Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, Spanien

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, SpanienVinene fra den spanske Bodegas Tridente har masser af lækkerhed. Den labre storesøster Rejón er saftig og lækker, men denne billige og villige lillesøster Tridente Tempranillo også har godt med lækkerhed.

Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Vinhuset er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som ejer en lang række vinerier i flere områder i Spanien.

De ejer faktisk samlet ikke mindre end 9 vinerier, Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla … ja og så Bodegas Tridente.

De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien i 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og grundlagde i 2008 også Bodegas Tridente projektet.

Bodegas Tridente blev grundlagt som et af de mange opkøb med det formål at lave kvalitetsvine fra deres opkøbte  65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.

De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.

De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, og den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til storesøsteren til denne Tridente Tempranillo. Rejón er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.

Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.

Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.

Denne Tridente Tempranillo er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke på marker ved bådeVillanueva de Campeán og El Pego i Zamora provinsen. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret på franske egetræsfade i 15 måneder. Den trækker en astronomisk alkoholprocent på 16%.

Næsen er også dødlækker … fed, frodig, opulent med våde fade, mejeri, kul, blæk, blåbær, brombær, kakao, vanilje, kanel, eg, lidt våd hund, men alligevel også med en smule kølighed i frugten. Egefadene og moden, mørk frugt fra gamle vinstokke har virkelig sat sine spor.

I munden er vinen trods den opblæste og buttede næse ganske tør, men med masser af power, kraft og virkelig tæt i smagen. Det er en kraftig spradebasse, men har charme, peberbid, chokolade og fylder massivt i munden og byder på en lille efterbrænder i eftersmagen. Det er lidt for meget, men også dejligt … mit spanske hjerte er vild med billige, lækre lillesøstre, som er gavmilde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, Australien

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, AustralienEpsilon Wines ligger i den lille by Daveyston i Greenock, Barrosa Valley og drives af ægteparret Julie og Aaron Southern … og derfra smager vi nu deres 14,8% højoktan powervin Barrosa Valley Shiraz.

Julie og Aaron Southern købte deres vingård tilbage i 1994 og var besluttet på, at det skulle være et lille familie projekt. Gården blev købt med lidt hjælp fra Julias forældre, som stillede de nødvendige kautioner for bankgælden. Forældrene er John og Barb Kalleske … og de er formentlig i familie med den legendariske Troy Kalleske fra Kalleske Wines, som ligger ganske tæt på Epsilon Wines.

Så generne til at lave god vin løber i familiens årer, men lidt hjælp er jo altid godt og udover kautionerne for banken, så fik parret ved etableringen også en Case 885 International traktor, en roterende hakke og lidt udstyr til vinproduktionen, men druerne solgte parret dog til andre vinproducenter.

Imidlertid blev det et møde med Jaysen Collins og Dan Standish, som fik størst betydning for vingården. Historien hedder, at Jaysen Collins – medejer af Massena Vineyards – stoppede ved en vinmark, hvor Aaron Southern skulle til at hive nogle 90 år gamle vinstokke op.

Det fik Jaysen stoppet og i stedet lavet en aftale om, at Massena Vineyards kunne købe druerne fra gårdens marker. Siden udviklede der sig et nært venskab mellem både Jaysen Collins og Dan Standish fra Massena og Southern parret.

Det var under en middag i 2003 mellem de 4 venner, at idéen til en egenproduktion og etableringen af Epsilon Wines blev til. Julie fik overtalt Dan og Jaysen til at hjælpe dem med at producere deres egen Shiraz.

I første omgang mest for sjov, men da vinen fik gode anmeldelser -både nationalt og internationalt – fik de smag for mere.  Årgang 2015 blev senere revet væk, og så var Epsilon Wines var for alvor en realitet.

De har foretaget investeringer undervejs, men hele tiden med et mål for øje, at investeringerne kunne hvile i sig selv, eller tjene sig hjem inden for en kort periode. I 2007 købte de således et stykke jord på Hempel Road nordvest for Nuriootpa og i 2008 afsluttede de byggeriet af deres nye produktions-faciliteter.

