Mer’ tørst på MasVino, så Gert E bestilte lidt rødt … og det blev denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme fra Domaine Louis Max, der ligger midt i Nuits-Saint-Georges.
Maison Louis Max er grundlagt i 1859 af Evgueni Louis Max, som var emigreret fra Østeuropa til Bourgogne for at producere vin, efter at han faldt i kærlighed med regionen, dens vinmarker og dens legendariske druesorter Chardonnay og Pinot Noir. Og sammen med sønnen Theodore byggede familien sin vingård midt i Nuits-Saint-Georges med smukke kældre i to niveauer … en sjældenhed selv i dag.
Domaine Louis Max er primært et negocianthus, hvor druerne købes hos andre vinavlere rundt om i Bourgogne, men familien har løbende også opkøbt egne marker i både Mercurey og Rully. Derudover er der også udvidet med to vingårde i Rhône, nemlig Château Pech Latt i Languedoc samt Domaine La Lyre i Côtes-du-Rhône.
I dag er vinhuset dog ejet af den schweiziske forretningsmand Stanko Subotic. Han købte hele Domaine Louis Max af den sidste efterkommer af Max familien i år 2001 og har siden investeret massivt i ejendommen for at øge kvaliteten af vinene.
Da han alene er amatør, så har han viseligt overladt produktionen af vinene til et hold af professionelle vinmagere med David Duband i spidsen som teknisk direktør sammen med Sophies Doche som ønolog, mens Lise Sadirac står i spidsen for Château Pech Latt i Languedoc.
Til Domaine Louis Max hører der i dag samlet 20 hektar vinmarker i Mercurey og Rully i den sydlige del af Bourgogne, bl.a. er huset eneejer af den berømte Clos de la Marche, men ejer også en parcel på 1. Cru marken Les Vasées. Alle marker dyrkes certificeret økologisk.
Men derudover opkøbes der altså også fortsat druer fra andre vinavlere og denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme er netop lavet med opkøbte druer. Det er lidt en basisvin hos Louis Max og druerne kommer både fra Côte de Beaune, Côte de Nuits og Cote Chalonnaise områderne.
Druerne er høstet manuelt med sortering før vinfremstillingen og en afstilkning på 50% af druerne. Vinen er lavet traditionelt og normalt laves husets rødvine med fodtrampning af druerne og gæring i kar, men vil dog gætte på, at denne vin ikke er fodtrampet. Den er dog lagret på store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.
Duftmæssigt er vinen lidt lukket … tør og en kende til den varmere side med kirsebær, ribs, tranebær, banan, kridt, grønne blade samt en smule fennikel og krydderier.
I munden er vinen rustik, kantet og mangler den normale burgundiske finesse. Der er ribs, tranebær … lettere syrlig med jern, faste tanniner, men samlet bliver det ikke verdens største vinoplevelse.
Jeg har ikke fundet en forhandler og prisen kender jeg heller ikke.