Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, ChileI regnbuefarverne drøner vi videre til Viña Valdiviesos vin med den grønne etiket … deres 2018 Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2016, men i den nyere årgang 2018 er vinen lavet på samme blend med 60% Malbec, 17% Cabernet Sauvignon, 16% Carmenere og 7% Cabernet Franc fra vinmarken La Primavera.

Vinen er lavet ved, at druerne først er høstet, sorteret og afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i åbne kar i 21 dage med en temperatur ved 28-32 grader. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er det en mørk, fed og dyb vin … har masser af blæk, cedertræ og i det hele taget godt med fadpræg, en frugt med solbær, sorte kirsebær, blommer, lidt friske stikkelsbær, sød tobak, vanilje, karamel, lidt grønne blade, svag eukalyptus … meget luftig og venlig i udtrykket.

I munden er vinen både saftig, frisk og lysere end forventet. Det smager som højrebredsbordeaux med friske solbær, brombær, en lille candyfloss-sødme, kaffe, mærkbare tanniner, men er ellers den pæne pige i klassen, hvor alt sidder, hvor det skal … pænt og elegant, mens eftersmagen er voldsom lang og imponerende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, ChileMed næste vine går vi helt farveamok, for det er nemlig 4 vine fra det chilenske vinhus Viña Valdivieso i farverne blå, grøn, gul, grøn og vi starter med den blå Caballo Loco Grand Cru Apalta.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago – med produktion af mousserende vine. Alberto var dermed en af de første producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder Crazy Horse, altså skør hest og refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Det er huset ikon vine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Den første – den blå –  Caballo Loco Grand Cru Apalta er lavet på 55% Carménère og 45% Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra vinmarker i Apalta i Colchagua Valley, en dal kendt for sine varme temperaturer og næsten ingen nedbør. Vinen er lavet med gæring i åbne ståltanke ved 24-28 grader over 21 dage, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på nye franske 225 liters barriques.

I næsen en ganske kødfuld vin, masser af sorte oliven, flæsk, soya, solbær, brombær, blæk, cigarkasser, tyk engelsk lakrids, lakridsrod, lidt grønne blade og sjovt nok er fadpræget mindre end i 2017’eren, frugten lettere, mindre opulent og samtidig mere tør. Det betyder også, at vinen fremstår mere urtet.

Igen er smagen er køligere og langt mere slank end forventet med bitterhed, knuste kirsebærsten, syrlige kirsebær, hindbær, umodne brombær, lidt vaniljesødme, bløde og runde tanniner, velbehag og sammenlagt bestemt en rund, fin og flot Chile vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Vinosìa, Sesto a Quinconce, Campanien, Italien

2013 Vinosìa, Sesto a Quinconce, Campanien, ItalienDa jeg tilbage i april måned smagte en 2013 Marziacanale Taurasi fra Luciano Ercolino på Vinosìa blev jeg virkelig glad og kaldte vinen Syditaliens svar på Barolo. Nu smager jeg atter en af slagsen … storesøsteren Sesto a Quinconce i samme årgang 2013.

Vinosìa ligger i Carazita området i Campanien omkring 5 kilometer fra Taurasi i en ganske lille landsby kaldet Luogosano og er grundlagt i 2004 af de to brødre Mario og Luciano Ercolino, hvor Mario i starten producerede vinene og Luciano styrede markedsføring og distribution.

Men efter Mario Ercolino i 2008 selv grundlagde Azienda Agricola Nativ omkring 15 kilometer fra Vinosìa har Luciano haft det samlede ansvar på Vinosìa. Der har han selv 100 hektar – hvoraf han selv ejer omkring en tredjedel – med druer som Greco, Fiano, Piedrarosso og Aglianico, men han har også leaset lidt jord i Puglia aka Apulien, hvorfra han også laver en del Primitivo vine.

Sesto A Quinconce er vinhusets topvin og noget af det ypperste, som man finder på Aglianico, som kommer fra 80 år gamle vinstokke fra en mark ved den lille by Paternopoli  i Avellino provinsen. Det er selvfølgelig atter under appellationen Irpinia DOC.

