Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Les Grands Chais de France, Laugel Pinot Gris Cuvée Sélectionnée, Alsace, Frankrig

2013 Les Grands Chais de France, Laugel Pinot Gris Cuvée Sélectionnée, Alsace, FrankrigFra en lille producent i Alsace til én af de store i Alsace, da vi her har fat i en Pinot Gris Cuvée Sélectionnée fra vinhuset Laugel. Bag dette navn gemmer sig imidlertid vinhuset Arthur Metz, som også hedder SA Metz Laugel og det er en del af en noget større koncern, nemlig Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France. Det betyder noget i retning af de store franske kældre.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau og så Arthur Metz. Det er bl.a. også denne koncern som står bag den ikoniske J.P. Chenet, som vi så tit laver grin med … I ved, den med den skæve hals.

Og bare Arthur Metz er en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin, lidt i stil med et kooperativ. De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri, og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvm. og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.

Vi kender også typisk vinene fra Arthur Metz fra det lokale supermarked, og vinene ligger typisk i den billigere end af skalaen, men har også produktion af Grand Cru vine, ja faktisk er ca. 4% af vinene Grand Cru vine. Hovedparten er dog almindelig AOP Alsace vine.

Vinhuset kigger i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, ca. 10 km. nordvest for Strasbourg.

Jeg har ikke fundet meget information om selve vinen her, så lad os bare springe direkte til smagsnoterne. I næsen har jeg ananas, lidt røg, abrikos, bivoks og lette krydderier. Smagen er præget af stor sødme, hasselnødder, let muskat og blød syre. Lidt anonym.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles formentlig i Coop, pris kender jeg ikke, vil gætte på omkring 50 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2013 Domaine Sipp Mack, Rosé d’Alsace Pinot Noir, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Sipp Mack, Rosé d’Alsace Pinot Noir, Alsace, FrankrigVinaftenen i weekenden startede med et koldt glas rosé på … terrassen ville være det rigtige at sige, men varmen havde sgu gjort, at vinen blev indtaget i køkkenet, hvor der var en smule skygge. Og en herlig start, en herlig rosé, ganske lys rosa og en Rosé d’Alsace fra Domaine Sipp Mack.

Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Denne Rosé d’Alsace er lavet på ren Pinot Noir. Druerne til vinen er høstet midt i september. Mosten har haft skindkontakt med de afstilkede druer natten over for at opnå den lyse rosé-farve, hvorefter gæringen har fundet sted i temperaturkontrollerede ståltanke. Vinen er tappet på flaske i slutningen af marts.

Duftmæssigt ganske fin næse med jordbær, lidt stikkelsbær … ellers en smule neutral i duften. Smagen er let og blid med jordbær, hyld. Dejlig frisk, svagt krydret og en sikker vinder på terrassen … også selvom solen bager med temperaturer omkring de 28 grader.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Jysk Vin, pris 99 kr. og 82 kr., såfremt du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, Tyskland

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, TysklandNoch ein tysk vin, en Cuvée S fra et lille joint venture projekt mellem vinmageren Oliver Zeter, lillebroderen Christian Zeter og Andreas Schäffer, hvor de opkøber overskydende druer fra nogle af de bedste marker i Pfalz og laver nye, innovative vine. Og her er ét af resultaterne, en hvidvin … Cuvée S Weißwein lavet på et blend af druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc.

Oliver Zeter driver selv en vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. De driver også vinagenturet “ZETER – Die Weinagentur”. Oliver selv er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika inden han i 1994 overtog tøjlerne i familiens forretning.

Andreas Schäffer driver – som Oliver – også egen vingård overtaget efter forældrene i 1996. Hans vingård ligger i Neustadt-Hambach i Pflaz, og kendes også under navnet Der Schlossberg Winzer.

Idéen til det lille joint venture mellem de tre barndomskammerater fra Pfalz opstod i 2007. Med Andreas i spidsen oprettede i firmaet og der blev efterfølgende indgået kontrakter med en række vinbønder rundt om i Pfalz omkring pleje og levering af druer. Herudover skulle der også anvendes egne druer fra deres respektive vingårde i Pfalz.

Målet var at lave moderne, sjove og blide vine … og gerne uden for høj alkohol og til fornuftige priser. Allerede i 2008 kom den første vin på markedet.

