Tag-arkiv: Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSidst jeg smagte Rosso di Montalcino fra vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera i projektet Voliero blev jeg så begejstret, imponeret og benovet. Nu har jeg 2018’eren i glasset og er ikke glad … jeg er henrykt.

Voliero 2018 Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.

Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter. Der laves kun 400 kasser om året af denne Rosso.

I glasset overraskes jeg – som sidst – en rigtig lys, transparent og alligevel med en lidt let brunlig note. Og – jesus – hvor dufter det dog godt. Der er tobak, violer, tørrede rosenblade, fin spinkel og rund, lys frugt, kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af sødme og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der godt med syre, bitterhed og tørhed. Der er bitre vindruekerner, lys og syrlig frugt. hindbær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs, godt med sure tanniner, meget frisk og livlig. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … virkelig lækker vin og endda en spids bedre end 2015’eren.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og det er altså en vildt god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosato, Sicilien, Italien

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosato, Sicilien, ItalienRosévinen Etna Rosato fra Tenuta delle Terre Nere er en af de få rosévine, som virkelig kan få mig op stolen. Den har det, som man kan kalde karakter og her smager jeg vinen i årgang 2019.

Sidst jeg smagte vinen, da skrev jeg også om Tenuta delle Terre Nere, som jeg jo efterhånden er stødt på et utal af gange her på vinbloggen. Sidste gang jeg fik en tår Rosato fra vinhuset var i en årgang 2016, men vinen er fortsat lavet på ren Nerello Mascalse fra marker omkring Randazzo og Castiglione di Sicilia.

Druerne til deres rosévin kommer fra de yngste vinstokke og er høstet med et udbytte på 6 tons pr. hektar. Lavet på rustfrie stål ståltanke og lagret kort til … blot til vinen er klar. Der laves årligt 28.000 flasker af vinen. Alt er det samme, som i årgang 2016 og dette gælder også den blege farve, som vinhuset selv kalder for parure d’oignon, hvilket er en slags løgfarvet.

Næsen er også forbløffende og tiltrækkende med lidt våde vaskeklude, ganske mineralsk er også næste tanke. Den er lidt landlig og svedig, der er gæret dej, sitrende med en frugt, hvor jeg fanger klementiner, grape, lemon og abrikos, nogen syre, lidt bøvet rustik på en god måde suppleret med blomstervand. Sær, men ret interessant.

Smagen er saftig og mineralsk. Der er stikkelsbær, knuste, tørrede hindbær, peber og let bitterhed, svag sødme, men derudover krydret og med godt med power, så man virkelig mærker, at vinen er lavet på røde druer. Der er grape, citroner, mineraler og et krydret bid.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster vistnok 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienHvorfor nu lige drikke fed Amarone, når det er sommer? Fordi jeg kan … og nogle aftener er det bare godt med kraft i sit vinglas, som fx med Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso her i årgang 2017.

Det er en  Amarone della Valpolicella Classico, som jeg har smagt et par gange før og årgangene 2013 og 2015. Og blendet har været forskelligt fra år til år … i denne årgang 2017 består det af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med presning, maceration i 25 dage, gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 30 måneder på en kombination af barriques og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Mørk, fin og dyb næse … fed, tæt power med sorte kirsebær, blommer, tjære, tobak, tør engelsk lakrids, chokolade og nogle nærmest småsyrlige balsamiske elementer. Der er pænt aftryk af egetræ, sæbe, blomster og man kan fornemme en ung syre, der vidner om, at det er en meget ung Amarone.

I munden er vinen i starten cremet, blød og tætpakket … først kommer alt det blide og mørke strømmende med figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, blommer, blød lakrids, mælkechokolade, tør tobak, kakao … og så sætter en bitter syre, lidt alkohol og et fint pebret bid ind, hvor lidt tørre tanniner også vil spille med. I forhold til 2015’eren er der dog langt bedre styr på alkoholen, som slet ikke bider nær så meget. Det gør, at denne Amarone bliver en rigtig god oplevelse, slet ikke gumpetung som de billige af slagsen og med en friskhed i kombi med det bløde overflod af indtryk.

Og så er det endda en meget ung Amarone, som vil udvikle sig ved at blive gemt i kælderen mange år endnu.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Villa Poggio Salvi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDer bliver ved med at poppe gode Brunelloer op fra den helt store årgang 2016. Vi kigger på endnu en af slagsen Brunello di Montalcino 2016 fra vinhuset Villa Poggio Salvi.

Vinhuset ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano.

Villa Poggio Salvi er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin. Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Nå, men her smager vi så husets 2016 Brunello di Montalcino, hvor Sangiovese druerne kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse. Produktionen har i 2016 årgangen været 55.500 flasker.

Dejlig moden og rund næse … lidt stille til at starte med, men langsomt dukker der lidt tobak op, appelsinskal, blomster, roser, en del kirsebær, brombær, blommer, chokolade, både hvid chokolade og mælkechokolade, men alt sammen meget stille, forsigtigt og i stille ro og balance. Her vender ikke et hår forkert … meget pænt.

Smagen er lidt i samme vogn … kører bare fuldstændig på midten af vejen uden at ramme rabatten. Det er pænt og fløjlsblødt med både lyse kirsebær og lyse blommer. Tanninerne er silkefine, polerede og næsten skinnende, men har ikke det store bid, som kendetegner ret mange Brunello’er. Til gengæld er frugten og stilen virkelig lys, luftig og let, hvilket gør vinen både elegant og feminin smuk. Der er lidt urter, igen svagt chokolade, lækkerlys syre og flot vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Broccardo, Barolo I Tre Pais, Piemonte, Italien

2015 Broccardo, Barolo I Tre Pais, Piemonte, ItalienNår vi nu er vi god druesaft, hvorfor så ikke nuppe endnu en Barolo? Her i det houlbergske hjem er der ikke langt fra tanke til handling og det blev løst med et glas af denne 2015 Barolo I Tre Pais fra Agricola Fratelli Broccardo.

Det er en lille familiedrevet vingård, der ligger ved Monforte d’Alba. Vingården drives af de 3 søskende Filippo, Federica samt Laura Broccardo, der besluttede selv at lave deres egne vine fra de marker, som både deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre havde passer igennem årtier, men blot solgt deres druer til andre producenter.

Familien har lidt under 3 hektar vinmarker, som er spredt på marker i tre forskellige kommuner, nemlig parceller på Bricco San Pietro og  San Giovanni i  Monforte d’Alba, Paiagallo i Barolo samt Ravera i Novello.

Denne Barolo I Tre Pais er lavet fra 30 år gamle Nebbiolo vinstokke fra husets marker i de tre Barolo kommuner Monforte d’Alba, Barolo og Novello. Vinen er lavet gæring og maceration i temperaturstyret ståltank og efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder i både nye og gamle 3.500 liter botti egefade af fransk og slavonsk egetræ. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Allerede i glasset kan jeg se, at det bør være en vin, som jeg kan li’, for vinen er sart, lys, transparent teglfarvet …  men dufter dog ikke vildt ud af glasset med det samme. Men giv lidt tid, så dukker der lidt tobak frem, er måske en smule flæsket, har blomster, cedertræ og i starten meget forsigtig og sky. Der kommer dog lidt violer og læder frem, men svagt … lidt knust sten og kamfer. Frugten er heller ikke så lys, men mere ovre i kirsebær, brombær og jordbær suppleret med kogte blommer, kaffegrums og lidt kanel.

I munden er vinen virkelig pænt kirsebærdrevet … sådan lidt saftig i fugten og ikke så lys. Der er – udover småsure kirsebær – også hyben, hindbær, tranebær og ribs. Tanninerne er knastørre og de river lidt i ganen på bedste vis. Smagen er klart lysere end duften, meget ren og frugtdrevet og det afslører en lille god Barolo. Way to go, så Houlberg bliver glad og giver 5 store Thumbs Up.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienTenute Neirano er jeg stødt på én gang tidligere og der var det også med deres Barolo … dengang i årgang 2015, men nu er den et par år yngre i årgang 2017.

Vinhuset ligger ved byen Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De er fra en familie, der har lavet vin igennem flere generationer, for allerede i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin.

Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini og i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og han havde bl.a. arbejdet i familiens firma produktion af Vermouth vine i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Og sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine. Derudover har den pænt foretagsomme Giacomo også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterene Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia.

Og denne Barolo er altså én af husets vine, selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Under gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet. Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset er vinen klart lysere end i 2015’eren … fint transparent med en svaglig orangerød kant. Duften er klassisk Barolo med finknuste rosenblade, violer, læder, en lys balsamisk syre, kamfer, tranebær, syrlige kirsebær, ribs, tør jord samt lidt tobak. Det er lige præcis de noter, som man bare leder efter i god Barolo.

Smagen er mere saftig og sød end forventet, men det er fortsat med knastørre tanniner suppleret med en lille peberbid. Det giver en sød og alligevel frisk frugt, kirsebær, ribs, tranebær og svag frugtsødme, lidt læder og en vis omgængelighed. Stilmæssigt virker vinen også i munden lettere end 2015’eren, men den har lidt samme knækkede sødme, som rammer samtidig med Nebbioloens strenge væsen. Og dermed havner Houlberg tæt på de 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSunes sidste servering denne aften var lidt mere klassisk … en 2015 Chianti Classico Riserva fra vinhuset I Fabbri, der ligger ude på landet i Casole små 800 meter nord for Lamole og 7-8 kilometer sydøst for Greve i Tosacana.

I Fabbri er en lille toskansk vingård ejet af Susanna Grassi, hvis familien har ejet den lille ejendom i Lamole siden 1600-tallet. I 2000 opgav Susanna sit job for at puste liv i den gamle ejendom, hvor vinproduktionen var ved at gå helt i stå. Og selvom hendes oldefar Olinto Grassi tilbage i  1920’erne var den første til at flaske og sælge vinene fra familiens marker, så havde man i perioden indtil Susannas overtagelse blot solgt druerne til andre producenter i området.

Men det ændrede Susanna …  hun gik ihærdigt i gang med optimering af vinplanterne og ikke mindst restaureringen af de gamle håndbyggede stenmure, der understøtter de klassiske gamle vinmarker,

Grassi familien var oprindeligt smede og dengang ret velhavende. Faktisk betyder Grassi; de fede. Susanna Grassi begyndte derefter at producere hendes egne Chianti Classico. Hun omlagde gradvist til økologisk drift og blev endelig certificeret i 2013 og hun har også siden nedjusteret anvendelsen af svovl i kælderen.

På vingården får Susanna hjælp af sin søster Maddalena Grassi og samlet passer de 10 hektar vinmarker. De 9 hektar ligger i Lamole, mens de også lejet 1 hektar i Conca d’Oro i  Panzano-in-Chianti og alle markerne ligger i 450-680 meters højde.

Her smager vi husets Chianti Classico Riserva 2015, som er lavet på 95% Sangiovese Grosso di Lamole samt 5% Canaiolo. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med 14 dages maceration og derefter lagret 20 måneder på 500 liter franske tonneaux.

Duften er sgu lækker … mørk, moden og kraftig Chianti med både læder, stenjord, muldjord, kirsebær, blommer, mynte, en lille og frisk Campari bitterhed, ristede fade, toast, kaffe, kakao, blæk, engelsk lakrids, kanel, urter og så aromatisk træ.

I munden har vinen en god og stringent syre, perfekt modne druer med kirsebær, solbær, masser af intensitet og kompleksitet, fyldig, tæt med en vis friskhed, grafit, grape, bitterhed, tør kakao og alt med godt power, fortættet, mineralsk og med denne bitre, tørre og alligevel friske smag. Flot vin.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2018 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, ItalienDolcetto betyder jo den lille søde på italiensk, men det er vinene på arbejderdruen slet ikke. Det er vine med en duft af bitre kirsebær og bør næsten altid drikkes unge. Her smager vi en af slagsen … en Dolcetto d’Alba 2018 fra Azienda Agricola Roagna.

Roagna ligger i Barbaresco by omkring 5 kilometer nordøst fra Alba og er grundlagt helt tilbage i 1890, hvor den nuværende ejer Luca Roagna’s tip-oldefar Vincenzo sammen med sin hustru Rosa lavede deres første flaske Barbaresco. Det var faktisk på det tidspunkt, at de første vine kom under den appellation, som i dag kendes som Barbaresco.

Hver generation har siden forsøgt at forbedre kvaliteten og bygge ovenpå den forrige generations erfaringer. Bedstefaderen Giovanni Roagna, der desværre døde i 2006, købte vingården I Paglieri med den tilhørende Pajé mark, som siden har været familiens base.

Senere forbedrede Luca Roagnas far, Alfredo, gennem dedikeret arbejde i vinmarkerne familiens druekvalitet dramatisk ovenpå sine studier i vindyrkning. Samtidig investerede han i vingården Cascina Pira i Castiglione Falletto og udvidede familiens sortiment med marker, som nu har op til 70 år gamle stokke.

Selvom der mange producenter i både Barolo og Barbaresco undervejs har erstattet de gamle, traditionelle produktionsmetoder, med nye og moderne, så gælder det ikke hos Roagna familien i Barbaresco.

Her foregår tingene som de altid har gjort. Oprindeligt lavede Vincenzo lavede sin vin i store trækar, og det er også tilfældet i dag hos Luca som 5. generation, som overtog driften i 1999. Familiens motto er nemlig; Roagna ændrer sig ikke.

I Castiglione Falletto har Roagna familien i dag dog bygget en ny vingård med produktionsanlæg, smagelokaler og stor underjordisk vinkælder. Alt laves energirigtigt med produktion af elektricitet via solceller og varmt vand via solpaneler, så lidt er alligevel ændret siden 1890.

Roagna ejer i dag 20 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker, nemlig markerne Asili, Carso, Montefico og Pajé i Barbaresco samt Pira i Castiglione Falletto. Men derudover har Luca også lejet nogle marker fra andre vinavlere, bl.a. Albesiani og Gallina i Neive, Faset i Barbaresco og Le Coste i Monforte d’Alba.

Alle markerne bearbejdes økologisk og uden brug af nogen form for gødning. I stedet plejes jorden gennem de afgrøder der plantes mellem vinstokkene. Målet er at beskytte jorden samt at sikre den absolut bedste mulige druekvalitet fra de meget gamle stokke, som Roagna mener er afgørende for kvaliteten.

Den efterfølgende vinifikationen er hos Roagna helt traditionel, men efter sine ønologi-studier har Luca Roagna alligevel mulighed for at optimere elementerne i denne vinifikation.

Gæring sker – som altid – i store træfade med maceration i omkring 30 dage for Dolcetto og Barbera og 60-100 dage for Barolo og Barbaresco. Lagringen sker helt op til 10 år i store træfade inden et par års lagring i flaske. Vinene kommer derfor ofte først meget sent på markedet. Sådan har det altid været hos Roagna, og sådan bliver det ved med at være.

Men Luca har nu lavet denne Dolcetto d’Alba med hele 3 måneders gæring og maceration … 90-100 dage! Druerne til vinen kommer fra de to marker Pajé og Carso, Gæring sker i trækar alene med en Pied de Cuve, altså gærede druer fra en lille høst nogle dage forinden de øvrige druer høstes. Forgæringen af den lille Pied de Cuve har varet 10 dage. Når den lange maceration er slut, så er vinen lagret omkring 1 år på store, gamle egefade.

Duften er lettere flæsket, lidt baconfedt, sol, blommer, pressede kirsebær, meget moden i frugten, men med stor frugtintensitet og en nærmest Beaujolais landlig bondskhed. Der en samtidig en lidt sjov, skæv, krydret note, lidt rågummi, papkasser og Rhône-gener, tørt træ, sæbe … muskuløs, men pokkers charmerende.

Smagen er også både rustik, bombastisk og vild … saftig med en blåbær, kirsebær, god landlig syre samt noget præg fra fadene med let kanel og vanilje. Men mest af alt er det en ærlig vin, virkelig total klassisk Dolcetto med en svævende nerve og alligevel blød, venlig og helt sig selv.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Terre di Sarizzola, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, Italien

2017 Terre di Sarizzola, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mere hvidvin, for næste vin i glasset blev denne lille Derthona Colli Tortonesi Timorasso fra Azienda Agricola Terre di Sarizzola di Mattia Bellinzona.

Vingården ligger netop i byen med samme navn … Sarizzola i Ossona dalen i regionen Colli Tortonesi i det sydøstlige hjørne af Piemonte.

Vingården har en historie, der går helt tilbage til anden halvdel af 1800-tallet, hvor Pietro Penacca startede med at lave vin, som familien gav til venner og bekendte … men mest drak selv.

Så det var reelt Pietros søn Secondo, der startede vingårde og i efterkrigsperioden udvidede vinproduktionen og startede med at sælge vinene i de nærliggende byer Milano og Genova.

Senere overtog sønnen Franco dog driften og i dag er det 4. generation i form af Mattia Bellinzona, som driver familiens vingård videre. Han overtog selv driften i 2008 og har – ved siden af selve vinproduktionen – også startet en svinebedrift for selv af kunne producere salamier.

Mattia har samlet 100 hektar jord, hvoraf 20 hektar er skov, mens resten delvist er vinmarker og delvist dyrket med korn og foder, der bruges til at producere en blanding beregnet til fodring af svinene. Alle markerne ligger i Costa Vescovato kommunen i Alessandria provinsen og de har siden 2020 været økologisk certificeret.

Costa Vescovato kommunen er en del af de 30 kommuner, som udgør Colli Tortonesi appellationen. Det er et område, hvor man madmæssigt finder masser af lækkerier … der er trøfler, Tortona jordbær, Volpedo ferskner, Garbagna kirsebær, honning, kastanjer, Montebore oste og de store Tortona brød og masser af lækre salamier og pancettaer,

Vinmæssigt har Colli Tortonesi været mest kendt for sine vine på Barbera, men indenfor de seneste 10 år har især den grønne drue Timorasso fået en renæssance, hvilket har givet den en nærmest kultagtig status blandt sine tilhængere. Og det er jo netop sådan en fætter, som jeg nu har fået i glasset.

Timorasso vinene fra Colli Tortonesi appellationen har også meget ofte – som også denne vin – navnet Derthona på etiketterne. Det er det traditionelle navn for byen Tortona på den lokale dialekt, som appellationen Colli Tortonesi DOC også er opkaldt efter.

Vinene skal som minimum indeholde 85% Timorasso drue, mens resten typisk består af Moscato Bianco samt Vermentino. Denne Terre di Sarizzola Derthona Colli Tortonesi Timorasso er imidlertid på 100% Timorasso, som produceret på rustfrie ståltanke med en spontangæring ved kontrollerede temperaturer og efterfølgende lagring sur lie i ståltankene omkring 12 måneder … dog med en løbende batonnage aka omrøring.

I glasset er der godt med farve i vinen … dejlig dyb gul farve, mens vinen duftmæssigt er fyldig, lidt sødmefuld med tropisk frugt, saftig fersken, abrikos og så lemon samt grønne æbler. Der er noget, der minder om sandeltræ suppleret med let røg, lidt lakridskonfekt og mandler.

Smagsmæssigt har vinen også en vis fyldighed sammen med en høj syre, masser af lemon, lemon og lemon. Det giver både bitterhed og en frisk syre, selvom vinen egentlig virker blød med en spicy kant samt kalkede mineraler. Det er blød krop med fin syre … og det er dæleme en god kombi.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, Italien

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, ItalienSiden Giacomo Conterno købte hovedparten af vinhuset Nervi i Gattinara, så er priserne på alle vinene steget med raketfart og det blev bestemt ikke mindre, da Giacomo satte Corterno navnet på alle etiketterne. Så nu kaldes vinhuset også Nervi Conterno … og så på en almindelig dødelig tirsdag fik jeg et glas Conterno, men dog beskedent en 2020 Il Rosato rosévin.

Nervi har jeg skrevet om før og sidst var det, da jeg smagte en 2013 Gattinara Vigna Valferana. I det indlæg skrev jeg også lidt om husets historie. Men denne Il Rosato har jeg dog aldrig smagt tidligere.

Det er en Nebbiolo baseret rosévin, idet vinen består af 90% Nebbiolo, som man i øvrigt lokalt i Gattinara ofte kalder Spanna, samt 10% Uva Rara. Vinen er lavet med en 6-7 timers maceration, som giver vinen dens blege rosafarve. Derefter adstilles skaller og most efter Saignée metoden, hvor sagen tappes ud i løbet af nogle timer og dermed også øger vinens farve yderligere.

Derefter er gæring sket i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor vinen så efterfølgende også er lagret en periode inden aftapning på flaske og så lagring et par måneder mere.

Duftmæssigt kan Nebbiolo aftrykket godt fornemmes, for der er roser, blomstereng og duftes klart, at vinen lavet på røde druer. Så frugten er både melon, stikkelsbær, jordbær, hindbærsorbet, grønne grene, yoghurt, masser af landlighed og lette krydderier.

I munden er vinen både frisk og tør … det er grønne æbler, ribs, hindbær, kirsebær, granatæbler, jern, basilikum … virkelig frisk og syrlig uden at det bliver for syrligt. Men det er en flot ren, stringent og fin rosévin med let lemon bitterhed i eftersmagen. Sådan kan rosévin altså også smage.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne vin 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7