half pipe snowboarder,  som blev ført ind i vinens verden allerede som barn ved at tilbringe flere ferier væk fra barndomshjemmet i Torine hos  bedsteforældrene på familiens vingård La Berchialla.

Hans forfædre har været i vinavlere i Barbaresco området i flere  århundreder og Oleks tip-tip-oldefar Guglielmo Como var i 1894 et af de stiftende medlemmer af Barbaresco Cantina Sociale … i dag bedre kendt i som Produttori del Barbaresco.

La Berchialla er dog ikke blot en typisk, gammel italiensk vingård, for den er velsignet med en ideel beliggenhed på toppen af ​​Roncagliette marken, som er et af ​​Barbarescos bedste. Roncagliette marken blev særligt berømt via vinene fra Oleks nabo Angelo Gaja, hvor Sorì Tildin vinen netop var med druer fra Roncagliette.

La Berchialla har været i familiens eje i over 200 år, så det var der, at Olek blev introduceret til arbejdet og produktionen af vin og det var nok også derfor, at Olek til sidst lagde snowboardet på hylden og  flyttede sit fokus til vin.

Han startede derfor med at studere landbrug, senere ønologi og bestod eksamen på universitetet i Torino i 2002. Hans speciale var om ekstraktionens påvirkning af vinen ved forskellige vinifikationsmetoder.

Derefter tilbragte han tid med ophold hos producenter i Bordeaux, Australien og New Zealand, før han vendte tilbage for at overtage La Berchialla og hans families 3 hektar gamle vinstokke i Barbaresco.

Gennem 3 generationer havde Oleks familie solgt deres druer til Produttori di Barbaresco og havde ingen ambition om selv at lave vine. Men det ændrede Olek Bondonio og den første årgang 2005 var hans debutårgang og alene med 2.000 flasker.

Oleks filosofi i markarbejdet er at følge planternes egen cyklus, således det er vinstokkene selv, der bestemmer, hvornår de kræver aktion. I dag arbejder han kun efter biodynamiske principper, men om det nogensinde kommer til at stå på etiketten, må tiden vise, for sådan noget er ikke vigtigt for Olek.

I vinkælderen arbejder Olek efter traditionelle metoder med brug af en kurvepresse, op til 2 måneders maceration/lang skindkontakt for Nebbiolo druerne og udelukkende gæring med druernes naturlige gærceller, hvilket gælder for alle vinene.

Ligeledes filtreres eller klares vinene ikke inden de aftappes på flaske … den eneste form for klaring og filtrering, er den naturlige der fremkommer ved omstikning af vinen.

Der bruges udelukkende store botti til lagring af Nebbiolo, dog har han et par 500 liters til at lagre dele af de andre vine. Han anvender også kun minimal svovl og han forsøger kun at bruge lidt, når vinen hældes på flaske.

I 2017 fik han bygget en ny vinkælder … gravet ind under den gamle vingård, så nu er arbejdsforholdene helt optimale.

Denne 2014 Barberesco Roncagliette er netop lavet sådan, altså spontangæring, 60 dages maceration, ingen klaring eller filtrering af mosten, lavt svovlet og lagret 20 måneder på store botti.

I glasset er vinen langt mørkere end forventet for en Nebbiolo, men lidt orange kanter afslører også, at vinen har alder. Men duften er nu ret skuffende, meget overmoden, træt … klart på vej over kanten og er nok også lige røget over. Det er kogte blommer, sherry, råddent træ, gamle huse, let appelsin og lidt engelsk lakrids.

Jeg overvejede, at den måske kunne have en form for prop eller flaskefejl, men proppen fejlede imidlertid ikke. Det skal dog siges, at den værste overmodenhed aftager en smule med tid i glasset, men det tager dog meget, meget lang tid. Men derefter komme der en smule læder og kamfer frem, men frugten er fortsat langt væk.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen virker tør og overbrændt, således det er svært at finde frugten. Tanninerne kan du imidlertid ikke undgå at stifte bekendtskab med, hvor de er både iltre, fyrrige og sindssyge vilde, hvormed de udtørrer munden totalt og det er næsten som at få en Dan Dryer håndtørrer i kæften. Efter en periode dukker der en smule frugt op … mest lys ribs, men vinen er samlet set en skuffelse. Svær at vurdere … ender på 4 tomler, hvilket nok mest skyldes de vilde og flotte tanniner.

Forhandles bl.a. af Vinpusheren, men forhandles flere steder. Prisen ligger omkring 500 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvor heldig kan man være? Hele to gange smagte jeg Großes Gewächs Spätburgunder fra Weingut Salwey i december måned og sidst blev det nytårsaften, hvor Jesper serverede denne 2017 Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Som jeg også skrev sidst, så er Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit indlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Jeg har først smagt deres Großes Gewächs Spätburgunder fra markerne Henkenberg og Eichberg, men her er det altså Kirchberg, som ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og udover Salwey har fx Weingut Franz Keller Schwarzer Adler også parceller på Kirchberg.

Salwey høster altid tidligere end de andre vinbønder og vinen er samtidig også lavet med brug af delvis hele klaser, for at give ranke og stringente vine. Udbytte fra Kirchberg ligger på beskedne 30 hektoliter pr. hektar.

Gæringen sker i åbne gæringskar i 14 dage ved høj temperatur på 25-33 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering. Det er ultratør med kun 0,4 gram restsukker pr. liter.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Duftmæssigt er her alt, hvad man kan ønske sig af en tysk Spätburgunder, hestestald, virkelig animalsk med en dampende mødding, en blækstift, en lille Taarup Handy grønthøster, grantræ, røg, jod, medicinskab, kirsebær og jordbær, et svagt fadpræg med vanilje og lakridskonfekt … og man kan kun sige WAUW.

Smagen er så ren og så klar, frisk og elegant. Frugten er lysere end duftmæssigt med hindbær, tranebær, ribs og rønnebær, der jod og selvom vinen er blød, lys og let, som har den samtidig også et bittert bid og en smuk, fin og sart syre. Den er rank og grøn i smagen, men alligevel rund og calm med masser af eftersmag. Dette er sgu en kongevin.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 460 kr., mens prisen er 395 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7