Gæring og maceration foregår over 15 dage og vinen gennemgår fuld malolaktisk gæring i franske egetræsfade. Herefter lagrer vinen hele 12 måneder på franske eg og herefter yderligere 12 måneder på helt nye Amerikanske egetræsfade.

For at slutte vinen af får den lov til at lagrer yderligere 24 måneder på flasken inden frigivelse til markedet. Der er kun produceret 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt minder vinen på mange områder om den billigere Marziacanale Taurasi fra Vinosìa … har samme tørre aroma med eg, violer, godt med kakaopulver, krydderier, en balsamisk mørk frugt, brombær, blommer, røg, klart pænt fadpræg med kaffelikør, en dyb landlighed og svag mint. Ved første snif kan den måske virke lidt småneutral og lukket … men vent og brug nogle kræfter på at fordybe dig.

Smagen er dog det allerbedste … og eftersmagen … WAUW. Igen forledes man til klichen, at dette nærmest er en syditaliensk Barolo, for her oplever samme tørre tanniner sammen med en frugt, der er ligeså lys, stram og ren. Frugten i denne Sesto a Quinconce er også mere lys end hos deres Marziacanale Taurasi … langt mere elegant, frisk, ren og direkte. Tanninerne er crazy og munden udtørres med køkkenrulleeffektivitet. Der er hindbær, kirsebær, ribs, smuk syre og smuk bitterhed og samtidig tydelig mineralitet.

I den tunge flaske vil mange måske dømme denne ude som noget sødlig og marmeladetung syditaliensk vin. They are so wrong, for det er det slet ikke, tværtimod … så BEWARE, for denne flaske vil sgu overraske selv de mest inkarnerede vinnørder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Casa Ermelinda Freitas, Quinta da Mimosa, Setúbal, Portugal

2018 Casa Ermelinda Freitas, Quinta da Mimosa, Península de Setúbal, PortugalIgen støder jeg på spændende vin fra Portugal, for fra vinhuset Casa Ermelinda Freitas smager jeg nu denne 2018 Quinta da Mimosa.

Vingården ligger tæt ved byen Fernando Pó i Setúbal regionen omkring 30 kilometer øst for Lissabon. Det er en vinregion, som vi nok sjældent støder på.

Casa Ermelinda Freitas er grundlagt i 1920 af Leonilde Freitas og drives i dag af hans oldebarn Ermelinda Freitas, som vingården også har sit navn efter. Hun driver den sammen med hendes eneste datter Leonor Freitas, efter hendes mand Manuel João de Freitas døde alt for tidligt.

Det er efterhånden Leonor Freitas, der står for det mest af driften, som omfatter produktion af vine fra husets egne 550 hektar marker og yderligere 300 hektar genne købsaftaler med en række lokale vinavlere. På markerne udgør Castelão druen omkring 60%-

Dermed er Casa Ermelinda Freitas et ret stor vinhus. I øjeblikket producerer de 6 millioner flaske vin årligt, men har kapacitet til en produktion på 10 millioner flasker.

Her smager vi så vinen Quinta da Mimosa lavet i samarbejde med den ansatte ønolog Jaime Quendera. Det er 100% Castelão, som er fra 50 år gamle vinstokke ved Fernando Pó.

Druerne høstes sidst i september i hånden, hvorefter fermenteringen sker under temperatur kontrol i rustfri ståltanke. Herefter lagres vinen i 12 måneder på franske egetræsfade.

Det dufter af en stor vaniljeis på en varm sommerdag, skumgummifiduser, frisk brombær med fløde, måske endda lidt rødgrød med fløde, lidt portvin, letløbsmotorolie, lakridskonfekt, søde krydderier og samlet lidt af en stor, tyk og fed næse.

