Lørdag bød faktisk også på Pinot Noir, nemlig denne flaske fra Kim Crawford Wines, som holder til i Marlborough i New Zealand. Vinhuset er dog ejet af det kæmpestore, internationale vinfirma Constellation Brands, som ejer mere end 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus.
Kim Crawford Wines er grundlagt tilbage i 1996 af Kim Crawford og hans hustru Erica, som havde en drøm om at starte en vingård. Kim Crawford havde inden starten i 1996 taget en uddannelse uddannelse (Bachelor of Science) i mikrobiologi og botanik på Massey University i New Zealand.
Og han havde nye idéer for, hvordan vinproduktionen i New Zealand skulle foregå, bl.a. ved at bruge nye sorter som Sauvignon Blanc, Riesling og Chardonnay.
Parret startede projektet fra deres hjem i Auckland uden at eje en eneste vinmark, men købte druer forskellige steder og fik første år lavet 4.000 kasser vin. Det skete ved, at de låne 70.000$ mod sikkerhed i deres hjem, og så lavede de kontrakter med lokale vinavlere om køb af deres druer … og så lejede de sig derudover ind hos forskellige vinerier, når vinene skulle fremstilles.
De efterfølgende år voksede foretagenet og parrets aromatiske vine begyndte også at vinde priser. Det åbnede både for eksportmarkederne, og allerede efter fire år kunne Kim og Erica flytte til Marlborough i en ny state-of-the-art vingård, hvorefter parret også begyndte at investere i egne vinmarker, hvor man bl.a. plantede nogle af de nye sorter. Markerne lå meget spredte, nogle i Marlborough, andre i Gisborne og Hawke’s Bay … eller hvor Kim mente det bedst for de valgte druer.
I 2003 producerede parret årligt 100.000 kasser vin og samme år fik de også deres Marlborough Sauvignon Blanc på Wine Spectator’s Top 100 liste. Imidlertid var det også samme år, at ægteparret måtte sælge vingården. Man stod overfor betydelige investeringer, men kunne ikke rejse finansieringen … og så endte det med, at Kim Crawford solgt sit livsværk til det canadiske vin- og spiritusfirma Vincor.
Vincor blev selv i 2006 solgt til verdens største vinfirma Constellation Brands, som fortsat den dag i dag fortsat ejer Kim Crawford Wines. Constellation Brands ejer over 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus. Blandt de mere kendte vinfirmaer er bl.a. Ravenswood, MoutonCadet, Robert Mondavi, Selaks, Paul Masson, Ruffino … blot for at nævne nogle få.
Nå, men tilbage til denne Kim Crawford Wines Pinot Noir, som er lavet med druerne, som kommer fra Sydøen på New Zealand … og dermed ikke blot Marlborough området. Der er således brugt en bred vifte af forskellige Pinot Noir kloner og forskellig terrior. En del af vinen er lagret på franske egetræsfade i 5 måneder, men en del er blot lagret i ståltanke. Fordeling af dette kan ikke ses.
I næsen er første indtryk en hel del sødme … way to much. Dernæst følger røg, eucalyptus og først derefter følger lidt frugt i form af kirsebær, stikkelsbær samt lidt hvid peber. Smagen er meget saftpræget, høj sødmeniveau, kandiserede kirsebær og virker en anelse vandet i smagen. Der er lidt syrlige og grønne toner nedenunder … men det er som om, at de to retninger stikker hver sin vej, og aldrig rigtig mødes.
Forhandles i Føtex, hvor 2 flasker kan købes for samlet 179 kr.
Rating 3/7