Her har vi så én af slagsen, som sagt lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Det er Müller-Thurgau, som er hovedvægten i vinen, men jeg kan ikke finde en fordeling mellem de forskellige druer. Müller-Thurgau druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke, men de øvrige druer kommer fra ganske unge stokke. Vin er selvfølgelig produceret på ren stål.

Det første du ligger mærke til ved vinen er  … farven. Den er … pardon my frence … ganske pisgul, og endda i sjælden grad. Duften er pærer, hyld, abrikoser, appelsiner, mandler og faktisk ganske indbydende. Smagen er egentlig ganske frugtrig, lidt rustik … lidt kanter, men faktisk overraskende god.

Købt i Tyskland, vistnok hos Dansk Vinlager. I Tyskland ligger prisen omkring 5,90-6,25€ … eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, TysklandDet blev til endnu et glas Riesling hos Gert, nemlig en Riesling Wehlener Sonnenuhr GG fra Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden. Jeg har kort omtalt Loosen tidligere her på bloggen, nemlig i forbindelse med smagning af et glas Eroica Riesling, en vinprojekt/joint venture med Chateau Ste. Michelle i Washington State.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse. Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels fornemste ”Grand Cru” marker: Bernkastler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich. Navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres. Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter. Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som ”Winemaker of the year” i 2001. Decanter kårede ham som ”Man of the year” i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt ”The world’s 50 most influential winemakers” og Wine International kårede ham som ”Whitewine maker of the year”.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed. Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Vinen i glasset kommer – som navnet fortæller – fra marken Wehlener Sonnenuhr. Det er en stejl og stenet vinmark med lys jord og det reneste blå skifer. Det er selvfølgelig en “Grand Cru” mark, altså GG for Großes Gewächs, også kaldt Grosse Lage eller Erste Lage. Faktisk har denne flaske det nye GG logo, som blev introduceret netop i forbindelse med 2012-årgangen. Dette nye logo skal gøre det lettere af genkende disse topvine.

Vinen er lavet med gæring i store 3.000 liters eg fade. Herefter lagrer vinen 12 måneder i tønde … med fuld bærm, hvilket også er med til at give vinen tid til at udvikle større tekstur og harmoni.

Duftmæssigt er her også masser af petroleum … hmmm skønt, men også klart mere syre end hos Egon Müller (den foregående vin). Der er godt med frugt, pærer, fersken, abrikos, ananas og citron, men også mineralitet og fornemmelse af gammel kagedåse … og det skal forstås på den gode måde. Smagen er sprød, frisk … igen mærkes mere syre og stor mineralitet. Et svagt krydret element giver en god varme i smagen, og en rigtig lækker vin.

Gert købte vinen i Mosel hos Rieslinghaus Bernkastel, men forhandler herhjemme er Theis Vine, hvor vinen koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, TysklandKlart den bedste Riesling producent i Tyskland. Selvfølgelig sagt på tysk … det skal jeg nok afholde mig fra. Men påstanden kom fra Rieslinghaus Bernkastel, vinotek, weinstube og vinhotel i Mosel, og de burde – om nogen – vide noget om den sag.

Det var i hvert fald ordrene, da min vinbuddy Gert i sidste uge besøgte det store vinotek i Kues ved Mosel, og fluks indkøbte en flaske eksklusiv Riesling fra den gode Weingut Egon Müller, også kendt som Weingut Scharzhof.

Og Rieslinghaus Bernkastel har selvfølgelig belæg for deres påstand, for vinhuset er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Weingut Müller i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men det var nu Weingut Egon Müller, som vi kom fra … og det skyldes netop, at Gert denne fredag efter arbejde bød på et glas iskold Egon Müller Riesling fra én af de flaske han havde hjembragt fra Rieslinghaus Bernkastel i Mosel. Og hvilken bedre måde kan man starte en 3 ugers ferie end med et godt glas vin sammen med gode venner?

Vinhuset ligger på ejendommen Scharzhof lige udenfor Wiltingen i Saar området i Mosel. Vinhuset er grundlagt i 1797, men havde indtil da tjent som kloster til St. Maria zu den Märtyrern … vistnok en del af Benediktiner-ordenen, men blev bortauktioneret af den franske stat efter nationaliseringen af kirker og klostre i kølvandet på den franske revolution.

Det var oprindelig Jean-Jacques Koch, som i 1797 overtog ejendommen. Dengang havde den allerede fået navnet Scharzhof, bl.a. på grund af tilhørsforholdet til nærliggende Scharzhofberg, en 27,3 hektar stor vinmark på en stejl stråning øst for ejendommen, og i dag perlen i vingårdens vinmarker. Efter Kochs død overgår ejendommen til hans 7 døtre, hvoraf én af dem senere gifter sig med Felix Müller, og det er deres søn Egon Müller, som bliver foregangsmand for vinhuset.

Egon Müller dør i 1932 og overlader gården til sin søn Egon Müller II, som imidlertid dør i en traktorulykke i vinmarkerne i 1941, hvor driften overtages af hustruen indtil Egon Müller III kommer hjem fra krigen … faktisk efter fangenskab i England … og viderefører driften. Det er også Egon Müller III, som står for udvidelsen af driften, bl.a. med købet af vingården Le Gallais i 1954 og efterfølgende markerne Wiltinger Kupp samt Braune Kupp.

Og i over 200 har vingården nu været drevet af Müller familien, og de seneste 5 generationer endda af Egon Müller, idet man i familien viderefører de stolte traditioner, hvor den førstefødte søn altid bliver døbt Egon. Siden omkring 1990’erne har det været Egon Müller IV, som har drevet vingården og bragt den frem til en position, som ét af verdens bedste vinhuse … i hvert fald, når det gælder Riesling. I dag er sønnen Egon Müller V også med i foretagendet.

I dag består vingården af markerne Wiltinger Kupp på 0,4 hektar, Braune Kupp på 4 hektar, Oberemmeler Rosenberg på 1 hektar, Wiltinger Braunsfels på 0,4 hektar, Saarburger Antoniusbrunnen på 1,4 hektar, Wawerner Jesuitenberg på 0,3 hektar og endelig 8,5 hektar af det nævnte Scharzhofberg. Det giver samlet omkring 16 hektar udsøgte vinmarker. 95% af vinstokkene er Riesling.

Kabinett fra “Scharzhofberger” er åbningsniveauet i kultproducenten Egon Müllers portefølge af imponerende Moselvine, og én af de tørre vine hos Müller, som ellers specielt er kendt for de lidt sødere vine. Hos Egon Müller er sukkerindholdet i en kabinett som regel også væsentligt højere end hos kollegaerne, og betegnelse betyder som sådan kun, at der ikke er tilsat sukker i fremstillingsprocessen.

Og … mine damer og herrer … det er sgu helt fantastisk hvidvin. Duftmæssigt sindssygt voldsomt petroleum, mineralitet, våde sten, mineraler, kølighed, svage ferskner, røg, blomster … dufter bare vildt godt. Det er svært at beskrive en vin, og specielt når indtrykket er totalt overvældende … så mangler der ord i min ordbog … men tro mig, det er sgu monstervin. Og jeg er ikke engang kommet til smagen endnu.

Jeg var lidt skeptisk, da Gert fortalte, at Rieslinghaus Bernkastel havde kaldt Müller for bedste Rieslingproducent, men jeg begynder at forstå det nu. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt så stor Riesling. Smagen er nødder, mineralitet, syre/sødme balance, hyld og en enorm lang eftersmag. Stor rigdom, er der også lidt honning, passionsfrugt? Som jeg sagde til Gert; skulle man ha’ ét glas hvidvin med på en øde ø … så skulle det være denne vin.

Fuck, nu kom jeg næsten til at lyde som Rasmus Seebach … lidt corny.

Gert havde købt vinen hos Rieslinghaus Bernkastel til over 40€ … eller lidt over 300 kr., og det er sgu meget fair for en sådan oplevelse. Tak for delingen af denne oplevelse.

Vinanmeldelse 7/7  

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, TysklandHmmmm, fantastisk … 3 ugers ferie foran mig … sådan da … og hvilken bedre måde at starte driverlivet end med et stop hos Gert på vej hjem fra job sådan en skøn sommerfredag … specielt efter Gert med ophav – sorry Merete – lige har tilbragt flere feriedage i Mosel? Det betyder, at der er linet op med fabelagtig Riesling’er, og første step er denne Piesporter Riesling fra Weingut Julian Haart.

