Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Weinbau Ulf Barthel, Silvaner, Franken, Tyskland

2021 Weinbau Ulf Barthel, Silvaner, Franken, TysklandVi smager da bare mer’ vin fra Weinbau Ulf Barthel og når vi nu er i Franken, så skal vi da selvfølgelig også smage Ulfs Silvaner og det blev i årgang 2021.

Som med den foregående Riesling er vinifikationen alene sket i rustfrie ståltanke og der anvendes kun de ubetinget nødvendige tilsætningsstoffer.

Atter er der egentlig ikke mange oplysninger om produktionen, men den har lidt mere sødme end den forrige i kraft af 7,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en fristende pæretærte med æblemost til, måske endda lidt kvæde, men meget rund og har også lidt ristede hasselnødder, røg, estragon, laurbærblade og grønne urter.

Smagsmæssigt meget soft … næsten vandet og har ikke så megen syre, men pære- og bananblød, har grønne bitre æbler, cremet, røg samt udblødede citroner. Meget cremet, genert og tilbagetrukket i alle smagene. 87 point.

Kan købes i Weinbau Ulf Barthels webshop, hvor en flaske koster 14,60€ … svarende til 109 kr, og forsendelse er gratis, hvis du samlet køber mindst 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Weinbau Ulf Barthel, Riesling, Franken, Tyskland

2020 Weinbau Ulf Barthel, Riesling, Franken, TysklandUlf Barthel fra Weinbau Ulf Barthel har fremsendt mig 3 af hans Franken vine til test, da han gerne vil ind på det danske marked, har fået dansk momsnummer og endda har lavet en dansk version af hans hjemmeside og online vinshop. Der tilbyder han direkte køb uden unødvendige pristillæg via importører. Den første testvin i glasset er denne 2020 Riesling.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 2010 og dengang som et lille hobbyprojekt mellem to venner under navnet Weinbau Notling/Barthel.

Dengang skete starten med købet af nogle historiske og gamle vinmarker i Klingenberg am Main og de to største vinmarker ligger syd Klingenberg i Großheubach kommunen i Franken.

I 2015 valgte Notling og Barthel dog at gå hver til sit, hvorved vingården skiftede navn til Weinbau Barthel.

Markerne ligger primært på stejle skiferholdige terrasser, som alene kan passes med håndkraft … og mange kan dateres tilbage til det 12 århundrede. Der dyrkes de klassiske Franken sorter som Riesling, Müller-Thurgau, Kerner, Silvaner, Portugieser og Spätburgunder. Selvom flere af de historiske og gamle vinmarker gennem årene blevet opgivet, så arbejder Barthel på genetablere disse.

Desværre holder de meget gamle tørre stenmure ikke evigt … kraftig regn og erosion kan få disse eller dele af disse til at kollapse over en årrække, da de er bygget uden cement. Stenene placeres oven på hinanden, så de hælder lidt bagud.

Arbejdet med dette er meget vanskeligt og meget tidskrævende. Hver sten er unik og er blevet forarbejdet i hånden, så den kan bruges til at bygge stenmurene. Det er et enormt arbejde, som der i vores tid næppe længere er ret mange, som kan eller har lyst til at udføre. Det er alt sammen udfordringer og bekymringer, som vingårde med flade marker slet ikke oplever.

Arbejdet i vinbjergene foregår økologisk og til beskyttelse af vinstokkene anvendes kobber og svovl. Svovl og kobber danner grundlag for den biologiske plantebeskyttelse. Græsset mellem vinstokkene bliver holdt nede med en buskrydder, så der anvendes ingen form for kemikalier.

Da vinstokkene reagerer meget følsomt på mekaniske skader, skal man være yderst forsigtige, når man arbejder i nærheden af vinstokkene. Det tager en hel dags arbejde, at slå græsset på en kvart hektar vinmark.

