Tag-arkiv: Franken

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2012 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandPå min geburtstag i november sidste år drak jeg selvfølgelig lidt Spätburgunder, nemlig denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S fra den fremragende Weingut Horst Sauer i Franken … og nu dukker vinen såmænd op igen, blot i en nyere årgang 2012.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Akkurat som sidst er farven en smule mørkere end Spätburgunder traditionelt er … fortsat fin, teglfarvet transparent … bare ikke sådan voldsom lys. I næsen er vinen heller ikke med den velkendte søde og animalske stald samt våde hunde, men mere en dyb, grøn og krydret næse med kirsebær, stikkelsbær, mynte, godt med røg, egetræ og masser af syre. Typisk frankisk Spätburgunder, som sjældent bliver særligt søde, men lidt mere kantede og anmassende.

Smagen er i samme boldgade som duften. Der er modne kirsebær, men ellers en fin lethed med syrlig frugt, mineralitet og en stram syre,  som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Syren er meget vedholdende og vinen ender i en lang og syrlig eftersmag med den typiske frankiske stramhed. Lidt maskulin Spätburgunder.

Jeg har tidligere købt vinen i Tyskland på weine.de, hvor prisen var 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Rudolf Fürst, Spätburgunder Tradition, Franken, Tyskland

2014 Weingut Rudolf Fürst, Spätburgunder Tradition, Franken, TysklandFredag er muslimernes hellige ugedag. Derudover er dagen opkaldt efter gudinden Frigg, som var Odins hustru. Frigg hedder på oldhøjtysk Frīa og fredag hedder netop på oldhøjtysk frīatag. Men alt dette er jo fuldstændig ligegyldigt … for det vigtigste ved fredag er, at det er Spätburgunderdag.

Dermed er fredag selvfølgelig også lidt en hellig dag … hvilket jeres flittige vinblogger a.k.a. Houlberg har løst med denne Spätburgunder Tradition fra et af de bedste vinhuse i Franken, nemlig Weingut Rudolf Fürst.

Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main, som ligger i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den “almindelige” mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa. Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Fürst er nok sammen med Weingut Stadt Klingenberg topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Fürst til vinbloggens fyrste
Fyrstelige dråber fra Fürst til vinbloggernes mørke fyrste … belønning på terrassen efter at ha’ slæbt havemøblerne ud på en solbeskinnet forårsdag.

Denne Spätburgunder Tradition er netop husets entry-level – basis – Spätburgunder, en rigtig Gutswein, hvor druerne kommer fra forskellige marker i Churfranken, klassisk Buntsandstein undergrund. Høstudbyttet ligger mellem 45-55 hektoliter pr. hektar. Vinen er lagret på 80% brugte barriques og den resterende del i større egefade i mindst 12 måneder. Vinen flaskes ufiltreret.

I glasset den sædvanlige transparente teglfarve … og så alligevel. Farven er måske en tand mørkere end normalt, men det er ikke meget. Som med andre Franken Spätburgundere, så er der ikke den søde animalske kostald i næsen, men mere en rustik næse med grannåle, grønne vinblade, mellemrøde bær … lidt maskulin og hårdtpumpet i udtrykket, hvid peber og friskfældede egetræer.

I munden er der noget typisk Franken Spätburgunder over vinen. Sådan mere anmassende … som Spätburgunder ofte er i Franken. Dér bliver vinene sjældent særligt søde, men byder i stedet på modne kirsebær, ribs, stramme tanniner og fyldig syre med lidt peber, kalk og andre gode mineraler. Maskulin, tæt og syrlig … men også en smule kantet i udtrykket. Meget mineralsk. Hmmmm.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, Tyskland

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, TysklandWeekend med skøn tur til Fjand … i sommerhus med gode venner. Havde sgu aldrig været i Fjand, endsige hørt om stedet og der var sgu også langt dertil. Derfor var jeg selvfølgelig – på bedste Baden Powel spejdermanér – forberedt og forsynet med lidt vine, herunder denne Riesling fra Weingut Max Müller I.

Weingut Max Müller I holder til i byen Volkach lidt øst for Würzburg i Franken. Vingården stammer tilbage til 1692, hvor den var en del af fyrstebiskoppernes mange besiddelser.

