Den fantastiske virtuelle online vinsmagning over Zoom med Giulia Negri sluttede med topvinen Barolo Marassio, der er lavet med druer fra den øverste beliggende parcel Marassio på Serradenari i omkring 536 meters højde.
Giulia laver alle hendes Barolo’er på samme måde, så denne Marassio er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store 60 hektoliters kegleformede egekar med omkring 40 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.
I glasset virker Marassio klart mere lys og transparent end Giulias to andre Borolo’er. Duften er ultrablød, subtil og sart … næsten som en kvindeparfume med kostbare designede dråber. Det hele virker bare vildt blødt og rundt, for der er ingen balsamisk og streng italiensk syre i næsen.
I stedet virker vinen langt mere afdæmpet med lette, røde bær, jordbær, hindbær og måske endda lidt kirsebær, svage noter fra fadene med en smule kanel, vanilje, chokolade og nogle klare, stålsatte mineraler.
I munden har vinen en meget fyldig smag, men ved første sip slet ikke den syre, som du normalt forbinder med Barolo. Den bliver dog heller ikke fed eller tung, for det er fortsat en let vin på en lidt fortættet, intens facon, men mere ren, stenet og saltet.
Tanniner er der helt sikkert og de viser skam også tænder. Med lidt luft i glasset samt flere sip, så kommer syren også mere frem, folder sig ud og bliver endda knivskarp, men alt er absolut på en virkelig elegant, overlegen og helt guddommelig facon.
Giulias Barolo Marassio er en vin, som du skal give tid … vær næsten helt meditativ og åben med god tid, for Marassio indynder, besnærer, lokker og bjergtager.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 769 kr.