Tag-arkiv: Spanien

2009 Bodegas Dehesa de Luna, Tempranillo, Castilla-La Mancha, Spanien

2009 Bodegas Dehesa de Luna, Tempranillo, Castilla-La Mancha, SpanienSå springer vi til et andet vinhus og et andet område. Huset hedder Bodegas Dehesa de Luna, og vi er i byen La Roda, lidt nordvest for Albacete. Vi er i det store Castilla-La Mancha område.

Bodegas Dehesa de Luna ejes af Silvia Mora-Figueroa Domecq, som købte ejendommen tilbage i 1996. Dengang blev al jorden brugt til dyrkning af korn og opdræt af får! Silvia iværksatte et program for investeringer og forbedringer, der omfattede anlæggelse af vinmarker, oliven- og mandeltræer samt genopretning af de store skovarealer.

Hele ejendommen er på næsten 3.000 hektarer, men der er alene 82 hektar med vinstokke. De første vinstokke blev plantet i 2001 på en mark med navnet ”El Viñazo”.

I 2003 etableredes næste mark ”La Mata de la Culebra” og endelig blev den sidste mark ”La Cañada del Navajo” plantet i 2008. Markerne er beliggende i ca. 800 m. højde, der betyder, at vinene ikke ”koger” i de varme sommermåneder. Vinen modner således langsommere og gør vinen mere kompleks.

Under ledelse af Ignacio de Miguel så de første vine dagens lys i 2005. De første år blot små kvantiteter for at vudere potentialet og samtidig definere husets stil. I 2011 påbegyndtes så bygningen af selve vingården. I dag ledes vinproduktionen af José Luis Asenjo, mens Ignacio de Miguel fortsat er tilknyttet vingården som konsulent.

Vinen her er produceret udelukkende på Tempranillo-druen fra marken ”El Viñazo” Produktionen af denne vin var i årgang 2009 på kun 4.600 flasker! Efter endt gæring har vinen lagret 7 mdr. på nye franske fade.

Også her er der tale om gode sager. I glasset næsten sort/violet. Duften er mørke bær, meget kraftfuld, der er lidt sødme, grafit, salvie, fennikel.

Smagsmæssigt også tonsvis af mørke bær, meget kødfuld med sødme, men også masser af tannin. Der er en fantastisk tørhed, sådan lidt Priorat i stilen, og det er en meget elegant vin. Man skulle umiddelbart tro, at der var lidt Grenache … eller Garnacha (som de siger i Spanien) i vinen, og det er da også en drue, som er dyrket meget i Castilla-La Mancha, men det er der ikke. Vinen er på 100% Tempranillo. Supergodt glas vin.

Fås hos Vin & Vin til 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2008 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin bliver vi på Bodegas Resalte de Peñafiel, men er rykket en klasse op til deres Peña Roble serie, hvor der laves 3 forskellige vine, en Peña Roble Reserva, en Peña Roble Joven og så denne Peña Roble Crianza. I modsætning til vinen før kommer druerne til denne vin fra lidt ældre vinstokke, omkring 20 år og fra forskellige lokationer i Ribera del Duero.

Markudbyttet er også en anelse lavere, nu alene 4.500 kg/hektar, og derudover lagres vinen i en længere periode, nemlig 12 måneder, og det sker på 70% franske egetræsfade og 30% amerikanske.

I glasset er Peña Roble Crianza også en anelse mørkere end lillesøsteren (ja, jeg har lært det). Der er solbær, brombær .. masser af mørk frugt. Der er eg, ristet toast og lidt blæk, tømrerblyant (blå).

Blødheden i smagen er slående, der er silke, sødme, men også krydret i ganen. Der er fin tannin til at holde vinen på sporet, så det ikke bliver for overvældende, og eftersmagen er også lang. Det er altså godt vin, og forståeligt nok har Vin & Vin gjort denne vin til “årets grillvin” … og det forlyder, at den også bliver “årets julevin”.