Vinene tilvirkes i ståltanke. Der anvendes kun de ubetinget nødvendige tilsætningsstoffer. Det gælder også  denne 2020 Riesling, der alene er vinificeret i rustfrie ståltanke. Der er egentlig ikke mange oplysninger om produktionen, men den har 3,3 gram restsukker pr. liter.

Dejlig Riesling aroma … egentlig luftig med antræk til en smule petroleum, lidt søde noter med en anelse nødder, hvilket gør vinen rund og venlig. Frugten er lidt det samme … pærer, gule æbler, lidt tropiske elementer med mango, papaya og honningmelon.

I munden kommer der mere syre frem … men aldrig vildt eller helt citronsurt. Det er mest grønne æbler, lemon og svag grape med en smule bitterhed og lidt grenede eller grønne elementer, som giver et lidt rustikt touch. 88 point.

Kan købes i Weinbau Ulf Barthels webshop, hvor en flaske koster 14,60€ … svarende til 109 kr, og forsendelse er gratis, hvis du samlet køber mindst 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Dominio de Pingus, Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Dominio de Pingus, Pingus, Ribera del Duero, SpanienDen ekstravagante og vildt dyre Pingus, som allerede fra første årgang 1995 blev rost af Robert Parker og kaldt den største unge rødvin fra Spanien har jeg aldrig smagt før … altså indtil forleden, hvor jeg endelig smagte vinen fra Dominio de Pingus og her i årgang 2016.

Det er en vin, der i dag har opnået kultagtig status og et prisskilt på omkring 8.000 kr. afholder også de fleste dødelige fra at købe vinen og til prisen er den til prisen nok vel også en kende overvurderet … eller hvad siger vinbloggeren?

Historien om Pingus startede i 1993, hvor Peter Sisseck kom til Spanien for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug.

Sideløbende med Hacienda Monasterio, så puslede han dog i sin sparsomme fritid med sit eget projekt baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero … ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet Pingus, som var Peters kælenavn i barndommen og da han dukkede op med et par prøveflasker af den første 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.

Til stede var nemlig også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var den største unge rødvin, som han nogensinde havde smagt fra Spanien, og han kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, som stort set hver årlig ligger voldsomt tæt på de magiske 100 point, som den da også har fået af Wine Advocate i både 2014, 2016 og 2018 …og her smager vi netop vinen i årgang 2016.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo fra over 60 år gamle vinstokke på en 4,2 hektar vinmark og høstet med et beskedent udbytte på 16 hektoliter , hvilket kun giver 30 barriques.

Der er eksperimenteret med brug af både hele drueklaser og let knuste druer, der gærer til vin i 2.000 liters egefade, hvor det meste overlades til naturen. Efter endt fermentering er vinen lagret 21 måneder på franske barriques, heraf omkring 30% nye fade

I forhold til mange andre Ribera del Duero vine og endda også andenvinen Flor de Pingus er fadpræget faktisk ikke så stort og det betyder en duft med solbær, solbærmarmelade, muldjord, blyanter, cedertræ, god ædelhed, våde fade, ristet bacon, tørret kød … meget tæt, tør og elegant. Der er lidt elegant balsamico suppleret med lidt søde noter af kaffe med mælk og smeltet karamel.

Smagsmæssigt er vinen også friskere end forventet og på ingen måder tung eller voldsomt fadpræget. Den har sådan en dyb kerne af frugt, virkelig en levende og elegant nerve, men den dukker ikke bare sådan lige let op. I stedet skal vinen have tid … man skal slynge glasset, sniffe og smage med god tålmodighed, men så kommer der også denne tørre, fine og endda let sarte elegance op. Der er blæk, luftighed … kompleks, lækker og unik, men prisen er sgu desværre også helt vild. Ligger lige omkring 96-97 point eller 6 – 6,5 tomler.

Forhandles fx af DK Wine Import, hvor vinen koster 7.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2020 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAVi fortsatte minsandten med mer’ saft fra Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt og det er nemlig med den vin, der brød lydmuren for Aux Mages i form af vinen Ætheria, som jeg da også har smagt tidligere i årgang 2016 og 2017 … her er det 2020’eren.

