Tag-arkiv: Bourgogne

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, FrankrigSpilopper og kaos … kan Mischief and Mayhem oversættes til. Det er samtidig titlen på en bog af Elizabeth A. Patterson samt en tegnefilm med Jern Henrik.

Det er imidlertid også navnet på en lille vinhus, som ligger i Aloxe-Corton i Bourgogne. Ikke meget fransk tradition i det navn, men vinene lever imidlertid op til de traditionsrige vine for området.

Mischief and Mayhem – eller M&M som de også selv kalder huset – består af Michael og Fiona Ragg og Michael Twelftree, tre gode venner hvis passion for vin, særligt Bourgogne, inspirerede dem til at starte op med eget set-up i efteråret 2004.

Før dette var Michael Ragg næsten 10 år hos Berry Bros. & Rudd, inden han flyttede til Bourgogne i foråret 2003. Her startede han op som vinkonsulent og winebroker i Aloxe-Corton.

Michael Twelftree er medstifter og samtidig drivkraften bag det Australske vineri Two Hands Wines fra Barossa Valley. Har smagt Pinot Noir derfra, og det er altså også rigtigt godt.

Mischief and Mayhem har et mål – at producere nogle af de bedste vine som Bourgogne kan tilbyde. Veltillavede, elegante og individuelle vine, der hver især repræsenterer både kommune og appellation.

Mange mennesker viger tilbage fra de franske navne, har Michael Ragg fortalt. De har svært ved at udtale dem, så derfor blev vi enige om, at vores lille vinhus skulle hedde noget på engelsk. Min kompagnon foreslog, at vi kaldte det ”Murder and Mayhem” … mord og ødelæggelse. Det er et udtryk, der af og til bruges på engelsk. Men det var nu lidt for drastisk, så vi stoppede ved ”Mischief and Mayhem”.

De to kompagnoner blev også enige om, at de ville skabe etiketter, der var umiddelbart genkendelige, og som konsekvent nævnte druesorter og gav en grundig forklaring om vinen på engelsk – noget som vinfolkene i Bourgogne generelt ikke går særligt meget op i.

Huset ejer ikke selv vinmarker, så det er et negociant firma, og det vigtigste er naturligvis, hvad der tappes i flaskerne. Her er de to Michael’er kræsne, så de har ingen faste aftaler med bestemte vinbønder i Bourgogne, men finder hvert år frem til små og store vinpartier, der lever op til deres krav. Dermed kan deres produktion også svinge meget fra år til år … specielt hvilke vine, som laves i de enkelte år.

Her har vi fat i én af husets topvine fra 2005, en Aloxe-Corton 1’er Cru, og den er lavet fra vinstokke med en gennemsnitsalder på lidt over 45 år, og er høstet fra marker øst og sydvest for den gamle landsby Aloxe-Corton. Vinstokkene står plantet i en blanding af kalksten, jord med god mineral- og jernindhold, lagdelt med småsten.

Vækstsæsonen og høstforhold i 2005 var fremragende. Koncentrationen, balance og modenhed af frugt var alle fremragende. Vinen er lagret 16 måneder på egefade. Der laves kun 1.200 flasker af denne vin årligt.

Duften er også ganske skøn med babybræk (på den gode måde … denne meget animalske duft, som ofte findes i rigtig gode vine), mørke kirsebær, figner, lidt røgede toner, nelliker og svage krydderier. Hmmmm, god start. Smagen er både syrlig, blød … meget let og frisk, godt med fine tanniner, god struktur, god balance og meget ren i smagen. Det smager altså godt … og nok aftenens bedste vin so far. Spændende hus, som jeg ikke er stødt på før.

Købt i Frankrig … herhjemme forhandles vinen hos FineWines.dk … men denne flaske er ikke fundet herhjemme. Et gæt på en pris i Danmark vil være omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, Frankrig

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1'er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, FrankrigSå kom der Bourgogne på bordet … igen smagt blindt, og ingen problemer med at gætte den. Jeg skød endda også på Pommard, og det var også rigtigt. Vi er hos Domaine Henri Montagny og vinen er en Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, dvs. enkeltmark, og her i en årgang 2003 … et af de bedre år i området.

Domaine Henri Montagny er en lille familieejendom på 6,5 hektar, som ligger i Volnay. Ejendommen har i øvrigt tidligere været sommerresidens for hertugerne af Bourgogne, så historisk er den også meget interessant.

