2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, ØstrigDe sidste 2 Riesling vine, som Houlberg smager fra Weingut Birgit Eichinger, er begge Erste Lage vine. Den første er denne 2018 Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage.

Druerne til vinen kommer jo selvfølgelig fra Zöbinger Gaisberg marken og endda helt præcis fra den øverste del af marken, hvor der er en undergrund med masser af skifer. Den del vender mere over mod Zöbing, så derfor hedder marken lige dér ikke Strasser Gaisberg, men altså Zöbinger Gaisberg.

Herunder kan du se marken med Riesling og anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 40 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19° KMW, hvilket så svarer til omkring 92,3 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men vinen har alene 4,7 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin … men er dog den vin af de smagte vine fra Birgit Eichinger med mest restsukker.

Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 9 måneder inden aftapning på flaske i  juli måned.

I næsen har vinen et lidt køligt, rent og stålsat udtryk. Der er intet petroleum, men lime, fersken og så tonsvis af blomster og fremstår endda lettere parfumeret. Der dukker dog også lidt olieagtige noter op … sådan lidt symaskineolie, linolie eller en klud med et lille svagt terpentinsk element. Der fornemmes nu også langt mere bund end foregående Riesling Strass, mer’ kompleksitet, finesse og elegance.

I munden spiller de forskellige elementer nu også meget bedre sammen med en delikat og lidt sart syre. Der er fortsat godt med citron i syren, mineralitet og samtidig virker vinen saftig og måske endda svagt læskende. Der er grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, som bare hænger pænt længe i munden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, ØstrigMed de 3 Riesling vine fra Weingut Birgit Eichinger starter vi igen nedefra med hendes basisvin, som er denne 2019 Riesling Strass, hvor druerne selvfølgelig kommer fra forskellige marker.

Den er lavet fuldstændig som den anden basisvin på Grüner Veltliner og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 18,5° KMW svarende til omkring 89 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Riesling Strass indeholder alligevel alene 2,3 gram restsukker pr. liter, så den er selvfølgelig også lavet som en tør hvidvin.

Den er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 15 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Det starter en smule forsigtigt, men på en eller anden måde, så fornemmes der hurtigt derefter en smule mere dybde en hos Birgits Grüner Veltliner vine. Denne har dog en smule babyfedt, som den i næsen har svært ved at slippe, sådan lidt astronaut-is-agtigt med en smule for megen sødme, men så på den anden side en ren, frisk og direkte frugt med grønne æbler, citroner samt en nærmest stenet mineralitet, som alligevel ender med at give vinen rankhed.

Smagen er imidlertid lidt til den brovtne side … masser af skarp citronsyre, bitter lemon og svagt grape. Det er en meget frugtrig og dominerende syre, som gær vinen afsindig frisk, hvor den så bare drøner afsted med 100 i timen. Den tager hjørnerne lidt skarpt skarpt og vakkelvornt, men kommer bestemt i mål.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 115 kr

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Birgit Eichinger, Chardonnay Ried Strasser Gaisberg, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Chardonnay Ried Strasser Gaisberg, Kamptal, ØstrigInden vi skal smage 3 Riesling vine fra Weingut Birgit Eichinger, så skal vi forinden lige smage hendes Chardonnay Ried Strasser Gaisberg i årgang 2019 … og det er samtidig eneste vin, som Birgit laver på den burgundiske drue.

Druerne kommer fra Strasser Gaisberg, men vinen er sjovt nok ikke en Erste Lagen vin, selvom marken leverer både Grüner Veltliner og Riesling druer til Eichingers Erste Lage vin. Gaisberg ligger nærmest i forlængelse af topmarken ​​Langenloiser Heiligenstein.

På den øverste del er der primært Riesling stokke og på det nedre østlige område vokser der Grüner Veltliner … men der bliver altså også plads til lidt Chardonnay ind imellem. På billedet nedenunder kan I se Strasser Gaisberg marken.

Chardonnay druerne er høstet med mindre udbytte end de to forrige vin, nemlig med 40 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 19,5° KMW.