Weingut Julian Haart holder til ved byen Piesport og er én af de nye unge kometer i Mosel. Han har alene små 1,5 hektar vinmarker i området, men det er til gengæld topmarkerne Schubertslay, Wintricher og Ohligsberg, som næsten har GG status.

Julian er af en gammel vinfamilie fra Mosel … og de første fortegnelser om familien og vinproduktion er helt tilbage fra 1337.

Det var nu egentlig ikke planen, at Julian Haart skulle være vinproducent. Han startede nemlig sit arbejdsliv som kok efter endt uddannelse på kokkeskolen, bl.a. på GästeHaus Klaus Erfort, én af de fineste restauranter i Tyskland. Det er dér, at hans interesse for vin begyndte, og så ændrede han med det samme kurs.

Han fik arbejde hos bl.a. nogle af de store tyske producenter, nemlig Egon Müller, Klaus Peter Keller, Werner Schönleber og Rheinhard Löwenstein. Julian blev specielt inspireret af vinene fra Keller, men knyttede også et venskab med Egon Müller, der – iflg. Rieslinghaus Bernkastel i Mosel – efterfølgende hjælper Julian, da han selv investerer i egen vingård.

En anden af Julians venner er også den unge Andreas Adam fra Weingut A.J. Adam ved byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel. Sammen har de også købt en gammel, stejl vinmark i Goldtröpchen. Den mark leverer også nogle af druerne til vinene fra Julian Hart.

J.A. Adam har jeg i øvrigt skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte hans 2012 Weingut A.J. Adam, Riesling. Flot vin til menneskepenge.

Her har vi imidlertid den unge Julian Haart Riesling fra området omkring Piesport. Druerne kommer fra de bedste marker fra den ekstremt stejle Schubertslay parcel med mere end 100 år gamle stokke.

Lad os komme til mine smagsnoter. I næsen er der modne æbler, citrus, fersken, appelsinskal, blomster, salt og en intensitet som en GG. Smagen er fyldt med sødme, saftighed, dybde og en lidt nøddeagtig smag med mineralitet og blød syre. Slank og elegant, sød og balanceret … flot Riesling. Hmmmm, Thumbs Up.

Købt hos Rieslinghaus Bernkastel i Mosel for knap 15€ … eller ca. 110 kr. Forhandles herhjemme af Atomwine, hvor prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Domaine Jérome Chézeaux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine Jérome Chézeaux, Bourgogne Rouge, Bourgogne, FrankrigTirsdag = vin, ja i hvert fald på mit job. Lige 15 minutter efter arbejde, hvor der ugentligt nydes et enkelt glas vin, og sådan har det været i mange år … en tradition, og sådan nogle må jo som bekendt ikke brydes. Det gjorde vi heller ikke i dag, hvor tirsdagsvinen var denne entry-level Bourgogne fra Domaine Jérome Chézeaux, som ligger i Premeaux-Prissey … lige syd for Nuits Saint Georges.

Domaine Jérome Chézeaux er grundlagt af Bernard Chézeaux, der i 1971 overtog familiens ejendom, som oprindelig blev købt af Julien Missery tilbage i 1930. Imidlertid begyndte Bernard ikke selv den store vinproduktion, men solgte i stedet størstedelen af sine druer til negocianterne.

Det var først i 1993, da sønnen Jérome Chézeaux overtog domainet efter faderens alt for tidlige død, at man begyndt at lave vine under domainets eget navn, da Jéromes ambitioner var større, bl.a. på grund af nogle fantastiske marker rundt om i Côte de Nuits.

I dag tæller ejendommen 12 hektar vinmarker, hvoraf en del af dem blev lagt til domainet via Bernards ægteskab med hustruen Pierette. Vinmarkerne er spredt over mange parceller, bl.a. omkring Premeaux, Nuits Saint Georges, Vougeot og Vosne Romanée … hvoraf størstedelen har Premier og Grand Cru status.

