2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, Italien

2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, ItalienAppellationen Custoza ligger sådan bare rigtigt tæt på Gardasøen, for druerne er fra marker ved Sommacampagna, Villafranca di Verona, Valeggio sul Mincio og Lazise. Og det er lidt sydøst for Lago di Garda, at vi finder Azienda Agricola Tamburino Sardo di Fasoli Stefano e Giuliano, som står bag denne Custoza.

Azienda Agricola Tamburino Sardo er grundlagt i 1968 af Adriano Fasoli. I dag driver han fortsat vingården, men nu sammen med sine to sønner Stefano og Giuliano. Vinhusets marker ligger nærmest rundt om vingården og derfra laver de både Custoza og Bardolino vine. Derudover laver de også – via et joint venture -med købte druer lidt Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone.

Vinhusets navn Tamburino Sardo stammer fra vingårdens beliggenhed, for den ligger bakken, som netop har navnet Tamburino Sardo … det højeste punkt i hele området.

Denne Custoza fra Tamburino Sardo er lavet på et blend af Trebbiano, Garganega, Tocai, Cortese og Riesling, men forholdet kender jeg ikke. Vinen er lavet med en kort indledende maceration efterfulgt af fermentering ved kontrollerede temperaturer og efterfølgende lagring sur lie over 3-5 måneder.

Næsen er meget sagte, tilbagelænet og aromatisk afdæmpet med melon, abrikos, pærer, syltede citroner, sandeltræ, en anelse ristede noter og alt sammen meget blidt, blødt og rundt.

Smagen er ligeledes meget blød og rund med et lavt syreniveau. Vinen har en lidt moden frugt, honningmelon, overmodne pærer, syltede citroner, lidt til den fyldige, cremede side og det er en meget behagelig vin med en snert af lidt grape.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, mens vinen i hjemlandet koster 7,80€ … svarende til 58 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Corte Giocobbe, Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero, Veneto, Italien

2013 Corte Giocobbe, Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero, Veneto, ItalienMonti Lessini er en DOC appellation i Veneto området, oprettet i 1987 oprindelig under navnet DOC Lessini Durello. Det er herhjemme ikke den mest kendte af appellationerne i Veneto, men her smager jeg en mousserende 2013 Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero fra vinhuset Corte Giocobbe.

Tenuta di Corte Giacobbe ligger i Roncà, hvilket vel er omkring 30 kilometer svagt nordøst for Verona, Huset er grundlagt i 1934 af Augusto Dal Cero. Han købte to stykker jord i Roncà … et område præget af de to gamle og forlængst udslukkede vulkaner Crocetta og Calvarina.

Han vidste, at den vulkanske jord ville kræve hårdt arbejde, men det afskrækkede ikke Augusto. Han vidste dog intet om geologi, men til gengæld masser om druer og hans instinkt sagde, dette måtte være et fremragende sted at plante vinstokke, hvis rødder skulle meget dybt for at få næring.

Projektet stoppede dog med starten af anden verdenskrig, hvor Augusto måtte ind som soldat, men i 1945 vendte han tilbage fra sandet i den afrikanske ørken og måtte starte forfra. Han var dog meget målbevidst og fik vingården Tenuta Corte Giacobbe op at køre med produktion af en række hvidvine.

Da Augusto døde, så overtog hans to sønner Dario og Giuseppe driften. De fortsatte faderens værk, men de udvidede også bl.a. med køb af flere marker i Roncà og i 1980 købte de også en vingård i Toscana, nemlig Tenuta Montecchiesi ved Cortona og startede produktion af rødvine.

Siden er Tenuta Montecchiesi også udvidet til 5-dobbelt størrelse og senest har de to brødre også købt endnu en ny vingård og denne gang i Valpolicella kun 15 kilometer fra Soave.

Så i dag har Dal Cero familien 15 hektar vinmarker ved Roncà, 11 hektar på Dal Cero ejendommen i Valpolicella samt 18 hektar i Toscana på Tenuta Montecchiesi.

I dag har 3. generation imidlertid nu overtaget driften … det er nemlig Davide, Nico og Francesca Dal Cero. Det er Davide, der står for produktionen, mens brod Nico står for ledelse af salget i Italien, mens søsteren Francesca står for eksporten.

Denne 2013 Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero er – som jeg indledningsvis nævnte – en vin under appellationen Monti Lessini DOC. Den er lavet på ren Durello, som er en gammel lokal hvidvins drue fra netop området omkring Roncà.

Den dyrkes ikke i ret stort omfang i Italien, men den findes selvfølgelig primært i denne appellation. Durelllo har et højt syre niveau, som gør den velegnet til mousserende vine.

Vinen er lavet ved, at de hele drueklaser anvendes ved presning, hvorefter vinen fermenteres i store ovale, østrigske egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 6 måneder på franske og østrigske fade, hvorefter vinen flaskes sammen med en lille smule ældre vin. Derefter gennemgår vinen andengæring på flaske og denne varer i mindst 50 måneder. Efter degorgering lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Den er selvfølgelig opkaldt efter vingårdens grundlægger.

Næsen er syrlig og frisk, nærmest med lidt pebermyntepastiller, nødder, mandler, et formfranskbrød fra bageren, pærer, fersken, en lille landlig aroma … meget intens og faktisk pænt lækker.

I munden er vinen perlende og medium brusende. Der er fin syrlighed … en lidt bondsk syrlighed dog, men der er stor tørhed, masser af streng citronsyre i munden, sprød og med lidt grape bitterhed i slutfasen, men samtidig også god længde på eftersmagen. Det er sgu fint skarpt og jeg kan virkelig godt li’ vinen.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 5/7