2014 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2014 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienDen toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti har forelsket sig i Sicilien og der skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra  marken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2014 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen klart til den lysere side, selvom det hverken bliver Pinot Noir eller Nebbiolo transparent og allerede i næsen er frugten også klart mørkere, sådan nærmest lidt blåbær, kirsebær, tørt træ og tobak, solbærblade, saftig og lethed på samme tid, violer, en snert af lidt granatæbler, en basaltisk mørk stenagtig aroma med lidt kul.

I munden har vinen en superfin og ubesværet lethed, lidt mørk og pebret frugt, en smule sødme, men for pokker det er godt. Det er en elegant og meget smagsfuld vin med kirsebær, hindbær, brombær og pænt med lyse og markante tanniner, salte mineraler, saltlakrids, tør bitterhed samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin fra Gary og Kathy Jordan på deres Jordan Wine Estate vec Stellenbosch blev søstervinen Barrel Fermented Chardonnay i årgang 2019.

Druerne kommer fra marker ved en kløft ved Kloof, hvor der er kølige vinde fra bugten ved False Bay og vinstokke, der er 21-35 år gamle.

Vinen har gæret på 228 liter burgundiske egefade, hvoraf 39% er nye fade og resten anvendt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere og gæringen er sket med tilsat tørgær. Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret sur lie 9 måneder i fadene, men 8% tankfermenteret Chardonnay er tilsat i den endelige vin.

BUM … fed, fadpræget Chardonnay næse med smørlækker fedme, brunet smør, blomsterhonning, moden blød frugt, fersken, melon og pærer i vaniljecreme, ananas, mariekiks, flødekarameller og bare en langt større dybde end med versionen uden lagring på eg.

Smagen er fed, cremet og moden … totalt lækker med den modne frugt, fedmen, fylde, masser af lime, tung på fadene, men denne fede flomme gør vinen meget behagelig. Det er gule stenfrugter, ananas, mens lime, citrus og mineraler giver rygrad. Smuk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaJordan Wine Estate ligger omkring 5 kilometer vest for Stellenbosch by. Derfra smager jeg nu to af deres Chardonnay vine og den første er en 2018 Unoaked Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1982, hvor Ted og Sheelagh Jordan købte den 164 hektar store ejendom i Stellenbosch. Efter overtagelsen begyndte de et omfattende program med  genbeplantning af markerne med forskellige druesorter. De var dog deres søn Gary og hans hustru Kathy, der i 1993 startede med produktionen af vine og kaldte vingården for Jordan Wine Estate.

Gary var ellers geolog og Kathy økonom. De havde begge arbejdet i udlandet i mange år, men vendte hjem, byggede et vineri og satsede begge på vinproduktion fra deres vingård.

Jordan Wine Estate ligger helt fantastisk med en spektakulær panoramaudsigt over Taffelbjerget, False Bay og Stellenbosch. Ud fra deres 164 hektar jord er omkring 100 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Assyrtiko.

De røde sorter er Merlot, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc og Petit Verdot. Og alle de sorter danner baggrund for en lang række vine, som laver i serierne Premium, Reserve, Estate Varietals, Chameleon Range, Timepiece og Cape Winemakers Guild. Vinene laves med hjælp fra vinmageren Sjaak Nelson.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften i dag også Jordan Restaurant samt et bageri. Derudover har parret også startet endnu en restaurant kaldet High Timber i London.

Nå, men her smager vi altså vinen Unoaked Chardonnay fra serien Estate Varietals. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og endda fra klonerne Davis og Burgundian. Efter høst sker der presning og så har mosten ligget koldt i 2 dage efter fermenteringen er sket i ståltanke med tilsatte udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en lille tropisk eksplosion med mango, papaya, abrikos, fersken, ananas og andet godt fra troperne. Der suppleres med både æblegrød, grillede citroner, røg, medium fyldighed samt lidt stenede mineraler.

I munden er vinen cremet med en fyldig og krydret syre, masser af lemon og citroner, godt med mineraler, granit og flint, hvor den står pivfrisk, ung og skarp. I eftersmagen sidder mineralerne og bitterhed i lang tid. Vi ligger sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7