Prisen hos Vin & Vin ligger på 199 kr. ved 1 flaske, men 99 kr. ved køb af 6 flasker. Der bør altid være plads til 6 flasker af denne vin i dit køleskab eller under din seng.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Bodegas Resalte de Peñafiel, Balsion Roble, Ribera del Duero, Spanien

2008 Bodegas Resalte de Peñafiel, Balsion Roble, Ribera del Duero, SpanienEn prisbasker … vil jeg kalde denne vin, som virkelig overraskede på denne smagning af spanske vine.

Vi hos Bodegas Resalte de Peñafiel i byen Peñafiel, ca. 75 km øst for Valladolid.

Vi er i Ribera del Duero … et af de bedste vinområder i Spanien, og det område jeg først blev forelsket i, da jeg begyndte at interessere mig for vin. Det er vel også efterhånden det område, hvor Spaniens mest eftertragtede vine bliver produceret.

Bodegas Resalte de Penafiel blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region.

Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel. Gården har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. er avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt.  Vinhuset besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år. Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i termostatstyret betingelserne for regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero.

Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne er håndplukket med en streng udvælgelse og efterfølgende sorteret på vingården.

Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig deres basis/grundserie, Balsión, som primært er tiltænkt større detailhandlere.

Her altså en vin fra gården billigste serie. Balsion Roble kommer fra de yngste vinstokke på omkring 10 år og fra området lige omkring Penafiel og udbytter ligger omkring 5.000 kg /hektar. Fremstilles ved hjælp af tyngdekraften og med fuld styring af temperaturen under fermentering.

Under gæringen overstiger temperaturen aldrif 26 grader, og maceration er omkring 20 dage. Balsion Roble har ligget 3 måneder på nye fade, 50% franske og 50% amerikanske, herefter 1 mdr. i tank og til sidst 2 mdr. på flaske før frigivelse.

Og mine damer og herrer, det er altså en fremragende basisvin, som vi her har fat i, selvom etikketten måske er en anelse kedelig. Der er – uhmmmm – solbær, kirsebær, enebær, lidt stald … faktisk lidt som hos en god Pinot Noir. Duften er meget frugtdrevet, og det dufter altså bare herligt. Meget tæt, kompakt.

Smagen er styres af en stram tannin, men der er samtidig blødhed, kirsebær, lakrids, lidt krydderi. Det smager altså bare rigtigt godt.

Fås hos Vin & Vin, pris 109 kr. … men ved 6 flasker kun 69 kr., og det gør den altså til lidt af et røverkøb. Køb den før din nabo.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Bodegas Mureda, Mureda Red, Castilla-La Mancha, Spanien

2011 Bodegas Mureda, Mureda Red, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin på smageskemaet var rød. I byen Valdepeñas i Castilla-La Mancha finder vi Bodegas Mureda. Bodegas Mureda er en selvejende fond som har hentet sit navn fra slottet La Casa Mureda, som på dansk betyder Maurernes hus, som fonden ejer. Området indgik indtil 1492 i en muslimsk stat, nemlig kongeriget Granada. Mange huse og navne i hele regionen vidner om den store mauriske indflydelse.

I dag fokuserer man på vindyrkning, men man laver også olivenolie. Valdepeñas er et af Spaniens mest produktive områder. Bodegas Mureda råder over 10.000 hektar, heraf 1000 hektar økoligiske vinmarker, beliggende 700-1000 m over havets overflade. 80% af vinmarkerne er beliggende i La Mancha i områderne Campos de Calatrava og Campos de Montiel. De resterende 20% beliggende i Sierra de Alcaraz.

Bodegas Mureda råder over en af området mest moderne vingårde, og man har speciale i at fremstille kvalitet i store mængder med tanke med kapacitet på op til 600.000 liter. Men man anvender også mange mindre tanke og egetræsfade i forskellige størrelser. Den enorme kapacitet giver også uanede muligheder for at lave kvalitetsvine til meget forbrugervenlige priser.