Siden 1991 har vingården været drevet af Werner und Monika Müller, og de har samlet 16 hektar vinmarker, bl.a. markerne Katzenkopf i Sommerach, Höll i Obereisenheim samt Karthäuser, Kirchberg og Ratsherr i Volkach.

De har i dag hjælp fra sønnerne Christian og Toni, som mere og mere er begyndt af præge driften af vingården.

Hos Weingut Max Müller I dyrker de hvidvinsdruerne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling og Bacchus samt rødvinsdruerne Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Hvidvinene laves i rustfrie ståltanke og lagrer udelukkende på stål, mens rødvinene lagrer på enten store egetræsfade eller barrigues.

Denne Riesling Trocken hører til vinhusets serie af vine, som de kalder Neues Franken. Den er lavet med druerne fra husets marker i Sommerach og vinificeret på ren stål.

I næsen er der lidt babybræk samt en intens kombination af pærer, grønne æbler, abrikos og stikkelsbær sammen med lidt krydrede noter. Smagsmæssigt er syren ganske blød og vinen er let perlende med hyld og let sødme. Syren er måske lidt grov og kantet, men ellers fin Riesling til prisen.

Købt på weine.de, pris 7,50€ … eller omkring 56 kr.

Rating 4/7  

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Schlossberg Spätburgunder GG, Franken, Tyskland

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Schlossberg Spätburgunder GG, Franken, TysklandMed den herlige overskrift; Pinot Noirs fortid, fremtid og hvorfor alder betyder noget kastede Vinpusheren denne Schlossberg Spätburgunder GG fra Benedikt Baltes’ Weingut Stadt Klingenberg ind i en rigtig spændende tvekamp mod en ældre Bourgogne.

Michael Poulsen havde selvfølgelig en pointe med dette tema … nemlig at bevise, at tyskerne virkelig er på vej, producerer Spätburgunder af imponerende kvalitet, men at Bourgogne – når hele klaveret spiller og der er alder på drengen – virkelig kan levere varen.

Det var egentlig meningen, at det var Enderle & Moll, som skulle ha’ repræsenteret de anglosaksiske farver, men i stedet blev det så Weingut Stadt Klingenberg og hans topvin, den herlige Schlossberg Spätburgunder GG. Det er jo også et fremragende valg.

Benedikt Baltes og Weingut Stadt Klingenberg har jeg jo skrevet om et par gange før her på bloggen, bl.a. de jeg smagte nogle af hans andre vine, nemlig hans 2013 Klingenberg Spätburgunder og 2013 Rück Spätburgunder. Tjek disse links, hvis du ikke tidligere har hørt om vinhuset, for der har jeg skrevet lidt mere om den gode vinbonde.

Denne Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs er selvfølgelig lavet med druer fra den legendariske Klingenberger Schlossberg mark. Ud af de 13 hektar, som Benedikt Baltes har i Churfranken, så er der nemlig også parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning ned mod floden Main med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna.

Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene. Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration i omkring 4 uger, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer og Baltes har alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.

I næsen fornemmes der nærmest, at vinen er Spätburgunder fra Franken. Der er ikke sød og animalsk hestestald, selvom der bestemt er en smule animalske elementer. Næsen er lidt mere Franken-kantet med mørke stikkelsbær, kirsebær, jordbær, ribs, læder, jord, fugtig tobak, ristet træ, let peber og lidt krydrede elementer. Måske en smule lukket?

Smagsmæssigt er det fortsat en meget ung vin … også langt mere tydeligt her end i de øvrige vine fra Baltes. Det er godt nok meget blød, rent og fint. Finesse, elegance, kraft og lækker struktur og med elementer af eg, kirsebær, jordbær og en frisk grøn kant, som får vinen til at virke frisk kantet, men dermed også lidt ung, ivrig … som en teenager på vej i livet. Stramt, præcist og smukt.