Den har i flere generationer været drevet af Montagny familien, og siden 2003  har det været Henry Montagnys børn, Marie-Paule og Jean-Claude Montagny, som har forestået driften.

Udover vinproduktionen er Marie-Paule også produktiv indenfor sin anden lidenskab, nemlig maleriet. Hun maler værker med blomster, vingårde, landskaber, landsbyer. Herudover laver hun dekoration til vinetiketter. Vil gætte på, at det også er Marie-Paule, som har tegnet etiketten til denne vin … med den flotte skål og vinbladene. Men det er kun et gæt.

Høsten sker manuel og vinfremstillingen er helt traditionelt. Ellers findes der ikke meget information på nettet om vingården i øvrigt.

Vi har her i glasset en Pommard 1’er Cru fra marken Chanlins Bas, som er én blandt i alt 28 marker, som er kategoriseret som værende 1’er Cru marker. Jeg gættede Pommard ud fra kraften og farven i vinen, en tak mørkere end Bourgogne vine normalt, og det afsløres også i glasset.

Farven er fortsat teglfarvet … men nok lidt mørkere tegl. Holdes vinen op mod et hvidt stykke papir afsløres alderen ved brunlige nuancer i kanten af glasset. Duften er en smule indelukket med kælder … næsten muggen kælder, hindbær, violer … og så lidt syre.

Smagen er unægtelig Bourgogne, stram med bitre kirsebær, godt med syre og tannin, mere “bulder” end normalt, men det er nok Pommard-kraften, der slår igennem. Måske en anelse indelukket i smagen også.

Købt hos producenten, pris ukendt. Har fundet en årgang 2009 på nettet, den koster 30,70€.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, FrankrigLørdagens sidste vin, igen Bourgogne … vinhuset Domaine Laleure-Piot og en Premier Cru vin, Pernand-Vergelesses. Domaine Laleure-Piot ligger i Beaune, men har deres kældre i Pernand-Vergelesses, som er en appellation, der ligger i den nordlige del af Côte de Beaune i Bourgogne.

Jorden består af en blanding af kalksten og mergel ler over en hård kalksten base. I denne appellation produceres der både rød og hvid vin. Rødvinene i Pernand-Vergelesses er stærke og full-bodied med røde bær og brombær smag og hints af krydderier og en pænt grad af kompleksitet.

Familien Laleure-Piot har dyrket vin her i mere end 300 år, og det er nu 5. generation Frédéric Laleure, der ejer det meget velplejede domaine. Der er godt 10 hektar, og ikke mindre end 15 forskellige appellationer. Markernes gennemsitsalder er 30 år og al høst sker manuelt.

Efter høsten sorteres druerne omhyggeligt. Efter nogle få dages kold maceration, der sikrer det bedste af frugt og friskhed begynder den langsommere rolige gæring, der fuldender arbejdet og skaber den dybe farve. Herefter fyldes denne nektar til modning i 12 måneder på udvalgte fade fra det centrale Frankrig og Nevers. 35% af fadene skiftes hvert år.

Der findes alene én Grand Cru vinmark i Pernand-Vergelesses og det er Corton-Charlemagne, hvorfra der alene laves hvidvin. Derudover findes der 10 Premier Cru vinmarker til rød-og hvidvin i Pernand-Vergelesses, og Les Vergelesses – som leverer druerne til denne vin – er én af markerne.

Duftmæssigt er her lade, kostald … godt animalsk udtryk … hmmmm, der er syre, hindbær, jern og mineraler. Smagen er meget frugtrig, mineralsk med ristede mandler, grus … men også meget blød og klar/ren i udtrykket.

Købt hos Jysk Vin, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigEndnu en vin fra vores vinmaraton i lørdags … fedt med et lille maraton. når nu man har en fiber og ikke kan komme ud på stier/veje og løbe selv. Det har måske ikke samme effekt … men lige præcis dét tænkte vi ikke på, da vi smagte denne Chambolle-Musigny fra Domaine Roux Père & Fils.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at over far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtager driften er gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden vokser løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre , Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerer familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne forbedres.