Som med de tidligere årgange er vinen lavet på 100% Grenache fra køligt beliggende marker i Santa Ynez Valley i Los Alamos omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Markerne dyrkes enten økologisk eller biodynamisk

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var, hvad vinen havde brug for.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden. Der er således heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt.

Vinen er modnet på brugte fade og aftappet med lidt voks på toppen, der – som forrige – er sket håndholdt med en lille gryde over et mobilt blus, selvfølgelig med sort voks.

Det er i glasset transparent, rent og Pinot Noirsk teglfarvet, mens næsen både er burgundisk let med malerspand, æteriske olier, syrlig frugt af rabarber, halvmodne hindbær, ribs og granatæbler, fennikel og lakrids … direkte lige op i dit fjæs. Det suppleret af mælkede noter og luftige grønne elementer … og så denne biodynamiske og landlige kant … shit man bliver i godt humør.

Den er sjovt nok ikke helt så syrlig som den nye Abscirrus, men har som årgangene før samme lette, lyse og småsyrlige tilgang til livet og så med et biodynamisk tvist tilsat en læskende saftig drikkeglæde i stride strømme. Der er stram syrlig frugt med rabarber, halvgrønne jordbær, ribs og med syrlig funkyness. Det er øko-bio grene, svedig bondemand og overjordisk beruselse. Det er svært ikke at blive overstadig, lykkelig og imponeret. 98 point.

Købt hos Bichel Vine til 425 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Aux Mages, Yúnuage, Californien, USA

2019 Aux Mages, Yúnuage, Californien, USALigesom 2019 Abscirrus – som jeg smagte forleden – er en ny vin i sortimentet hos Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt – så er det også tilfældet for den Chardonnay baserede 2019 Yúnuage.

Her kommer Chardonnay druerne fra tågede bakker i Santa Rita Hills, hvor alt er håndplukket  og efter høst fodtrampet og presset på en gammeldags hydraulisk presse. Dernæst er den røget på egefade, hvoraf 10% er nye fade. Her har den ligget i 30 måneder sur lie, for at give blødhed og tekstur til at balancere den ellers høje syre.

Emil Skytte siger selv om vinen:

En velkendt vinmager påstod, at det var umuligt at lave stor Chardonnay uden moderne udstyr. Dette så jeg med det samme som en udfordring og satte mig for at lave Chardonnay, som man gjorde i det i gamle dage, men på en amerikansk klon ved navn Shot Wente.

Denne klon udmærker sig ved at lave små druer med hårde skaller. Dette gør, at klonen holder ekstremt godt på syren, samtidig med at den giver et fenolisk bid, som man ellers ikke finder i moderne smørrede Chardonnay vine

Det er en dybt personlig vin, der ligger evigheder fra hvad man ellers kunne have af fordomme om US Chardonnay. Yúnuage er et ordspil over skyer, da denne vin giver mig følelsen af at drikke en sky.

Nu smager jeg så Yúnuage, hvor duften absolut skriger fadlagret Chardonnay, men det bliver sgu aldrig overdimensioneret, overfed, smørfedtet eller overdone, selvom der klart er både lakridskonfekt, vanilje og træ. Men der er også så meget andet, som fx denne lidt mere animalske bio-kant, en aroma af nogle papkasser,

Men det er i smagen, at vinen virkelig smider sin smørfrakke og afslører en forpint, poetisk, lyrisk og spændende sjæl. Det er dogme med alt skåret ind til benet til det nøgne og væsentlige. Det er meget stringent og næsten lidt juraagtigt … har rigeligt syre, ja nærmest en bondsk og vild syrlighed, som ubarmhjertig bider dig tungen. Det er klart citroner og umodne pærer, har nogle jord og nøddeagtige elementer og er eller bare så stoisk, rank og direkte. 97 point.