Duftmæssigt er der solbær, modne blommer og en krydret duft. Smagen er sødme, rosin … lidt sangria … har jeg noteret. Ikke en stor vin, men fin som en almindelig hverdagsvin til frikadeller.

Fås hos Vin & Vin til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Bodegas Patrocinio, Lágrimas De Maria Rosé, Rioja, Spanien

2010 Bodegas Patrocinio, Lágrimas De Maria Rosé, Rioja, SpanienAftenens næste vin var en rosé, hvilket ikke er noget, som jeg normalt selv køber. Vi er i Rioja hos Bodegas Patrocinio, som er et kooperativ, som blev grundlagt i 1986 af 170 vinbønder.

I dag har kooperativet ikke mindre end 1.200 hektar vinmarker tilknyttet, hvoraf de selv ejer de 525 hektar, og der er i dag en produktionskapacitet på ikke mindre en 8 millioner liter vin årligt, så der er ikke tale om en lille producent, men et pænt stort foretagende.

Vinen her hedder Lágrimas De Maria, hvilket betyder “Maria’s tårer”, og er opkaldt efter kooperativets vinmager, Maria Martinez Marin. Den fås i både hvid (på Viura /Macabeo druen), en rød på Tempranillo, og så denne rosé, også på Tempranillo.

Maria Martinez Marin har studeret ved både universitetet i Sevilla, og er derefter uddanet ønolog via Logroño i Rioja. Før hun kom til Bodegas Patrocinio havde hun været på et andet kooperativ Baja Alcanadre.

Nå, men en rosé på Tempranillo, det har jeg vist ikke prøvet før. Det dufter af rødvin … hmmm mærkeligt … og lidt kunstig parfume, sådan ala “en vådserviet fra et fly”.

Smagen også lidt til den sjove side, der er syre, peber, kirsebær … sådan lidt ris alemande agtigt, en smule sur, en smule flad … selvom der er tannin til stede. Det er som om, at der mangler et eller andet.

Fås hos Vin og Vin, pris 69 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7   

2011 Bodegas Frutos Villar, Viña Morejona Blanco, Rueda, Spanien

2011 Bodegas Frutos Villar, Viña Morejona Blanco, Rueda, SpanienMed næste vin er vi hos vinhuset Bodegas Frutos Villar, beliggende i byen Cigales Valladolid.

Vinhuset er oprindeligt etableret tilbage i 1920 i Toro, men har siden etableringen også opkøbt vingårde i Cigales, Rueda og Ribera del Duero.

Det er stadigvæk Villar familien, som nu på 5. generation driver vingården, nemlig Jesús Jañez Villar og hans hustru Rosa Santana Hernández. Der ejes 120 hektar vinmarker, og derudover er vinhuset bestemmende over yderligere 80 hektar hos lokale vinbønder. Vinmager på gården er Nuria Peña Albillo.

Vinen her er fra markerne i Rueda. Området er præget af et koldt klima om natten, som gør at druerne beholder deres aroma. Den hvide hoveddure i Rueda er Verdejo. Druen har mere karakter og smag end de fleste andre hvide sorter i Spanien. Vinene herpå har en frisk frugtig duft, suppleret med nødder.

Denne Viña Morejona Blanco er lavet på 50% Verdejo og 50% Viura. Viura er en lille, lokal, hårdfør drue, som også kaldes Macabeo, der primært benyttes i Cava, og druen var da også med i Cava’en, som jeg lige skrev om tidligere.

I glasset er der meget stor duft. Der er hø, grønne blade, stikkelsbær … og i det hele taget en meget stor aroma.

Smagsmæssigt har jeg spidskommen, vame, fylde, æbler, æblesyre, men ikke så lang eftersmag. Er lidt sin egen, men på en god måde uden at være pragende. En god overraskelse til en overkommelig pris.

