2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigAlle gode gange 3 … og sidste vin i trioen fra Domaine de Saint Siffreinar var denne røde 2016 Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Syrah, 15% Mourvèdre og 5% Cinsault, alle høstet manuelt med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

I vinkælderen har vinen gæret 21 dage med maceration i store betontanke, hvorefter 50% af vinen er lagret 12 måneder i store egetræs foudres og resten i betontankene. Derefter lagrer vinen yderligere 12 måneder i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er virkelig animalsk … gæret, mælket og flæsket. Der er både drikkeyoghurt, mørke bær, modne marmeladefede blåbær, hindbær, sorte oliven, tobak, bacon, flæsk, peber, våde fade, bagepulver, lidt vanilje og samlet stor, tæt, fed og kraftig Châteauneuf-du-Pape.

Smagen er blød, fed og cremet … en ordentlig mundfuld, men med en nålespids, syrlig nerve. Der er tørt med kul, tjære, jernbanesveller, tydelige og buttede tanniner, som sætter sig rundt i munden med drys fra peberkværnen og måske en smule heat fra alkoholen … dekanter derfor gerne vinen et par timer.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigVi napper da oss’ lige to Châteauneuf-du-Pape vine fra Cyril Chastan på Domaine de Saint Siffrein og hvad er så mere naturligt end at starte med den hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc?

Cyril Chastan har alene 1 hektar med de traditionelle hvide druer og det er i den nordvestlige del af Châteauneuf-du-Pape … og primært lieux-dits på markerne Cabrieres og Palestor.

Vinen er i denne årgang 2017 lavet på 35% Grenache Blanc, 30% Clairette, 15% Bourboulenc og 15% Roussanne, mens de sidste 5% består af Piquepoul og Picardan. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar og er straks derefter presset inden gæringen ved lave temperaturer.

Hovedparten af druerne gærer i rustfrie ståltanke, mens 38% har gæret i store 400 liters egefade. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade sur lie – altså med bærmen – i 4 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Som dens CdR lillesøster, så er Domaine de Saint Siffreins Châteauneuf-du-Pape Blanc en lille fed og opulent dame, meget aromatisk, nærmest eksplosiv i duften med fede, tørrede ferskner, kvæde, pærer, ananas, honningmelon, ristede mandler og en stilk med lidt blomster.

Smagen er fløjlsblød med en meget rund, kraftig – om end svagt flad – syre, meget smagsfuld med fersken, melon, fedme, vanilje, brunet smør, sødme, blomster og mineraler. Der er virkelig comfort vin, totalt rund, varm og meget smagfuld.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Domaine de Saint Siffrein, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Saint Siffrein, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDomaine de Saint Siffrein ligger totalt passende lige på Route de Châteauneuf-du-Pape omkring 3 kilometer øst for den lille, rolige og legendariske vinby. Og fra det lille familiedrevne vinhus smager jeg nu først deres 2016 Côtes du Rhône Villages.

Domaine de Saint Siffrein blev grundlagt tilbage i 1880 af Abel Chastan og drives i dag af 4. generation i form af den unge Cyril Chastan med hjælp fra sin far Claude Chastan. Cyril overtog driften for ansvaret i 2005 efter endt uddannelse til vinmager.

Cyril har samlet 20 hektar vinmarker, nemlig 5 hektar i Côtes du Rhône Villages regionen samt 15 hektar i Châteauneuf-du-Pape, alle har igennem de sidste 35 år været drevet økologisk, men siden 2012 også officielt certificeret økologisk.

Markerne i Châteauneuf-du-Pape ligger tæt på vingården og har vinstokke med Grenache, Mourvèdre, Syrah og Roussanne med en gennemsnitsalder på over 60 år … og selvom udbyttet ikke er stort, som anvendes vinstokkene fortsat i produktionen.

Oprindeligt solgte familien deres druer til store negociantfirmaer, men det ændrede Claude i 1950, hvor han begyndte at flaske og sælge vinene under navnet Domaine de Saint Siffrein.

I dag laver familien 4 forskellige vine fordelt på 2 røde og 1 hvid Châteauneuf-du-Pape og så denne Côtes du Rhône Villages.

Vinen er i denne årgang 2016 lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, som er høstet med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar. Høsten sker manuelt, hvorefter druerne afstilkes, knuses og anbringes i store Inox gæringstanke af rustfrit stål, hvor både alkoholisk og malolaktisk gæring sker. Modningen sker også i tankene inden endelig aftapning på flaske.

Denne Côtes du Rhône Villages har en lækker og flæsket duft, landlig og animalsk med både mejeri, yoghurt, sur mælk, dyb mørk frugt, gærede sorte bær, blåbær, brombær og hindbær med en lille syrlig kant, brun farin, kanel, egetræ, muldjord og krydderier.

Der er også skrald på smagen … pænt med peber, saft og kraft, virkelig skrald og bulder på drengen. Det er samtidig en blød, rund og fyldig vin, hvor der også er pænt med tørre tanniner og herudover pænt med sødme. Det er virkelig lækker Côtes du Rhône Villages, som byder på kraftig, saftig drikkeglæde.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7