Købt hos Bichel Vine til 425 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienI sommers smagte jeg for første gang en 2016 Alberelli di Giodo fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini, der jo i Toscana driver vinhuset Podere Giodo, men ved siden af også laver vine fra Sicilien. Nu er den gal igen, da jeg smager Alberelli di Giodo i en nyere årgang 2019.

Vinen kommer som sagt fra det lille sicilianske projekt og den er lavet på ren Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duftmæssigt er der godt med kirsebær, sure, søde og modne kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, blomster, rosenblade, violer, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon samt nogle grønne og urtede noter. Den virker også både tør og mineralsk med en vis landlighed.

I munden minder vinen utroligt meget om 2016’eren … godt med syrlig frugt, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side.

Tanninerne er igen vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin med denne bitre og syrlige kant. Det er en vin, der kræver tålmodighed, tid og fordybelse. Tænker også, at den nok skulle have være gemt nogle år i kælderen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2021 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigGerhard Markowitsch fra Weingut Markowitsch er måske nok mest kendt for hans flotte og fremragende røde vine på Pinot Noir, men han laver også flotte hvidvine, som fx denne basis Chardonnay.

Weingut Markowitsch laver samlet 8-9 hvidvine … på druer som Sauvignon Blanc, Grüner Veltliner og Chardonnay samt en række blends, hvor han også bruger Weißburgunder.

Denne almindelige Chardonnay er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Vinen er skarp og frisk i næsen, så ingen smørfedme eller fad på nogen måder. I stedet er der pærer, grape, stikkelsbær og en smule tropisk frugt anført af en melon. Der fornemmes en smule fedme og sødlige krydderier, muskat, estragon, men begge meget svagt.

Sådan smager vinen også … skarp og frisk, masser af lemon med lidt bitterhed, syrlig citroner og stikkelsbær. Det er lige før, at virker let perlende, men syren har førertrøjen på og virker også strammere fx 2017’eren, som jeg sidst smagte af vinen. Det klæder faktisk vinen, der fremstår rank, frisk og syrlig, men fortsat med en lille olieret fyldighed. Klasse. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men pt. er på tilbud til kun 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDenne Riesling Vieilles Vignes fra Domaine Sipp Mack er en kending her på bloggen … er smagt i årgangene 2009, 2013, 2016, 2017, 2018 og nu altså også i årgang 2019. Den leverer bare altid varen.

Som navnet siger, så kommer Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Duften virker lidt småolieret og der er også et sagte aftryk af petroleum, symaskineolie … endda denne gang lidt nødder samt en frugt med pærer, modne æbler og eksotisk frugt af fersken, melon, mandarin, let sødme og en nærmest kalket mineralitet.

I munden er vinen klart mere syrlig og krisp end den varme 2018 årgang, så der er syrlig æblesaft samt lemon bitterhed, fersken og pærer … har sammen med syren også sødme, men har fremragende balance inklusiv denne  kalkede mineralitet. Det er saftsuseme en drønlækker Riesling med bid. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, FrankrigMed næste vin skal vi igen retur til Languedoc eller mere præcis til Faugéres området, hvor vi finder Domaine la Sarabande og derfra smager jeg denne GSM vin Misterioso i årgang 2020.

Domaine la Sarabande drives af ægteparret Isla og Paul Gordon, der stammer fra New Zealand. De grundlagde vinhuset i 2009, hvor de rejste fra New Zealand til Frankrig og slog sig ned et par kilometer sydøst for den lille by  Cabrerolles i Faugéres området i Languedoc for at lave vin. Lige der fandt de alle de ting, som de ønskede sig for at lave vin og startede med at leje et par vinmarker samt et hos med kælder.

I New Zealand havde parret arbejdet i vinindustrien og Isla havde opnået sine færdigheder hos nogle af landet bedste vinavlere bl.a. Jeremy Hyland på det prestigefulde Astrolabe Winery, mens Paul  stammer fra Australien og havde arbejdet med vin der.