Fås hos Vin og Vin til 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, Spanien

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, SpanienTorsdag stod den på spansk vinsmagning. Randers Vinlaugh er startet på efterårssæsonnen første smagning var lagt i hænderne på Vin og Vin, som ledte os igennem en tur rundt i nogle af vindistrikterne i Spanien.

Vi startede forsigtigt i Katalonien, nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Vi er ved den tæt på middelhavskysten syd for Barcelona, og distriktet byder på mange spændende vine. Udvalget går fra de mousserende Cava, lavet på ægte Champagne-metode, til friske og frugtsmagende hvidvine samt bemærkelsesværdige røde vine.

Her har vi fat i en Cava, som kommer fra vinhuset  Soler-Jové, et familieejet vinhus. Firmaet er grundlagt i 1985 af Arturo Ramos Ramos og huset laver primært Cava vine, faktisk hele 1,5 mio. flasker årligt. Huset har da også 2.300 m2 kældre til fremstilling og modningen af vinene. Hos Caves Soler-Jové er man selvforsynende med druer, og druekvaliteten er netop noget man lægger stor vægt på. Vinen er produceret på druerne, Macabeo, Xarello og Parellada. Efter endt 2. gæring, lagrer Cavaen 15 måneder på gær-resterne for at udvikles. Vinen ligger i flaskerne med “kapsler” og bliver “drejet” af erfarne arbejdere på de klassiske vinreoler inden “dégorgage”.

I glasset lidt duft af æbler, lemon, blomster og også en smule indelukket. Lugter lidt af dyr. Smagen er lidt nødder, mandler, lidt frisk perlende, men også meget flad i smagen. Der er også sødme, men også lidt bitterhed i den korte eftersmag.

Forhandles hos Vin og Vin, pris 79 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, Spanien

2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, SpanienI det fortsatte vinræs fra onsdag er det tid til at beskrive den sidste vin her på bloggen.¨Vi sluttede udenfor Bourgogne, men fortsat med manér, nemlig med denne spanioler, Hacienda Monasterio med den danske verdenskendte Peter Sisseck ved roret som vinmager.

Hacienda Monasterio er på 160 hektar, hvoraf 78 hektar er plantet med vinstokke. Vingården ligger mellem Pesquera og Valbuena de Duero. Området er egentlig ikke særligt gæstfrit for mennesker, ej heller specielt charmerende. Der er brændende varmt midt på dagen om sommeren og isnende koldt om natten samt om vinteren. Dette barske klima er netop årsagen til, at den lokale Tempranillo drue kan frembringe så komplekse og karakterfulde vine

Siden 1990 har Peter Sissick været vingårdens primære vinmager assisteret af Carlos de la Fuente. Det var på Hacienda Monasterio, at Peter Sissick grundlagde succesen, og selv om hans Pingus senere blev én af verdens mest omtalte vine, banker hans hjerte stadig i lige høj grad for Hacienda Monasterio.

Den nuværende vinkælder blev i 1991 og 1992, og er designet af den franske arkitekt Philippe Mazières, som tidligere havde arbejdet for prestigefyldte vinkældre såsom Château Margaux og Château d’Yquem.

Hacienda Monasterio er så afgjort en af områdets bedste vine. Høstudbyttet er uhyggeligt lavt (ca. det halve af Bordeaux 1. cru’er). Det giver fantastiske vine, men også et ringe indtjeningsgrundlag for producenten.

Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse, og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform – et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. hektar.

Hacienda Monasterio består normalt af et blend med Tempranillo i hovedrollen. Druemixet som på spansk kaldes “variedades” består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed.

Der praktiseres en 100% afstilkning og opholdet i gæringskaret (gæring og maceration) varer fra 21 – 27 dage. Vinen lagres i 18 måneder på små 225 liters franske egetræsfade, hvoraf 33% er nye.

