Vi hamrer videre i samme stil, for den næste vin fra Agricola Franchini blev en Valpolicella Classico Superiore Sedèse i årgang 2017.
Igen er det er skønt mix af Veneto druer … både Corvina, Rondinella, Corvinone, Molinara som de primære, men så også 10% andre druer som Oseleta, Spigamonte, Negrara, Tuchetta, Rossignola og Sangiovese.
Vinen er – efter let pres og knusning – lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring over 12 dage med en temperatur, som aldrig overstiger 22 grader. Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 12 måneder inden aftapning på flaske.
Vinificeringen alene på ståltank gør også, at duften er knap så opulent som Ripasso’en … fortsat godt med kirsebær, blommer og generelt en frugt, der er ved at briste af solvarme og samtidig godt med sødme og så en lille grøn note.
Men sjovt nok er vinen faktisk sødere end Ripasso’en, men er mere rank, hvilket måske gør den en snas bedre, men den er desværre alt for sød med vildt sød kirsebærmarmelade. Der kommer lidt bitre kirsebærsten, men eftersmagen er meget kort.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.
Nå, men tilbage til Agricola Franchini, hvor den første af 6 rødvine var denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle 2016.
Det er en vin lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25%, Rondinella og 10% andre sorter, som formentlig er Spigamonte, Croatina, Oseleta, Rossignola, Negrara og Tuchetta.
Druerne er høstet med håndkraft i slutningen af september og med gæring samt maceration i rustfri ståltanke i cirka 9 dage. Efter et par måneder, så sker der en ny gæring med kvaset fra Amarone produktionen over 8 dage med løbende remontage.
Derefter er vinen lagret 12 måneder på fransk barriques og 10-12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 6.900 flasker, hvoraf denne har nummer 4.254.
Hold nu kæft … der er skrald på duften, vild og voldsom, masser af kirsebær, mer’ kirsebær, sorte kirsebær og kirsebærlikør, blommer, kaktus, stærk på alkohol, tonsvis af fad, meget koncentreret, stærk kaffe, lakrids og lidt kanel. Bom.
Smagen er lidt i samme boldgade, pænt stærk med sort, mørk frugt, blommer og kirsebær, mangler klart lidt struktur og syre, men har så meget sødme, at den næsten kan minde om dessertvin. Alkoholen er pænt mærkbar og giver varme.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.
Vi nappede endnu en vin fra Giovanni Montresor på Corte Quaiara og det blev denne 2009 Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, der endda måske var aftenens bedste vin.
Vinen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay fra 20 år gamle vinstokke på marker i 150-250 meters højde. Druerne er høst ved håndkraft tidligt … i august måned og efter ankomst til vineriet, så er druerne knust og presset meget blidt. Druerne fra hvert enkelt område af marken er vinificeret seperat.
Fermentering er sket på ståltanke ved kontrolleret og kølige temperaturer. Derefter er vinen flasket med andengæring over hele 120 måneder sur lie. Først i maj 2019 er vinen degorgeret … altså en lagring, der er lige så lang som fx en fransk Dom Pérignon.
Næsen er herlig grøn, men samtidig også nærmest olieret, fed med brunet smør, pærer og stikkelsbær, masser af gærede aromaer, lidt sødme, vanilje og krydderier, men også en note, som er sjov, skæv samt lidt finurlig.
I munden er der næsten ingen bobler … meget vag på boblerne, der er fine, sarte og totalt afdæmpede, hvilket næsten er for meget. Det giver dog en særdeles blød, blid og rund vin og alligevel med med vis renhed i frugten, mens syren er forholdsvis smag, mens frugten er meget moden og næsten kandiseret. Det gør vinen næsten vulgær, men på en meget charmerende måde. Thumbs Up … ligger lige mellem 4,5 og 5 af tomlerne.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 250 kr.
Inden vi lige smagte de 6 øvrige Agricola Franchini vine, så fik jeg også to glas fra vinhuset Corte Quaiara – venner af Gianluca Ceschi – og den første var denne 2019 Pinot Grigio Amphora.
Corte Quaiara ligger lige udenfor den lille by San Giorgio In Salici og drives af Giovanni Montresor, der er vokset op på vingården. Hans familie har været vinbønder gennem 150 år.