I 1990 opfører brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skal opfylde et stigende produktionskrav, og det betyder også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – udvides med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Druerne til denne Chambolle-Musigny høstes manuelt og den første gæring finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 15 dage. Andergæringen sker på egefade, hvoraf 30-35% er nye. Den efterfølgende fadlagring strækker sig over 15-18 måneder inden aftapning på flaske. Chambolle-Musigny er den af rødvinene fra Côte de Nuits, der betragtes som den mest af feminine. Den udtrykker sin intensitet og delikate finesse med stor elegance.

Der laves to Chambolle-Musigny hos Domaine Roux Père & Fils, en “almindelig” og en 1er Cru “Les Charmes”, og dette er den almindelige. Lad os fluks smage vinen.

I glasset dejlig lys, næsten transparent teglfarve. Pinot? Ja, duft er animalsk med hestestald, lidt brændt jord, hindbær, lakrids, selleri, hvid peber og grønne toner. Smagen er lyserøde bær, hindbær, hø-toner, grønne toner, mineralitet, god garvesyre … men alt meget silkeblødt med en lidt bitter eftersmag. Dejlig vin … selvom den havde det lidt svært efter en svulstig og sød Zinfandel. Det gik, og dejlig med Pinot Noir i glasset. Elsker den drue.

Købt hos Jysk Vin, pris 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSteffen havde sørget for aftenens kultvin, en Clos-Vougeot Grand Cru vin fra Château de la Tour. Clos-Vougeot eller Clos de Vougeot, som den korrekt hedder, er én af de klassiske, berømte Grand Cru vinmarker i Côtes de Nuits, grundlagt i det 12. århundrede af munkene i klosteret Abbaye de Citeaux, delvis omkranset af gamle mure og er på i alt 50 hektar, som ikke mindre end 80 vingårde ejer dele af. Vi er i simpelthen i hjertet af Bourgogne ved siden af ​​Musigny, Romanée og i nærheden af ​​Chambertin.

Château de La Tour ligger ved byen Vougeot i Bourgogne og er ejet af Jeanne Labet og Nicole Déchelette med Jeannes søn François ved roret. Château de la Tour er grundlagt tilbage i 1890, hvor slottet blev bygget af netop Labet og Déchelette familierne. Begge familier havde på det tidspunkt allerede været beskæftiget med vinproduktion siden det 15. århundrede.

Château de la Tour ejer 6 hektar af Clos de Vougeot og er dermed den største ejer blandt de mange vingårde her. Nogle af slottets parceller ligger i midten af Clos de Vougeot og resten ligger op mod den nordlige mur. Jorden på Clos de Vougeot er sammensat af ler og kalk med et 60 cm tykt kalklag i undergrunden. Det siges, at druerne fra den sydlige del af Clos de Vougeot er knap så gode og objektivt set ikke egnet til at vin af grand cru-kvalitet, men den problemstilling er vi så ude af her.

Vinstokkene er også et kapitel for sig selv, idet de ældste er plantet tilbage i 1910 … og gennemsnitsalderen er omkring 50 år. Læg dertil et meget lavt udbytte omkring 29 hl/hektar, hvilket svarer til sølle 30 cl produceret pr. vinstok. Altså en halv flaske pr. vinstok ! I et normalt år sælger slottet omkring 20.000 flasker.

François Labet bærer familiearven med stort ansvar og med respekt for både tidligere og fremtidige generationer. Så bæredygtighed tages meget alvorligt, og han gør alt for at fremelske vinens terrior. Alle vinmarker bearbejdes økologisk, og François’ ordsprog er; “Pas de Bons Vins sans des Bons Rosin”, hvilket kan oversættes til, at der ikke kommer god vin uden gode druer.  Der arbejdes derfor med streg beskæring, ligesom høsten sker manuelt og med en ekstrem streng sortering efterfølgende. De transporteres selvfølgelig også i små kasser med huller for ikke at blive beskadiget.

Efter sortering køles druerne ned og en syv til ti dage af kold udblødning begynder. Temperaturen stiger langsomt og gæringsprocessen hæver temperaturen til 32 grader. Efter en måned tappes vinen på fade. Lagringen varer i 18 måneder og finder sted på 75% nye 228 liters egetræsfade fra Nevers i det centrale Frankrig, mens de resterende 25% lagres på 2-3 år gamle fade. I god tid, før aftapningen på flaske, stikkes vinene sammen. Vinen er tappet på flaske uden klaring og filtrering.