Da 1° KMW jo svarer til 4,86 Öchsle, så svarer de 19,5° KMW til 95,8 Öchsle, altså lige netop er oppe på det niveau, som i Tyskland vil svare til Auslese, men den indeholder dog kun 2,4 gram restsukker pr. liter og er dermed vinificeret som en tør hvidvin.

Chardonnay Ried Strasser Gaisberg er fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 24 timer. Herefter sker gæring, som efter 3 uger stoppes ved at sænke temperaturen. Dette gøres for at bevare det ønskede sukkerindhold. Derefter er vinen lagret sur lie 5 måneder på store egefade.

Det er duftmæssigt ikke en fed, overdone Chardonnay næse og det er faktisk lige før, at man slet ikke fornemmer de 5 måneder på store egefade, for næsen er masser af blid honningmelon, pærer, svagt en smule vaniljecreme af den gule slags, skocreme, læderfedt … og det er bestemt ikke eksplosivt på nogle måder, men en afdæmpet, rolig, imødekommende og næsten beskeden duft.

Smagen er frisk uden sød fadpræg, godt med syre fra nærmest grønne æbler, umodne pærer, lime og svagt lidt citron. Syren har helt sikkert klæde sig i den gule førertrøje, men en lille cremethed gør vinen stueren og imødekommende, mens der er lidt bittergrape i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, ØstrigVi fortsætter med Birgit Eichingers Grüner Veltliner, men stepper imidlertid lige et niveau op til hendes Lagenwein Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, hvor druerne kommer fra marken Hasel ved Straß.

Marken har sit navn efter de hasseltræer, som der tidligere var mange af ved marken. Det er ikke én af huset Erste Lage marker og er også langt mere flad end husets bedste marker, men dog en mark som altid – med undergrund af kvarts, kalk og ler – er pålidelig med forsyning af gode Grüner Veltliner druer.

På billedet nedenunder kan du se Hasel marken.

Druerne høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 18,2° KMW. Da 1° KMW jo svarer til 4,86 Öchsle, så svarer de 18,2° KMW til omkring 88,5 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne 2019 Grüner Veltliner Strass indeholder alligevel alene 1,9 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin.

Som den forrige lillesøster er den alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 20 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Duften er lidt tilbagelænet … sådan svag smørfed med fersken masser af honningmelon, mango, dåsepærer, grønne blade, hvide asparges, bivioks, muskatnød, spidskommen, blomster, kalk og samtidig nogle ganske røgede noter. Det er skræmmende ens i forhold til vinen i årgang 2017.

I munden er der en smule mere dybde, lidt småbuttet i frugten med lidt samme stil, honningmelon, sødbitter grape, lemon … masser af lemon og det bidrager til at gøre vinen frisk samtidig med, at den også har denne lidt cremede og svagt olierede følelse.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, ØstrigJeres flittige vinblogger startede seksløberen fra Weingut Birgit Eichinger med hendes basisvin på den hvid østrigske nationaldrue Grüner Veltliner … hendes Ortswein Grüner Veltliner Strass.

Druerne til  Grüner Veltliner Strass kommer fra alle Eischingers marker ved Strass og er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 17,5° KMW. KMW står for Kloster­neuburger Mostwaage, som er en måleenhed for sukkerindholdet, opfundet i 1896 af Freiherr von Babo, som var direktør for Weinbauschule Klosterneuburg, altså vinskolen i Klosterneuburg.

1° KMW svarer til 4,86 Öchsle, så de 17,5° KMW svarer til omkring 85 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Grüner Veltliner Strass indeholder alligevel alene 1,8 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin.

Grüner Veltliner Strass er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 20 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Duftmæssigt er det en blid vin, hvor frugten er lidt melon, fersken, mango og citron, støvet, krydret, fanger lidt spidskommen og minder egentlig om 2017’eren, som jeg smagte for lidt over et år siden.