I dag besidder Julie og Aaron 25 hektar på Moppa Springs Road i Greenock i den nordvestlige del af Barossa Valley og 9 hektar på Hempel Road. Det meste af markerne er beplantet med Shiraz, som stortrives i den røde jord med det varme klima.

Denne Barrosa Valley Shiraz er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter fermentering starter med hele druer i 7-11 dage ved 22-25 grader. Vinen har derefter tilbragt 12 måneder i 2-3 år gamle amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der skrald på drengen … intens, tæt og mørk lakrids, nærmest en maggiterning eksplosion af mørk frugt, solbær, blåbær, kærnemælk, chokolade, kanel, vanilje, bomuld samt lidt kaffe.

Og det smager sgu meget godt … lidt af en mundfuld, men det er nu ikke en alkoholtung Shiraz, selvom det er the full monty. Der er godt med chokolade, power, blæk og tykke tanniner. Det er en trind dansepartner, men følger overraskende godt med … og danser optimalt med en blodrød, saftig muskelmand af en bøf.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigVed Val de Dagne lidt syd for byen Montirat for foden af bjerget Alaric og en kende vest for Narbonne og Middelhavet ved Lion bugten finder vi vinhuset Domaine Calmel & Joseph, som står bag denne Côtes du Roussillon Villages.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Det er de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph, som står bag vinhuset og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577, hvor den tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen. Denne Côtes du Roussillon Villages tilhører en serie af vine, som de to herrer kalder Les Terroirs … forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 30% Grenache, 20% Carignan samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar fra marker med højt indhold af ler, kalksten, skifer og sandsten.

Druerne er høstet manuelt, sorteret og afstilket inden den alkoholiske gæring, som sker ved 28 grader over 20 dage, hvorefter vinen lagrer en periode i betontanke.

Frugten virker duftmæssigt en anelse træt eller moden, hvilket er kombineret med gammelt træ … lidt som et hus i den gamle by, nogle sødbrændte elementer, blåbær, solbær, sandeltræsolie, lidt arabiske krydderier, lavendel og en smule eg.

Smagen er blød, harmonisk og det er en meget drikkevenlig vin, der bare glider ned. Frugten er mørk, men vinen er lidt syrefattig og har et lille peberbid i enden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte i det hvide Chardonnay-spor … og hvad er så mere naturligt end at gøre det med lidt burgundisk af slagsen? Vi smager nemlig en Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi en Mâcon-Villages i Mâconnais, altså det sydligste område i Bourgogne, nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé, men har en undergrund af kalksten er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer og fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen byder på en anelse melon, tropisk frugt, mandariner, faktisk godt proppet med frugt, frisk og på ingen måde nogen tyk, fed Chardonnay, men alene lidt erotisk buttet med en lækker inderlighed … lidt forsigtig, men dufter bare supergodt.

Smagen er også herlig elegant, let og samtidig med dybde, flot balance, helt direkte i smagen, super god smag og til prisen er det virkelig en lækker vin. Du får masser af burgundisk kvalitet i denne vin og samtidig en vin, som de fleste vil elsker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2017 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigNår vi nu er ved den dygtige Gerhard Markowitsch, så lad os nuppe én mer’ af hans vine. Det er ikke endnu en rød, men i stedet en hvid basisvin, nemlig hans hvide på Chardonnay.

Weingut Markowitsch laver samlet 5 hvidvine, nemlig en enkelt på Sauvignon Blanc, 2 på Grüner Veltliner selvfølgelig og så 2 på Chardonnay … denne almindelige Chardonnay samt en Ried Schüttenberg enkeltmarks Chardonnay, som også er lagret på egefade.

Det er denne almindelige Chardonnay ikke … den er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Næsen byder på pærer, grape, melon, stikkelsbær med en slagsside mod noget tropisk, men samtidig fornemmes der også en lille fedme i vinen. Det dufter rundt, aromatisk med lidt muskat, estragon, men begge meget svagt. Der er også nogle søde krydderier og jeg fanger en smule kardemomme.