Lad os for pokker da smagen vinen. Duftmæssigt lidt modellervoks, hindbær, salvie, mynte, estragon, lakrids, kød og bacon tilsat en smule lak eller fernis. Det kan lyde lidt uhyggeligt, men den dufter faktisk ret fantastisk … måske en anelse ung endnu. Smagen præges af stramme tanniner, lidt tjære, grønne noter … men også en stor og lækker blødhed. Tanninerne sætter sig markant i overmunden, og der fornemmes også lidt alkohol grundet den unge alder. Stor vin og stor årgang, men kunne måske tåle nogle flere år i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Har svært ved at finde en dansk importør, men det er vin til omkring 100 dollars udenbys.

Vinanmeldelse 6/7  

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, FrankrigJan havde medbragt en Bourgogne … og inden vinene blev for kraftige, så var det vist tid til denne gudesaft. Jan havde medbragt en flaske, som han havde haft liggende i køleskabet i en 4 års tid, nemlig denne Beaune-Grèves 1’er Cru fra Domaine Jacques Prieur, som holder til i byen Meursault ikke langt fra dejlige Beaune.

Domaine Jacques Prieur er grundlagt tilbage i slutningen af det 18. århundrede, helt præcis i 1898 og ledes i dag af Martin Prieur, som har sikret en opblomstring af domainet inden for de seneste år – ikke mindst med assistance fra ønologen Nadine Gublin. Vinhuset ejes dog i dag – ifølge min research – af Labruyère familien med den unge, charmerende og diskrete Edouard Labruyère som daglig leder. Den højt respekterede vinmager Nadine Gublin er i øvrigt tidligere udråbt til “Winemaker of the Year” i 1997 af Revue du Vin de France.

Domainet har et fornemt sortiment af Grand og 1er Cru’er og har monopol på tre appellationer, hvilket er ganske ualmindeligt i Bourgogne. Hvis man lige ser bort fra deres Clos de Mazeray, så producerer huset faktisk alene Grands Crus og Premiers Crus … ganske imponerende.

Det fantastiske sortiment af hvide vine, hvor druerne høstes, når de er meget modne, giver vine med en overvældende aroma og fylde. De røde vine er lavet efter moderne metoder og er mørke, kraftige og harmoniske vine. Samtlige marker vinificeres separat for at frembringe de forskellige nuancer og karakterer.

Samlet ejer vinhuset omkring 20,5 hektar vinmarker og endda nogle af de mest berømte Grand Cru vinmarker: Le Montrachet, Le Corton, Les Échézeaux, Le Musigny og Le Chambertin. Vingården har været under renovering siden Labruyere familien købte domainet, og i dag er vingårdens faciliteter blandt de bedste i verden.

Duftmæssigt ikke så voldsom hestestald eller animalske toner, men derimod lidt kælder, jord, ribs, kirsebær, svag lakrids og ellers grønne toner. Smagen er nok mere imponerende, idet vinen er ret præcis og skarp i udtrykket … fuldstændig som en lige linje, og der er kirsebær, renhed … tonsvis af tanniner, men på en meget behagelig måde … sidder på tænderne. En måske en anelse mere til den mørke side end Bourgogne traditionelt, men den smager godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Otto Suenson og pris 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, Frankrig

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, FrankrigI sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797. I starten var familien udelukkende vinkøbmænd med virke fra hovedsædet i Beaune, men løbende har man opkøbt jord, og ejer i dag selv mere end 50 hektar. Som noget helt unikt er man den største ejer af Grand Cru marker i Cote d’Or, nemlig hele 28,63 hektar. Husets egne vinmarker strækker sig fra Chambertin i nord til Chevalier-Montrachet i syd og er selvfølgelig alene tilplantet med Pinot Noir og Chardonnay.

Huset laver også vin udenfor Bourgogne, nemlig fra både Ardèche i Rhône og Côteaux du Verdon længere sydpå. Generelt er der tale om et af de større negociantfirmaer, og de laver mange vine. På deres hjemmeside kunne jeg tælle omkring 200 forskellige vine, som der produceres hvert eneste år.

Alle druerne til familiens vine vinificeres og lagres på et stort anlæg på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Her har man skabt et produktionsanlæg med et jernbanesystem og elevatorsystem, der sikrer, at mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer. Dette anlæg var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour.