I munden er der lidt af de samme ting som i duften … sådan en mørksødlig vin, nærmest parfumeret i smagen. Der er vanilje og marengsbunde, en meget blå frugt, sådan kirsebærlikøragtig samt solbærsaft, tørrede tranebær, krydderier … vældig saftig, sær, sjov, spændende og charmerende på sin helt egen måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, Frankrig

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, FrankrigHervé Sabardeil er en fransk vinmager, som driver sit eget negociantfirma Vindivin og det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Cabalié Coup De Coeur.

Der findes ikke vildt megen information om vinmageren Hervé Sabardeil, men hans lille negociantfirma Vindivin ligger i Saint-Jean-d’Ardières, hvilket er i Beaujolais området.

Men Hervé har primært  – så vidt jeg kan se – været involveret i produktion i Roussillon området, hvor han tidligere har været involveret i Domaine de l’Agly, som han grundlagde sammen med vinhandleren Jean-Patrick Moaté.

I dag laver han fra Vindivin en række vine under Cabalié navnet fra Roussillon, herunder altså denne Cabalié Coup De Coeur, som er en særlig super cuvée lavet på Grenache og Carignan fra nogle af de ældste vinstokke og fra de fineste skiferjord i Maury i Roussillon.

Druerne er høstet med små udbytte og vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har Hervé lagret den i 6 måneder med halvdelen på egetræsfade.

Godt sort i glasset … næsen tørkrydret, nærmest parfumeret med nogle blækagtige noter, blyanter, tørt træ samt en frugt af blommer, brombær, tranebær, lidt tung fad … men ellers meget afdæmpet og tilbageholdende.

Smagen er klart til den sødere side og måske også lige hoppet over hegnet til candyland. Det betyder, at vinen har fyldig, rund, bamset, blød og søde, selvom de mørke frugter giver en lille tør bitterhed og rund marmeladefyldighed. Det er en vinøs chokoladebar og smelter næsten også tilsvarende i munden med en cafe latte og kaffelikør midt i en veloursofa.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Weingut J. Neus, Villa Neus Rouge, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Villa Neus Rouge, Rheinhessen, TysklandI den vinøse tvillingefødsel hos Lewis Schmitt på Weingut J. Neus er Villa Neus Rouge storebror til den lille hvide søster … født et år tidligere hvilket kan lyde meget i en fødsel, men slet ikke i vinår.

Storebroderen her er lidt mere en bastard, for den har nemlig de 3 forældre … Spätburgunder, Merlot og Cabernet Sauvignon og hver med en 1/3-del. Lewis er startet med at bruge alle hans Merlot og Cabernet Sauvignon druer i denne nye Villa Neus vin, da huset i fremtiden vil fokusere mest på vine på Spätburgunder og ikke så meget på de andre.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men mon ikke selve vinificeringen er sket på rustfrie ståltanke, hvor den nok også er lagret … hvis den da ikke oss’ har lagret på lidt egefade?

WAUW for pokker, for allerede fra første fløjt har vinen sådan en landlig, bondsk, animalsk, biodynamisk aroma med sved, mødding, mælkede og yoghurtagtige noter, røg, nytårskrudt, tobak, sur/søde sokker og så en brovten, rustik beaujolaisagtig buttet krop med både kirsebær, brunkul, tørv og en bitte vaniljesødme.

I munden har vinen en saftig, syrlig, frisk og småbitter frugt … bondsk, mineralsk med sorte kirsebær, jordbær, solbær, tranebær, peber og lidt kantede sider. Det er en kejtet storebror, som ikke er så god på dansegulvet, men er habil i baren. Det giver ikke en letbenet dans, men får alligevel dansegulvet til at gynge. Duften er klart til 5 houlbergske fingre og smagen nok 4,5 tomler og samlet må det jo give 4,5 med stor pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, TysklandVinmageren Lewis Schmitt på Weingut J. Neus har fået tvillinger, et par velskabte, små søde babyer … én hvid og én rød, nemlig de to vine med navnet Villa Neus med efternavnene Blanc og Rouge. Vi starter med den lille hvide baby i tylskørt.

