Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.

Noble Pierre de Beaucastel købte i 1549 en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Senere blev hovedbygningen af det, vi i dag kender som Château de Beaucastel, bygget.

Familien Beaucastel var en anerkendt familie i landsbyen og Pierre de Beaucastel blev i 1687 udnævnt til “Capitaine” for Courthézon af Louis XIV. Det vinbrug, der blev drevet her, blev sat ud af spillet med Phylloxera, og det var først i 1909, da Gabriel Tramier købte ejendommen, at markerne igen blev beplantede, og man startede en vinproduktion.

M. Tramier overdrog bruget til sin svigersøn – Pierre Perrin – som udviklede det og havde stor succes. Hans søn, Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. I dag har brødrene Jean-Pierre og François Perrin overtaget driften og viderefører ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

Her er det dog ikke en Chateauneuf du Pape, men det er så tæt det kan komme. Vinen er Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet vinmarken ligger på den forkerte side af motorvejen A7.

Denne vej er nemlig grænsen for Châteauneuf-zonen, og hermed bliver Coudoulet ”kun” regnet for almindelig Côtes du Rhône på trods af, at den kun ligger 100 meter fra Châteauneuf. Marken er dog langt fra ordinær. Hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf markerne.

Vinmarkens mikroklima er dog også for så vidt identiske med et ”tæppe” af de lokale sten, Galets. Ofte kaldes Coudoulet for Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af rigtige Châteauneuf vine.

Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper.

Duften er rigtig klassisk Rhône. Der er lavendler, solbær, kirsebær. Meget ren og frugtrig i næsen. Smager simpelthen også fantastisk, der er en Châteauneuf-sødme i vinen sammen med smag fra blommer, der er friskhed, renhed … meget klassisk. Fandme godt … pardon my french. Et must at prøve for alle vinelskere.

Købt hos Sigurd Müller, men i farten fik jeg ikke lige prisen. Vil gætte på, at prisen ligger på 120-140 kr., og det er billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, Frankrig

2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, FrankrigStress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig

Ristede kammuslinger på bund af æble, fennikel, dild m/indkogt fløde/tyttebærsauce, Gazpacho m/brødcrutoner, Bruchetta i forskellige varianter, bl.a. m/nye kartofler, m/svampe, m/gåserilette & croniconer, m/tomat & mozarella m/artiskokpesto, Mozarella/lufttørret skinke-ruller m/timian & oregano samt lidt italienske pølser m/brød + et par oste

Nå, men lad os fluks springe til vinene, for det lykkedes også at finde nogle fornuftige vine. Vin nr. 2 var denne fra Roussillon i Frankrig, og hvilken en behagelig overraskelse. En rest fra Sigurd Müller, men sikke en rest.

Vingården hedder Gauby, og er opkaldt efter ejeren, Gérard Gauby, som også i dag omtales én af områdets ”leading star”. Området Roussillon har i mange år været betragtet som underudviklet og eksponent for  overalkoholiske, rustikke bulderbasser uden charme og raffinement.

I dag er der dog sket meget  i det kolossale vinområde, som i disse år stormer frem.” Roussillon’s wines, are quite simply some of the world’s most exciting and distinctive; their myriad permutations and combinations of vine, terroir, and human agents capable of satisfying your hedonism and love of mystery alike”, har den allestedsværende Rober Parker udtalt.

Domaine Gauby er 100% familieejet og udover Gérard Gauby, så hjælper sønnen Lionel også til. Domænet har gennemgået en sand forvandling siden Gérard i 1985 overtog familiens ejendom og 5 hektar vinmarker, som indtil da leverede druerne til lokale kooperativ.

I dag er der blevet opkøbt udvalgte parceller i Calce, hvor Domaine Gauby er beliggende, samt længere inde i baglandet og i det efterspurgte område Fenouillèdes.  Karakteristisk for Gaubys markparceller er det meget garrigues-prægede terroir, som Roussillon er storleverandør af. Ved nærmere eftersyn er parcellernes undergrund meget kalkdominerede,  heraf bynavnet Calce, sekunderet af skifer, som også er meget fremherskende på de gamle vinmarker.

Et karakteristika ved Gaubys parceller er vinstokkenes ekstremt høje alder – mange er over 120 år gamle! Heraf har flere vinstokke overlevet den altødelæggende Phylloxera i midten og slutningen af det 19. århundrede.

Gaubys vinfilosofi går, udover troen på gamle vinstokke, ud på at vinen ”skabes” i vinmarken, frem for i kælderen. Gauby arbejder derfor også med meget begrænsede hektarudbytter, hvilket selvfølgelig også er en naturlig konsekvens af den høje alder på vinstokkene.

Hektarudbyttet varierer naturligvis fra årgang til årgang, men overstiger aldrig 35 hl./ha. og typisk 20 hl./ha. for Syrah. I 1996 overgik Domaine Gauby til biodynamisk drift af vinmarkerne, og i 2008 blev Domaine Gauby biodynamisk certificeret.

Denne Gaubys Vieilles Vignes Rouge er lavet på Carignan, Syrah, Grenache Noir og Mourvèdre (Carignan fra 125 år gamle stokke og Grenache fra 55 år gamle vinstokke) der efter manuel høst, sortering og afstikning er lagret på barriques, heraf 20 % nye, i 24 måneder. Vieilles Vignes Rouge hverken filtreres eller klares inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt fik jeg noteret kostald, meget animalsk i næsen, marzipan, skosåler og en meget frugtdrevet intensitet. Smagsmæssigt også meget frugtrig, blid, lidt sødme, blød fyldighed, men stadig meget rank. Et rigtigt dejligt og behageligt glas vin.

Som sagt en rest hos Sigurd Müller, pris 80 kr., normalt vistnok 229,95 kr. Lad os endelig få købt flere af dem. Jan skulle i øvrigt til Ålborg i løbet af torsdag, og så må vi jo se, om der er flere tilbage. Jeg anbefaler bestemt denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigNå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.

Fortia er et gammelt vinslot på Route de Sorgues i Chateauneuf du Pape. Slottet er kendt for sin tidligere ejer, nemlig Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie, som bl.a. fik gang i produktionen igen efter 1. verdernskrig, og også var én af idé- og foregangsmændene bag det appellationssystem, som kendes i dag i Frankrig. Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie var højt dekoreret flyver og derudover jurist, og han endte også som generel talsmand for vinbønderne i området.

Det er Le Roys efterkommere, der ejer Chateau Fortia i dag. Pierre Pastre, ægtefælle til Le Roys barnebarn Chantal, har siden 2004 været manager. Han kom til Fortia fra en ledende stilling hos kemigiganten Hoechst.

Gert havde gemt denne flaske Chateauneuf-du-Pape tilbage fra januar 2011, hvor vi holdte en 2007 Chateauneuf-du-Pape smagning, og havde ikke medbragt den, da den i forvejen var med i smageprogrammet. Det er nu ikke helt korrekt, idet vi den aften smagte en anden cuvée fra Chateau Fortia, nemlig cuvée du Baron … og denne vin her er cuvée Tradition. I “Tradition” er den bærende drue Grenache, typisk omkring mellem 75-95%, og resten Syrah. I “du Baron” er der typisk et mere lige forhold mellem Grenache og Syrah. Derudover kan der i begge cucéer tilsættes en smule Mouvedre.

Nå, men tilbage til vinen. Duften var, som sagt, klassisk Chateauneuf-du-Pape. Der er mørke bær, lidt krydderier, der er blommer, sødme, mineralitet. Smagen er fyldig, cremet, intens … det gode år 2007 fornægter sig ikke. Der er sødme, kirsebær, jordbær. Eftersmag fyldig, ikke lang, men det er vin, som bare smager godt. Jo, jeg har altid haft “a soft spot” for Chateauneuf-du-Pape.

Vinen handles hos Bichel, og kunne tidligere fåes omkring 150 kr. I dag er prisen 200 kr., men det er også et godt glas vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Coca i Fitó, Jaspi Negre Montsant, Spanien

2010 Coca i Fitó, Jaspi Negre Montsant, SpanienFørste røde vin til maden blev en spansk en af slagsen. Vi er hos Coca i Fitó i Montsant i Catalonien, lidt sydvest fra Barcelona, og har her fat i en ung viril fyr.

2010 og med duft af grønne toner, anis, stilke, helt klart en meget ung vin med masser af syre. Smagsmæssigt også masser af tanniner. Vinen nærmest hænger i fortænderne, det er smag af bær, cola, kaffe, lidt krydderi (hvilket kan jeg ikke helt fange) og helt klart en meget ung vin, som dog passer fortræffeligt til den fede stegte foie gras, som Miro samtidig serverer. Et godt … og spændende valg, for det smager bare godt sammen. Druesammensætningen er 45 % Garnacha, 25 % Carignan, 15 % Cabernet Sauvignon og 5 % Syrah. Efter endt gæring lagres vinen 3 måneder på franske og amerikanske fade.

Der er tale om et lille vinhus Coca i Fitó, som drives af brødrene Toni og Miguel Coca. De producerer ca. 75.000 flasker årligt og har vinmarker i to ”nye” og meget spændende områder: Montsant og Terra Alta.

Huset blev grundlagt i 2006. Toni Coca havde gennem flere år arbejdet som konsulent for en række mindre vinbønder, og det betød at han vidste, hvor de bedste vinmarker fandtes.

Målsætningen var fra starten at producere moderne og frugtrige vine og det er lykkedes! Denne her har fået 90 Parker point.

Kjær Sommerfeldt er importør, og vinen koster 99 kr. Kan klart anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNæste vin på ET blev også en Rhône vin, nemlig en 2009 Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Jeg vidste, at det ville være en vin, som ville falde i alles smag … og ganske rigtigt. Alle var vildt henrykte over denne Châteauneuf-du-Pape.

Det er vi nu heller ikke alene om, idet bl.a. Wine Spectator har givet vinen 93 point i 2009-årgangen, og Janasse har i det hele taget begejstret hele vinverdenen med deres fyldige og elegante vine.

Ejer og vinmager er Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Man råder i dag over i alt 55 ha., hvoraf 15 ha. er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Duften er blommer, kansas-arbejdstøj, salvie … tæt og mørk. Smagen er cremet, der er blommer, læder, chokolade og lidt alkohol, men ikke så meget at det gør noget. Der er fedme og fin balance, og det smager bare rigtigt dejligt af Chateauneuf-du-Pape.

Vinen fås hos Jysk Vin og koster normalt 294 kr., og kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigAftenens første vin på Restaurant ET var Mon Coeur Côtes-du-Rhône fra én af mine yndlingsproducenter i Rhône, nemlig Jean-Louis Chave, også kaldt kongen af Hermitage.

Her er det altså ikke en Hermitage vin, men en vin fra hans négociant-virksomhed J-L Chave Sélection, nemlig vinen “Mit Hjerte” … Mon Coeur Côtes-du-Rhône, en vin Chave har lavet siden 1998. Jeg har tidligere smagt vinen, og været lige henrykt hver gang. I dag er hjertet dæmpet lidt på etiketten (før var det er stort rødt hjerte), men vinen er fortsat fabelagtig.

Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge nogle domainer fra den store appellation Côtes du Rhône, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin Mon Coeur Côtes-du-Rhône.

Domainerne ligger i Visan, Buisson, Vinsobres og Estézargues fra steder, der har det bedste terroir for netop de druer, som skal komplementere hinanden i den færdige vin.

Druerne vinificeres på de respektive domainer og lagringen fortsætter i Mauves, hvor de forskellige domainers vin holdes separat i enten store egefade eller cementtanke i 12-18 måneder for netop at kunne foretage blandingen uden at ofre de enkelte cuvéers forskellighed. Det er 60% grenache og 40% syrah.

Duften er klart Rhône, og der fornemmes klart en meget klassisk, terroirdrevet stil. Der er mørke bær. Smagen er super. Det er sgu et godt glas vin, og en rigtig klassisk Rhône, dog uden at blive for volumiøs. Der er smag af bær, lidt nødder og lidt jul … nelliker? Super vin til fornuftige penge, så Mon Coeur kan jeg bestemt anbefale.

Fås hos Jysk Vin og prisen er 123 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienAnden vin denne tirsdag blev en spanioler, nemlig fra den unge, charmerende Alvaro Palacio på Bodegas Palacios Remondo. Han er efterhånden blevet ét af de store navne i Spanien. I stedet for at overtage den fædrende vingård i Rioja, så rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog på Château Pétrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvario sin første vinmark, Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 var Alvaro Palacio et stort navn og hans prestigevin l´Ermita er i dag sammen med Pingus og Vega Sicila blandt de førende spanske kultvine.

Denne vin er ikke fra Priorat, men derimod fra Rioja, idet Alvaro i 2002 også overtog driften på forældrenes vingård i netop Rioja. La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo-marker, der ligger på et langt, blidt skrånende område ved Yerga-bjergene, og det er en mørk og tæt vin. Alene lagret 4 måneder på egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret.

Duftmæssigt klart mere sol, der er spidskommen, lavendel, salvie og mørke bær. Ret karakterisk i næsen. Smagen har sødmen fra 50% tempranillo og bid fra de 50% grenache, og man fornemmer næsten en krydsning mellem spanske og sydfranske smagsindtryk. Der er varme, fylde, en okay balance, brændte blommer, og vinen klæber til ganen. Er lidt speciel, men et fremragende glas vin til pengene.