Giovanni Montresor havde egentlig valgt en anden vej og boede i Verona, men livet som vinbonde trak alligevel, så derfor overtog han familiens vingård og pustede nyt liv i den, bl.a. med fokus på at dyrke Pinot Nero og lave vine, der var i stand til at udtrykke ham og den lokale terroir.
Den unge vinmager får hjælp af sin søster Anna … og de har også løbende fået råd af en gammel nabo Antonio Obardi, der nærmest har været en mentor for Giovanni.
Samlet har Corte Quaiara 13 hektar vinmarker, hvorfra Giovanni laver en række forskellige vine, de fleste med samme logo, som hans bedstefar Guglielmo Veneri havde anvendt for over 50 år siden … en tegning af en lille vagtel.
Her smager vi hans Pinot Grigio Amphora … en vin uden vagtlen på etiketten, men blot håndskrevet tekst. Det er en vin lavet på Pinot Grigio druer fra 20 år gamle vinstokke, der efter høst af afstilket, knust og gæret med skallerne i 10-12 dage ved 16 grader.
Efter endt fermentering er de presset og vinen lagret knap et år på store amfora lerkrukker og derefter 8 måneder på flaske inden den er klar til frigivelse.
Sikke en duft … meget æblet, mostet … meget speciel, syltede grønne jordbær, lidt melon, meget afdæmpet i frugten, sandeltræ, salt, lidt havvand og samtidig stor landlighed.
Smagsmæssigt bliver det også en nærmest flad og vandet vin, hvor syren er vag og hvor vinen i stedet bliver lidt som en rolig flod, der stille løber igennem landskabet. Floden er saltet, men derudover er der abrikos, tørrede abrikoser samt meget modne æbler samt en smule krydderier. 4,5 store houlbergske fingre med pil op.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 160 kr.
Ved den italienske smagning forleden, så smagte jeg 7 vine fra vinhuset Agricola Franchini di Giuliano Franchini, der endda havde sendt vinmager Gianluca Ceschi til Danmark for at fortælle om vinene. Den første vin var denne Vino Bianco Secco Cool White.
Agricola Franchini ligger i Negrar di Valpolicella og helt præcis i den lille landsby Forlago. Vinhuset er grundlagt af Giuliano Franchini, der stammer fra en familie, som har boet i Forlago siden 1460 og før det kom fra Gaul regionen i Frankrig.
Det var også nogle af Giuliano forfædre, som byggede den gamle vingård Antica Corte Forlago omkring det 17. århundrede bl.a. med en typisk romersk hvælvet kælder lavet af sten og kalk.
Antica Corte Forlago vingården ligger i Negrar med en smuk panoramisk udsigt over den bredde dal nedenfor … herunder deres 5 hektar vinmarker i 280-400 meters højde. De 4 hektar ligger tæt ved gården i Forlago, mens den sidste 1 hektar mark ligger ved Monte Marognin.
I produktionen – som i dag forestås af vinmageren Gianluca Ceschi respekteres stadig de gamle vinfremstillingsteknikker & traditioner. Hele produktionen udføres manuelt og i marken med stor respekt for naturen, startende fra beskæring, naturlig gødning og fokus frembringelse af de bedste druer.
Næsten alle Franchini vine har ingen normal etiket … og i stedet er flaskerne omviklet med papir, som om det var en gammel avis, de er rullet ind i. Denne tradition kommer fra Giulianos bedstefar Emilio, som altid ved tapning pakkede vinen ind i papiret fra dagens avis, hvilket hjalp ved lagringen, så man kunne se, hvornår vinen var startet lagret.
Den årlige produktion ligger kun på beskedne 25.000 flasker og denne første vin Vino Bianco Secco Cool White laves der kun 1.000 flasker af om året. Der står ingen årgang på vinen, men importøren selv har skrevet årgang 2019. På etiketten bagpå står der også, at vinen er flaske 17. maj 2020.
Den er lavet på 49% Garganega, 49% Fernanda aka Cortese samt 2% Moscato, der er høstet ved håndkraft, derefter presset blidt og gæret på rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har efter endt fermentering lagret sur lie i 5 måneder.