Nu kunne man måske få en mistanke om, at Villa Neus Blanc var en bastard, en uægte unge eller et gadekryds, men den er skam næsten fuldstændig ren, for den er lavet på 85% Weißburgunder samt 15% Chardonnay, der alene vinificeres i ståltake med spontangæring og lagres også på de rustfrie ståltanke. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter.

Selve vinhuset kender I vel allerede … ellers er der god grund til at dyrke det lidt mere og det kan I fx gøre ved at læse mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus … hvor jeg mødte vinmageren online.

Først kommer der lidt duft af brunet smør med et antrit til nogle eksotiske frugter, men på en afdæmpet facon, hvor man blot lige kan fornemme lidt mango og fersken inden grønne æbler og grape tager kontrollen. Det gør de med et lille skævt smil, hvor der også er hvide blomster, en anelse røg og en lille mineralsk nerve.

I munden har vinen en vis fylde, hvor syren hurtigt overtager med både citron og specielt masser af grape, men på en lidt varm, saftig og småbitter facon. Det er ikke voldsom kompliceret, men har dog denne mineralske, lidt røgede og bitre kant, som giver vinen en fin karakter og gør babyen elskelig … men det er babyer jo.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarros Crianza er nok husets bedste køb og en vin, som altid tager kegler i en smagning. Jeg har da efterhånden også anmeldt vinen cirka 6-7 gange tidligere her på Houlbergs Vinblog i forskellige årgange. Og hvorfor så ikke også lige nuppe Crianza’en i en ældre årgang 2011?

Vinen er i årgang 2011 lavet på 90% Tempranillo, 3% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 50% franske og 50% amerikansk egefade.

Duftmæssigt er det intens, blød og mørk frugt, solbær, tyk gæret epo-fed med masser af fad, brændte fade med både kanel, vanilje, sød tobak, mintchokolade, sød lakridskonfekt og så alligevel med en æterisk skarphed, for under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren og fin frugtsyre.

I forhold til 2018’eren – som er seneste årgang af crianzaen jeg har smagt fra Arzuaga – er denne mere moden i smagen, hvorfor syren er mere afdæmpet og de runde, bløde smage bare endnu rundere og dermed bliver det virkelig comfortwine af  bedste skuffe. Vinen er vild blød, rund og cremet og fortsat med tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade.

Forhandles af Jysk Vin, men 2011’eren kan ikke længere købes, men det kan vinen i årgang 2018, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2017 Tenuta Tascante, Ghiaia Nera Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 Tenuta Tascante, Ghiaia Nera Etna Rosso, Sicilien, ItalienTenuta Tascante ligger på nordsiden af den iltre vulkan Etna på Sicilien. Er man i tvivl, så kan man bare læse husets navn bagfra … eller i hvert fald de første sidste 4 bogstaver. Jeg smager her husets 2017 Ghiaia Nera Etna Rosso.

Tenuta Tascante er blot én af fire vingårde på Sicilien ejet af Conte Tasca d’Almerita Societá Agricola. Hele foretagendet er i dag ledet af Alberto Tasca, men familien Tasca d’Almerita har været vinproducenter på Sicilien siden 1830, hvor de købte Tenuta Regaleali … en grøn oase med næsten 550 hektar jord i centrum af øen.

Alberto Tasca – som du kan se på billedet ovenover – er 8. generation og det er ham, som siden 2010 har stået for driften og allerede inden var idémanden bag familiens store satsning på vin efter i over 150 år at have drevet deres store almindelige landbrug, som dog også omfattede vinproduktion.

Det blev gjort ved udvidelse af vinmarkerne på Tenuta Regaleali samt købet af 3 yderligere vingårde Capofaro, Tascante, Whitaker og Sallier de La Tour … alle med helt forskellige undergrund og endda ligger Capofaro på den lille ø Salina på de De Æoliske Øer lige nord for Sicilien.

Conte Tasca d’Almerita er i dag en af de store og betydningsfulde vinproducenter på Scilien … bare på Regaleali har de i dag over 600 hektar vinmarker, mens de ikke oplyser, hvor mange vinmarker, som de har på de øvrige vingårde.

Ideen om deres vingård Tenuta Tascante startede i 2004, hvor de startede med at studere området på den nordlige side af Etna og det udmøntede sig i 2007  i købet af de allerførste vinmarker Contrada Sciaranuova og Pianodario og derefter i 2015 Contrada Rampante, men senere er der også kommet yderligere marker til … primært med Nerello Mascalese, men derudover lidt Carricante samt Chardonnay.

Billedet ovenover er i øvrigt Pianodario marken. Samlet ser det ud til, at Tenuta Tascante i dag har 14 hektar vinmarker.

Samlet laver Alberto Tasca i dag 8 forskellige vine på Tenuta Tascante og én af disse er denne Ghiaia Nera Etna Rosso, der er lavet på Nerello Mascalese fra de 4 marker Contrada Sciaranuova, Catania, Pianodario og Rampante i 600 meters højde.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af oktober og gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 25-30 grader over 6 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på store 25 hektoliter egefade.

I næsen er der pæn stor landlighed, lys, syrlig, gæret og aromatisk frugt, kirsebær, jordbær drikkeyoghurt, bolsjesødme, babybræk, kirsebærsten, blæk, tjære og læder … virkelig bondsk og landlig.

Smagen følger duften ret godt … jordbæryoghurt, let og frugtrig med masser af blomster, lidt peber, lyse søde og røde bolsjer, mineralitet og sådan meget ren, klar og stilren. Tanninerne er medium, mens syren er klar og ren … hvor bliver man bare glad for Nerello Mascalese fra Etna.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Pio Cesare, Barbaresco Il Bricco, Piemonte, Italien

2014 Pio Cesare, Barbaresco Il Bricco, Piemonte, ItalienVigne di proprietà … Barolo and Barbaresco. Atter er vi hos Pio Cesare. Det er ikke mange uger siden, at jeg smagte husets basis Barbaresco, men nu kravler vi en tand op, for Falken serverede forleden en 2014 Barbaresco Il Bricco fra husets Single-Vineyard Collection.

Modsat basis Barbaresco’en, hvor en lille andel af Nebbiolo druerne kommer fra Il Bricco marken, så er denne selvfølgelig udelukkende lavet med druer fra Il Bricco, helt præcis fra 3 plots på den højeste del af familiens Cascina Il Bricco mark i Treiso.

De 3 plots er de absolut bedste stykke af vinmarken, der i oven i købet også er én af bedste marker i hele Piemonte, hvor jordbunden består hovedsageligt af kalkmergel. Og som om dette i sig selv ikke er nok, så produceres vinen kun de i bedste årgange.

Efter streng selektering er mosten fra de udvalgte druer gæret og macereret i 30 dage i rustfrie ståltanke ved forholdsvis høje temperaturer. Derefter er  70% af vinen hældt videre i på nye 225 liters barriques og de resterende 30% på store 2.000 liters fade og alle lagret i 30 måneder.

I næsen er vinen overraskende fed og dyb med mørke bær, et pænt fadpræg, lakrids, godt med lakrids, tjære, tobak, kaffe, læder, violer, chokolade, kanel og vanilje. Frugten er nærmest tørrede jordbær og tørrede kirsebær, men med lidt luft i glasset rystes nogle af de mest opulente aromaer væk og afslører mere ægte Nebbiolo karakter og vågner langsomt op af tornerosesøvnen, viser tænder, syre, åbner de mere stringent sluser med en lysere og let frugt. Det er dog fortsat Nebbiolo på epo og Pio Cesare skriver da også selv om duften; big, powerful structure, rich with ripe fruit.

Smagen er da heller ikke opulent på nogle måder, mens her skal vinen også lige vågne på. I starten var tanninerne bløde og slet ikke tørre, men det ændrer sig ret hurtigt, hvor tanninkløerne er hvæset og river behageligt i din mund. Frugten er også smagsmæssigt mere lys og stringent, men samtidig bliver det hele leveres blødt, cremet og klart mere rund end de fleste Barolo’er, men for dælen det smager hammergodt.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 999 kr., mens prisen er 750 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7