Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen anden hvidvin fra vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia blev så deres 2023 Chardonnay.

Vinen er stort set lavet på samme måde som den foregående, altså med høst i september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen indtil foråret.

Duftmæssigt er det comfortvine … har denne bløde side, der føles som at blive aet på kinden, sådan lidt inderligt, men der så omvendt dukker nogle en jernagtig mineralitet frem. Der er grønne pærer, en omgang modne æbler, grillet lemon og citroner … måske endda lidt banan og melon med en smule frugtsødme.

I munden er det også smooth, blødt og cremet … igen mest æbler, honningmelon og fersken, lidt mandler og ganske, ganske svagt bare lidt nødder … og så er der syren, der er ganske tør, dominerende, har denne lidt sødbitre og tørre kant, der rummer lidt grape suppleret med en smule hvid peber, der giver pænt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed de næste 2 vine besøger vi igen vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia området og starter med at smage deres 2023 Pinot Grigio.

Vinhuset ligger ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området i Friuli-Venezia Giulia regionen tæt op af Veneto regionen. Det blev oprindelig grundlagt i 1970 af Pistioni familien, men blev i 2008 overtaget af Maccan-familien med Alex Maccan i spidsen og han havde som barn tilbragt masser af tid på dette sted og havde en vision om at  skabe vine af høj kvalitet fra området.

Maccan familien er også fra Friuli og de ejer selv en større industrivirksomhed.  Alex Maccan er passioneret vinelsker, men er ikke uddannet vinmager, hvorfor han allerede fra starten har hyret eksperter til at varetage opgaven med at producere vinene. Først var det Franco Bernabei og i dag er Giovanni Ruzzene ansvarlig vinmager.

Vinhuset har samlet 50 hektar vinmarker og  det betyder en årlig produktion på 700.000 flasker vin om året og de sælges over hele verden. Markerne Markerne har en undergrund med  blanding af ler og kalk og vinstokkene er mere end 30 år gamle.

Der arbejdes bæredygtigt og så tæt på økologisk produktion, som naturen tillader. Således har Le Monde også for nyligt taget et stort solcelleanlæg i brug, som producerer 70% af huset energiforbrug.

Der arbejdes således med at spare på vandet ved bl.a. en målrettet vanding og genbrug af vand … og der bruges kun genanvendelige materialer til emballage.

Her smager vi deres 2023 Pinot Grigio, der er lavet ved, at alle druerne først er høstet i de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-48 timer.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i tankene nogle måneder.

Dejligt duft … blød, fyldig og let sød … har masser af vingummi, blomster, orkideer, tulipaner, søde lakridspiber og søde krydderier, mens frugten er saftig og tropisk med fersken, mango, gule æbler og dåsepærer … næsten eksplosivt læskende.

Sådan smager vinen nærmest også … fed, fyldig og saftig med en frugt, der virker let tørret med tørret abrikos, fersken, mango samt kandiseret grapefrugter og sødbitter æblemost. Syren er maskulin, grov og ligeledes sødbitter, men giver den lille opulente saftbandit en god rygrad og rustikt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, TysklandDen sidste vin på vores roadtrip til Rheingau blev en Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition 2009 til desserten i Gutsrestaurant & Weinbar 1818 hos Weingut Baron Knyphausen.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men vor vært i vinbaren oplyste, at den har mindre sukker end normalt for Auslese vin og han nævnte 65 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det dog en total fed vin, der emmer af petroleum, honning og virker nærmest som en nektar. Selvom den er fed og sød, så virker vinen luftig og duften er tørret abrikos, bagte æbler, varm frugtkage med rosiner, saltkaramel, flødekaramel, mælkechokolade og noget candyfloss.

Smagen rykker sgu … blød, fed og sød, men fortsat meget levende med en frugt af tørret abrikos, fersken og sødbitter kandiseret lime og en lille, frisk og maskulin syre. Det smager rigtigt godt og denne var klart bedste vin hos Weingut Baron Knyphausen denne aften, så dermed 94 point.

