2017 Château Maris, Les Planels, Languedoc, Frankrig

2017 Château Maris, Les Planels, Languedoc, FrankrigDen tredje og sidste Château Maris vin Les Planels er lidt af en gammel klassiker herhjemme og tidligere kendt som DGS, som står for Damn Good Shit. I over 20 år har den nærmest været en signaturvin hos Propperiet og med rette.

Men nu har den altså skiftet navn … eller faktisk har vinen i Frankrig altid været solgt under navnet Les Planels, da DGS ikke var passende til de konservative franskmænd. Men navnet var imidlertid ikke for sjov, men nærmere en hyldest til den organiske gødning – Damn good shit – som er brugt i vinmarkerne til de 35 år gamle Syrah vinstokke.

Vinen er nemlig primært Syrah samt 10% Grenache fra nogle af husets bedste parceller. Druerne er gæret spontant i åbne betonkar i 8 dage ved 23 grader efterfulgt af eftermaceration i 4 uger ved 28 grader med løbende remontage. Derefter er den lagret 12 måneder på egetræsfade inden aftapning på flaske … uden klaring eller filtrering.

Nu er der kommet mere skrald på … dyb, fed og mørk frugt, flæsk, bacon, mejeri, ymer og yoghurt, blæk fra en tyk fyldepen, røg og så nogle landlige, animalske og bio elementer med en lille syrlig nerve. Der er sgu drøn på drengen og frugten er solbær, brombær tilsat lige enebær … lidt gæret, kraftig samt godt fyldig med en sådan sød, bitter og pebret note samt en anelse kanel.

Igen er det en blød, cremet vin, men glem blid … for også smagsmæssigt er der smæk for skillingen med en tør, sød/bitter frugt, langt tydeligere og markant tanniner end hos de to forrige og masser af urter, peber, knust sten, fed gæret frugt, solbær, brombær samt røg, lakrids og svag kanel. Selvom det er en fyldig fætter, så har vinen alligevel en kølig, rolig og lidt pleasende tilgang … og så er det fortsat Damn Good Shit.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Château Maris, Las Combes, Languedoc, Frankrig

2017 Château Maris, Las Combes, Languedoc, FrankrigNummer 2 i trioen fra Château Maris blev min klare favorit … en lille perle. Det er nemlig vinen Las Combes, som jeg smager i denne årgang 2017.

Her er det ikke Syrah, som er i førersædet, for Las Combes er – så vidt jeg kan se – lavet på ren Grenache, som kommer fra ret gamle vinstokke. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og maceration over en hel måned på betontanke med løbende overpumpning. Derefter hvilket vinen inden 6 måneders lagring i de æggeformede betontanke. Vinen er hverken klaret eller filtreret inden aftapning på flaske.

Duften er vildt spændende … sådan lidt smågæret med røde peberkorn i lage, en syrlig sød frugt med kvaste hyben, umodne kirsebær, drikkeyoghurt og en kalket, småvåd tavlesvamp, som man kender fra ens skoletid. Der er samtidig en sød/syrlig animalsk, bio og landlig note og alt virker langt lysere og lettere end foregående l’Autan og lur mig, om den ikke også fremstår lysere i glasset.

Den har også smagsmæssigt et lettere udtryk … også endnu mere blid, rund og blød med lys frugt som kirsebær samt hindbær. Det er virkelig en utrolig let Minervois vin, hvor tanninerne også næsten er i bantamvægtklassen. Nogen sødme giver sammen med let peber og svag vanilje lidt pondus og venlighed, så det bliver en vin, som alle vil knuselske. Jeg er sgu vild med den smukke, lette, feminine og sarte finesse, som vinen byder på … det er uset høj klasse for Minervois, hvorved jeg fluks smider 5,5 hjertevarme fingre med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7