I munden er vinen fint småcremet og småfed, selvom den alene er produceret på stål. Der er tropisk frugt, citroner … måske grillede citroner, abrikos og egentlig meget smagfuld, selvom den måske er en kende flad og mangler lidt dybde. I eftersmagen mærker man imidlertid en god og lidt kalket mineralitet, som er ganske fin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 88 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

Houlberg tester vine fra Weingut Birgit Eischinger … sød winzerin i Straß im Straßertale

På Langenloiserstraße 365 i den lille østrigske by Straß im Straßertale finder vi Weingut Birgit Eischinger. Det er i den østlige del af Waldviertel i Niederösterreich og helt præcis det lillebitte Kamptal område.

Der findes 28.145 hektar vinmarker i hele Niederösterreich, hvoraf der i det lille Kamptal er 3.907 hektar marker. Af disse hektarer ejes 15 hektar beliggende i den smukke Straßertale dal netop af Birgit Eischinger, der siden 1992 har lavet vin på den paradisiske plet.

Hun overtog sine forældres vinmarker på 3,5 hektar sammen med hendes mand Christian og startede Weingut Birgit Eichinger. I dag har Birgit 15 hektar vinmarker på nogle af de bedste steder omkring Straß og er fordelt med parceller på vinmarkerne Hasel, Rosengartl, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og endelige Lamm, der ligger for foden af Heiligenstein.

Netop Heilingenstein betegnes som en af de allerbedste marker i Kamptal … helt klassisk Riesling mark med rødlig forvitret sandsten og basaltisk, vulkansk undergrund. Flere hævder endda, at marken nok er den bedste Riesling mark i hele Østrig.

Derfor dyrker Birgit selvfølgelig også Riesling på Heilingenstein og kigger vi samlet på fordelingen mellem druersorterne, så er hendes marker beplantet med 60% Grüner Veltliner, 10% Roter Veltliner, 25% Riesling samt 5% Chardonnay.

Birgit driver vinhuset efter de stolte østrigske traditioner og er da også medlem af Traditionsweingütern Österreich, som vel nærmest er en sammenslutning af vinproducenter fra Krems og Kamptal, der mødes og udveksler erfaringer med henblik på at lave vine, der afspejler netop deres lokale terroir.

I dag hjælper datteren Gloria også til på vingården, så det er rigtigt girlpower … og Birgit er faktisk også medlem af den lille erfa-gruppe 11 Frauen und Ihre Weine, der mødes og drøfter vin. De siger ikke, at de er bedre end mænd … faktisk siger de blot, at

  • kvinder har absolut ingen fordel i forhold til mænd,
  • kvinder klipper ikke nødvendigvis vinstokkene bedre, kører heller ikke traktoren bedre eller pløjer bedre,
  • kvinder er heller ikke bedre til at beskytte druerne mod sygdomme og skadedyr,
  • kvinder er heller ikke på nogen måde mere omhyggelige med at skære druer fra vinstokkene,
  • kvinder laver heller ikke vinen mere entusiastisk eller forsigtig i kælderen,
  • kvinder taler ikke mere med vinen end mænd,

… og alligevel, når kvinder producerer vin, så er resultatet altid vine, som mange mænd gerne ville ha’ lavet! Og hvorfor det er sådan, det ved kun de 11 kvinder i 11 Frauen und Ihre Weine … så lad dig blive overrasket. Det er sgu god stil 🙂

Nå, men Birgit Eischinger laver 11 forskellige vine fordelt på 2 Ortsweine, som er hendes basisvine, og så 9 Lagenweine. Her i vor egen andedam importeres vinene af de gæve gutter hos Andrup Vin, som har bedt mig teste 6 af Eichingers vine … de 2 Ortsweine og 4 Lagenweine og samlet på Birgits 3 hvidvinsdruer.

Samlet er det disse vine:

Jeg har smagt alle vinene, så mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Og lad mig med det samme sige, at Birgit Eichinger laver rigtig fine hvidvine. Hun laver arketypisk Grüner Veltliner, en charmerende vin på Chardonnay, men de bedste er – i mit småslørede objektiv – hendes Riesling vine.

Vinen er på Riesling er klart anderledes end både i Tyskland eller Alsace. Her er der ikke masser af petroleum, sødme eller en stor tyngde, men meget blide, sarte vine, som måske endda kan betegnes som værende småfeminine. Jeg synes, at specielt hendes topvin fra marken Heiligenstein imponerer, men giv vinene god tid i glasset til at udvikle sig … så får du flest indtryk.