Koster 39€ på vingården … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, Chile

2013 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, ChileTil gourmet bistroburger med entrecôte og karamelliserede løg hos Baron Knyphausen fik vi så turens eneste ikke Rheingau vin og det var denne Carménère Gran Reserva 2019 fra familiens vinhus i Aconcagua dalen i Chile.

Igen er der sparsomt med oplysning om produktionen, men det skulle være 100% ren Carménère, der kommer fra ret gamle og pre-phylloxera stokke.

Men ellers skulle vinen være lavet med afstilkning, gæring og maceration over en uoplyst periode og efter endt fermentering er vinen også lagret på barriques, men jeg kan heller ikke se, hvor lang tid vinen er lagret. Der er kun lave små 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi lidt tørret frugt, solbær, svesker, sorte kirsebær, blommer … derudover godt med cedertræ, våde fade samt gazebind og lidt nelliker. Det er en fyldig vin, der til gengæld også virker ret tør i udtrykket.

Smagen er til gengæld fed og kraftig med solbær, blåbær, blommer … helt sorte blommer og virker rund, cremet med mørk sødlig frugt, en smule peber, men meget smagfuld … overraskede vist hele bordet, så dermed 91 point.

På vingården koster en flaske 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandTil den skønne tallerken af appetizers med 3 små retter hos Weingut Baron Knyphausen fik vi serveret en Spätburgunder Rosé Trocken årgang 2022.

Det er en Gutswein, men der findes dog ikke meget oplysning om produktionen, men den er jo selvfølgelig lavet med en kort maceration ved presningen og det er årsagen til den pænt røde farve. Men ellers er vinen blot gæret og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er det en ganske fin rosévin, hvor duften mest er syrlige rød frugt … blodappelsin, granatæbler, grønne jordbær, lidt læder, mandler, salte mineraler og en let bitterhed.

Smagen er ligeledes blodappelsiner, jordbær, lyse kirsebær … ret saftet og faktisk også mineralsk. Det er en frisk vin, men den har en blød syre, som får vinen til at smyge sig behageligt rundt i munden, virkelig blid og selv en lille smule grapebitterhed virker også venlig, blød og medgørlig. 90 point.

Forhandles på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Zanitha, Eiswein Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2020 Zantho, Eiswein Grüner Veltliner, Burgenland, ØstrigJeg smagte endnu en vin fra samarbejdet mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho. Dette var en spændende sød dessertvin, nemlig en 2020 Eiswein Grüner Veltliner.

Druerne til vinen kommer fra marker nær landsbyen Poysdorf, som faktisk ligger i Weinviertel, der er særligt kendt for sin høje kvalitet af Eiswine.

Efter høsten gennemgår druerne en nøje kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader. Efter endt fermentering er den så lagret 10 måneder i rustfrie ståltanke. Vinen har 111,9 gram restsukker pr. liter.

I glasset er det en tyk reflekterende gylden væske … har viskositet som en god smøreolie, men duften er fed og nektaragtig. Du får lidt tørret ananas, tørret banan, abrikos, fersken, lidt mjød og honning, bivoks, æblenektar og saft fra dåsepærer.

Jamen, hvor smager det godt … sødt og godt, som en blød, pænt sukkerrig, vinøs og sødkrydret vin og den smørfede viskositet gør smagen cremet, olieret og tyggefed som en fernis, der smører dit halsrør hele vejen ned. Sødkrydret, sødfed og sødlækker og svært ikke at drikke endnu et glas af. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 0,375 liter koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, Østrig

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, ØstrigJeg har i år før smagt vine fra det spændende samarbejde mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho i den lille østrigske byen Andau i Burgenland og nu smager jeg et par stykker mere og starter med denne 2022 Sankt Laurent.

Jeg skrev lidt om vinhuset, da jeg anmeldte deres 2021 Grüner Veltliner Reserve, så der kan du læse mere om huset, historien og deres produktion af vine.

2022 Sankt Laurent er lavet med gæring og maceration i store, rustfrie ståltanke ved 28-32 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder i ståltankene … dog med 10% lagret i store egetræsfade.