Efter endt vinuddannelse har han bl.a. arbejdet for vinhuse som Brokenwood, Domaine Chardon og Hardys. Derudover har han været flyvende vinmager i Gard og i Spanien, men faktisk også på Isabel Estate i Marlborough på New Zealand.

Parret mødtes dog i Australien, hvor Isla rejste rundt som backpacker og tog jobs undervejs. En dag efterspurgte en lokal vinavlere nogle til at plukke druer … og der meldte Isla sig og mødte sin kommende mand Paul. Og lige siden har Isla dygtiggjort sig som vinmager og er i dag også den bærende kraft på Domaine la Sarabande … men med god støtte fra Paul.

I dag har parret selv købt marker og har 9,5 hektar fordelt på markerne Mont Gras, Lou Sagnas og Les Rabasses. Alle marker drives fuldstændig økologisk.

Derudover er de i 2020 bygget deres egen vingård med et nyt og moderne vineri … en balancegang i arbejdet med vinene og deres to børn Rory og Peter samt hundene Scarba og Sherpa.

Denne Misterioso er Paul og Islas GSM med druer fra de yngste stokke. Den består primært af 70% Grenache 15% Syrah samt 15% Mourvèdre. Der er dog begrænsede oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine sirlige smagsnoter.

Som sidst dufter vinen rigtig godt med en mørk, gæret note, lidt flæsket med mejeriagtige elementer smidt med i puljen. Den har en en animalsk, landlig, bio bio karakter suppleret med sorte kirsebær, brombær og solbær, skovbund, våd kompost, tobak, aske, læder, blæk og en tyk, balsamisk syre med urter som timian og salvie.

Smagen er mere ren, direkte og frisk end duften. Der er stramme tanniner, bitterhed og mellemrøde bær som ribs, hindbær, brombær … alle en smule umodne, hvilket giver masser af vitalitet, kant og friskhed. Det bliver dermed også lidt surt. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, ItalienNår vi er ved Arnaldo Caprai, så skal vi selvfølgelig også smage hans klassiske Montefalco Sagrantino Collepiano … også en vin, som jeg før har smagt på vingården og husker som totalt sindssyg tanninrig. Jeg smager nu vinen i årgang 2018.

På vingården skrev jeg om vinen, at det var lidt som at spise en køkkenrulle og at tanninerne nærmest omgående lammede mine smagssanser, men måske er jeg blevet mere voksen siden dengang og ikke længere så meget en tøs? Det tester vi lige om lidt.

Vinen er lavet af Sagrantino druer, der er høstet med et udbytte på 50-60 hektoliter pr. hektar. Caprai skriver ikke noget om, hvor lang gæring og maceration vinen har fået, men lur mig om den ikke har ligget på skallerne i en pæn lang periode.

Den har samtidig lagret 22 måneder på barriques og Caprai anvender kun nye, franske barriques til hans Sagrantino, hvorved der sparkes yderligere til tanninerne. Vinen lagrer minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt omkring 80.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det næsten som et møde mellem  noget Barolo og noget mere solmodent. Der er således både tørrede blomster, roser, violer og så ellers lakrids … både sød finsk og tørt engelsk, men der er også en powerfuld samt fyldig frugt med kogte blommer, overmodne kirsebær, røg, tobak, garvet læder, vilde urter, laurbærblade samt en italiensk og nærmest balsamisk syre.

I munden er det allerede fra første fløjt en tør, mørk og intens vin, hvor der er sorte kirsebær, solbær, blommer samt masser af tør og engelsk lakrids, peber og. Men når du lukker luft ind i munden, så slippes vilddyret løs … virkelig stamme samt uhæmmede tanniner. Det er dog ikke helt så vildt, som jeg husker det … måske er jeg ikke længere en pivert? Men for helvede, hvor er vinen tør med de vilde tanniner og en frugt med kæmpemæssig kraft. Det er faktisk ikke helt ringe, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7