2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigJeg drak forleden denne 2009 Châteauneuf du Pape fra vel nærmest legendariske Clos des Papes. De seneste gange jeg har smagt vinen i årgang 2008 og 2011 gav jeg den 6 og 6,5 fede houlbergske fingre … men ak, det opnår denne 2009 imidlertid slet ikke.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg ikke trætte jer med igen. I stedet kigger vi blot nærmere på denne 2009 udgave af Clos des Papes’ Châteauneuf du Pape, som er lavet på 65% Grenache, 20% Mouvedre, 10% Syrah og de sidste 5% fordelt mellem Counoise, Vaccarese og Muscardin.

Druerne kommer fra Avril familiens 24 forskellige parceller, der hver især bidrager med deres karakter til den endelige vin. På markerne er der 3.300 vinstokke per hektar er en meget lav tæthed, hvilket også er med til at holde udbyttet per hektar lavt.

Det gør, at udbyttet ligger helt nede omkring 12-15 hektoliter pr. hektar. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen. Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 20 år og har siden 2011 været økologisk certificeret.

Vinen har gæret i cementtanke og lagret på store gamle foudres 12-15 måneder, da Paul-Vincent er ikke tilhænger af brug ny eg. Og der produceres – som du måske allerede ved – kun 2 vine på Clos des Papes, nemlig denne røde og så en hvid Châteauneuf du Pape.

Næsen starter sådan set okay … og heldigvis havde jeg ikke forinden dekanteret vinen, for aromaerne i starten er sådan set ganske fine med bacon, popcorn, drikkeyoghurt, sødme, peber, moden, dekadent syrlighed, syrlig fed frugt, boldpølse, blåbær, alt for søde, kogte kirsebær … men også absolut til den overmodne side.

Med mere luft i glasset – og helt galt på andendagen – bliver frugten alt for overmoden, nærmest overmodne blommer, lidt rosiner og plumrevand … på vej over the hill. Nogle vil sikkert elske denne overmodne aroma, men jeg finder den lidt for varm og kvalm.

Smagen er egentlig blød og cremet, hvor vinen nærmest smelter blidt på tungen … og det redder noget af vinens ære en smule. Det smager også fint til at starte på, men med luft i glasset går det hurtigt ned af bakke, hvilket kan overraske, da vinen kun er 10 år og af ædel race. Men frugten er hengemt, overmoden, lidt rosinagtig med peber, en lille bitterhed, kogte kirsebær … men for pokker, hvor alderen dog trykker.

Det smager ikke dårligt, for der er bestemt elementer af storhed i vinen, virkelig cremet smag, smeltende blødt … men absolut alt for overmodent til denne vinblogger.

Forhandles herhjemme af The Wine Company, hvor en flaske i denne årgang koster 825 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benito Santos, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2017 Benito Santos, Albariño, Rias Baixas, SpanienAdega Benito Santos ligger næsten helt ud til havet i den lille by Currás nord for havnebyen Pontevedra i Rías Baixas … det nordvestlige hjørne af Spanien. Derfra smager jeg en Albariño vin med en sjov etiket, der ser ud som om, at havet har påvirket vinhuset.

Benito Santos arbejdede som ung dreng i 1930’erne i vinmarkerne hos sin bedstefar, som lavede lidt vin på Albariño … vine, som blev serveret i bedstefarens egen bar og vandt priser næsten årligt til festivalen Fiesta de Albariño i Cambado.

Allerede dengang drømte Benito om selv af blive vinproducent, men først i 1979 grundlagde han sit eget vinhus. Han fik dog hurtigt et godt navn og var med til at grundlægge appellationen DO Rías Baixas i 1980 og blev således en betydende vinmager.

I dag er vinhuset ejet af Miguel Angel García, som laver vinene sammen med vinmageren José Antonio Porto. Miguel har foretaget en større renovering af vingården, som samlet dækker 12 hektar vinmarker, hvor de 3 bedste marker er Saiar, Bemil og Xoan … opkaldt efter nogle gamle, lokale kirker.

Druerne fra egne marker dækker omkring 60% af produktionen, mens resten opkøbes hos vinavlere via langtidskontrakter, men fælles for alle markerne er, at de i dag drives økologisk og i kælderen arbejder José også så naturligt som muligt og anvender fx alene druernes naturlig gærceller i gæringen af vinene.

Denne Albariño er lavet med druer fra 30 år gamle vinstokke, hvor druerne efter høst og presning gærer spontant i rustfrie ståltanke under temperaturkontrol. Vinen lagres efterfølgende sur lie 6 måneder i tankene inden aftapning på flaske og frigivelse.

Næsen er fin, ren og stringent, stålsat med frisk frugt, kvæde, æbler, fersken, lemon, en smule krydderier og lidt våde vaskeklude, sæbe,  blomster og samtidig en smule luftighed.

Smagen er rank, frisk og sprød, der er god syre, masser af citron, lemon, grøn peber, lidt grape, salte mineraler, pæn tørhed … i det hele taget masser af gode kvaliteter. Jeg er vild med Albariño fra Rías Baixas og denne er et fint eksemplar.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7