Vi fortsatte med mere Bourgogne, for den næste vin blev en Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes fra vinhuset Domaine Doussot-Rollet, der ligger i Chorey-lès-Beaune.
Vinhuset har i 5 generationer været ejet af samme familie, men i dag laves vinene af Thomas Troussard, som er en ung og talentfuld vinmager og svigersøn til ejeren.
Samlet har vinhuset 4,75 hektar vinmarker med 40-95 år gamle vinstokke. Driften af markerne sker efter lutte raisonnée princippet, hvor man i størst mulig grad forsøger dyrke druerne økologisk, men ved problemer med sygdom sprøjter. Man arbejder dog hen imod HVE-certificering aka bæredygtighed, hvor man ikke bruger ukrudtsmidler og behandlinger mod sygdom.
Høsten er selvfølgelig manuel, fordi man gør en dyd ud af at sortere dårlige druer fra allerede i marken. Efterfølgende gennemgår alle druerne endnu en sortering, når de ankommer til vineriet, hvor et helt hold står klar til at sortere dårlige druer fra. Vinifikationen er altid helt traditionel med to ugers maceration og en uges fermentering.
Denne Savigny les Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra den kun 0,5 hektar lille parcel Les Grands Picotins, hvor vinstokkene er over 95 år gamle. Vinen er lavet traditionelt og lagret 12 måneder på 228 liters franske fade. hvoraf 15% er nye. Vinen afslutter sin lagring med 6 måneder i ståltanke. Vinen sættes tidligst til salg to år efter høst.
Duften er ganske grøn … har masser af grønne stilke, mentol, violer, frisk egetræ, cedertræ, grafit og tryksværte. Frugten er også rank og grøn med ribs, granatæbler, tranebær og hindbær … syren er streng, dominerende og skarp … vitterlig en ung og spændstig grøn vin, der virkelig er ung burgundisk.
Smagen er imidlertid langt mere forsonelig … smager faktisk ret lækker med ribs, tranebær, granatæbler og umodne hindbær, har en syre med citroner og lemon … virkelig bid, men det er let, lyst og med et meget frisk bid, purunge og virile tanniner, lidt hvid peber … der er sgu bid i den … selv smagt over flere dage. 92 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 365 kr., mens prisen er 325 kr. ved køb af 3 flasker.