Markerne passes efter “Lutte Raisonnée” princippet. Det kan vel bedst oversættes med noget i retning af, at en ”fornuftig kamp”. Det betyder reelt, at man ikke er økologisk eller biodynamisk, og at man heller ikke vil være det, men alene vil bruge kemikalier, hvis det er nødvendigt.

Men der er ingen regler og ingen kontrol, så der er ingen garanti for, at producenten følger de gode intentioner. Man har med andre ord ikke forpligtet sig til noget. Hos Jérome Chézeaux betyder det, at han begrænser brugen af sprøjtegift så meget, det er ham muligt.

I vinkælderen er han yderst traditionel og forsøger at intervenere så lidt som overhovedet muligt. Dette giver nogle meget rene og feminine vine, hvor vinmarkens terroir er i fokus, hvilket illustreres bedst i hans fire enkeltmarksvine fra Nuits Saint Georges – Aux Boudots, Rue de Chaux, Les Pruliers og Les Vaucrains.

Vinifikation sker ved, at druerne ligger med skindkontakt i 3-4 dage, inden gæringen sættes i gang ved, at temperaturen hæves. Derved bliver den naturlige gær aktiv. Under den alkoholiske gæringen foretages enten remontage eller piguage (afhængig af årgangen), hvorefter vinen gennemfører malolaktisk gæring i åbne træfade. Lagring sker på traditionelle barriques, hvor Jérome hvert år udskifter mellem en fjerdedel og en tredjedel af husets tønder. Det betyder, at hovedparten af vinene lagrer på 30% nye fade. Vinene tappes ufilteret.

Druerne til denne Bourgogne Rouge kommer fra adskillige parceller, som er spredt ud over Nuits og Premeaux. I alt høstes der fra 2,8 hektar, og importøren skriver, at vinen er en perfekt introduktionsvin til Domaine Jérome Chézeaux og husets stil.

Lad os forsøge os med den, hvor næsen giver indtryk af kølig kælder, champignon, violer, grønne blade, kirsebær, popcorn og røg. Virker ikke synderlig animalsk i udtrykket, men har alligevel en ganske skøn og indbydende næse. Smagsmæssigt stram, men på en venlig måde. Ja, det må være hovedoverskriften i smagen, som ellers giver kirsebær, god frugt renhed og ganske mineralsk. Vinen er let og feminin, og meget nem og lettilgængelig … selv for folk, som ikke sværger til Bourgogne.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor den er købt til 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2006 The Winery of Good Hope, Vinum Africa Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika

2006 The Winery of Good Hope, Vinum Africa Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, SydafrikaÉn af ugens vine var denne Vinum Africa Cabernet Sauvignon fra vinhuset “The Winery of Good Hope”, som har deres vinmarker i de bjergrige områder ved Helderberg i Stellenbosch samt Elgin og Perderberg i Swartland.

Vinum Africa Cabernet Sauvignon er én af de vine, som har været solgt pænt i Danmark og målet med Vinum Cabernet har også været at skabe en vin med den klassiske europæiske struktur og den solmodne frugt fra den nye verden.

Drivkraften bag The Winery of Good Hope er den britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Han grundlagde vinhuset i 1998 og huset laver vine under fire navne, nemlig The Winery of Good Hope, Land of Hope, Radford Dale – som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen – samt Vinum Africa.

Alex er en sand fontæne af humor, energi, kreativitet og med en erfaring og et klarsyn, der er bemærkelsesværdigt. Alex er motoren i Vinum, men vinmageren er livskunstneren og energibundtet Edouard Labeye, der er blandt de mest respekterede ønologer i Rhône og Sydfrankrig. Franske Chris Durand, der er uddannet fadbødker overser fadlagringen.

Der laves to vine under navnet Vinum Africa, nemlig én på Chenin Blanc og så denne på Cabetnet Sauvignon. Druerne til denne Vinum Africa Cabernet Sauvignon kommer fra den sydafrikanske Martin Gerbers 5 hektar store marker, som ligger i den sydlige og bedste del af Sydafrika’s topområde Stellenbosch.

Den samlede årsproduktion er på omkring 4.400 kasser. Til fremstillingen anvender Edouard en kombination af klassiske metoder med tre dages kold udblødning af druerne før gæringen, pigeage tre gange dagligt (som i Bourgogne!!) og remontage (overpumpning af kappen i gæringskarret) to gange dagligt.