Næsen er nærmest kalket med en frugt af melon, fersken, stikkelsbær, kandiseret frugt, mandler … okay kølig stil med både dybde, elegance samt en sjov træagtig note, nærmest som harpiks eller noget i den retning.
I munden er vinen lidt småfed eller i det mindste buttet med en tydelig frugtagtig sødme, grillet lemon eller syltede citroner samt friske citroner og en ganske fin balance.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.
Cantina del Ciabot di Fia Rocco ligger i Farigliano omkring 6-7 kilometer sydvest for Monforte d’Alba og står bag denne Non Vintage Letargo Nuit Noire Vino Spumante Riposato in Grotta, som var første vin til en lille italiensk smagning forleden.
Vinhuset ejes af Fia familien, som startede med at lave vin i 1896 og drives i dag af den 4. generation i form af brødrene Flaviana og Umberto Fia.
Selvom vinhuset er grundlagt i 1896, så var det imidlertid først i 1979, at den 23-årige ønolog Rocco Fia besluttede at gøre vinhuset til levevej for familien og der startede en mere professionel vinproduktion.
Husets vinmarker ligger i Roero og Langhe … men jeg kan ikke se, hvor mange hektar, som familien ejer. Men de dyrker både Dolcetto, Barbera, Grignolino, Nebbiolo, Pinot Nero, Arneis, Favorita, Chardonnay, Cortese og Moscato.
Denne Letargo Nuit Noire Vino Spumante Riposato in Grotta er lavet udelukkende på Pinot Nero … lavet på rustfrie ståltanke og så med andengæring i flaske – den helt klassiske metode – over 8 måneder og som navnet siger med lagring i grotter … Bossea-grotterne i naturreservat Frabosa Soprana i Cuneo provinsen
Vinen har i næsen en godt nøddet aroma, rund, sødbitter og animalsk, pærer, æbler, let abrikos, tørret abrikos, appelsin, karamel, lidt honning, svag blomsternote, men egentlig ganske habil aroma.
I munden er der pæn sødme, meget blød og cremet, mens boblerne er milde, bløde, lidt vage og føjelige. Der er mandler, lemon og ellers er frugten egentlig lettere end i duften.
Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, men prisen kender jeg ikke. i Italien koster vinen 18,90€ … svarende til 141 kr.
Den lille Gutsriesling Saar Mineral Riesling Feinherb gav lyst til mer’ Weingut Reverchon vin, så derfor kom der hurtigt en Ockfener Bockstein Riesling Alte Reben 2019 i glasset.
Som med forrige vin, så er denne også vinificeret alene på rustfrie ståltanke … eller som tyskerne selv siger poetisk; Vergärung im Edelstahl. Men her er alle druerne imidlertid fra Ockfener Bockstein, som er en Große Lage mark. Denne vin ikke dog en Große Gewächs, hvilket skyldes, at druerne her ikke lever op til vinmageren Ralph Herkes krav, hvilket han vurderer ud fra sensorik og manglende syre.
Vinen er lavet med de druer, som ikke indgår i Ockfener Bockstein Große Gewächs vin, men druerne har så i stedet fået lov at gære indtil naturgæren ikke gider gære mere. Det har resulteret i et restsukkerniveau på omkring 10 gram pr. liter.
Nu er vi gået i værkstedet og har fat i både oliekande og vin, for der kommer i hvert fald klare olierede petroleumsduft op af vinglasset sammen med røg, lidt tyk frugt, fersken, dåsepærer, modne æbler, grønne urter, tørrede blomster og en nærmest kalket mineralitet. Der er noget sitrende over duften på en lidt fed måde.
I munden er det også en god, fyldig og intens Riesling, power og elegance i forenelig skønsang. Eftersmagen er samtidig vild lang med gule æbler, pærer og fersken, pirrende citrus og lemon bitterhed, røg og krydrede røgede noter. Man tygger lidt bagefter … dejlig, robust samt elegant … og nupper et glas mere.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.
Weingut Reverchon er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog. Derfor er denne Saar Mineral Riesling Feinherb et herligt gensyn og her i nyeste årgang 2020.
