2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandBig sis … storesøsteren til den forrige Lahrer Kronenbühl Chardonnay fra Weingut Wöhrle er denne Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs … og sikke en sexet storesøster.

Marken Gottsacker er reelt den bedste del af Lahrer Kronenbühl … et lille plateau på bakkedraget nord for byen Lahr, hvor den dybe kalkrige jord er med til at give vinene en overdådighed, friskhed og finhed. Marken er VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – klassificeret som en Große Lage mark

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, hentet hos bødkeren Tonnellerie Damy i Bourgogne Damy og vinen har så lagret sur lie – altså med bærmen – omkring 10 måneder med regelmæssig battonage. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

WAUW … hvilken herlig, smørfed, aromatisk, eksplosiv og erotisk buttet næse. Det dufter herregodt med smørfedme, stor tropisk frugt, mango, abrikos, ananas, karamel, røg og sarte, hvide blomster. Næsen har klare burgundiske elementer og hvor er det dog en gigantisk stor næse.

Smagen er fed, fyldig og cremet, småfed … nej måske endda fuldfed, buttet og epo-lækker. Der er eg, abrikos, papaya,  multifrugtjuice, en stor mango, kalkede elementer og nogen sødme. Syren er moden, fin rund og fed, men fungerer sindssygt godt og er klart tilstrækkelig til at holde de fede elementer i ave. Det er en ordentlig mundfuld … men sikke en af slagsen. Det smager vildt godt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Chardonnay, Baden, TysklandLahrer Kronenbühl er et bakkedrag nord for byen Lahr, og på den mark har Weingut Wöhrle i længst tid dyrket Chardonnay  … faktisk fra starten af 1990’erne. Det er netop en Chardonnay fra den mark, som vi her smager … en 2018 Lahrer Kronenbühl Chardonnay.

Weingut Wöhrle ligger på Weinbergstraße i byen Lahr ved Schwarzwald i Baden omkring 15 kilometer syd for Offenburg. Vingården hed oprindelig Weingut Stadt Lahr og var grundlagt tilbage i 1943, som et stats- og kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen derfor, at driften skulle ophøre, hvorfor Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 spurgte Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde blot driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Lahrer Herrentisch, Kirchgasse og Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk … altså i over 25 år, hvilket er ganske imponerende.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene kan dog fortsat hjælpe til med vinproduktionen, hvis der er behov. Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte Müller-Catoir.

Efter overtagelsen af driften i 2013 har Markus nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 har alle vinene været solgt under Weingut Wöhrle navnet. Jeg har tidligere drukket deres basis Spätburgunder i årgang 2011, men der stod der altså Weingut Stadt Lahr på etiketten.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til årets vinmager i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. Han er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist og laver i dag nogle helt fabelagtige vine på sin vingård.

På Weingut Wöhrle dyrker Markus nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten – faktisk hele 80% – på burgunder sorterne, altså henholdsvis Spätburgunder, Weißburgunder samt Grauburgunder, men også lidt Müller-Thurgau, Chardonnay og Riesling.

Denne Lahrer Kronenbühl Chardonnay er en VDP Erste Lage vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra Lahrer Kronenbühl marken, en sammenlagt 43 hektar stor vinmark. Wöhrle har deres parceller på marken i det sydligste del.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen af denne, men hvis den er lavet som Gottsacker storesøsteren, så er den lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring alene på druernes naturlige gærceller. En del af fadene er nok også nye, mens lagringen varer 10 måneder sur lige med regelmæssig battonage.

Blød og lækker næse, blidt med tropisk frugt, fersken, pærer, appelsin, mango, ananas, syltede citroner, kvæde, svagt lidt røg og er meget liflig med en rigtig god inderlighed. Smagen er pænt fyldig, fin, krydret og saftig. Der er smørfedme, en kraftig syre, lemon og grape bitterhed. Det er en virkelig en lækker Chardonnay.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, TysklandOvenover byen Neumagen-Dhron, der ligger ved et af Moselflodens utallige sving mellem Trittenheim og Piesport, flyver ravnen … én af klodens klogeste og opportunistiske fugle og samtidig næsten altædende.

