2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, SydafrikaNu er vi atter tilbage hos det store sydafrikanske vinhus Darling Cellars, som ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og 15 kilometer fra Atlanterhavet. Denne gang er det med hvidvinen Lady Ann Darling.

Lady Ann Darling er lavet på et blend af 50% Sauvignon Blanc og 50% Semillon, som er dyrket på bush vinstokke oppe i bjergene ved Darling. Vinen kommer fra husets Heritage Collection serie, som samlet omfatter 4 vine, som alle er opkaldt efter nogle af de personer, som historisk har haft en betydning for området.

Denne Lady Ann Darling er opkaldt efter Sir Charles Henry Darlings hustru. Sir Charles Henry Darling var guvernør i 1851 og hele byen Darling blev også opkaldt efter ham, men Darling Cellars har altså opkaldt denne vin efter kvinden, som stod bag Darling.

Vinen er lavet ved at druerne er afstilkes og knust, hvorefter fermentering er sket i store 500 liters franske egefade i en længere proces over 2 måneder. Derefter er vinen lagret sur lie i 9 måneder på egefadene. Der er 2,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på fersken, pærer, ananas, litchi, appelsin, bivoks, fedme og kalkede noter, søde krydderier, klart et lille fadpræg med vanilje, safran, en smule ristede hasselnødder og en lille grøn kaktus note.

Smagen er blød og rund. Det er klart en venlig vin, som har lidt jern, bitterhed nedenunder en fyldig, sød, krydret og fyldig smag. Den er ikke en vin, som stikker vildt ud, virker lidt varm og moden, men egentlig ganske okay uden man falder i svime.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, Ungarn

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, UngarnNu er der igen ungarsk vin i vinbloggerens glas. Denne gang er det ikke tyreblod, men en enkeltmarksvin på ren Cabernet Franc fra vinhuset Takler Pince Borászati, der ligger 7-8 kilometer syd for byen Szekszárd i vinområdet med samme navn.

Vinhuset drives af Ferenc Takler samt hans to sønner András og Ferenc junior. De etablerede vinhuset i 1987, men familien Takler har været involveret i vinavl og vinproduktion siden 1700-tallet og altid med base fra Szekszárd.

De tre ihærdige Takler mænd har samlet 58 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Kékfrankos, Cabernet Franc, Merlot, Kadarka, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Syrah, Sauvignon Blanc samt en smule Chardonnay.

Det giver basis for 21 forskellige vine, opdelt i 4 serier; basic wines, reserve wines, single vineyard og emblematic wines. Denne Szenta-Hegyi Cabernet Franc er en enkeltmarksvin, hvor Cabernet Franc druerne kommer fra marken Szenta-Hegyi.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte 500 liters egefade. Det trækker hele 14,5% og der er lavet 4.327 flasker af vinen.

Næsen er syrlig og grøn, har en virkelig frisk aroma med masser af eg, blyanter, cedertræ, røg, blåbær og ribs. Smagen er en anelse parfumeret med blomster, pollen og vinen har derudover pænt med tanniner. Det er ved første sip noget kantet, men med lidt luft løsner pigen hårbåndet og slår håret ud. Der er citrus, masser af syrlighed, bitterhed og kant … samt en smule sød gløgg eller glühwein. Det giver lige på et hængende hår 4 fede fingre.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7