Saar Mineral Riesling Feinherb er en Gutsriesling, altså Riesling fra husets serie af basisvine. En Gutswein.
Den er alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er også Feinherb, men sødmen bliver- som med 2018’eren – aldrig dominerende, for er god balance mellem syre og sødme. Niveauet for restsukker ligger på 19,5 gram pr. liter,
Duftmæssigt er den en fyldig, moden vin … modne æbler med brune pletter, vingummifedme, hvide blomster, men trods den opulente og tykke næse, så er duften samtidig nærmest varm, nænsom, æterisk, inderlig og alligevel fornemmes en vis hård, ren og klar mineralsk note. Der er lidt bivoks, stearinhygge og er så voksenmoden.
Igen smager Saar Mineral Riesling Feinherb bare fabelagtigt, for selvom det er en Feinherb, så bliver vinen faktisk aldrig for sød. Der er både æbler, fersken samt en smule melon, men syren måske er en smule mindre end hos 2018’eren. Selvom vinen er rund og blød med en vis portion sødme, så har vinen alligevel bid med svag citron samt svag grape … igen vildt højt niveau af en basisvin … skræmmende og herligt.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 95 kr.
Vi fortsætter med endnu en vin fra Scheid Family Wines og det er deres 2016 VDR, hvilket står for Very Dark Red … et mørkt blend med masser af både power og elegance.
De fleste årgange af VDR er lavet på Petite Sirah og Petit Verdot, men jeg har undersøgt, om det også er tilfældet med vinen her i denne årgang 2016? Fx er 2018 lavet på 63% Petit Verdot samt 37% Petite Sirah, mens 2013 er lavet på 56% Petit Verdot samt 44% Petite Sirah.
I årgang 2014 siger den også Petit Verdot og Petit Sirah. Vinen skulle være lagret 12 måneder på franske, amerikanske og ungarske egefade.
Supervin skriver dog, at vinen i denne årgang 2016 er lavet på 83% Syrah, 9% Petite Sirah samt 9% øvrige californiske druesorter, der kommer fra Scheid familiens marker i den sydlige og varmeste del af Monterey County klos op ad Paso Robles. Efter endt gæring skulle vinen ha’ lagret 24 måneder på små barriquefade, heraf 35% helt nye.
Ingen yderligere spekulationer, så derfor springer jeg blot videre til mine smagsnoter.
Dejlig mørk næse … blåbær, solbær, lakrids, peber, meget fin og lidt svævende, frisk mørk frugt, mælkede noter og lidt kølig i stilen for en californisk vin. Der er krydderurter, søde fadnoter, mælkechokolade, en kop espresso med fløde.
Smagsmæssigt medium til fyldig vin … elegant powervin med frisk, mørk frugt, tjære, solbær, brombær og så lige US sødmen. De er sgu vilde med sødme i vinene de amerikanere, men selvom niveauet her også er lige over kanten, så smager den forbistret godt, virkelig soft, blød, cremet og saftig. Blød, lækker powerpleaser og jeg lader mig please.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.
På Highway 101 i Greenfield i Monterey County lidt over 100 kilometer syd for San Francisco i Californien finder vi vinhuset Scheid Family Wines, som står bag denne lille 2017 Souvenir Pinot Noir.
Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen. Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.
Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.
Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.
I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.
Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.
Her smager vi familiens 2017 Souvenir Pinot Noir, hvor druerne høstes fra certificeret bæredygtige topmarker i Monterey. Vinen modner 24 måneder på 30% helt nye franske fade.
I glasset er vinen klart lysere og mere transparent end forventet, mens den duftmæssigt også er ganske grøn og let … dog med en vis US sødme. Der er nogle støvede noter, jordbær, ribs, kirsebær samt kirsebærsten, tørt træ, tørre fade, bitre kaffebønner, papkasser og lidt tobak.
Smagsmæssigt kommer US sødmen endnu mere frem, hvorved syren er skubbet i baggrunden til fordel for sødme og flomme, som dog giver vinen stor saftighed samt drikkevenlighed. Dybden er ikk’ vild og tanninerne samtidig bløde og bøjelige, men hvor er den nem at drikke og superflot næse for pokker. Den balancerer sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.