Smagsmæssigt er det ikke en fed Chardonnay, men en forholdsvis frisk vin med en medium fylde, rund og blød. Der er en meget svag bitterhed og syren er meget blid … intet skarpt her, men det smager altså bare godt og vil klare være en vin, som mange vil kunne li’. Jeres flittige vinblogger er i hvert fald én af dem.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men pt. er på tilbud til kun 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2016 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitschs almindelige basis Pinot Noir holder et højt niveau og smager bare godt. Her smager vi vinen i en årgang 2016 … svagt bedre end sidst jeg smagte vinen i årgang 2012.

Weingut Markowitsch ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsageligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Dette er som sagt Markowitschs entry-level Pinot Noir. Som på alle vinene fra Markowitsch er der også blindeskrift på. Hvad teksten er på blindskriften ved jeg imidlertid ikke. Det jeg ved er, at vinen er lavet på rustfri ståltanke og efterfølgende lagret i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt har 2016’eren faktisk lidt animalsk med sød kostald … den herligste Pinot Noir næse med eg, røg, kirsebær, hindbær, ribs, læder og samtidig tør og støvet med lidt kanel, nelliker og grannåle. Det er bare elegant og lækkert.

I munden er vinen ganske tæt … en anelse mere mørk og varm end dens tyske medsøstre, men letheden er der fortsat med kirsebær, hindbær og jordbær i frugten, cremet, blødt og fint med et drys peber, chokolade og mineraler. Det er virkelig godt balanceret.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 214,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, Spanien

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, SpanienDet er ufattelig hvor stor forskel, der kan være mellem 2 vine på samme drue. Det fik vi beviset på med vinaftenen sidste to vine, for efter den imponerende – men kraftige, tætte og tunge – Tourán Garnacha fra Bodegas Morca, så serverede Jan denne florlette Rozas 1er Cru fra vinhuset Comando G. Samme drue, samme land, men totalt i en anden verden.

Comando G holder til ved Sierra de Gredos godt 80 kilomter vest for Madrid og drives af Fernando García og Dani Landi, der betegnes som et par banebrydere og to af Spaniens helt store vintalenter. I kan se de to fyre på billedet ovenfor … for enden af sorteringsbordet.

Dani Landi kommer fra en familie af vinbønder og forlod familiens vingård Jiménez-Landi i Méntrida for dette projekt, mens Fernando García til dagligt arbejder som vinmager for Bodega Marañones.

De har i Sierra de Gredos fundet flere gamle vinmarker med minimum 50 år gamle vinstokke på Garnacha og beliggende højt i 900-1.150 meters højde. Samtidig er jordbunden rig på granit, mens de varme dage og meget kolde nætter har vist sig optimalt for Fernando Garcías jagt på det renest mulige udtryk af Grenache.

De har samlet 10 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 dale, som to vinområder, nemlig både Vinos de Madrid og Castilla y León. De kaldte deres vinhuset for Comando G … en reference til de tegneserier, som de to fyre elskede som børn.

Der skulle 5 unge under navnet Comando G forsvare planeten jorden fra udefrakommende trusler, men her passerede G’et også på Fernando García og Dani Landis mission … fremme Garnacha vine fra Gredos. Gennemtænkt, grundigt og genialt.

I markerne arbejdes der biodynamisk, udelukkende ved håndkraft og tankegangen går igen i kælderen, hvor der udelukkende arbejdes med det naturlige gær, ingen filtrering og generelt en meget forsigtig tilgang, hvor vinene får lov til at udvikle sig uden indblanding.

Fermenteringen sker således med hele klaser, altså med stilke, og med lagring sker altid sur lie – altså med bærmen – i enten barriques eller foudres med et burgundisk forbillede og søgen efter stor mineralitet i deres vine.

Druerne til denne Rozas 1er Cru stammer fra et samlet areal på små 5 hektar fordelt over mange små sand- og granitholdige parceller 900 meter oppe i de kølige Gredos-bjerge nær byen Rozas de Puerto Real.

