2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello di Montalcino 2016 er den bedste årgang i mands minde, måske nogensinde, har Søren Frank tidligere skrevet, mens der har været noget mere stille om årgang 2017.

Men derfor er der altså også lavet glimragende vine i den lavere ratede årgang 2017 og det tester Houlberg nu i en lille mini-test med 4 x Brunello di Montalcino 2017 og starter med Villa Poggio Salvis.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Deres Brunello di Montalcino har jeg faktisk smagt før … blot i årgang 2016. Nu er det 2017’eren, som er på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen først lidt forsigtig … faktisk næsten som 2016’eren, dog mere lukket og måske endda også mere rank, hvilket da bestemt ikke gør noget. Men den skal lige ha’ tid til at lukke op, hvorefter der kommer tørt træ, tobak, lidt småsød samt ret let frugt med kirsebær, hindbær,  brombær, blommer, appelsinskal, roser og kaktuspiller.

Smagsmæssigt er vinen virkelig pænt tør og allerede ved første luftindtag, så melder tanninerne sig også, tørre, stramme og bare så udtørrende, at munden efterlades lige så tør, som den allervarmeste sommerdag i Sahara ørkenen. Vinen er slet ikke så fløjlsblød som 2016’eren, men har denne rene, klare og stringente frugt, men samtidig også mere kant … men absolut slet ikke så ringe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienNu skal jeg igen smage en vin fra den dygtige Antonio Sarrión og hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo … og det er vinen Finca Terrerazo Vino de Pago i årgang 2018

Antonio Sarrión – til dagligt kaldet Toni – driver Bodegas Mustiguillo nord for Utiel. Det var faktisk slet ikke planen, at Toni skulle blive vinmager, for han var egentlig en succesrig forretningsmand, men vendte tilbage i 1990’erne ryggen til sin erhvervskarriere for at hellige sig sin store passion for vin.

Fra hans hjem i Valencia kastede han sig hovedkulds over studier i ønologi og vindyrkning … og lærte faget med jobs hos vinhuse i både Californien, Chile og Argentina … bl.a. hos Achaval Ferrer samt det kendte vinhus Zuccardi inden han igen vendte hjem for at lave vine fra hans hjemegn.

Der skabte han Bodegas Mustiguillo i 800 meters højde i ly af Sierra del Negrete bjergene og med fokus to de lokale druesorter, nemlig hvidvinsdruen Merseguera og rødvinsdruen Bobal … to druesorter, der dengang ikke rigtigt blev regnet for noget, da de fleste lokale vinproducenter blot dyrkede druerne med kunstvanding og kun fokus på kvantitet til billige konsumvine.

Men Toni gik i stedet den stik modsatte vej med 5 unikke monopolmarker i 800 til 900 meters højde nær det øde landsted El Terrerazo, som hans familie havde overtaget tilbage i 1972. Det er nogle kuperede og kalkholdige marker, som han samtidig startede med at dyrke økologisk.

I 2003 kunne han endelig frigive sin første flaske Bobal Quincha Corral … og da den indflydelsesrige Robert Parker snart kvitterede med 95 point, så fik Toni omgående medvind … og så kunne hans vine pludselig findes på nogle af verdens allerbedste restauranter som El Bulli, Celler de Can Roca, The Dorcester, Fat Duck og mange andre michelin-restauranter.

I 2010 blev selv de lokale skeptikere overbevist, da Bodegas Mustiguillo fik tildelt sin helt egen appellation Vino de Pago El Terrerazo. Siden har Antonio Sarrión fået masser af priser bl.a. som et af de 20 bedste nye vinhuse af magasinet Food & Wine. Denne Finca Terrerazo Vino de Pago er endda også været kåret som Spaniens bedste rødvin i Decanter vinmagasinet.

Vinen var faktisk den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer.

Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter sker er malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

Slam … tyk, mørk, fed væske med en dejlig animalsk og landlig slagside til at starte på. Vinen strutter nærmest af bondsk velvære i glasset, men afslører bag den dybe samt opulente næse, en nærmest klinisk, kølig, intens og frisk frugt, en vis elegance under bulderet og en mælket aroma med en smule baconfedt. Der er samtidig lakrids, estragon, peber samt en snas puddersukker aka brun farin.

I munden er det også en sandt kraftværk … og havde vinen været et automobilkøretøj, så havde den haft kraftig moment i en karosse, der både er sjov og elegant. Vinen har en saftig, kølig smag med mørk og kraftig frugt, krydrede og vilde tanniner, som virkelig forstår stille at tilpasse sig, men sammen med en frisk syre virkelig gør denne vin en stor, stor oplevelse … og så på Bobal. Far er synligt imponeret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 335 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienNice … igen en vin fra det fabelagtige Barolo vinhus Parusso og denne gang er det deres 2020 Barbera d’Alba Ornati, der er lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati området i Monforte d’Alba.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen … og selvfølgelig Giulia Parusso.

Parussos marker i Ornati området i Monforte d’Alba ligger i 350-400 højde på soleksponerede skråninger. Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer.

Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt lidt en vamset og fyldig Barbera … sorte kirsebær, modne blåbær, blommer og måske endda lidt rosiner, lidt tør og sødkrydret med våde vaskeklude, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt.

Men jesus, hvor smager det godt … igen basseagtig, fyldig og vamset med mørk frugt, pæn tørhed med grafit, peber, men alligevel leveres både saftig og læskende. Tanniner er der ikke mange af, men i stedet en ren og kølig mørk frugt, der er meget intens med engelsk lakrids, blåbærsyltetøj og sorte kirsebær. Vild dybde og intensitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7