Den malolaktiske gæring på fad, hvor vinen lagres 13 måneder på 50% på ny eg og resten 1 og 2 år gamle fade. Edouard lader vinen berige sig selv så længe som muligt på bundfaldet og benytter sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation”, der runder tanninerne af.

Vinum betyder vin på latin, og der er som etikette valgt nogle symboler i etnisk stil, ganske stilrent. Det skulle gerne fortælle lidt om hele husets tilgang til fremstilling af vinene, bl.a. at det handler om individualitet og ellers repræsenterer positive politiske, historiske og sociale holdninger. Hvis du kigger nærmere på symbolerne, så vil du måske også bemærke, at symbolet faktisk staver ordet “Vinum”.

Duftmæssigt er vinen lidt tør, støvet i næsen. Der er solbær, blåbær, egefade, Rhône-krydderier, lidt kaffe, eucalyptus og mint. Fornemmer jeg også en lille smule gummi? Smagen er sådan lidt Bordeaux i stilen, men der er også oversøiske varme og fylde. Der er lidt kant, men en god og vedvarende frugt, læder, jord og et godt bid. Alderen på knap 8 år kan man så småt begynde at fornemme, men det klæder kun vinen.

Forhandles bl.a. af Wine.dk, hvor prisen er 119 kr. for nuværende årgang 2011.

Vinanbefaling 3,5/7 

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, TysklandLørdag igen lidt Spätburgunder … også denne gang fra Baden, helt præcis fra byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl, hvor vi finder kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen, som står bag denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Trocken.

Winzergenossenschaft Oberbergen er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen. I 1998 overtog kooperativet også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis vinareal udgør omkring 350 hektar.

Druerne til denne Spätburgunder kommer fra vinmarken Baßgeige, hvilket betyder kontrabass. Hvordan det passer ind i billedet er fuldstændigt uklart, men kooperativet bruger det selv i markedsføringen af vinene med sloganet “Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser” og kontrabassen går også igen på vinens etikette.

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet. Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller (Schwarzer Adler), som jeg jo også tidligere har skrevet om her på bloggen.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der en Spätburgunder Weißherbst samt denne Spätburgunder samt et par specialiteter og lidt sekt.

Lad os endelig kaste os over vinen, som i næsen er noget neutral. Mine noter siger hindbær, mandler, regnvådt fortorv samt lidt søde krydderier. Smagsmæssigt er der kirsebær, godt med sødme, men også en god frugt og renhed, som giver vinen en lethed og gør den meget drikkevenlig … let. Ikke en vin, som vil gå over i historien, men til prisen et fint glas vin. Et levende bevis for, at der kan fås anstændige og spændende vine til billige penge.

Købt i Dansk Vinlager ved grænsen, prisen mener jeg var 6,55€ eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandFredag bød (selvfølgelig) også på en Spätburgunder. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Stadt Lahr, et lille vinhus drevet af Wöhrle familien og beliggende i byen Lahr/Schwarzwald i Baden, ca. 15 kilometer syd for Offenburg

Vinhuset Stadt Lahr er grundlagt tilbage i 1943, som et stats-/kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen, at driften skulle ophøre. Derfor forespurgte Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Herrentisch, Kirchgasse samt Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir. Og efter overtagelsen af både Weingut Stadt Lahr og Weingut Wöhrle har han nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle.

Denne flaske 2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken er således med den “gamle” etikette, selvom der jo står, at indehaverne er familien Wöhrle. Det er husets røde Gutsweine … der findes også en udgave et kvalitetstrin over, deres Spätburgunder Bestes Fass i serien af Ortsweine. Der er i 2011 lavet 850 kasser af vinen, men ellers lidt begrænsede oplysninger om vinen.

Duftmæssigt virker vinen lidt kølig i udtrykket med grønne blade, umodne kirsebær, sure jordbær, champignon, flintesten og let stald. Ganske skøn næse … ikke voldsom i starten, næsten neutral, men den udvikler sig hurtigt med lidt varme i glasset. Smagen er søde kirsebær, god balance med svag syre og en smule skarphed. Tanninerne mærkes og generelt efterlader den et rigtigt godt indtryk. Thumbs Up.

Købt hos Gourmondo til 10,90€ eller ca. 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7