I glasset klart til den mørke side … og duftmæssigt ovre i noget helt andet end de mange Bourgogner. Her er duften sødme, kraft, blommer og hø. Smagen er igen blommer, solbær og stor sødme. Den er rustik, men alligevel med finhed og silkeblød. Ikke så kompleks som fx en Borgogne, men det smager f….. ret dejligt. Et supervalg, som virkelig kunne varme os i takt med at varmen på denne sommeraften langsomt begyndte at forsvinde. Vi sad udenfor frem til midnat og nød livet, selskabet, røgen fra bålstedet og denne fremragende vin. Hvad kan man ønske mere?

Kan fås i flere vinforretninger, bl.a. Sigurd Müller, og prisen ligger omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, Spanien

2007 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, SpanienNæste vin … er rigtig guf, og lige min stil. Jeg har tidligere anmeldt 2 vine fra Alvaro Palacios, nemlig hans Petalos del Bierzo og La Vendimia, så jeg vil ikke skrive ret meget om denne charmerende og dygtige vinmager fra Spanien, men i stedet koncentrere mig om denne vin, Les Terrasses fra Priorat vinområdet i Catalonien.

Les Terrasses er et blend af 60% Carignan, 30% Grenache Noir, 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller i de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar.

Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen. Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hl. pr. ha., og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hl. pr. ha., og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hl. pr. ha.

Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke.

Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.

Jeg har tidligere smagt vinen to gange tidligere, blot i årgang 2005 … der var det også en oplevelse. 2007’eren er ligeledes en fabelagtig vin. Næsen er kirsebær (helt klart) og så en meget tydelig duft af blyanter, grafit eller blæk og så en slags muldjord, sådan lidt “muldet/jordslået”, lidt i stil med den duft, som ofte findes i en god Bordeaux. Det dufter bare himmelsk.

Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig. Smager virkelig godt, og en vin jeg bestemt vil anbefale alle at prøve. Elegancen i vinen kunne godt lede én hen på Bourgogne, selvom den selvfølgelig i smag og kraft ligger et stykke herfra. Eneste svaghed er måske, at den er lidt for letdrikkelig … men det er vel egentlig til at leve med.

Prisen er 215 kr. hos Vinspecialisten i Randers, og det er en fair pris for denne vinoplevelse.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, Spanien

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, SpanienHvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.

Vi er i Ribero del Duero i Spanien. Vinhuset hedder Bodega Valtostao og ligger mellem Pedrosa og Roa, lidt vest for byen Aranda de Duero. Ejer og vinmager hedder Serafin Moya og Serafins vinmarker ligger i en højde af 400 meter med vinstokke, der alle er over 35 år gamle.

Området er kendt for store temperaturudsving, hvilket giver gode vækstbetingelser for Tempranillo druen. Serafin holder udbyttet lavt, maksimum 4.000 kg/ha. Det meste af arbejdet på Bodega Valtostao gøres ved håndkraft, så vinen forstyrres så lidt som muligt.

Roble betyder “eg”, og vinen her har da også lagret i 6 måneder på amerikanske, franske og ungarske egetræsfade. Serafin laver også vinen i en “Crianza” udgave, hvor den så har lagret i mindst 12 måneder.

Roble her er en pæn mellemmørk vin med lidt lilla/violette kanter. Duftmæssigt en smule sød tobak, lidt jod, blomster, mørke frugter, violer, og lerjord…  eller en eller anden form for stenet mineralitet. Den lidt “jord/ler-agtige” duft er egentlig meget tydelig og meget spændende, og giver duften lidt elegance.

Smagsmæssigt igen de mørke bær, men også lidt grønne noter. Derudover stort tannin indhold, hvor tanninerne nærmest hænger i overmunden. Vinen er “muy” frugtrig … faktisk meget, meget frugtrig. Eftersmagen er let bitter, men det er altsammen meget elegant. Et superglas vin til fornuftige penge, så thumbs up for dette flotte flamencospil. Ren Paco de Lucía!

Købt hos Randers Vinhus, pris 75 kr.  … og det er et fund for denne vin. Årgang 2007 her fik i øvrigt også 90 velfortjente Parker point.

Vinanmeldelse 5/7