2017 Weingut Ebner-Ebenauer, St. Laurent Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Ebner-Ebenauer, St. Laurent Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigPå Weingut Ebner-Ebenauer laver Manfred og Marion også en smule rødvine, bl.a. denne fine 2017 St. Laurent Alte Reben.

Druerne til denne vin kommer fra omkring 60 år gamle St. Laurent vinstokke på marken Alte Geringen ved Poysdorf.

Marken har en undergrund med ler og finkornet silt, hvilket er helt perfekt for St. Laurent stokkene, der blev plantet tilbage i 1950’erne.

Vinen er lavet med spontangæring og så lidt indgriben som muligt, hvor selve gæringen varer mindst 30 dage, mens den malolaktiske gæring er sket bagefter sammen med lagringen 30 måneder på 500 liter egefade, hvoraf 30% er nye fade. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.200 flasker af vinen.

Næsen er rustik med blæk … masser af sort blæk, grafit og kul, brombær, våde og søde egefade, gammel tobak, vanilje, kanel, men selvom duftene måske nok er både landlige, småkluntede og pænt rustikke, så kommer de alligevel samtidig med en vis burgundisk lethed, som jeg ikke har oplevet før med en St. Laurent vin.

I munden har vinen også samme lethed, men det er koblet på en utrolig syrlighed, hvor frugten virker både mørk og så alligevel pænt syrlig. Det bliver aldrig en silkelet og fin vin, for dertil at frugten lidt for rustik, men alligevel smager det forrygende fint, syrligt med en landlig finesse og tydelige tanniner, som dog er godt integreret i vinen. Det suppleres med sagte krydderier og gør vinen virkelig interessant.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra parret Manfred og Marion i vinhuset Weingut Ebner-Ebenauer i byen Poysdorf i det nordøstlige del af Østrig ved grænsen til nærmest både Tjekkiet og Slovakiet blev deres 2019 Riesling Alte Reben,

Riesling Alte Reben er reelt en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Steinberg, som er en gammel mark, der har eksisteret siden 1950’erne og derfor har gamle vinstokke. Det er en mark med en jordbund med masser af grus og grus aflejringer samt småsten … med en diameter på helt op til 30 centimeter.

Der er ikke brug for grøn høst her, for de 70 år gamle vinstokke giver et beskedent udbytte og ved høst er omkring 20% af druerne ramt af en lidt ædel råddenskab. Den del er dog vinificeret separat og senere blandet med frugten fra de sunde druer, som efter presning har gæret spontan i rustfrie ståltanke.

Derefter har vinen også har lagret sur lie i måneder inden den er sammenstukket med den sødere del. Vinen har derfor også hele 12,3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 2.000 flasker af vinen.

Der er ingen petroleum i næsen, men vinen er ganske parfumeret med lidt brændte noter, svag toast og aske, en lys og sart frugt som fersken, nektariner og kiwi, et svagt tropisk touch med fede krydderier, grønne urter og samtidig svagt lidt småoxiderede noter.

Smagsmæssigt overrasker vinen ved, at smagen er langt mere moden og fyldigere end forventet. Samtidig er den meget læskende og sådan lidt saftagtig med æblesaft, abrikos, lemon og grillet citron, hvorved syren ikke bliver så skarp, men i steder mere olieret. Vinen har en nærmest sart sødme, der sammen med fedmen og en klar, ren mineralitet spiller ret godt sammen. Det er dog fortsat med en vis tyngde og tonsvis af smag.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 270 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Bürsting Grüner Veltliner Reserve, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Bürsting Grüner Veltliner Reserve, Niederösterreich, ØstrigSkjult bag en port på der Hauptstraße i byen Poysdorf i en sydlige del af Weinviertel i Niederösterreich finder vi det lille vinhus Weingut Ebner-Ebenauer. Og derfra smager jeg nu 3 vine, hvor første er denne 2019 Bürsting Grüner Veltliner Reserve.

Vingården fik sit navn Weingut Ebner-Ebenauer i 2007, hvor Manfred Ebenauer blev gift med Marion Ebner – begge med dybe rødder i vinbranchen. Manfred drev nemlig i forvejen vingården i Poysdorf som 14. generation, mens Marion drev en lille negociant vingård med produktion af vine fra opkøbte druer.

Ebenauer familiens gamle vingård i Poysdorf er bygget ovenpå en 400 år gammel vinkælder og er efter en brand i 1945 genopbygget i en lidt italiensk stil, da Manfreds bedsteforældre havde boet en del af deres liv ved Middelhavet og havde en særlig forkærlighed for Italien. Manfred og Marion har senere i 2012 foretaget en større renovering af vingården.

Deres 400 år gamle vinkælder ligger 6 meter under jorden i 3 niveauer. Den eksisterende således allerede i moder Theresas tid og har været vidne til både fester og krige. Kælderen anvendes i dag fortsat til lagring af vinene … helt Old Fashion uden brug af moderne teknologi eller andre hjælpemidler. Manfred elsker kælderen og roen dernede, hvor ingen mobil kan få signal og forstyrre.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, som siden 2019 har været drevet og certificeret økologiske. På markerne har parret ret gamle vinstokke – typisk mindst 30 år gamle – med Grüner Veltliner, Pinot Blanc, Riesling og St. Laurent og de ældste stokke er mellem 50 og 72 år gamle.

Der anvendes ingen større teknologi i kælderen, så vinen får den tid, den har brug for. De fleste vine gæres spontant og uden det sker helt temperaturregulering i trætønder eller ståltanke og lagres så sur lie en periode. Som Manfred selv siger; naturen skriver manuskriptet til vores vine, vi instruerer bare!

Manfred, den rolige, ligefremme opfinder med en kærlighed til Bourgogne og han foretrækker at arbejde i kælderen og tænker på vinene … fornemmer dem med alle sine sanser. Marion er livsglæden, altid fuld af energi og på udkig efter udfordringer.

Her smager vi parrets Bürsting Grüner Veltliner Reserve, hvor druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke på marken Bürsting ved Poysdorf … en meget lerholdig mark. Efter høsten har druerne ligget køligt i 24 timer, er så presset og så er vinen gæret spontant i brugte 500 liter egetræsfade og små ståltankte. Vinen har så lagret sur lie omkring 8 måneder. Vinen har 5,6 gram restsukker og der er alene lavet 3.000 flasker af vinen.

Meget klassisk Grüner Veltliner med både lidt selleri, grønne urter, grønne asparges, æbler, lidt muskat, jern og kalkagtige noter, mens frugten er stikkelsbær og melon, lidt bark, grønne grene og så en blød, blomstret og kalkagtig syre.

Smagen er fin rund med et lille sartskarp element … det er melon samt pærer, god sødme/syre balance, kalket og leragtig jord, nogle lemon og citronagtige elementer, som giver både syre og bitterhed suppleret med en krydret fladhed. Det er ikke fordi, at der mangler syre, for syren er egentlig streng, men ikke for meget. Samlet virker det rigtigt godt og absolut fin Grüner Veltliner.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7