Imod den franske, modne, gamle elegantier virker Schlossberg Spätburgunder GG fortsat alt for ung, så har du et eksemplar liggende – og det har jeg heldigvis – så gem endelig flasken 4-5 år. Så venter der helt sikkert et gudedommeligt øjeblik. Så kan man jo – indtil da – blot drikke nogle af de andre af Baltes fremragende Spätburgundere, som leverer samme fremragende kvalitet.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 499 kr., men på tilbud denne aften til 399 kr. Martin hos Extra Brut Vinimport er forhandler og tager normalt 435 kr. for vinen.

Rating 6/7   

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, Tyskland

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, TysklandI går fredag var selvfølgelig Spätburgunder dag … men forinden smagte vi på en lille souvenir fra sidste års sommerferie, hvor vi bl.a. besøgte Weingut Trockene Schmitts i Randersacker. Og det var såmænd denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken … ja de tyskere kan sgu dét der med navne.

Besøget hos Trockene Schmitts var dog klart det dårligste af samtlige besøg hos vinproducenter i både Tyskland og Italien. Weingut Trockene Schmitts’ smagelokale ligger lige i et lokale ved siden af deres vinrestaurant Ewig Leben, men vi kom tilsyneladende lidt til besvær … eller bare på et skidt tidspunkt.

Der var ikke den store imødekommenhed, som man ellers altid finder hos vinproducenter, som normalt gerne viser deres vine frem. Her blev der kun nødtørftigt skænket til mig … mens de ignorerede fruen. Og selvom jeg delte mit glas med hende, så bød de fortsat ikke hende et glas. Og man stod hele tiden med den følelse, at dette skulle overstås i en fart, så efter at ha’ smagt 2-3 vine, så købte jeg to flasker af denne vin, inden vi hurtigt luskede videre.

Det skal dog siges, at nogle bekendte – som har besøgt stedet – har haft en helt anderledes positiv oplevelse. Og vi kan jo selvfølgelig alle ha’ en dårlig dag. Men besøget stod i skærende kontrast til mit besøg hos en anden gren af Schmitt familien i Randersacker, nemlig Weingut Schmitt’s Kinder, hvor der var fantastisk imødekommenhed, sjov, snak om vin og anbefalinger på, hvad jeg skulle smage.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. som nævnt Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så denne Weingut Trockene Schmitts. Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større. Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug.

Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu. Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Trockene Schmitts
Her lige et billede af Weingut Trockene Schmitts’ vinrestaurant Edwig Leben midt i Randersacker. Jeg fik desværre ikke taget et foto inde i smagelokalet.

Nå men denne Riesling er lavet med druer fra marken Randersacker Sonnenstuhl, hvor vinstokkene er omkring 45 år gamle, altså Alte Reben. Jorden er – som etiketten også indikerer – præget af Muschelkalk, dvs. med en stor andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel. Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

Markerne er i øvrigt ganske stejle, nogle steder med 50% stigning. Vi forsøgte at gå opad én af markerne … og det lykkedes også, men ikke uden noget besvær. Så hatten af for vinbønderne, som passer vinstokkene og høster på disse stejle marker. Det er sgu ganske imponerende.

Stejle vinmarker
Her får du måske et indtryk af, hvor stejle markerne reelt er. Og ja … det er fruen, som er står længst nede … mens drengene forlængst havde nået toppen.

Nå, men det var denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, som vi kom fra. I næsen er her godt med grønne æbler, abrikos … meget klare Riesling noter, og selvom der ikke er klar petroleum, så fornemmes det, at det så småt er på vej. Der er også nærmest noget linolie og citroner i næsen.

I munden lever den op til husets navn Trockene Schmitts, for den er knastør og frisk, så det batter. Der er grønne blade, grape, godt med syre. Det er sgu en vin med bid i. Bevares, det er ikke superintenst, men bestemt bestået og den smager endda også bedre, end da vi smagte vinen i smagelokalet i Randersacker.

Købt på vingården, pris 8,90€ … hvilket svarer til 66 kr.

Rating 4/7  

Vi slutter lige med lidt flere stemningsbilleder fra i sommers. Trænger vi vist til denne dag, hvor det regner, blæser og bare er gråt udenfor.

Udsigt fra Randersacker
Her udsigt fra midten af Randersacker og op mod nogle af vinmarkerne, her vistnok Lämmerberg.

