Så kom én af de vine, som jeg havde glædet mig afsindigt meget til at smage igen, nemlig den røde fra Clos des Papes.
Har tidligere smagt deres 2007, og har også deres 2009 liggende, og det smager bare sindsygt godt.
Jeg har på tidligere blogindlæg om den hvide Châteauneuf fra Clos des Papes skrevet lidt om selve vingården og Paul-Vincent Avril, så jeg vil i stedet koncentrere mig lidt om denne røde vin fra vingården.
Igen i 2008 har Paul-Vincent Avril skabt en af de fineste 2008’ere i Châteauneuf du Pape appellationen. Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hl./ha. Lagres på foudres 12-15 mdr.
Her i årgang 2008 har Wine Spectator givet vinen 95 point. Tidligere årgange, fx 2007 fik 99+ point af Parker, men Parker giver denne årgang 2008 mere beskedne point, nemlig 91 af slagsen. Generelt er det dog en vin, som altid får gode anmeldelser, og det er der en grund til.
Forholdsvis lys rød farve med en klar kant. Meget indbydende næse, der er slagtervarer fra slagter Munk i Skagen, der er røg, røde bær, lavendel, lakrids og urter. Det dufter simpelthen fabelagtigt. Men mine damer og herrer, duften er ikke engang det bedste, næ nej det er smagen.
Jeg får rent faktisk tårer i øjnene, når jeg drikker denne vin. Yderst elegant, fantastisk balance med en slags “kølighed” over sig. Dette er elegance, finesse, balance … føj hvor er det altså godt. Vinen bevarer samtidig “det hele” i en flot vanvittig lang eftersmag. Det er traditionel Châteauneuf, når det er bedst! Thumbs up.
Det var vist endda de sidste flasker hos Strobel, prisen ligger – ligesom hos den hvide – på 549 kr.