Hovedretten stod på lidt svinemørbrad … en kende tør, mens vinen stak helt ud, men desværre i den forkerte retning. Vinen er en dA Classique Merlot fra vinhuset Domaines Astruc … eller Château Teramas Astruc, som det også kaldes.
Vi er i Languedoc, og vinhuset ejes af det store vinhus Les Domaines Paul Mas, som er et af de store foretagender i den sydfranske region. Det ligger i Pézenas i Hérault-dalen i Languedoc og er et rigtigt familieforetagende … omend i stort omfang.
Vinhuset er grundlagt i 1892 af Auguste Mas og består i dag af 7 forskellige ejendomme, nemlig Château Paul Mas, Château de Crès Ricards, Château de Martinolles, Domaine de la Ferrandière, Mas de Tannes, Domaine Silène des Peyrals samt Château Teramas Astruc.
Koncernen drives i dag af Paul Mas og sønnerne Michel og Jean Claude. Og samlet driver de over 600 hektar vinmarker rundt om i hele Languedoc. Derudover har de dyrkningsaftaler med vinbønder for yderligere 1.312 hektar vinmarker, og laver dermed millioner af flasker vin hvert år, både AOC Lanquedoc og Vin du Pays d’Oc.
Foretagendets varemærke/logo er den myteomspundne hejre “Vinus”, som siges at foretrække egnens udmærkede druer frem for flodens fisk.
Ejendommen Château Teramas Astruc ligger 23 kilometer vest for den befæstede middelalderby Carcassonne, men har fortrinsvis deres vinmarker omkring Limoux ved foden af Pyrenæerne, et område som ligger en smule højere og køligere.
Der ejes i alt 50 hektar, men alene 25 hektar er tilplantet med vinstokke som Chardonnay, Marsanne, Mauzac, Chenin Blanc, Sauvignon, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Pinot Noir.
Inden vi springer til smagsnoterne igen et foto af maden:
Svinemørbrad med en kartoffelrøsti, rødbede og lakridsovertrukket “et eller andet”, så NEJ … det er ikke brændt på. Indrømmet … det ser sådan ud og synes også tidens tendens med lakrisering af megen mad nogle gange tager total overhånd. Lakrids hører ikke nødvendigvis hjemme i alle retter.
Nå, men lad os komme til selve vinen, som er en Vin de Pays d’Oc, altså en landvin fra Languedoc. Den er lavet på ren Merlot og 25 % af vinen skulle efter sigende være lagret på nyere fade i 7 måneder.
Men det er sgu – ærlig talt – ingen nydelse, og til ellers god mad bør den vinøse standard sættes en tand højere. Næsen er uhhhhhh helt skæv med noter af lidt eg, krydderier, eucalyptus og har ikke megen frugt, men udsender nærmest en lidt kemisk aroma. Smagen bliver lidt i samme boldgade. Det er ganske vist blødt, sødt med okay tørhed, men det smager bare slet ikke godt … virker lidt skævt krydret og uden balance. Så tager man hellere en øl.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender som – som forrige vin – heller ikke. I udlandet handles vinen til en pris mellem 36-42 kr.
Rating 2/7