Tidligere denne måned smagte jeg den hvide 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude Branco fra Rui Roboredo Madeira, men hvorfor så ikke også smage den røde? Det er fluks klaret med vinen i en årgang 2021.
Vinen er lavet på et blend af 70% Tempranillo og 30% Touriga Nacional, som Rui håndhøster fra granit og skiferskråninger i 700 meters højde i højlandet Beira Interoir lidt syd for Douro-floden.
Dér er der en god kombinationen af varme dage, kølige nætter og næringsfattig klippejord. Vinen er lavet med gæring i ståltanke ved 22-26 grader og 7 dages udblødning af drueskallerne inden en lagring på ståltankene 12 måneder inden aftapning på flaske.
Meget luftig aroma samtidig med, at der er mørk frugt med lidt brombær, blåbær og sorte kirsebær, men virker både blød, rund og venlig med lidt småsød lakrids, chokolade, garvet læder … suppleret med småsøde krydderier.
Smagen er mere rank og mere rustik, men det luftige fortsætter faktisk i munden sammen med letkrydret og forholdsvis rank syre, masser af mørk frugt, brombær og blåbær med en vis tørhed, fine og tørre tanniner, som dog hurtigt føjer sig og efterlader en vin, der er så omgængelig, cremet med denne luftige nerve … og det vildeste ved vinen er sgu prisen … ren prisbasker og bør hurtigt blive både efterspurgt og revet af hylderne. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.