I Spätlese combatten røg Himmelreich herefter op mod denne Graacher Domprobst Riesling Spätlese #10 – hvor den sidste del … altså nummeret #10 refererer til, at denne vin er lavet med druer fra en specifik del af Graacher Domprobst marken.
Og faktisk er kommende vin i rækkefølgen også en Graacher Domprobst Riesling Spätlese … blot med nummeret #5, altså fra en andel del af marken. Det er for det blotte øje næsten umuligt at se forskellen på etiketten. Det fremgår dog nederst på etiketten, hvor der står et langt nummer, nemlig 2 583 154 10 16. På #5 står der i stedet 2 583 154 05 16. Jep … man skal vide det!
Man kunne måske synes, at det er lidt nørdet med flere forskellige vinificerede vine fra samme mark, men for Christophe Schaefer giver det god mening. Man fortolker terrior … og når der er forskel indenfor samme mark, så skal det selvfølgelig også fremgå af vinene.
Og der er forskel … men det vender jeg tilbage til i næste blogindlæg om Graacher Domprobst #5. Men her og nu er det imidlertid #10’eren, som jeg fik noteret følgende om:
Næsen er langt mere kompleks og aromatisk end Himmelreich … nærmest som om, at der er mere af det hele. Ellers selvfølgelig nogle af de samme elementer, altså svag petroleum, en smule grønne blade og derudover tæt, intens og eksotisk frugt, fersken og en portion grønne æbler, men derudover også blomster, som bidrager til aromaen sammen med skifer og herlig syre.
Smagsmæssigt også mange ligheder med Himmelreich, men der er mere jern, stål og mere kant i denne Domprobst, endda sammen med mere honningsødme, æblerne mere runde og det smager sindssygt godt. Igen vinder Domprobst over Himmelreich … dermed en føring på 2-0.
Forhandles af Vinova, hvor prisen er 210 kr.