De 100% Garnacha kommer fra 50 og 60 år gamle vinstokke og dyrkes biodynamisk på de ofte uvejsomme skråninger mellem klipper og træer, og at arbejdet i markerne foregår ved håndkraft er dermed den største selvfølge.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller, hvilket sker i store 30-40 hektoliter åbne tanke afløst af 12 måneders lagring i gamle egetræsfade. Til sidst er vinen aftappet uden stabilisering eller filtrering og med minimal svovl.

Og WAUW samt mere WAUW … sikke en næse med en klar bio bio kant, blomsterflora, amaretto kirsebær, granatæbler, gylp, syrlig krudt, røg, mineraler, lakrids, mødding, gæret i frugten, let, svævende med en lys og hengemt modenhed i frugten.

I munden er vinen saftig, let og kølig -igen WAUW – med bio kant, lethed, virkelig vedkommende, utæmmet, læskende saft. Det er let, mineralsk med let frugt, jordbær, ribs og kirsebær, totalt cremet og smelter nærmest i munden. Jeg er vildt begejstret. Dette er sgu en overraskende og totalt fabelagtig vin … Grenache med burgundiske træk fra Spanien. Mums og mere mums.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 279,50 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Domaine Aureto, Alouette, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Aureto, Alouette, Rhône, FrankrigAureto betyder blid brise på provencalsk, men det blæser vi på, når vi smager denne Alouette fra Domaine Aureto, der ligger ved den lille by Gargas i appellationen Côtes du Luberon, den allersydligste del af Rhône omkring 30 kilometer øst for Avignon.

Domaine Aureto aka Cave Aureto er tidligere kendt som Cave de la Coquillade eller Domaine de la Coquillade, men blev i 2006 købt af Andreas Rihs samt den rige schweiziske forretningsmand Werner Wunderli og hans hustru Carmen.

De har siden omstruktureret vingården og investeret en pæn sum penge i at bygge højteknologiske vinkældre samt et stort 5-stjernet luksushotel La Coquillade midt i vinmarkerne.

Selve vingården ligger på en lille bakke i Vaucluse, omgivet af vinmarker og med en storslået udsigt ud over Luberon og Mont Ventoux i hjertet af Parc Naturel Régional du Luberon.

Der hører 36 hektar til domænet, heraf 8 hektar i Luberon og 28 hektar i Ventoux. Med respekt for naturens cyklusser er vingården de senere år blevet fuldstændigt revideret og re-designet.

Omkring 8 hektar vinmarker blev rykket op ved rod og omplantet i overensstemmelse med Domaine Auretos kvalitetsmål, opbinding på tre metalskinner, bæredygtighed og selektiv udvælgelse af vinplanterne.

Kælderen er med topmoderne udstyr. Werner og Carmen Wunderli har investeret store summer i at bygge en moderne vinkælder – og intet er blevet overladt til tilfældigheder.

Den usædvanlige vinkælder, hvor 2/3 ligger under jorden, er konstrueret med tanke i rustfrit stål for at sikre så ren most som muligt.

I produktionen sker gæring efter den innovative, teknologiske proces Tecinox Ganimede – kombineret med mikro-iltning, der giver en afbalanceret iltmængde. Denne sammenblanding af traditionelle og moderne teknologier i forbindelse med vinfremstillingen giver vinene generøsitet, balance og kompleksitet.

Alouette her er lavet på 75% Chenanson samt 25% Syrah fra 25 år gamle vinstokke. Druerne er efter høst afstilket, knust og derefter overført til rustfrie ståltanke til kort maceration inden gæring af mosten. Derefter en malolaktisk gæring og lagring på de rustfrie ståltanke inden blanding og aftapning.

Chenanson druen er jeg ikke stødt på tidligere, men er en fransk drue, som er opstået i 1958 som en blading af Grenache og Jurançon Noir. Den har siden 1978 været en officiel godkendt druesort og så er den kendt for at give et meget stort udbytte.