Duftmæssigt er det en mørk, brovten og krydret vin … der er jod, blodpølse, godt med nelliker, gran og røg, mens frugten er kirsebær, brombær og hindbær, lidt tørrede rosenblade, læder og lige en lille snert af lidt lakrids, marcipan og lakridskonfekt.

I munden er der lidt mere basse over vinen … fyldig, rund, frodig, frugtrig og har også lidt bassesødme. Det smager blødt, smooth og har en mørk frugt og virker saftig, venlig og krammevenlig. Den har helt klart en varm sødlig frugt med sorte kirsebær, blommer og søde jordbær og så dette sødkrydrede side. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, ChileNº 19 eller Number Nineteen er navnet på den sidste vin i serien sindssyge ganger aka Caballo Loco fra Viña Valdivieso og det en vin, der er uden årgang, da den er lavet efter Solera-systemet, som rummer flere årgange helt tilbage til 1992.

Den er en vin, som første gang blev udgiver i 1994 og hvert år har den fået et nyt nummer … første gang var det Nº 1, men denne er Nº 19 og består som alle de øvrige af en unik og tidløs blanding af druesorter og årgange.

Druesorterne i dette vilde mix er både Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carignan, Carmenere, Malbec, Merlot og Syrah, der alle er håndplukket på de bedste vinstokke på vinmarkerne i Central Valley.

Denne Caballo Loco Nº 19 er baseret på den originale blanding fra Caballo Loco Nº 1 er en blanding af 50% fra de tidligere vine i serien.  som rummer hele 25 forskellige årgange, og så 50% af den nye høst som er blended specifikt til denne vin.

Det laves ved, at druerne er håndplukket og omhyggeligt sorteret inden afstilkning. Gæring og maceration  sker over 21 dage med en punch down 3 gange dagligt og en temperatur på 28-30 grader og 10 ekstra dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade … og så efterfølgende mix med den 50% andel ældre Solera vin.

I næsen er det tilbagelænet, modent og så kommer der alligevel lidt blomstrede noter af tulipaner og tulipanstilke, bagepulver, vanilje og en blød, moden frugt af blommer, kirsebær og solbær. Derudover er der godt med træ … virker både som en blanding af gamle, våde fade samt nyt cedertræ … virker rund, adipøs og buttet.

Det er dog smagen, der virkelig er vinens styrke … smooth, blød, cremet, lidt og flødeagtig. Det er samtidig dybt, intenst og har nogle mørke kirsebær, solbær og blommer, lidt stærk peber og ellers mørk chokolade, kakaopulver og kaffebønner. Syren er kraftig, maskulin og alligevel med et lille kick og tanninerne er også med på legen, men bliver aldrig voldsomme eller overdøvende. Smukt vin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Curicó, Curicó Valley, Chile

2021 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Curicó, Curicó Valley, ChileVi fortsætter med mer’ tosset hingst … og dermed endnu en vin fra Viña Valdivieso og denne gang er det en 2021 Caballo Loco Grand Cru Curicó, der er lavet på Malbec og Syrah.

Jeg har tidligere smagt en del af vine i Caballo Loco Grand Cru serien, hvor de bl.a. kommer fra forskellige områder som fx den gule Caballo Loco Grand Cru Limarí, den røde Maipo, den blå Apalta og den grønne Sagrada Familia … men denne lilla Curicó har jeg ikke smagt tidligere.

Vinen er helt præcis lavet på et mix af 85% Malbec og 15% Syrah, der kommer fra vinstokke plantet i 1920’erne er plantet i Curicó-dalen, hvor jorden består af nedbrudt granit.

Vinen gennemgår kold maceration i 3 dage efterfulgt af gæring i åbne rustfri ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske egefade i 18 måneder, hvoraf 30% er nye.

Duften er mørk … og allerede fra start er det tobak, brun farin og ellers godt med træ, cedertræ og cigarkasser.  Mørken er også både mørk, stærk og powerfuld med blåbær, brombær, blommer, hindbær og ellers garvet læder, violer, blæk og grafit … men kan næsten også fornemme lidt alkohol, hvilket sammenlagt også gør, at vinen virker meget ung.