Så tak til Andrup Vin for den lille test … sjovt at smage sådan et lille batteri fra en enkelt producent.

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, Italien

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola Bussi Piero ligger lidt nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Der har Italux nu fundet denne lille perle af en producent, hvorfra jeg smager en 2018 Monferrato Rosso Autumnalis.

Vinhuset er egentlig grundlagt lige efter første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at sælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af Federico, som i dag samlet driver 12 hektar vinmarker. Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Nå, men tilbage til denne Monferrato Rosso Autumnalis, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo fra marker ved Calossog og lavet fuldstændig traditionelt og efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske egefade.

Nøjjjjj … herlige Nebbiolo aromaer strømmer op af glasset som aromatiske røgsignaler. Duften emmer og strutter af syrlig frugt, masser af læder, knuste rosenblade, vilde blomster, lyse kirsebær, ribs og granatæbler, teblade, tør træ, krydderrier samt en skarp lys, balsamisk og arketypisk italienske syre. Det er svært ikke at bli’ ophidset.

Og smagen ophidser bare endnu mere … let, blomsterrig, frugtfrisk og endda saftig. Frugten er lys, ren og direkte, mens fine, tørre og let bløde tanniner, støvet og stenet mineralitet giver små og fine Barolo associationer, selvom der helt klart ikke er samme intensitet eller længde. Men for pokker … til prisen er dette bulls-eye og det er fandeme – pardon my french – svært ikke at blive forelsket i Monferrato Rosso Autumnalis.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster – hold fast – alene sølle 78 kr., hvilket er et vildt godt køb. Der er virkelig buck for skillingen eller hvad man nu siger.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, TysklandWeingut Peter Burens er ikke bare en vingut … men en rigtig SaarWeinGut og står bag denne 2019 Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken.

Weingut Peter Burens er et noget nyere vinhus, der ligger på adressen Graf-Siegfried-Straße midt i byen Saarburg ved et af Saar flodens sving omkring 10 kilometer syd for det sted, hvor Saar netop løber sammen med Mosel floden.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Peter Burens, som forinden havde stået i lære hos en række prominente vinhuse, bl.a. de nærliggende Saar vinhuse Schloss Saarstein i Serrig og Peter Lauer i Ayl,  Hans Wirsching i Iphofen samt et traineeår i Oregon hos J. Christopher Wines arrangeret af Ernst Loosen.

Peter har således lært håndværket fra bunden og efterfølgende suppleret de vinøse færdigheder med en økonom uddannelse, mens hans bedre halvdel Eva Burens, der har været med siden 2016, også selv er uddannet vinmager og bachelor i getränketechnologie fra skolen i Geisenheim. Hun har bl.a. også arbejdet for Robert Weil i  Kiedrich, Rheingau.

Peter Burens kalder sig selv en garageproducent … men vinene produceres da også i Peters oldefars gamle hus i Saarburg, mens winzerparret også alene har 0,7 hektar vinmarker, som ligger på Große Lage marken Schonfels … fordelt på 2 småparceller, nemlig Saarburger Auf Schonfels og Ayler Schonfels, begge med 40 år gamle Riesling vinstokke på stejle skråninger.

Peter får fortsatte støtte af Florian Lauer fra Weingut Peter Lauer … ja han er faktisk blevet en slags mentor for Peter. Hans stil er ikke typisk Mosel, for det er slanke og aromatiske vine med høj syre, nerve og mineralitet.

Denne Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken er jo netop lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen med jordbund af skifer og kalk. Druerne er således Alte Reben, høstet manuelt ved omkring 82 Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Der er dog 8 gram restsukker pr. liter i vinen, men det kan ingenlunde smages, for det er en rigtig syrebasse.

WAUW … det er ikke bare typisk Mosel Riesling, for i næsen er Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken en langt mere biosvedig, urtet og grøn næse med nogle småsyrlige æbler, stikkelsbær, bitter citronskal og umiddelbart uden den sædvanlige Mosel sødme. I stedet kommer der også lidt grønsagsfond, lidt stenede minaler og lidt mere skjult en smule sødme. Det stikker, prikker og pirrer vinen virkelig i næsen på en provokerende måde og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Men for fanden … det er interessant.

