2018 Weingut Schloss Schönberg, PetNat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Petnat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, TysklandRabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg er en crazy winzerin, men for satan hvor kan hun lave spændende vine og det er denne hippe, funky og trendy Petnat Fast Forward et glimragende eksempel på … en lille vinøs genistreg.

Indtil nu har jeg hver gang været totalt blown away, når jeg har smagt vinene fra Weingut Schloss Schönberg og spoler vi frem til denne 2018 Petnat Fast Forward fra Rabea, så må den også gerne få en plads på min nyeste spilleliste med nye, provokerende numre.

Jeg har tidligere skrevet om PetNat … hvilket står for Pétillant Naturel. Det er en vin, som har fået sine små bobler ved, at vinen er tappet på flaske mens den første alkoholiske gæring fortsat er i gang, og altså modsat en mousserende vin efter den traditionelle champagnemetode.

Det betyder blandt andet et mindre tryk og fortsat lidt gærrester i vinen. De fleste PetNat vine er også forsynet med en kapsel i stedet for en prop, hvilket også gælder denne PetNat Fast Forward.

Rabea har lavet sin vilde PetNat med spontangæring på 100% Kerner …  en drue, som man ikke ofte støder på. Kerner er en tysk drue, der er en krydsning mellem Riesling og Trollinger. Den har et forholdsvis højt sukkerindhold og giver et højt udbytte.

I glasset er vinen funky, grumset gul …lidt som øko æblemost, mens duften er sådan lidt federweißer, æbler, ananas, papaya, skocreme, lidt Gori Træbeskyttelse, umodne grønne stikkelsbær og har i det hele taget pænt med grønne og stikkende noter.

Smagsmæssigt er vinen meget frisk og smager langt mere “normal”  end duften. Der er godt med smag af grape, som sidder virkelig lang tid i munden, mens boblerne prikker og bruser. Der er grønne æbler, fersken … saftig, syrlig, bitter, frisk og har samtidig en mineralsk og rank side. Masser af velsmag uden pause … bare fast forward på allertiders spilleliste.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, TysklandBF står der på etiketten til denne 2018 Lahrer Spätburgunder og det betyder Bestes Fass, altså de bedste fade af god Spätburgunder saft lavet på druer hentet på Weingut Wöhrles sydvendte marker over Lahr.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade.

I næsen er der sød animalske stald, ristede fadnoter, eg, kanel, vanilje, røg, nelliker, blomsterflor, violer, mens frugten er jordbær, kirsebær og ribs, varm og en kende til den mørkere side, men fuck hvor der dufter godt og imødekommende.

Smagsmæssigt er der lidt fedme i frugten, igen ribs og kirsebær, lidt blæk, hvid peber, men med syrligt og let bitter bid, jern, sødme samt nogle grønne noter. Det er let, luftig, på vej til at være svævende og så alligevel blødt, nemt og smukt. Det er Spätburgunder, som man bliver glad af.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7