2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienVi smager herefter nu en vin fra Antinoris Tenuta Tignanello ejendom, der ligger tæt på den lille by San Casciano in Val di Pesa og omkring 30 kilometer syd for Firenze. Vinen er en 2015 Tignanello Chianti Classico Riserva.

Den nuværende ejendom Tenuta Tignanello stammer fra det 16. århundrede og er endda bygget på fundamentet af en ejendom, der kan dateres helt tilbage til 1346. Ejendommen tilhørte oprindelig den adelige Buondelmonti familie, der ejede en stor del af landet i Val di Pesa. I det 17. århundrede var det ejet af Medici familien og hed dengang Fonte Dei Medici.

Det var først i midten af 18. hundredetallet, at Antinori familien overtog ejendommen, som i dag omfatter 319 hektar jord, hvor 127 hektar er vinmarker … blandt andet den bakke, hvor druerne til både Tignanello og Solaia kommer fra.

Her er det dog ikke husets store kultvin Tignanello, men deres Chianti Classico Riserva, som er lavet på Sangiovese tilsat en lille smule Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Druerne høstes ved håndkraft, og der sorteres både ved høst og ved ankomst i vinkælderen. Derefter afstilkes drueklaserne og får et let pres inden gæring i rustfrie ståltanke i omkring en uge. Så ligger mosten med skindet inden den spontane malolaktiske gæring.

Herefter er vinen lagret 12 måneder i små 228 liter franske og ungarske barriques og så yderligere 12 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

Det er en virkelig lækker vin, som i næsen er vild kompleks, meget indbydende med stor fylde, blomster, stort bundtræk, dybde, moden frugt, kirsebær, hindbær, skocreme, lakridsrod, vanilje, bagepulver, en virkelig dragende sød/syrlig aroma … fuck det dufter godt.

Smagsmæssigt er det også en dyb og flot vin. Det er ikke en ærketypisk Chianti, for smagen er langt mørkere, langt mere intens og uden stram syre. I stedet er her zen dybde, ro med tilbagelænet syre, vild elegance … og så alligevel med en frisk syrlighed, som træder i karakter med luft i glasset.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 309 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Marchesi Antinori, Pian delle Vigne Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Pian delle Vigne Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienAntinoris Pian della Vigne vingård ligger omkring 6 kilometer fra Montalcino by og er opkaldt efter en jernbanestation beliggende på godsets arealer i det 19. århundrede. Derfra smager vi nu næste Antinori vin … en 2015 Pian delle Vigne Rosso di Montalcino.

Pian delle Vigne ejendommen er på 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker og ejendommen blev købt af Antinori tilbage i 1995. Der laves 3 forskellige vine på vingården og denne Rosso di Montalcino er den mindste og billigste, for de to andre er Brunello’er.

Pian delle Vigne Rosso di Montalcino er alene lavet siden 2012, så denne 2015 udgave er således alene 4. gang. Vinen er lavet på ren Sangiovese, som først afstilkes, presses og gærer ved 25 grader i rustfrie ståltanke 8-10 dage. Derefter følger den malolaktiske gæring efterfulgt af lagring 12 måneder i store egefade.

Igen er her en moden og måske endda overmoden frugt, mørk og blid med blommer, kirsebær og hindbær, tobak, champignon samt svampe, tør jord, mineraler, fennikel, blomster … virker nærmest parfumeret og samtidig med en moden frugtsyre.

Smagsmæssigt er vinen virkelig cremet, fed med vanilje, kanel, mørk frugt, meget mærkbare tanniner … virker dog runde og fint polerede. Der er fylde og friskhed, det er virkelig en blød vin med en let, lys og frisk side … og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr., men kan fås til 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, ItalienI sporet af det hæderkronede Marchese Antinori vinhus smager vi nu vinen Villa Antinori Rosso Toscana IGT … en af husets gamle signaturvine, der oprindelig blev lanceret i 1928 af Marchese Niccolò Antinori som en Chianti Classico.

Imidlertid ændrede Piero Antinori vinens status til en IGT vin i 2001 for at kunne højne kvaliteten med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah, som elle dyrkes på familiens marker.

I denne årgang 2015 er vinen fortsat lavet på et blend alle 5 druesorter, altså Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah … men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Efter høst er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring sker omkring 5-7 dage i temperaturkontrollerede fermenteringstanke, hvorefter mosten hviler med skindet i yderligere 8-12 dage.

Derefter undergår vinen en malolaktisk og overføres så til lagring i franske, ungarske og amerikanske barriques i 12 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Næsen byder på en blød, smooth og overmoden frugt, mørke, modne og syrlige bær, blommer, lakrids, læder, skovbund, jord, eg, vanilje og samtidig en store fylde. Det dufter gæret, bondsk med en lille syrlig nerve … herligt.

Smagen er også blød og har godt med frugt, frisk dyb frugt, masser af kraft, masser af frugt, kirsebær, solbær og hindbær. Det er en cremet og koncentreret vin, stramme og tætte tanniner samt en fin, syrlig nerve, som lige løfter vinen op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Marchese Antinori, Castello del Sala Bramìto della Sala, Umbrien, Italien

2018 Marchese Antinori, Castello del Sala Bramìto della Sala, Umbrien, ItalienNæste Antinori vin var en hvidvin – aftenens eneste – og kommer fra vinhusets ejendom Castello del Sala, der ligger ved den lille by Sala i den vestligste del af Umbrien tæt på grænsen til Toscana.

Castello del Sala er en større vingård med samlet 500 hektar, hvoraf 170 hektar er vinmarker. Det er et projekt, som er startet i 1985 i et samarbejde mellem Piero Antinori og chefvinmager Renzo Cotarella … igangsat inspireret af et glas Grand Cru Corton-Charlemagne og – af alle steder – i Umbrien. De eksperimenterede, hvorved de skabte den Chardonnay baserede Cervaro delle Sala, som efterfølgende opnåede international berømmelse.

Her smager vi dog en lillesøster Bramìto della Sala, som også er en Chardonnay baseret vin, hvor druerne er høstet med håndkraft og kølet ned til 10 grader ved ankomst til vingården. De kommer så i rustfrie ståltanke til en 2-4 timers maceration, hvorefter en del gærer i ståltankene og en del i egefade ved 16-18 grader.

Den del, som gærer i egefade får også en malolaktisk gæring, og efter en periode, så blendes de forskellige lots til den endelig vin, som så aftappes på flaske.

Næsen afslører med det samme, at der er tale om Chardonnay … her tilsat en hel blomstereng, men ellers er det pærer, fersken, abrikos, citrus, lidt vingummi, fedme og svagt lidt mynte.

Det er imidlertid smagsmæssigt ikke nogen overfed Chardonnay, men har dog en smule cremet smørfedme, masser af blomster og er meget smagfuld med en vis stringent syre, som kan holde styr på de fede elementer sammen med klare mineraler, citron og en superflot elegance og balance.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 169 kr., men pt er på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7