2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, TysklandGut Sommerau er et gammelt vinhus i byen Sommerau ved Ruwer floden – en af Mosels mange bifloder – omkring 7-8 kilometer sydøst for Trier. Det er grundlagt i 1898 af Adolph Hüsgen, som var vinhandler fra Traben-Trarbach og her smager vi en vin fra det gamle hus … en 2018 Sommerauer Riesling Feinherb.

Adolph Hüsgen grundlagde huset Gut Sommerau ved at købe 6 hektar skovarealer i den sydlige del af Sommerau, fældede træerne og buskene, ryddede jorden og plantede vinstokke.

Han skabte også et stort reservoir for bedre vanding af markerne og byggede huse til både administration og den store vinpresse, hvorfra vinen kunne løbe direkte ned i vinkælderen til store 6.000 liter tønder til gæringen.

Adolphs efterkommere solgte imidlertid i midten af 1960’erne vinhuset til familien Willkomm, som driver Weingut Peter Mertes fra Bernkastel-Kues. Det er et vinhus, som er grundlagt i 1924 af Peter Mertes, som selv drev vinhuset frem til 1952, hvor svigersønnen Dr. Gustav Willkomm overtog tøjlerne.

Dr. Gustav Willkomm stod bag en større ekspansion af Weingut Peter Mertes. I 1950’erne startede han også med at lave vin fra både Rheinhessen og Pfalz og i 1960’erne blev produktsortimentet også udvidet til også at omfatte vine fra Rheingau og Nahe.

Han startede også i løbet af 1960’erne med at sælge sine vin til købmandsforretninger og supermarkeder, hvilket i dag jo er meget normalt. Dengang var det lidt en revolution, idet vin normalt var dyrt og primært et privilegium for de mest velstillede.

Men det gav vinhuset succes, hvilket i 1962 betød investering i et fuldautomatisk tappeanlæg og senere i 1969 opførelsen af en stor vinfabrik og hovedsæde i Bernkastel-Kues.

Det betød også, at de kunne fortsætte ekspansionen, bl.a. også med købet af Gut Sommerau og dets 6 hektar vinmarker ved Sommerau, herunder deres bedste mark Sommerauer Schlossberg.

I dag er Peter Mertes Familienweingüter KG et af Tysklands største vinhuse med en årlig omsætning på over 300 millioner euro, 350 ansatte samt en årlig produktion på mere end 2,5 millioner hektoliter vin. En stor del af produktionen sælges under private labels i supermarkedskæder som Aldi, Lidl eller Rewe.

Derudover ejer de selv en lang række brands, bl.a. Käfer, Rotwild, Maybach, Bree og Landlust … derudover selvfølgelig Weingut Peter Mertes og det lille Gut Sommerau. Ja, og så ejer familien Willkomm såmænd også det legendariske Mosel vinhus Weingut Dr. H. Thanisch – Erben Mueller-Burggraef.

De ejer i dag selv 120 hektar vinmarker, men de fleste af druerne købes fra vinavlere rundt i hele Rheinland-Pfalz. Blandt vinhusets egne marker finder man også parceller på legendariske marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Dermed ejer familien også den legendariske gamle barriqueskælder under Berncasteler Doctor marken … 240 meter lang med plads til 1.500 barriques og dermed vistnok også Tysklands længste vinkælder.

I dag ledes det store familieforetagende af seneste generation i form af Michael, Stefan og Matthias Willkomm … med Michael Willkomm som øverste ansvarlig. På den vinøse front er den ansvarlig vinmager Georg Graf von Walderdorff.

I dag laves vinene under Gut Sommerau navnet dog ikke længere i de gamle bygninger i Sommerau. Produktionen flyttede de allerede i 1990 til den store fabrik i Bernkastel-Kues. Så i dag huser de gamle bygninger i Sommerau i stedet en italiensk restaurant, som også er ejet af Willkomm familien.

Her smager vi så Gut Sommeraus 2018 Sommerauer Riesling Feinherb, som er lavet fra nogle af de gamle marker i Sommerau, men vinificeret på fabrikken i Bernkastel-Kues. Der er ingen rigtigt nogle oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke.

Denne vin er ikke en del af Mertes’ normale eksport sortiment, men sælges efter sigende kun til i deres restaurant ved Ruwer samt en restaurant i Trier.

Næsen er meget behagelig, hygsom og bekvem … imødekommende tropisk frugt, abrikos, fersken, grønne pærer, svagt lidt lemon, citrus og alt sammen, det hele, rub og stub med en lille sødme, som dog holder sig på dydens smalle sti, således det ikke bliver helt sødt.

I munden er sødmen mere udpræget end i duften, men giver en god bund med masser af Mosel kvalitet. Der er også smagsmæssigt godt med tropisk frugt, blid syre, syltede citroner, fin balance, lille fin og sart bitterhed… grundlæggende en lille, lækker Riesling, som hiver 4,5 houlbergske fingre hjem med et lille strit op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 3 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, Italien

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, ItalienSocietà Semplice Agricola Ottella ligger lige syd for den dejlige ferieby Peschiera del Garda kun en kilometers penge syd for Zenato. Det er sidste hus i vor lille test af PDO godkendte vin fra området omkring Verona og vinen fra Ottella er deres Le Creete Lugana.

Lugana DOC er en lille hvidvins appellation, der ligger i bunden af Gardasøen … ja faktisk fra Peschiera del Garda i øst og med Sirmione som vestligste del. Man har egentlig lavet vin i området siden romertiden, men Lugana fik først i DOC status i 1967.

Området er på omkring  700 hektar og der produceres årligt omkring 45.000 hektoliter vin, og alene hvidvine da området er rig på kalk i undergrunden … helt perfekt til produktion af hvidvine.

Vinene er baseret på druen Turbiana også kaldet Trebbiano di Lugana, som er nær beslægtet med Trebbiano di Soave men også i slægtskab med Verdicchio druen og altså ikke Trebbiano. Virkelig kompliceret. Derfor kalder de lokale også mest druen for Turbiana, således man undgår denne forvirring.

Og det er netop sådan en fætter, som vi her har fået i glasset fra Azienda Agricola Ottella … et vinhus grundlagt helt tilbage i 1880 af Montresor familien. Det er i dag Lodovico, Francesco og Michele Montresor, som driver vingården.

De har samlet 25 hektar marker med Turbiana aka Trebbiano di Lugana, hvor den bedste mark netop er Le Creete, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Le Creete Lugana er på 100% Turbiana, som høstes med håndkraft, hvorefter en del presses blidt på de hele drueklaser, mens resten afstilkes inden presningen. Gæringen sker meget langsomt ved kølige temperaturer 14-18 grader, hvorefter vinen lagrer i de rustfrie ståltanke 6-8 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en frisk og grøn vin med masser af grape, lidt ananas, hyld, fersken, masser af mynte, en smule basilikum og så er det samtidig en vin med nogen fylde og nærmest lidt parfumeret i udtrykket.

I munden er det også en fyldig og cremet vin, og det er egentlig utroligt, at den alene er lagret på ståltanke. Der er en fyldig syre, abrikos, grape … virkelig bestemt bitter grape, kalkagtige elementer og meget intens. Der er stor krop, masser af smag med grape som dirigerende element og en okay lang eftersmag.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2016 koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7