Duftmæssigt byder Alouette på blåbær, kul, sten og er samtidig let blomstret, nærmest med lidt blomstersæbe. Den er klart lettere og lysere, end jeg lige havde forventet, men meget venlig i aromaerne med sødme, lethed og et sødkrydret touch. Det sødkrydrede går også igennem i smagen, hvor der er tørhed, en god moden frugt, saftig, let, luftig og virkelig nem at drikke.

Domaine Aureto forhandles af Jysk Vin, men denne er ikke pt. i programmet. Har tidligere kunnet købes til omkring 79,75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 The Humble Winemaker, Château Arrogant Frog, Languedoc, Frankrig

2015 The Humble Winemaker, Château Arrogant Frog, Languedoc, FrankrigChâteau Arrogant Frog hedder denne vin, som kommer fra The Humble Winemaker. Bag den ydmyge vinmager står imidlertid et af de største vinfirmaer i sydfranske Languedoc, nemlig Les Domaines Paul Mas.

Det er vinmageren Jean-Claude Mas, som står The Humble Winemaker. Han er 4. generation af vinavlere helt tilbage fra 1892 og er bogstavelig talt vokset op med vin og har altid vidst, at han skulle arbejde med vin. Han er opvokset i den lille by Pézanas i Languedoc og startede egentlig sin karriere med en handelsuddannelse i England.

Senere vendte han dog tilbage til hjemlandet og blev vinmager i starten af 1990’erne. Efter endt uddannelse arbejdede Jean-Claude så hos producenter som Château Pape Clément og Château Talbot i Bordeaux.

Men midt i 1990’erne vendte Jean-Claude Mas tilbage til hans rødder aka familie i Languedoc, hvor han fik job som direktør i et stort, lokalt vinfirma, mens han sideløbende arbejdede på at lave de første vine fra familiens vingård.

De første vine kom på markedet i 1995 og blev solgt under navnet Domaines Paul Mas. Det var billigere vine, men blev en massiv succes. I dag ejer Domaines Paul Mas selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Der ejes flere vingårde aka vinhuse, selvfølgelig Château Paul Mas, men derudover er det ejendommene Château Crès Ricards, Château de Martinolles, Château Teramas Astruc, Mas des Tannes, Domaine de la Ferrandière, Château Lauriga, Domaine du Silène, Château Jérémie og Château Villegly.

Derudover laves der vine under en række brands som Jean-Claude Mas,  Astélia, Claude Val, Côté Mas, La Forge Estate, Mas des Mas, Vinus og så Arrogant Frog.

Arrogant Frog er således et brand i den store vinkoncern, men lavet fra druer fra marker, som Mas købte i 2007 i Limoux.  Det er en 20 hektar stor ejendom, der ligger omkring Gaja-et-Villedieu ved Pyrenæerne og primært drives økologisk.

Jean-Claude fik den skøre,  kreative og humoristiske idé, at lave en serie af vine fra ejendommen i Limoux under navnet Arrogant Frog, lidt med reference til, at franskmændene ofte udenlandsk bliver kaldt arrogante. Derfor kaldte han også sig selv for The Humble Winemaker. Siden har en tegnet arrogant frø været vinhusets maskot eller logo, men det har egentligt givet en pæn succes,

Denne Château Arrogant Frog er lavet på 55% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 20% Syrah. Druerne høstes såvel manuelt som mekanisk. Hver druesort vinificeres separat i ståltanke. I november måned laves den endelige blanding. Herefter lagrer 60% af vinen i 8 måneder på en blanding af amerikanske og franske egefade. De resterende 40% af vinen lagrer på ståltanke.

Duften er mørk, tæt med masser af blåbær, solbær, blommer, kakao samt en sød, lidt mælket og mejeriagtig aroma, lidt kanel og vanilje. I munden en sødere, blød og lidt pleasende vin, meget behagelig og smager klart bedre end de vine, som jeg tidligere har smagt fra vinhuset. Der er blide tanniner samt nogle brændte elementer.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7