Vinmarker i Randersacker
Her er vi næsten nået toppen oppe ved marken Edwig Leben.

Udsigt udover Randersacker
Og udsigten ned til Randersacker.

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder, Franken, TysklandZurück nach Churfranken … og Weingut Stadt Klingenberg a.k.a. Benedikt Baltes. Sidst var jeg ganske betaget af hans Rück Spätburgunder og nu er der sgu Baltes-saft i glasset igen, nemlig hans Klingenberg Spätburgunder, som vel kan betegnes som en Kleine Grosse Schwester til Rück.

Benedikt Baltes holder til i byen Klingenberg eller Klingenberg am Main, hvis det skal være helt rigtigt … der bayerischen Rotweinstadt, som byen kalder sig selv. Byen ligger ved grænsen til delstaten Hessen ved floden Main og består af den gamle by Klingenberg og de to indlemmede landsbyer Trennfurt og Röllfeld.

Klingenberg og Röllfeld ligger på mains højre bred ved Mittelgebirgeområdet Spessart, mens Trennfurt ligger på Mains venstre bred, og grænser op til Odenwald og Geo-Naturpark Bergstraße-Odenwald. Men det mest markante er nok vinbjergene ovenfor Klingenberg med sine stejle terrasser.

Det er Hohberg, som ligger i retning mod Erlenbach og Schlossberg i retning mod Großheubach, hvorfra bl.a. de kendte Klingenberger rødvine bliver produceret. Og Baltes har netop parceller på Schlossberg, den historiske og stejle skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna.

Den mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene.

Nå, men jeg har jo lige skrevet et lang indlæg om vingutten, så det skal jeg selvfølgelig nok spare jer for igen. Det har jeg linket til ovenfor.

Lad os i stedet springe direkte på denne vin. Auf dieser Wein anspringen. Denne Klingenberg Spätburgunder er – som Rück – en Ortswein, hvor druerne kommer fra Baltes bedste marker i Klingenberg. Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer, så Baltes har alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.

Som med Rück er vinen dejlig grumset, lys, teglfarvet og delvis transparent i glasset. En herlig væske, som udsender kærlig vellugt af hindbær, ribs, syrlige bolsjer, bark, flis, krydderier samt en smule jern og mineraler. Præcis, stringent og irettesættende som søndagsskolens strenge tysklærerinde, som med akkuratesse styrer grammatikken med An, Auf, Hinter, In, Neben und so Weiter.

I munden er vinen også som en tysk grammatikbog, tør, direkte, frisk og bidende med noter af eg, lyserøde bær, hindbær, ribs og et læs tanniner, som snerper munden, så tysklærerinden tror, at du laver kysmund til hende. Det er tørt og med lidt kalkagtige elementer samt lige et nips peber i enden … so to speak. Herligt.

Jeg havde egentlig først bedømt denne en tak bedre end Baltes Rück, men jeg er ikke længere så sikker i den sag. Begge er fremragende eksponenter for klasse frankisk Spätburgunder. Selv konen er sgu tilfreds … og der skal jo en del til.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 165 kr., hvilket er billigt.

Rating 6/7 

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, TysklandFreitag er en liberal tysk ugeavis … der Freitag Das Meinungsmedium, og så er det også den ugedag, hvor der skal Spätburgunder i vinglasset … her meget pædagogisk illustreret med en streg under skal. Og i det houlbergske hjem bryder vi ikke et skal med streg under, så fredagens vin blev denne Rück Spätburgunder fra Weingut Stadt Klingenberg.

Det med Spätburgunder i glasset burde jo egentlig være lovbestemt i den tyske forfatning, som vore sydlige naboer kalder die Grundgesetz, ofte også bare forkortet til GG. Så kunne GG på flaskerne jo også henvise til, at det både var en Grosses Gewächs og ifølge die Grundgesetz skulle drikkes en fredag. Der ligger vist en opgave for die Bundeskanzlerin. Kom nun auf der Start Block Mr. Merkel … jooovvv lidt mandlig er hun.

Nå, men med Weingut Stadt Klingenberg er vi i Franken … i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.

Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav 2. Adolf af Sverige ynglingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.

Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården. Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg skrev om for 2-3 måneder siden og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.

Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.

På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna. Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene.

Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. Denne Rück Spätburgunder er en Ortsweine, men allerede i en skræmmende kvalitet, men det vender jeg tilbage til. Under Ortsweine findes der alle 3 forskellige Spätburgundere, nemlig en Klingenberg Spätburgunder, en Großheubach Spätburgunder samt denne Rück Spätburgunder.

Rück Spätburgunder er lavet med druer fra de bedste parceller fra Rück, som ligger et par kilometer nord for Klingenberg by. Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer, alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.

Det ufiltrerede kan ses i glassset, hvor den lyserøde, transparente væske er herlig grumset. I næsen er der godt med røg, krydderier, syrlige bær, ribs, nelliker og en lille smule mælkechokolade. Som ofte i Spätburgunder fra Franken er der ikke så megen sødme, men mere en stram, letkrydret og mineralsk næse. Giv vinen lidt luft i glasset, så åbner duftene sig langsomt og indbydende.

I munden er frugten sindssyg frisk og bidende på den helt rigtige måde … syrligt med eg, lyserøde bær, hindbær, ribs, mineraler, sten, kalk og et fast tag. Der er noget “krop”, som giver en fylde til de syrlige elementer og medvirker til en rigtig, rigtig fin balance.

Da jeg købte vinen hos Martin hos Extra Brut Vinimport smagte jeg den ganske kort op mod Baltes anden Ortswein Klingenberg Spätburgunder, så fandt jeg Klingenberg en anelse bedre, og denne en tak kantet. Klingenberg var lidt mere feminin og denne Rück mere maskulin, og jeg er nok mest til de feminine. Men her må jeg sgu alligevel overgive mig. Dette er klassevin.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris pt. på tilbud hele af året til 149 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg godt vædde med, at lageret ikke holder resten af året. Bør blive revet væk.

Rating 6/7 

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandSpätburgunder på en tirsdag? Hvad fanden sker der i det houlbergske hus? Er manden vanvittig, dopet eller på speed? Rolig nu. Ingen af delene … og vinen er endda blot en rest fra i går. Ikke at det gør det bedre … så var det jo bare Spätburgunder på en mandag.

Men mens jeg har kigget væk, blogget og har travlt med livet generelt … så har kilometertælleren sgu rundt 50K … 50 af de store … 50 år … et halvt århundrede. Fuck. Eller sagt på en anden måde, så har jeres flittige vinblogger sgu da lige 50 års fødselsdag i dag. Hurra. Og hvis det ikke skal fejres med lidt Spätburgunder, hvad skal så? Og denne Spätburgunder er såmænd fra en vingut, som kalder sig Horst Sauer.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker af netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jord af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene; “Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset fin, teglfarvet transparent … måske ikke sådan voldsom lys, men klare indikationer af, at vi her har fat i den dejlige Spätburgunder. Duftmæssigt ikke umiddelbart den sædvandlige sødlige stald og våde hunde. Animalsk er næsen dog … bare mere dyb, grøn og krydret med kirsebær, lakrids, godt med røg, egetræ og masser af syre. Sådan mere anmassende … som Spätburgunder ofte er i Franken. Dér bliver vinene sjældent særligt søde.

Det går også igen i smagen, som modne kirsebær, rund, blød med fortsat med mineralitet og stram syre, som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Med lidt luft i glasset vinder vinen yderligere, og bestemt en flot Spätburgunder fra Franken. Den kan vi sgu godt li’ her i det houlbergske hus. Og nu er flasken også tom.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7 

2013 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Würzburger Stein Spätburgunder Trocken, Franken, Tyskland

2013 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Würzburger Stein Spätburgunder Trocken, Franken, TysklandI troede måske, at jeg var holdt op med at drikke Spätburgunder på fredage? Njaaa, det er ikke tilfældet, men det er jo svært at både at blæse og have ål i strømperne … eller hva’ det nu hedder. Og jo … der har været et par fredage, hvor den tyske gudedrik ikke er kommet på bordet.

