Tag-arkiv: grüner veltliner

Grüner Veltliner er en hvid druesort, der primært dyrkes i Østrig, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Den er mest udbredt i Østrig, hvor den er  landets hvide nationaldrue med 17.141 hektar vinmarker, svarende til 32,6% af samtlige vinmarker i landet.

Grüner Veltliner menes at stamme fra en krydsning med Traminer, mens den anden part er ukendt. Den er plantet i de fleste af Østrigs regioner, men især i Wachau og Kremstal finder man ofte nogle af de bedste vine på Grüner Veltliner.

Smagen er klassisk i retning af grøn peber. Men den kan findes i mange stilarter. Fra lette friske og mineralske vine, der skal drikkes unge, til modne fyldige vine med masser af tørrede frugt og honning i smagen.

Uden for Østrig er Grüner Veltliner den 2.mest udbredte hvide druesort i Tjekkiet med 2.120 hektar, men i de seneste år har flere producenter i både Australien samt Californien og Oregon i USA også begyndt at dyrke Grüner Veltliner.

2012 Weingut Huber, Grüner Veltliner Alte Setzen Erste Lage, Niederösterreich, Østrig

2012 Weingut Huber, Grüner Veltliner Alte Setzen Erste Lage, Niederösterreich, ØstrigEfter 2 gange dansk afklapsning, så havde jeg fundet denne Grüner Veltliner Alte Setzen Erste Lage fra Weingut Huber … tænkte, at den måske kunne gå i spænd med et par blåmuslinger.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, der i år 2000 overtog driften af vingården, som ellers har været i familiens eje i mere end 250 år. Gennem 10. generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt syreniveau.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 erste lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen, hvoraf sidste jo netop har leveret druerne til denne vin. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Denne Grüner Veltliner Alte Setzen Erste Lage i årgang 2012 har fået 93-95 punkte i Falstaff og 92 punkte fra Gault&Millau. Den er lavet med druer fra Alte Setzen marken, en sydøst vendt bjergskråning med undergrund af löß og over 60 år gamle vinstokke.

Efter høst knuses druerne og ligger i kold maceration i 12 timer, hvorefter de presses og gærer i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer 50% af vinen 5 måneder i træfade af akacietræ, 2.500 liter fade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden endelig samling og flaskning.

Lidt sjovt, at denne vin har lagret på fade af akacietræ, da vi netop havde drukket Guldbæk Vingårds 56° North Solaris, som også delvis har lagret på akacietræ.

Duftmæssigt kan det med det samme fornemmes, at der er kommet mere tyngde i vinen … næsen er klart mere dyb og ganske aromatisk med blomster, modne æbler, abrikos, honningmelon og der fornemmes nærmest en vis fedme. Det er rundt og tæt … virker faktisk som en kraftig udgave af Grüner Veltliner.

Smagen er koncentreret saft og kraft … moden syre og smagen hænger bare i munden i lang tid. Der er hvid peber, urter samt et grønt islæt. Det er lige før, at syren ikke kan følge med tætheden, modenheden og intensiteten, men det går lidt akkurat. Saftig, helstøbt og flot vin.

Købt hos SuperVin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Rabl, Grüner Veltliner Löss, Kamptal, Østrig

Weingut Rabl ligger i den vestlige del af byen Langenlois i Kamptal … Østrigs største vinproducerende by. Her har vi en frisk hvidvin fra Rabl, nemlig husets Grüner Veltliner Löss.

Vinhuset drives i dag af Rudolf Rabl junior, men familien har været vinbønder i Langenlois siden 1750. Dengang var det dog et blandet landbrug, og det var først i 1900, at gården begyndte at sælge vinene. Det var Rudolfs oldefar Ignaz Deibl, som solgte gårdens vine på træfade til de lokale kroer.

Det var først i 1946, at Rudolfs bedstefar Karl Pell begyndte at flaske vinene fra Weingut Rabl. Han var den første i området, som fyldte vine på 0,7 liter flasker og har siden 1950’erne flasket vine som Riesling vom Schenkenbichl og Grüner Veltliner vom Käferberg.

Rudolf Rabl Junoir overtog tøjlerne fra farmand Rudolf Rabl Senior i 1986 og det er også junior, som har udvidet foretagenet, således det i dag omfatter hele 75 hektar vinmarker. Rabl senior hjælper dog fortsat sønnike i vinmarkerne.

I mange generationer har Rabl-familien dyrket vin på nogle af de bedste skråninger i Langenloisområdet. Rabl råder over gode vinmarker med jordbundstyper, der varierer lige fra løss og lerjord over grusholdig jord til marker med grundfjeld. Og alle vinstokke passes under størst mulig hensyntagen til miljøet.

I kælderen er Rudolf – kaldt Rudi – i sit es. Her lader han sine druer gære ved moderat temperatur på 20-21 grader. Han lader mosten gære spontant, hvilket er sjældent efterhånden.

Det betyder, at gæringen går i gang med det naturlige gær, der sidder på druerne, og ikke ved tilsætning af industrigær. Processen både starter og stopper naturligt og kan tage fra fire uger til fire måneder.

Rabl går ind for en lang maceration, altså den tid, hvor drueskallerne udblødes i mosten. Derved udtrækkes en kæmpe koncentration af smag, aroma, farve og tanniner.

Denne Grüner Veltliner Löss er lavet med druer fra marker omkring Langenlois … hvor undergrunden netop består af stor del af löss, som er en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden. Lavet på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen.

Hmmm aromatisk næse, hyldeblomstbolsjer … hvis sådanne findes, hyben, kirsebær, Kung-Fu is, kalk, god ren frugt og en vis fylde i næsen. I munden er vinen let perlende, fin sødme, saftig … en smule til den søde side og ganske letdrikkelig.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Rating 4/7 

2015 Weingut Römerstein Ernst Waltschek, Grüner Veltliner, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Römerstein Ernst Waltschek, Grüner Veltliner, Burgenland, ØstrigWeingut Römerstein drives af familien Waltschek … og her har vi første vin fra den østrigske vinfamilie, en Grüner Veltliner med teksten Sechs Achtel In Ehren.

Det er Ernst Waltschek, som driver vingården, der har sine marker ved byen Illmitz i Burgenland, tæt ved Neusiedlersee søen, den store Nationalpark og de mange saltsøer.

Imidlertid laver Ernst Waltschek sine vine et helt andet sted i Østrig, nemlig langt længere mod vest i byen Kirchberg i Tyrol, hvor familien har deres vinkælder, smagelokale og salg … deres Weinhof. Derfor bliver alle vinene vinificeret i Kirchberg.

Familien har i 7 generationer dyrket vin ved naturreservatet Neusiedlersee, men har alene været vinproducenter i 3 generationer.

De har samlet 7 hektar vinmarker omkring byen Illmitz og har primært helliget sig Welschriesling og Blauburgunder, selvom de også dyrker en lang række andre sorter.

Udover vinproduktionen, så udlejer familien også en række værelser og lejligheder i deres tyrolske ejendom.

Og her har vi netop en vin på en af de  andre druesorter, men dog Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner, hvor druerne kommer fra marken Remanenz. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer vi bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er her fersken, lidt hospitalsgang, men derudover er vinen faktisk en smule neutral. I munden er vinen sådan lidt frisk i det, lidt smagsneutral, men fanger dog lidt hyld, en let bitterhed, citronsyre og er derfor lidt grøn i smagen. Der er en kort eftersmag.

Vinen er købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Rating 3/7 

2015 Lesehof Stagård, Grüner Veltliner Handwerk, Niederösterreich, Østrig

2015 Lesehof Stagård, Grüner Veltliner Handwerk, Niederösterreich, ØstrigUdenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich finder vi det gamle vinhus Lesehof Stagård, som står bag denne Grüner Veltliner Handwerk … en økologisk vin på Østrigs velkendte hvidvinsdrue.

Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen ”rytme”. Det grundige markarbejde og den minimalistiske tilgang til vinifikationen, er de to vigtigste grunde til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Denne Grüner Veltliner Handwerk er lavet med druerne fra terrasserne på markerne Danzern og Pitschental, hvor jorden indeholder godt med mineraler og kalk. Druerne høstes relativt sent for at sikre maksimal modenhed i de nu gyldne druer. Der bliver kun høstet i hånden og druerne udblødes i 48 timer før de presses og den spontane gæring starter.

Selve gæringen foregår i rustfrie ståltanke og her bliver vinen med bærmen indtil selve aftapningen. Det giver maksimal tekstur til vinen og beskytter samtidig mod oxydering.

I næsen er her godt med vådt hø, græs, pærer, citrus, citrongræs, en smule tyggegummi og nogle mineralske noter. Der fornemmes også en vis syre, selvom næsen på ingen måder er dyb eller kompleks.

Smagsmæssigt er der heller ikke den friskhed og sprødhed, som jeg måske havde forventet .. og i stedet bliver den lidt blød, blid, tilbagelænet, selvom der dog er en vis syre og tørhed. På mig virker den dog en smule anonym i smagen.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 170 kr.

Rating 4/7 

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, ØstrigInden Frau Mayer drog sit sidste suk i sit lille, sirligt rene køkken med blomstret tapet, så har hun måske kigget ud på vinmarkerne og følt, at livet havde været godt. Hårdt … men godt. Efter hendes farvel til livet, så blev marken udenfor det sirligt rene køkken imidlertid overtaget af Weingut Der Pollerhof.

Men ikke alt går tabt i en travl verden, for den gode vingut Pollerhof har til Frau Mayers ære – og egen vinding – lavet vinen Frau Mayer Grüner Veltliner med druer fra den gamle frues mark. Han har samtidig forsynet vinen med en etiket, som er det tapet, som Frau Mayer havde i sirligt rene, lille køkken. Det er sgu da herligt.

Vingården Der Pollerhof er grundlagt af familien Poller tilbage i 1920’erne og ligger i byen Röhschitz i den vestlige del af Weinviertel syd for byen Retz. Siden 1992 har det været Erwin Poller, som har drevet vingården med dens samlet 20 hektar vinmarker.

De bedste vinmarker er markerne Riede Galgenberg og Riede Königsberg , hvor undergrunden er domineret af Löss … som er betegnelsen for den jord, der er i store dele af Østrig. Den er en løs jord og stenart, som især Riesling og Grüner Veltliner trives rigtigt godt i.

Erwin havde inden overtagelse af vingården arbejdet på vingårde i både Tyskland, Italien, Frankrig og USA, og har fået stor erfaring omkring vinproduktion fra de mange rejser. Han driver familiebruget fuldstændig økologisk og har bl.a. levende høns gående rundt på alle vinmarkerne.

Erwin Poller laver en række vine med personlig karakter … både i udseende og smag. Han laver omkring 13-14 forskellige vine, og nogle altså med underlige etiketter. Således er der fx jord fra vinmarkene på etiketten på vin Vom Löss og denne Grüner Veltliner har – som nævnt – et tapet som etiket.

Men lad jer endelig ikke snyde af den fancy etiket … for det er altså rigtig charmerende vin. Og WAUW for en næse … aromatisk, animalsk, dyb og virker med første indtryk, som en fed, oversøisk Chardonnay, men er langt mere floral med frugtsten, mineraler, svage krydderier, grape, hyldeblomst, honningmelon og fersken.

I munden er vinen perlende … næsten mousserende … men også kun næsten. Den har et krydret element, sådan lidt sødkrydret med modne frugter, tropiske frugter, urter og en nærmest italiensk syre. Frugt, syre og fylde er i god balance, og et meget livlig vin, tror jeg er bedste udtryk. En vin med mange ansigter … og jeg ka’ li’ dem alle.

Købt hos Husted Vin til 135 kr. Køber du 6 flasker er prisen 117 kr. pr. flaske.

Rating 5/7   

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, Østrig

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, ØstrigByen Krems ligger am der schönen, blauen Donau og er – efter sigende – den ældste by i Østrig og er allerede i år 995 nævnt under navnet Urbs Chremisa. Den gamle by huser også flere gamle vinhuse, bl.a. Winzer Krems, som står bag denne Grüner Veltliner, endda i en udgave navngivet efter det gamle bynavn.

Winzer Krems må ikke forveksles med Weingut Stadt Krems, som er byens eget vinhus … ejet af Krems by. Det er nemlig en del af Bürgerspitalstiftung – der Babenberger Herzog Leopold IV, som er et civil hospital grundlagt i 1210. Det blev i 1452 via generøse doneringer fra den kejserlige Burggraf i Krems, Ulrich von Dachsberg, udvidet med vinmarker, som siden har bidraget til hospitalets drift.

Nej vi har her i stedet fat i kooperativet Winzer krems, som er grundlagt i 1938. Reelt set havde vinbønderne i Krems holdt sammen siden 1442, hvor Hauerinning Krems und Stein blev stiftet, men styret af bøndernes feudale herremænd.

Siden 1938 er kooperativet vokset pænt. Det har i dag ikke mindre end 981 vinavlere tilknyttet og råder over 990 hektar vinmarker, hvilket gør Winzer Krems til et af de største vinhuse i Østrig. Deres marker omfatter bl.a. markerne Kremser Sandgrube, Kremser Goldberg, Kremser Wachtberg, Kremser Kremsleiten og Kremser Pfaffenberg.

Den store Kremser Sandgrube, som i øvrigt grænser op til kooperativets moderne produktionsfaciliteter, har været tilplantet med vinstokke siden det 11. århundrede og har – som navnet antyder – en meget sandet jordbund, hvilket er godt for dræning af overskudsvandet.

De moderne produktionsfaciliteter er opført i 2005, bl.a. med et nyt ”Presshaus” og det er en af de mest moderne vinkældre i Europa, hvor druer og juice følger gravitationsprincipperne. Fermenteringen af mosten udføres under temperaturkontrol, og gennemarbejdningen af de unge hvidvine foregår i rustfri ståltanke. Filosofien går ud på at undgå intervention af vinene for at opnå en rund og frugtig kvalitet med udtalt varieret karakter og renhed.

Winzer Krems fokuserer utrætteligt på kvalitet med 100% håndhøst, sortering og opdeling af de forskellige marker, så det unikke udtryk kommer hele vejen til vinglasset. Her har vi huset Grüner Veltliner Edition Chremisa, som blev skabt som en hyldest til Krems og den tusind år gamle vintradition i Krems.

I næsen fin lille Veltliner med fersken, gule æbler, kvæde, asparges, peber, grønne blade og samtidig en smule sødkrydret. Smagsmæssigt er vinen dejlig frisk, syrlig med lidt peber i smagen sammen med en masse grønne noter. Den er ikke så saftig i udtrykket, mere sådan ren, stålsat og stringent … men ganske fin.

Forhandles af Føtex, Bilka, pris 125 kr. pr. flaske.

Rating 4/7 

2012 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, Østrig

2012 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, ØstrigForleden smagte jeg den fantastiske Grüner Veltliner fra Fred Loimer i Langenlois i Kamptal … og nu er vi såmænd dér igen, Grüner Veltliner fra området omkring Langenlois, men denne gang med vinen Grüner Veltliner Loiser Berg fra Weingut Bründlmayer.

Vingården ligger som nævnt i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien og ejes og drives af Willi Bründlmayer. Han overtog gården efter sine forældre i 1980 og er en meget venlig og uhyre beskeden vinbonde.

Willi ejer i alt 60 hektar vinmarker, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg og undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider

Denne vin kommer netop fra en af de bedste marker, nemlig fra Loiser Berg, som ligger på en syd-sydøstliggende skråning, der er mindre udsat for vind. Jorden er lidt federe og varmere og har et mere beskyttet mikroklima. Druerne plukkes i slutningen af oktober. Vinen gærer ved 15-20 grader inden den kommer på store træfade for yderligere modning.

Duftmæssigt sådan lidt urtet, krydret … vi snakker grønne blade, blade fra vinrankerne, laurbær, pærer, flæsk og lidt næsten svag oxyderende note samt lidt frisk lime. Vinen er også næsten list biodynamisk i udtrykket med lidt indelukket stald eller gærende ensilage til køer. Ganske inspirerende næse.

Smagen er frisk, grøn, krydret med lidt mineraler og lidt varm i udtrykket. Syren er sådan set okay, men måske en smule volumiøs og krydret af en Grüner Veltliner. Intensiteten er god ganske god, så samlet indtryk er helt fint.

Købt hos Jysk Vin, pris 149 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Fred Loimer, Grüner Veltliner, Kamptal, Østrig

2014 Weingut Fred Loimer, Grüner Veltliner, Kamptal, ØstrigHold da op for en saftig bandit … væskende, læskende og præcis. Smager da for godt. Ja, det er denne østrigske Grüner Veltliner fra Weingut Fred Loimer, som jeg snakker om. Den del vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Først lidt om vinhuset, som ligger i udkanten af byen Langenlois i vinområdet Kamptal i Niederösterreich og er grundlagt i 1998 af Fred Loimer. Han har i alt 63 hektar vinmarker, primært med hvide druesorter … ja faktisk er 95% af markerne plantet med druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Grauburgunder, Traminer, Zierfandler og Chardonnay. Derudover er der en smule rød Pinot Noir, Zweigelt og St. Laurent.

De bedste marker er Dechant, Käferberg, Spiegel, Steinmassl, Seeberg, Heiligenstein, Loiserberg og Eichelberg. Siden 2005 har alle markerne været drevet økologisk, men Fred har i arbejdet med vinene derudover hentet inspiration i Rudolf Steiners biodynamiske ideer.

Fred Loimer går gerne sine andre veje og sammen med hustruen Birgit har han også bygget et topmoderne vinhus i Langenlois … en futuristisk kube ovenpå den stenede gamle vinkælder med charmerende hvælvinger. Der laves en række vine, som Loimer har inddelt i vine fra Kamptal, en række som laves fra marker udenfor Kamptal og derfor blot kaldes Niederösterreich og endelig vine fra marker omkring byen Gumpoldskirchen.

Denne Grüner Veltliner er lavet med druer for forskellige marker i Niederösterreich og med et høstudbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar. Lavet på store rustfrie ståltanke med gæring i 14 dage ved 18 grader og efterfølgende lagring i ståltanke i 4 måneder.

Og det er sgu herlig saft, som i næsen byder dig på grønne æbler, pærer, selleriknold … lidt stald … bare en teske, lime og grønne jordbær … lige til at gøre dig i godt humør.

Men det bedste er dog smagen, som er mere rund end Grüner Veltliner normalt … proppet med frugt, meget intenst og derudover voldsomt læskende, saftig, samtidig med, at der også er lidt peber, stringent syre, som du virkelig kan mærke på gebisset. Derudover en form for mineralitet, som jeg bedst kan betegne som kalk. Vi snakker nykalket bindingsværkshus. Det er frisk, fyldig, saftig og afbalanceret.

Bedste Grüner Veltliner i mands minde. En virkelig lille vinder, som jeg gladelig giver 5,5 Thumbs Up … endda på nippet til 6 fede fingre, men får helt klart mine bedste anbefalinger.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 120 kr., hvilket er et fund til prisen.

Rating 5,5/7

2013 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner 1 liter, Kamptal, Østrig

Når vi nu engang er ved store delevenlige 1 liters hvidvine i mandestørrelse, så bød sidste weekend faktisk på endnu én af slagsen, nemlig denne Grüner Veltliner … Landwein aus Österreich … fra Weingut Bründlmayer.

Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg og undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider.

Denne Bründlmayer Grüner Veltliner 1 liter er husets basisvin, en Gutswein eller Landwein, lavet på ren ståltank.

I næsen er der sådan lidt ristede hasselnødder, citrus, hvid peber og lidt søde krydderier. Smagen er præget af frisk frugt, pærer, sten … våde sten, kvæder og lidt sødme i slutfasen. Fin vin … sådan let drikkelig og fornøjelig.

Bründlmayer forhandles af Jysk Vin, men denne 1 liter Grüner Veltliner har jeg ikke fundet der. I Tyskland koster den omkring 8,90€ … eller omkring 66 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Weingut Johann Topf, Grüner Veltliner Strassertal, Kamptal, Østrig

Restaurant Mefisto … forretten stod på fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys … så hvorfor ikke snuppe en sprød hvidvin til? Valget faldt på denne Grüner Veltliner Strassertal fra Weingut Johann Topf, som ligger i den lille by Straß et par kilometer øst for Langenlois i Kamptal regionen.

Vingården blev grundlagt i 1649 og har været i familien Topfs eje siden 1751. Siden 1990 har vingården været drevet af Hans Topf junior, men han får også hjælp fra resten af familien, bl.a. Hans Topf senior, som drev vingården fra 1960 til 1990.

Han var i øvrigt den første vinbonde i Straß, som begyndte at fylde vinene på flaske, så han kunne leverer vinene fra hans beskedne 9 hektar til kunder i hele Østrig.

Hans Topf junior har derudover hjælp fra hustruen Magdalena samt parrets sønner Hans-Peter, Maximilian, Alexander og Julius.

Under Hans Topf junior er ejendommen løbende udvidet, og samlet ejer familien nu 46 hektar vinmarker, bl.a. en række topmarker … Erste Lagen, nemlig Der Gaisberg, Der Heiligenstein, Unser Wechselberg Spiegel, Der mächtige Wechselberg, Der Name Hasel, Die Lage Blickenweg, Stangl og Sachsenberg.

Der bruges udelukkende organisk gødning i vinmarkerne, og man har valgt at benytte naturens egne våben til bekæmpelse af skadedyrene i stedet for giftstoffer. Dette betyder, at huset, på trods af at man ikke er certificeret, arbejder økologisk i vinmarkerne.

Hos Topf er man meget opmærksom på sin arv, og man har derfor valgt at fokusere på de lokale østrigske druesorter såsom Riesling, Grüner Veltliner, Pinot Blanc og Pinot Noir i vinmarkerne.

Det er ikke bare i vinmarkerne, at man udviser den største omhu for vinens kvalitet. Omhuen fortsætter i vinkælderen, hvor de håndplukkede druer ankommer i specialdesignede små kurve. Druerne presses meget forsigtigt ved hjælp af Pneumatic Buncher Grand Cru presse (vinpressens Rolls Royce). Efterfølgende gæres vinen ud, enten i rustfrie ståltanke eller på nye egetræsfade. Størstedelen af Topfs vinfade er specialfremstillede, så selv de mindste cuvéer kan lagres adskilt.

Denne Grüner Veltliner Strassertal kommer fra vinmarken Strassertal, der har en jordbund domineret af klippesten, grus og sand, hvilket skaber en lidt lettere og mere tilgængelig Grüner Veltliner. Lavet med traditionel vinificering på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er her æbler, nyslået græs, hø, smør, våde krydderier, lidt nødder og lidt tyggegummi. Smagen er frisk, sprød … næsten perlende i munden med en grøn note. Der er svag mineralitet, men samlet indtryk er en let og frisk vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 120 kr.

Rating 4/7