Jeg har før udbrudt WTF … Riesling fra Abruzzo i Italien? Men nu smager jeg igen en Riesling Terre di Chieti fra vinhuset Nicola Di Sipio og sidst var det i årgang 2016 … men nu smager jeg 2021’eren.
Vinen er én af nu 5 forskellige hvidvine, som der laves hos vinhuset. De øvrige hvidvine er på mere italienske druer som både Falanghina, Pecorino og Trebbiano d’Abruzzo.
Jeg kan ikke finde mange oplysninger om produktionen, men mon ikke, at vinen er lavet som 2016’eren og det er sket ved, at druerne først afstilkes, hvorefter de køles ned og ligger i blød i 24 timer inden en blid presning og filtrering før gæringen i rustfrie ståltanke. Dette efterfølges så af 12 måneders lagring i ståltankene.
Det er ikke duftmæssigt en knastør og petroleumsvæddet Riesling, for denne italienske sag er anderledes om end pænt mineralsk, men det er samtidig med en frugt af modne æbler, meloner og fersken, nogle ret kalkede mineralske noter, hvide blomster, et anstrøg af nødder, mandler og virker egentlig ganske frisk.
Smagen er rigtig lækker … har lidt blød og cremet frugt, men samtidig fin friskhed, som virker mere klar og stringent end hos 2016’eren. Det giver en frisk vin, som dog har lidt sul på kroppen med gule æbler, grillet lemon og en smule citroner samt atter denne kalkede mineralitet. Flot og dejlig Abruzzo Riesling. 90 point.
Forhandles af Italux, hvor sådan en interessant fætter koster 105 kr.