Men det gjorde den såmænd i fredags, nemlig via denne Würzburger Stein Spätburgunder Trocken fra Staatlicher Hofkeller Würzburg, et af det helt store og traditionelle vinhuse i Würzburg.

Sidst jeg smagte en vin fra det vinhus, var jeg ikke begejstret … det var deres 2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Dorfprozeltener Frühburgunder, Franken, Tyskland, som jeg gav sølle 2½ Thumbs Up og kaldte meget kantet, svær tilgængelig og stort set uden eftersmag. Jeg skrev også, at det ikke var noget at skrive hjem om, og det statslige vinhus er måske bedst til de hvide vine?

Jeg har skrevet en del om Staatlicher Hofkeller Würzburg, så dér vil jeg blot henvise til mit tidligere indlæg. Klik på linket for Frühburgunderen ovenfor. Det er et spændende sted med stor historie, så det er absolut værd af læse.

Denne Würzburger Stein Spätburgunder Trocken er – som navnet med tysk grundighed angiver – lavet med druer fra marken Würzburger Stein, en Erste Lage mark. Marken er én af de mest berømte marker i Würzburg … er voldsom stor … faktisk den største sammenhængende enkelte vinmark i Tyskland og er på hele 85 hektar og har en hældning mellem 30 og 65 procent.

Marken har er stort set ejet af Bürgerspital, Juliusspital og Staatlicher Hofkeller Würzburg med en 1/3 del hver, men der er dog også nogle mindre parceller, som tilhører henholdsvis Weingut am Stein (altså Ludwig Knoll) og Weingut Reiss. Det midterste stykke, som kaldes Steinharfe tilhører Bürgerspital.

Der er ikke så mange oplysninger om vinen her … så vi springer da bare ud i mine smagsnoter. Os lad mig starte med at sige, at den er langt bedre end søstervinen, som jeg omtalte i indledningen. I glasset er vinen også langt mere transparent … som rigtig godt Spätburgunder normalt også er.

I næsen den velkendte søde stald, våd hund i sød vals med jordbær, eg, cigaræsker og lidt røg. Hmmmmm, far er glad. I munden har vinen en dejlig lethed, er ganske frisk med en lidt svag og bitter syre, men ellers meget omgængelig. Der er også en smule mineralitet i vinen, selvom eftersmagen ikke er monsterlang. En habil Spätburgunder vil jeg bedømme denne til.

Købt i Staatlicher Hofkeller Würzburgs tilhørende, flotte vinbutik, pris 13,50€ … eller lige omkring 100 kr. og det er helt fint.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, Tyskland

Igen tilbage hos Weingut Am Stein … aka Weingut Ludwig Knoll Am Stein, som jeg besøgte i sommers og bl.a. købte denne Vinz Scheurebe Alte Reben … en aromatisk lille stjerne fra det kendte frankiske vinhus, som ligger i udkanten af byen Würzburg.

Vinhuset har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.

Herudover laves der vine i serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998 og er opkaldt efter hans datter. Derudover findes der også serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke. Det er netop sådan en vin, som vi her har i glasset … og så på gamle vinstokke med druen Scheurebe.

Hvidvinsdruen Scheurebe er herhjemme måske ikke så kendt. Druen er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue. Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé. Druen dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Hos Am Stein kommer druerne fra vinstokke, som er over 40 år gamle fra marken Stettener Stein. Ikke som mange andre hvidvin lavet på ståltanke, men derimod store betontanke, nærmest udformet som store æg … tænker straks Alien. Vinen har heller ikke lagret på eg. Vinen har vundet 1. præmie i konkurrencen Internationalen Bioweinpreis 2015.

Og hvilken herlig og aromatisk næse, som denne vin har. Det er blomster, sæbe, Faxe Kondi, hvid peber, estragon og salvie, eksotiske frugter, asparges, en smule nødder, passionsfrugter … men virkelig smæk på blomsterne. Lækker og kompleks næse. I munden er vinen cremet, fyldig som smør med hyld, lemon, hvid peber og andre krydderier. Der er god mineralitet, tilstedeværende og gennemgående syre. Det er sgu et lækkert glas hvidvin.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ … eller omkring 142 kr.

Rating 5/7