2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane er den absolutte topklassevin hos Domaine de Pignan … en sand lille og smuk Châteauneuf-du-Pape perle.

Druerne til vinen kommer fra en lille 1 hektar vinmark, hvor der står nogle tussegamle stokke … 130 år gamle Grenache stokke, 100 år gamle Mourvèdre stokke samt 80 år gamle Syrah stokke. Vinen er lavet med en 1/3-del af hver af disse sorter og med en lang maceration på 25-30 dage samt temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 18 måneder i nye barriques..

Sikke en sindssyg duft … sikke en dybde. Det er en fed og kødfuld vin med kraft, og den er langt federe og med flere fadnoter end husets almindelige Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle.

Der er flæsk, røget bacon, kanel, rå-lakrids og lakridskonfekt, jod, blæk, nogle mælkede noter samt lidt vanilje, mens frugten er solbær, blåbær og sorte kirsebær.

Og den smager lige sådan … det er bare en monsterlækker vin, dyb og intens. Jeg drikker og glemmer egentlig at skrive. Nyder bare vinen, for ord er egentlig overflødige, for det er bare godt. Det er cremet og silkeblødt, solbær, modne kirsebær og saftige blommer. Det løber nærmest ned af hagen ved mundvigene. Nam.

Vinen er tæt og der er lidt peber, lakrids, vanilje, bløde tanniner og ellers bare total zen. Det er 6 frække fingre fra Houlberg og så endda med pil op. WAOW.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle fra Domaine de Pignan er næste vin i glasset … en ærketypisk og lækker neuf i den absolut bedre ende.

Det er husets mest centrale vin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke og i denne årgang 2016 lavet på 64% Grenache, 13% Mourvèdre, 12% Syrah og resten et mix af Cinsault, Counoise, Terret Noir samt Vaccarèse.

Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af betontanke og store egetræsfouders.

Sikke en dejlig Rhône næste med sorte og let gærede bær, flæsk, bacon, mælkede mejeri noter, yoghurt … det dufter da for vildt godt. Der er solbær, lidt lakrids, jernbanesveller, vanilje, mælkechokolade, svage og fine krydderier, virker utrolig balanceret, mørk og intens. Det virker ikke som en fed Châteauneuf-du-Pape, men omvendt heller ikke en af de lettere … bare sådan midt i feltet med masser af kvaliteter.

Uha, hvor det smager godt. Det er silkeblød Châteauneuf-du-Pape med sorte bær, solbær, kirsebær og morbær, dyb engelsk lakrids, lakridskonfekt, kul, tjære, vanilje samt virkelig tørre tanniner, som dog samlet set er fint integreret i vinen. Der er en lille koket syrlighed, frisk frugt og sammen med de mørke elementer, så giver det en superfin Châteauneuf-du-Pape. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigDen næste vin i glasset fra Domaine de Pignan blev en vaskeægte Châteauneuf-du-Pape, men en hvid af slagsen og i nyeste 2018-udgave.

Den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc er – som med mange hvide neuf’er – lavet på et skønt mix med 40% Grenache Blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 10% Bourboulenc, 5% Picpoul og 5% Picardan … alle fra 60 år gamle vinstokke på en 1 hektar stor vinmark, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft inden vinificeringen.

Efter sorteringen af druerne er de presset og gæringen er sket ved lav temperatur … 16-18 grader og efter endt gæring er vinen lagret sur lie i 6 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Åh, hvor har jeg egentlig savnet hvid Châteauneuf-du-Pape, for det er vist ved at være lang tid siden, at jeg sidst har smagte sådan én. Næsen er blid, blød og fyldig … lidt afdæmpet med brede skuldre, mens frugten er melon, hyld og fersken. Derudover lidt blomster og lidt altheabolsjer. Det er så fint, blød og forsigtigt.

I munden er vinen også en forsigtigper, selvom der er masser af velsmag. Det er samtidig tørt med peber, blomster, fersken, melon og alt leveres cremet, blødt og lækkert. Tørt, sødkrydret, dybt og krydret, men meget forsigtigt og genert.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7