Vi fortsætter med endnu en vin fra Scheid Family Wines og det er deres 2016 VDR, hvilket står for Very Dark Red … et mørkt blend med masser af både power og elegance.
De fleste årgange af VDR er lavet på Petite Sirah og Petit Verdot, men jeg har undersøgt, om det også er tilfældet med vinen her i denne årgang 2016? Fx er 2018 lavet på 63% Petit Verdot samt 37% Petite Sirah, mens 2013 er lavet på 56% Petit Verdot samt 44% Petite Sirah.
I årgang 2014 siger den også Petit Verdot og Petit Sirah. Vinen skulle være lagret 12 måneder på franske, amerikanske og ungarske egefade.
Supervin skriver dog, at vinen i denne årgang 2016 er lavet på 83% Syrah, 9% Petite Sirah samt 9% øvrige californiske druesorter, der kommer fra Scheid familiens marker i den sydlige og varmeste del af Monterey County klos op ad Paso Robles. Efter endt gæring skulle vinen ha’ lagret 24 måneder på små barriquefade, heraf 35% helt nye.
Ingen yderligere spekulationer, så derfor springer jeg blot videre til mine smagsnoter.
Dejlig mørk næse … blåbær, solbær, lakrids, peber, meget fin og lidt svævende, frisk mørk frugt, mælkede noter og lidt kølig i stilen for en californisk vin. Der er krydderurter, søde fadnoter, mælkechokolade, en kop espresso med fløde.
Smagsmæssigt medium til fyldig vin … elegant powervin med frisk, mørk frugt, tjære, solbær, brombær og så lige US sødmen. De er sgu vilde med sødme i vinene de amerikanere, men selvom niveauet her også er lige over kanten, så smager den forbistret godt, virkelig soft, blød, cremet og saftig. Blød, lækker powerpleaser og jeg lader mig please.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.