Smagsmæssigt fortsætter vinen i samme bold … masser af syre, citronsur og morgengnaven, men på herligste vis. Det er umodne grønne æbler, en hel skål med citroner og når der på etiketten står trocken, så mener man det for alvor her. Mit syrebarometer er dog indstillet og jeg læsker det i mig. Det er ikke elegant … slet ikke, men det behøver den heller ikke at være på nogen måder, for her får du noget helt andet end Mosel på flaske. Der er skarpt, syrerigt og lidt til den vilde side. Der er gæret syrlig frugt, klart mineralsk aftryk, grape, grønne stikkelsbær, så dette er vinen, som burde indlede enhver fest, for du kommer op på dupperne … en lille vinøs vitaminindsprøjtning.

Forhandles af de to friske gutter Mads og Martin hos Vinifikant, hvor en flaske af denne vin koster 135 kr., hvilket er et vildt godt fund til alle syrebasseelskere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud, men dog aldrig denne Chablis 1er Cru Fourchaume … og ja, den rammer da lige tangenter lidt højere og mere klart end den almindelig Chablis, som ellers også er ret god.

Det er selvfølgelig en enkeltmarkvin, hvor druerne kommer fra marke Fourchaume beliggende på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis. Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Næsen er fra første fløjt lidt stenet, flintet, kalket og mineralsk suppleret med røg, melon, fersken, gule æbler, salt, blomster, en meget blød og nærmest cremet, olieret fornemmelse, små sødlige aromaer, grillede citroner, en fin, let og liflig luftighed, hvor alt bare spiller rigtigt godt sammen.

I munden har vinen Chablis’en rankhed, meget ren, frisk og rolig frugt og næsten helt blottet med den fadfedme, som man ellers kan finde mange andre steder i Bourgogne. Her er det ren Chardonnay uden pis, stenet, cool, crisp og alligevel med afbøjede kanter, grønne æbler, citron og igen med masser af stål, sten og afrundet kalk i eftersmagen … gentil et beau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigVi fortsætter med noget, som bestemt også kan minde lidt om en baby Côte Rôtie, nemlig den fine 2018 La Champine fra Jean Michel Gerin, der ligger i den nordlige udkant af Ampuis.

Jeg smagte vinen for omkring et år siden i 2017 årgangen og blev totalt blown away og det gør jeg faktisk atter med denne nyere årang. Den står alle steder, at vinen er på 100% Syrah, men der skulle være tilsat bare en lille smule Viognier … ja faktisk tillader lovgivningen op til 20% Viognier, men de fleste producenter anvender alene 2-3%.

Alle druerne kommer fra både unge vinstokke og stokke, som er over 20 år gamle, høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen laves med en kølig maceration 3 uger i de temperaturstyrede ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 70% af vinen i egefade og de sidste 30% alene i de rustfrie ståltanke. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.

Duftmæssigt er det et totalt deja-vu med 2017’eren … samme flæskede, animalske, landlige biosvedige duft, der bare er så vild og fabelagtig. Det er SÅ bondsk, at du ønsker at blive landmand, for det er mælkede aromaer, dyb kalk, sød tobak, lakrids, chokolade, en våd tavlesvamp, sødme, sorte kirsebær, solbær, sorte oliven og måske er der endda ekstra skrald på aromaerne end i foregående årgang. Det er næsten berusende at dufte til og igen fristes jeg til at sige, at den også har samme lethed i udtrykket som en baby Côte Rôtie light … bare på epo samt anabolske androgene steroider.

Der er også skrald på i munden, saftig, godt med peberdåsen, krydderier, tør engelsk lakrids og en gammel lakridsrod, nogen fed bærsødme, frugten klart mørkere og mere fed end i 2017’eren, men på én eller anden måde, så bevarer den en vis elegance, selvom der eddermame er drøn på. Til prisen er denne vin fortsat et fund … og bør blive en storsællert. Igen 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker. Det er hammerbilligt for denne vin … jeg siger det bare.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger