Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, TysklandJamen, så lad os da for fan’ nedsvælge og frelse endnu et glas Riesling fra én af Bauer brødrenes eksklusive vine med sexet sort velour etiket … det er jo Riesling Week! Denne hedder Redemption Riesling.

Her er druerne nu i stedet fra marken Nussdorfer Ochsenloch, hvor jorden er meget forskellig fra foregående vin, for her er jorden mest kalksten iblandet granit. Det har også fået de to brødre til at vinificere vinen i store 900 liter granitfade. Vinen har nogenlunde samme restsukker … 5,0 gram restsukker pr. liter.

I forhold til foregående Out of Space, så er Redemption ikke helt så eksplosiv og aromatisk, selvom det fortsat er en Riesling med kraft, fylde og tykke aromaer. Der er ikke helt så megen petroleum og det dufter nok også en smule mere afdæmpet … men altså på den fede måde. Hvor er det da bare indbydende. Frugten er fortsat tropisk, mango, abrikos, grøn, peber, honningmelon og lemon. Igen er der umanerlig god inderlighed.

Smagen er mere grøn og rank end Out of Space, syren er igen rå, maskulin med lidt grape bitterhed. Det er igen en kraftig Riesling, men det gør egentlig ikke så meget, for det smager sgu godt og jeg elsker den bombastiske kraft og inderlighed, som vinen har. Det er måske eksperimenterende, men det lykkes sgu godt, så dermed frelse og fed lykke.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, TysklandFor de to idérige brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er ingen køer hellige. De er totalt innovative og eksperimenterer i et væk … er totalt Out of Space, hvilket også er navnet på én af deres Riesling vine. Den har vinbloggeren nu hældt i sit tyndstilkede vinglas.

Riesling druerne til denne Out of Space kommer fra marken Godramsteiner Münzberg, der er en lang skråning med en sydlig eksponering og en tung lerjord med masser af kalksten. Den er specielt egnet til burgunder, men brødrene Bauer dyrker her Riesling, men vinstokkene er dog ret gamle, nemlig omkring 40 år.

Det er en Riesling, som er gæret og lagret kortvarigt på 500 liters Tonnaux egefade … også kaldt doppelstückfass på tysk. Vinen har 4,1 gram restsukker pr. liter.

Juhuu … godt med petroleum – WAUW – virkelig godt med intense aromaer, olieret, fed, aromatisk og vild. Det er tegneserie fortegnet på en fed måde, men det er samtidig langt mere spændende end en Fedtmule bog, for det dufter herregodt. Der er fed tropisk frugt, abrikos, mango, papaya, kvæde, moste pærer, brændte noter og knuste sten.

I munden er det også comic book sjov … fed, tung og varm, satans eksplosiv og tyk med grillede citroner og lemon, en bombastisk og herresej syre, lækker intens frugt og selvom det er en sjov, kolossal, eksuberant smag, så smager det godt og vinen er svær ikke at omfavne, knuselske og nedsvælge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Elena Walch, Kalterersee Per Sé Classico Superiore, Alto Aldige, Italien

2018 Elena Walch, Kalterersee Per Sé Classico Superiore, Alto Aldige, ItalienAftenen sluttede med en lille perle fra dronningen af Alto Adige, altså Elena Walch … og en lille spændende Kalterersee Per Sé Classico Superiore lavet på den lidt ukendte drue Schiava … en drue vi mest kender fra Tyskland under navnet Trollinger.

Elena Walch har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg senest drak hendes 2016 Pinot Nero Ludwig hos Falken. Her ser jeg derfor blot nærmere på denne Per Sé vin, som er lavet på 100% ret modne Schiava druer, som efter høsten har gæret 7 dage i rustfrie ståltanke ved 27 grader. Efter fermentering er vinen så lagret i en kombination af ståltankene og 80 hektoliter slavonske og franske egetræsfade. Det er en vin, som skal drikkes ung.

Schiava er en rød druesort, som stammer fra og kendes fra det nordlige Italien i Trentino og Alto Adige regionerne, hvor den også går under navnet Vernatsch.

I dag er druen dog mest udbredt i Baden-Württemberg regionen i Tyskland, hvor den kendes under navnet Trollinger. Den kendes også som spisedrue under navnet Black Hamburg, hvilket nogle gange har givet forvekslinger med Black Muscat, som netop er et kryds mellem Trollinger og Muscat of Alexandria.

Schiava aka Trollinger modner sent og kræver derfor varme voksesteder, men giver så også et godt udbytte. Druen giver saftige og lette vine med moderat og frisk syre, ofte sødmefulde med frugtagtig med jordbær, røg og en let blomstrende duft.

I næsen er første indtryk lidt røgede bær, masser af træ, harpiks, babybræk og gylp … og igen på den fede måde. Frugten er solbær, jordbær, blommer og samtidig kommer der også en sødlig, nærmest mælket aroma med mejeri og ymer. Duften er pænt parfumeret, der er lidt fennikel, en ældre karklud og lidt mørk chokolade. Det er egentlig en ganske kompleks duft.

Smagen er meget aromatisk og parfumeret … og vinen smager langt lettere end jeg ville ha’ gættet ud fra duftene. Det er en let, frugtrig og syrlig vin med masser af blomster og lys frugt. Let, saftig med en krydret og blomstret kant. Sjov og spændende vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Demarie, Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2007 Demarie, Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienOkay … ved godt at billedet af næste vin – en 2007 Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Demarie Giovanni di Demarie Aldo – er en smule rystet og uklart. Men ovenpå 27 Alsace Riesling’er kan man godt blive en anelse usikker på hænderne, men Falken insisterede på, at vi skulle slutte aftenen med lidt rødvin. Det gjorde vi så.

Demarie ligger lidt nord for den lille by Vezza d’Alba omkring 7-8 kilometer nord for Alba i Roero regionen og er oprindelig grundlagt for omkring tre generationer siden af Bartolomeo Demarie.

I dag drives vingården af brødrene Aldo og Paolo Demarie, som overtog driften fra deres far Giovanni. De har i dag samlet 20 hektar vinmarker spredt over  Vezza, Castagnito, Castellinaldo og Guarene med fokus på Arneis, Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Markerne passes økologisk uden brug af pesticider og kemikalier, mens alle vinene udelukkende produceres med druer fra egne vinstokke for at sikre den rette kvalitet og druernes ægthed.

Denne Barbaresco Riserva er lavet helt traditionelt og Demarie familien råder over både helt moderne temperaturstyrede ståltanke samt gamle betontanke, som i dag dog anvendes sjældent. Efter endt fermentering er denne Riserva lagret 24 måneder og det er nok på en kombination af store gamle slavonske egefade og nyere franske barriques og så lagret 5 år på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt starter vinen med violer, tørrede roser samt en lidt gæret og syrlig frugt, ganske syrlig endda. Det er småsure kirsebær, granatæbler suppleret med våde fade, tørt træ, svagt anes der lidt vanilje og kanel, babybræk – på den gode måde – og er virkelig parfumeret, blomsterrig og let i udtrykket.

I munden er vinen vildt tør … har godt med udtørrende tanniner, syren frisk med italiensk balsamisk eddike, lyse kirsebær, tranebær, let peber og virkelig syrlig, stram og pågående. Selvom det er en 2007’er, så virker vinen fortsat meget ung og levende.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, FrankrigSå er vi ved vejs ende i Best Alsace Riesling smagningen og vi slutter hos Domaine Sohler, der ligger i Nothalten … en lille by på Alsace vinruten mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Vi smager nu deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg.

Vingården har været i familiens eje i mange generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre. Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Her smager vi deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg fra deres serie kaldet Les Sol’Aires og parcellen Heissenberg. Vinen er lavet med langsom og kølig gæring på rustfrie ståltanke og er også alene lagret på ståltankene sur lie en periode.

Meget lys i glasset … næsten helt AGF hvid – og hvem ønsker at være det? Til gengæld er duften ret fantastisk med æterisk lethed, hvide og sarte blomster, tonsvis petroleum, fin symaskineolie, som får aromaerne til at prikke små nåle i næsen, let oxideret frugt, pærer, melon, fersken, lidt kandiserede noter samt en kalket mineralitet.

Smagen er let, frisk med citrus, lemon og grape. Der er en fin og dejlig syre, som sammen med bitterhed og lethed gør vinen fin og elegant. Det er samtidig en meget tør Riesling, tager et fast greb i din mund og vil klart bestemme. Eftersmagen er sindssyg lang.

Forhandles af Cafe Sebastopol, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe, Alsace, Frankrig

2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe, Alsace, FrankrigBest Riesling Alsace aftenens feterede stjerne blev allerede ved første sip uden mindste tvivl denne fine fabelagtige Riesling Grossi Laüe fra Famille Hugel … fuck det smager godt.

Famille Hugel har været vinbønder i Riquewihr siden 1639 … ja faktisk går familiens historie i Alsace helt tilbage til det 15. århundrede, men det var først omkring 200 år senere, at Hans Ulrich Hugel bosatte sig i Riquewihr og grundlagde sit vinhus og samtidig blev leder af den lokale sammenslutning af vinavlere.

Siden etableringen i 1639 er vinhuset gået i arv fra far til søn og har gennem hele 1800-tallet og 1900-tallet modtaget anerkendelser for deres vine og metoder for dyrkning af vinmarkerne. Famille Hugel betragtes den dag i dag klart som et af de mest betydningsfulde alsaciske vinhuse.

I dag er det 13. generation i form Jean-Philippe og Marc Hugel, der sammen fører det gamle vinhus videre.  De har samlet 25 hektar, som udelukkende ligger ved Riquewihr, men opkøber derudover druer fra andre vinavlere flere steder i Alsace.

Samlet har Famille Hugel langtidskontrakter for omkring 100 hektar vinmarker, som en håndfuld vinavlere passer og høster helt efter Hugels anvisninger.

Selv om næsten halvdelen af Hugels egne marker er klassificeret som Grand Cru, så har Hugel besluttet sig for, at man ikke benytter sig af Grand Cru betegnelsen.

Da man tilbage i 1975 opsatte reglerne for Grand Cru-betegnelsen i Alsace, så var Jean ”Johnny” Hugel leder af komiteen. Men han var ikke enig i ændringen i den nye kvalitetsbetegnelse geografisk og kvalitativt, da dette ville betyde 5 gange så mange vinmarker med Grand Cru betegnelsen end tidligere.

I Hugels øjne mistede hele systemet dermed sin troværdighed. Som en protest imod Grand Cru-systemet sælger Hugel derfor sine vine af højeste kvalitet under betegnelsen Grossi Laüe, når vinen er tør, og som Vendange Tardive eller Sélection de Grains Nobles, når det er på sent høstede druer. Den årlige produktion ligger samlet på 110.000 kasser vin, hvoraf 80% eksporteres til omkring 100 forskellige lande over hele verden.

Hos Hugel passes markerne uden brug af kunstgødning og med lavt udbytte fra vinstokkene, som gennemsnitlig er over 30 år. Familien foretager grøn høst, hvor der tyndes ud i overflødige klaser.

Denne 2013 Riesling Grossi Laüe er lavet med Riesling druer fra de bedste af de i alt 12 forskellige parceller på Schoenenbourg Grand Cru marken, hvor Hugel besidder i alt 5 hektar.

Hver parcel høstes og vinificeres separat, og en efterfølgende blindsmagning afgør hvilke 4-5 markparceller, der skal indgå i det endelige blend. Efter en enkelt omstikning og en let filtrering, så aftappes vinene og lagrer i flaske i Hugels kældre i omkring 5 år inden frigivelse til salg.

Svag gul i glasset, mens vinen duftmæssigt har masser af bundtræk … sådan 4×4 hjulstræk med dyb nærmest cremet duft, olieret med masser af fedme, krop og sanselighed. Det dufter vildt godt. Der er fed olie, petroleum, kvæde, nedfaldsæbler, æbletærte, grillede citroner, ferskenmarmelade, sødme og nogle røgede – om end indbydende – elementer. WAUW. Luftig, æterisk og svævende.

I smagen er der også goddaw … masser af bund, power og stor intensitet. Det er en generøs vin med  masser af krop og sul på siden, virkelig intens med lemon, grillede citroner, fersken, abrikos og mirabeller. Dette er ikke Riesling for sjov, for det er alvorlig vin med bred sideskilling, hård hud på hænderne, vindblæste kinder og samtidig elegant. Det smager alarmerende godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville, Alsace, Frankrig

2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville, Alsace, FrankrigVi skulle smage endnu en vin fra Paul Fuchs på Domaine Henry Fuchs i Ribeauvillé og denne gang et niveau op med en smuk 2018 Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville.

Grand Cru Kirchberg marken er på 11,4 hektar og ligger nord for Ribeauvillé på stejle skråninger i 380 meters højde.

Druerne til vinen vokser på et køligt plateau på toppen af Kirchberg Grand Cru i kalk- og mergelholdig jord, som er specielt godt til Riesling.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra Fuchs 35 år gamle Riesling vinstokke. Vinen er lavet ved, at druerne presses i pneumatisk presse, hvorefter spontangæring alene med de naturlige gærceller i hele 4 måneder, hvorefter vinen er lagret 5 måneder sur lie inden aftapning på flaske.

Næsen er her lidt til den røgede side … mere vild i udtrykket med havvand, stearinlys, blomster, nogle olievædede elementer, svag petroleum, som lige akkurat kan fornemmes, lidt sødme … lidt som fra en pose vingummi, utrolig lethed og næsen svævende. Giv den lige lidt luft, så folder den sine surrealistiske sommerfuglevinger ud og giver dig masser af charme med lidt lurpakket smør, prikkende blomsterpollen og vibrerende syre. Den vinder sgu på én.

Smagen er lidt i samme boldgade … en ikke helt lige gade, men med masser af sving og kroge. Der er kalk, citroner, vild lækker, præcis men mild syre. Der er kalk, mineraler og frisk bid, men som i duften med lethed, blødhed og en vis form for sarthed. Der er læskende, let med svag bitterhed og mineraler … elsker sgu denne vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Domaine Saint-Rémy, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Saint-Rémy, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, FrankrigVi lægger endnu en smuk alsacisk by ind på kortet, for i Wettolsheim finder vi nemlig Domaine Saint-Rémy, som står bag denne 2016 Riesling Grand Cru Hengst.

Vinhuset drives af Ehrhart familien, der har lavet Alsace vin siden 1725. I dag er det Philippe Ehrhart, som fortsætter driften sammen med sine hustru Corinne.

Philippe overtog driften af vingården fra sin far François i 1988 og har siden forsøgt at være tro mod sin families old-school metoder for vinproduktion. Han har samtidig omlagt driften til certificeret økologisk og biodynamisk drift.

Domaine Saint-Rémy har samlet 24 hektar vinmarker, som ligger omkring byerne Kaysersberg, Eguisheim, Ammerschwihr, Turckheim og  Walbach. Philippe byggede i 2014 et helt moderne vineri, hvor vinene laves i dag. Produktionen ligger på 150.000 flasker årligt.

Her smager vi så husets Riesling Grand Cru Hengst, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Hengst og høstet manuelt, hvorefter de presses forsigtigt. Herefter er vinen spontangæret alene med druernes naturlige gærceller og så lagret sur lie 6-8 måneder.

Næsen er lidt til en kraftig, tungere og oxideret side … parfumeret endda, hvilket måske kan tilskrives husets biodynamiske tilgang. Der er skocreme, fed eksotisk frugt, abrikos, pærer og modne æbler, en lille snas petroleum, men fed og olieret i udtrykket. Der er blomster, både friske og tørrede blomster, honning og søde krydderier.