Og med god grund, for nedenunder i byen sker der noget særligt … i en gammel, mørk, bakterie- og svampefuld vinkælder i byen hos Weingut Daniel Twardowski bliver der nemlig brygget en fortryllende væske, som kaldes Pinot Noix … og netop et glas af denne drik har jeres vinblogger nu fået i glasset.

Daniel Twardowski var egentlig vinhandler … og endda en af dem, som solgte eksklusive og dyre vine. Det betød samtidig en ubetinget forelskelse i specielt vinene fra Bourgogne og Daniel undrede sig over, at der ikke blev lavet sådanne vine i Tyskland.

Så det satte han sig for og valgte Mosel til projektet. Efter nogle omfattende eksperimenter og rådgivning med specialister, fandt han de rigtige kloner. Han fandt en vinmark på Dhroner Hofberg, rev så Riesling vinstokkene op og plantede i 2006 sine Pinot Noir kloner på de stejle, skiferholdige skråninger i stedet.

De lokale rystede på hovedet af ham … men med hjælp og råd fra blandt andet Armand Rousseau i Gevrey-Chambertin, talrige besøg i Bourgogne, en økologisk tilgang, spontangæring, brug af brugte fade fra Bourgogne og naturens gang, så fik han lavet en vin … og første årgang var 2011.

Og vinen blev akkurat, som Daniel Twardowski havde forestillet sig med klare referencer til de store vine fra Bourgogne … og derudover valgte Daniel også at lave vinen med referencer til klogskab i form at symbolet med raven på etiketten og Pinot Noir stavet Pinot Noix, hvor Noix betyder nød.

For i udkanten af Dhroner Hofberg står der nemlig et valnøddetræ, som ravnene snupper nødder fra. De flyver derefter højt og lader så nødderne falde ned på den hårde skifer, hvorefter de så knækker og blotter de nøddekerner, som ravnene elsker. Og på helt samme måde symboliserer navnet og etiketten også, at Twardowski nu flyver på egne vinger.

Daniel Twardowski har en klar holding til, hvordan Pinot Noix skal laves. Alt dyrkes – som nævnt før – økologisk fra hans knap 3 hektar store Dhroner Hofberg vinmark og vinen laves i pagt med naturen, mens han i kælderen presser druerne nænsomt og gærer vinen spontant.

Efter endt gæring lader Daniel vinen hvile på brugte burgundiske barriques i 24 måneder og han tapper naturligvis også vinene uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen.

Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. Der anvendes næsten ingen svovl og han er stor tilhænger af mikrobiologien og skeler også til de biodynamiske  metoder, for hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for Daniel.

Egetræsfadene er altid fra Bourgogne … de brugte køber Daniel Twardowski hos fx Domaine Armand Rousseau og Domaine de la Romanee-Conti, mens de nye købes hos bødkerfirmaet Rousseau du Francois Freres.

Der anvendes omkring 2/3-dele nye fade til hans Pinot Noix, som også bærer navnet Ardoise aka skifer, da marken Dhroner Hofberg selvfølgelig er en Schiefersteillage … altså skiferholdig mark.

Herhjemme er det Mr. Ruby, som importerer vinen, og han har helt ubeskedent kaldt vinen for Tysklands bedste Spätburgunder … og så må vi se, om Danmarks nok største- og førsteelsker af den tyske væske er enig.

I glasset starter det godt … en meget lys, transparent og teglfarvet vin, som måske endda har et lille brunligt skær. Næsen er lys, luftig, let og har et klart fadpræg med kanel, lidt nelliker, en smule karamel, røg, tør eg, moden – og næsten dekadent overmoden – frugt, jordbær, kirsebær, let syrlig suppleret med lidt rosenblade, kul og tør jord.

Vinen har klart nogle klassiske tyske aftryk … den animalske, søde hestestald, men også en meget uskyldig renhed, en direkte frugt og let sødme … meget god balance og virkelig lækker tillokkende.

Smagen er meget ren og fin med syrlig frisk frugt, masser af nerve, næsten en vild og ustyrlig nerve, meget feminin, lys vin med kalket mineralitet, kirsebær, hindbær og tranebær … og så smager det altså bare sindssygt godt. Letheden gør vinen meget nem at drikke, men samtidig er det så elegant, at det næsten gør ondt. Smuk vin … og ravnen flyver om aftenen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7