I munden er det lidt samme historie … mørk og ung frisk frugt, der virker juvenil og grøn som en teenager og har letbitter smag af sorte te-blade, mens tanninerne også er virile, tørre og en pænt friske syre hjælper med at skabe et stramt og ungt bid. Smagen er egentlig ret smooth og frugten lysere end duften indikerede … der er brombær, hindbær og umodne blommer … bør ligge et par år endnu. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Blanco No 1, Limarí Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Blanco No 1, Limarí Valley, ChileCaballo Loco betyder skør hest og den syge krikke kan også ses på etiketten til denne Caballo Loco Blanco No 1 fra vinhuset Viña Valdivieso, som jeg nu smager nogle topvine fra.

Viña Valdivieso er vi stødt på tidligere her på vinbloggen, men vinhuset er etableret i 1879 af Alberto Valdivieso, som købte jord og opførte  sin vingård ved byen Lontué i Curicó Valley, der ligger omkring 200 kilometer syd for Santiago og startede produktion af en række mousserende vine.

Alberto var dermed en af de allerførste producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder som skrevet Crazy Horse, altså skør hest og det refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Caballo Loco er huset ikon topvine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Denne Caballo Loco Blanco No 1 er den første hvidvin, som jeg har smagt fra denne serie.

Som jeg skriver, så er vinen en Non Vintage … altså uden årgang, men det skyldes, at vinen er lavet på forskellige druesorter og årgange, så Caballo Loco Blanco No 1 er lavet med Chardonnay fra Limaris som grundsten og den bidtager med salthed og blide syre.

Chardonnay druer er så suppleret med Moscatel de Alejandría, Pinot Noir, Pinot Gris, Viognier samt Semillon.

Moscatel de Alejandria druerne kommer fra Itatas kystskråninger og tilføjer unik tanninstruktur. Tidligt høstet Pinot Noir fra det sydlige område af Mulchen tilføjer struktur og længde. Viognier fra Sagrada Familia i Curico Valley giver en yderligere lag af smag. Pinot Gris fra Casablanca tilføjer teksturel kompleksitet.

Endelig kommer Semillon druerne fra gamle vinstokke fra Curico Valley ved foden af ​​bjergene, der stiger op til Andesbjergene, hvilket måske er Chiles mest undervurderede sort og bidrager med nogle voksagtige nuancer.

Hver druesort er vinificeret og lagret separat som en del af en langvarig oxidativ proces, der fandt sted i forskellige typer og lagret på forskellige måder.

Chardonnay er vinificeret på en meget traditionel måde med gæring i egefade, hvor vinen også er lagret i 5 år på bærmen med løbende omrøring. Moscatel blev lagret i 4 år i lerkrukker, tilstrækkelig tid til at tillade udviklingen af velo de flor.

De andre druer er gæret i rustfrie ståltanke og derefter lagret på bærmen i fade med regelmæssig batonnage i 3 til 4 år. Til sidst blendes alle varianterne sammen til dette unikke blend.

Duften er fyldig, svulstig … røget og der er også godt med skub på søde krydderier og masser af fad. Det er nogle lidt oxiderede noter og så alligevel ikke. Der fed blomsterpollen og akaciehonning, godt med fersken, abrikos, tørrede abrikoser, kandiseret citron, saftige mangofrugter samt en umamiagtig nøddet aroma.

Smagen er også svulstig, men slet ikke som forventet … her er det kandiseret grape, melede æbler, grillet abrikos … sødbitter, voldsom, fyldig og cremet på en olieret eller vokset facon. Det er lidt som om, at vinen har en leret mineralitet … hvis ler kan kaldes et mineral, men det giver en varm fornemmelse. Syren er samtidig tilbagetrukket og afdæmpet, hvilket giver godt med plads til denne lidt halvoxiderede, bløde og sødbitre, sødkrydrede frugt. Vild oplevelse. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7