Smagen er fyldig, sødkrydret, fed, olieret og intens. Der er lemon, citron og egentlig en god syre, men det hele er pakket pænt ind i cremet velbehag, fedme, fylde og sødbitre noter. Det er en fyldig og letkrydret Riesling, tætpakket og med masser af smag. Det er en vin med rabalder på … en ordentlig dame at danse med, men absolut god smag.

Forhandles af Westergaard Wines, men prisen kender jeg ikke … forventelig et sted lidt over 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi skal lige forbi den innovative Christophe Erhart på Domaine Armand Hurst i Turckheim igen, for vi skulle også smage hans 2017 Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes.

Som I måske husker fra det forrige indlæg med Hurst, så er Grand Cru marken Brand husets bedste mark og Christophe har en parcel på hele 7 hektar på den fine mark, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark. Og med samlet 9,5 hektar vinmarker, så er Brand også særdeles vigtig for Christophe.

Vinen er lavet med spontangæring i store foudres efter presningen og det anvendes naturligvis alene de naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i egefadene.

Til at starte med dufter det, som om vinen har fået faglagring. Der er noget, som minder om akacietræ, harpiks, nogle vilde aromatiske dufte, som pirrer din næse. Det dufter faktisk vildt godt, noget røg, abrikos, citroner, ingefær, mineraler, tør knust sten, fin lethed og luftighed i næsen. Hmmmmm.

Smagen er virkelig god … hænger vildt godt sammen med både abrikos, fersken, lemon, citroner … igen denne tørre og stenede mineralitet, som giver vinen en præcis kant, som sammen med en pæn og lidt poleret syre giver vinen fin balance.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Henri Fuchs, Riesling Cuvée Equinoxe, Alsace, Frankrig

2018 Henri Fuchs, Riesling Cuvée Equinoxe, Alsace, FrankrigHenry Fuchs er et lille domæne i den historiske by Ribeauvillé og derfra smager vi nu deres 2018 Riesling Cuvée Equinoxe.

Vingården er grundlagt i 1922 af Henry Fuchs, men drives i dag af hans søn Paul Fuchs og hans børn.

Paul har i dag 10,5 hektar vinmarker inklusiv parceller i Bergheim og Hunawihr. Alt drives fuldstændig økologisk og vingården har siden 2011 også været certificeret. Paul lægger stor vægt på skånsom markarbejde, hvor jordens mikrobiologiske liv generes så lidt som muligt og fx er der naturligt ukrudt som bunddække mellem vinstokkene, som slås og ikke pløjes.

Der høstes i hånden, hvorefter druerne presses meget blidt i hele klaser før gæringen og brug af svovl minimeres. Der bruges næsten udelukkende naturlig gær … og så anvender Fuchs Zind-Humbrechts system for angivelse af restsødme, hvor 1 er tør, mens 5 er helt sød.

Denne Riesling Cuvée Equinoxe er lavet med druer fra den nedre del af Osterberg Grand Cru marken og to andre parceller tæt ved Kirchberg Grand Cru. Equinox betyder jævndøgn og navnet symboliserer en vin i total harmoni og balance.

Hold nu op … sikke en opulent og vild Riesling næse. Her er der sgu godt med skrald på drengen, godt med vildskab, hvor der først dukker en parfumeret, ekspressiv og småsød note op, lidt som tyggegummi kombineret med modne æbler, fersken og svagt lidt citroner. Den virker lidt som den uartige dreng i klassen, vild, drenget, småskør, idérig og alligevel svær ikke at holde af. Samtidig er der noget dragende over aromaerne … kan sgu meget godt li’ den.

Smagen er kraftig, fyldig, men syren måske lidt flad eller vandet. Men det opvejes i nogen grad af vinens store intensitet. Det er meget rent, dybt og har nogle bitterkrydrede noter, som giver vinen karakter. Det er en vin, som vil frem i livet … masser af ushhh og gå-på mod, krydret syre og så ligefrem.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7