Alvaro Palacio laver i det hele taget ret fantastiske vine, og jeg har smagt flere af hans vin … og har du endnu ikke smagt nogle, så er det bare afsted til din vinforretning.

Denne la Vendimia er vistnok den billigeste af hans vine herhjemme, prisen er 85 kr. hos Vinspecialisten, og en vin jeg meget gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, FrankrigTirsdag bød bl.a. på denne Rhône vin på et Merlot blend, bestående af 55% merlot, 25% syrah, 10% grenache og 10% cabernet sauvignon, hvorfor vinen også er klassificeret som en “Vin de Pays”.

Det er en kraftig fætter (mørk og holder 15%), som man ikke lige gætter Rhône på i første omgang. Både duften og smagen er simpelthen bare anderledes end traditionel Rhône. Der er nogle krydderier, peber, egetræ, kirsebær, abrikos … er bedste bud. Den er ikke så kompleks, men letdrikkelig og nem at gå til.

Ejendommen blev etableret af Christophe Sabons far Aime Sabon i 1973. Man råder i dag over i alt 55 ha., hvoraf 15 ha. er AOC Chateauneuf du Pape. 1 ha. er med grønne druer. Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for druerne Syrah og Merlot. Jordbunden har aflejringer af grus. Vinen har lagret på egefade i 12 mdr. og af disse er 30% nye.

Pris 89 kr. hos Jysk Vin.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigÈn af frédagens vine var denne fra ét af mine favoritslotte i Frankrig, nemlig fra Château de Beaucastel.

Vinene fra Château de Beaucastel er blandt verdens bedste. De rød Châteauneuf’er er altid blandt områdets bedste. De hvide Châteauneuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, her er man fuldstændig uden konkurrence.

Perrin familiens vineventyr stopper ikke her. Et nyere kapitel i familiens vinhstorik er Perrin & Fils. Med Perrin & Fils fokuseres på områdets forskellige appellati oner og ”glemte” gamle parceller. Ønsket er dels at leverer en billigere vin i og dels at lave spændende vine der afspejler den sydlige Rhônedals store potenti ale og variati onsbredde.

Druerne fra denne Perrin Réserve høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux  skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache Noir, Syrah, Mourvèdre og  Cinsault.

Vinene i Perrin serien vinificeres dog på Château Grand Prébois, og ikke selve Château de  Beaucastel, selvom de ligger tæt på hinanden.

I glasset har vinen en smuk dybrød farve, en herlig moden duft af mørkerøde bær og  krydderurter som anis og lavendel. Man fornemmer en masse syre. I munden er vinen saftig, en lille bitte smule sødme og frugt, og en klassisk syre/tannin. Men fornemmer helt klart, at det er håndværk af “old school”, og det er meget charmerende.

Selvom markerne ligger tæt på Ventoux, så der denne vin meget anderledes end fx Nadal, og måske også en smule sværrere tilgængelig, men jeg synes det er klasse, selvom den fortsat ikke er den bedste af vinene fra Perrin & Fils.

Prisen ligger vel omkring 100 kr. Jeg har købt den hos Sigurd Müller vinhandel i Ålborg.

En vin jeg gerne vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Mas Becha, Excellence Rouge Charles, Roussillon, Frankrig

2009 Domaine Mas Becha, Excellence, Roussillon, FrankrigPauls anden vin var fransk og fra Côtes du Roussillon og et vinhus, som hedder Domaine Mas Becha.

Mas Bécha har været i familien Pérez’ besiddelse siden 1997, og det er i dag historien om den unge og dynamiske ejer, Charles Perez (32 år gammel), der i 2008 overtog ejendommen og for et år siden besluttede sig for en fuldstændig reorganisering af sit domaine. Han frasolgte 50 ha med vinmarker og beholdt kun de 25 bedste ha med henblik på for fremtiden kun at producere kvalitetsvine.

Mas Bécha ligger nogle kilometer fra den spanske grænse i området Aspres mellem foden af Pyrenæerne og Middelhavet på 3 små høje, hvor der er lave terrasser med en masse småsten, hvilket giver god drænage og er velegnet til klimaet ved Middelhavet. Charles Pères dyrker jorden efter principperne for biologisk landbrug.

Denne vin er topvinen på gården, excellence og er lavet på syrah og grenache. Duften er sødlig, lidt rhone-agtig, blot med mere solskin, noter af lakrids og krydderier. Smagen er nok mere fransk, men fortsat blød, behagelig. Dejlig vin. Den kan vi også godt lide.

Hvem medbragte vinen: Paul