Siden etableringen af Louis Latour for flere hundrede år siden er vinhuset fortsat beliggende på samme adresse, og fortsat ejet af Latour-familien. Det er med andre ord gået i arv fra far til søn i over ti generationer, og siden 1999 har det været Louis-Fabrice Latour, som har drevet det traditionsrige negociantfirma. Vinene fra Louis Latour sælges i mere end 60 lande og anerkendes for deres kvalitet i alle prisklasser.

Druerne til denne vin er nøje udvalgt fra kommunen Lugny, hvor markerne er excellente i forhold til jordbund og beliggenhed. Det er den eneste landsby i Mâcon, som blev beplantet med Chardonnay for mere end 30 år siden. Jordbunden, er leret og limstensholdig, og dermed virkelig velegnet til Chardonnay. Les Genièvres er en af topmarkerne i det sydlige Bourgognes Mâcon region. Vinen er fremstilles på ren stål.

Duftmæssigt fanger jeg lidt melon, blomster, mandler, muskatnødder og hø … samt svag citrus. Smagsmæssigt fint cremet, lidt smør, god rund og sprød, men med lidt bitterhed i eftersmagen. Okay vin, og god til pengene.

Købt til 100 kr. i SuperBest.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Joseph Drouhin, Chablis Vaudon, Bourgogne, Frankrig

2011 Joseph Drouhin, Chablis Vaudon, Bourgogne, FrankrigTirsdagssmagningen på jobbet bød på 2 vine, og den første var denne Chablis Vaudon fra vinhuset Maison Joseph Drouhin, et af de klassiske huse i Bourgogne. Huset blev grundlagt i 1880 og har lige siden været en af forkæmperne for de autentiske Bourgogne-vine. Som Robert Drouhin selv siger: “Der skal være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker”.

Denne filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.

Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.

Jorden i Chablis består af en helt speciel type kalk dannet i Jura tiden på base af skaller og skeletter fra bittesmå dyreplankton og snegle. Denne type kalk har den enestående evne til at kunne indeholde 80% vand uden at afgive fugt til omgivelserne. Det er en stor fordel for vinstokkene, der derfor aldrig behøver at tørste og samtidig ikke står i fugtig jord, som har givet druerne skimmelsvamp.

Joseph Drouhin er en stor jordbesidder i Chablis. Efter et besøg i tresserne hvor Joseph Drouhin indså, at man nemt kunne kopiere Côte d´Or’s succes ved hjælp af frostkontrol, opkøbte han parceller fra de absolut bedst beliggende marker. Gennem intensive undersøgelser og smagninger af såvel gamle som nye Chablisvine, fandt han den stil, han ville lave sine vine i: Så kontant et udtryk for jordens karakter som mulig.

Duftmæssigt en frisk, rank vin, som har noter af grønne æbler, fersken, appelsin, lidt ananas. Smagsmæssigt flot knastør, god syre og mineralitet og lidt stenet i udtrykket. Ingen stor Chardonnay fedme her. Dejlig vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Bouchard Père & Fils, Meursault Les Clous, Bourgogne, Frankrig

2010 Bouchard Père & Fils, Meursault Les Clous, Bourgogne, FrankrigI felttoget af hvide franske vine, så er det selvfølgelig også oplagt med en hvid Mersault fra Bourgogne, og den fik vi fra vinhuset Domaine Bouchard Père & Fils til temaet Bourgogne. Jeg har tidligere skrevet lidt om vinhuset, nemlig da jeg smagte deres 2009 Volnay 1er Cru, Clos des Chênes.

Bouchard Père & Fils var i 200 år et af de fineste huse i Bourgogne, men mistede fra 1960erne efterhånden sin glans. I 1995 blev huset overtaget af Joseph Henriot. Henriot tjente sin formue som skaber af luksuskoncernen LVMH med bl.a. Vve Clicquot, Moët, Vuitton og et læs farfumefirmaer.

Han forlod LVMH i 1992 og købte Bouchard for sin “pension”. Et utroligt arbejde blev sat i gang. Nye domæner blev føjet til Bourgognes i forvejen mest imponerende domæne, som i dag er på ikke mindre end 130 hektar, heraf 2/3 1.Cru og Grand Cru).Produktionen blev samtidig skåret ned og nye kældre blev opført. Siden har hver ny årgang overgået de foregående.

Philippe Prost er vinmager og lægger vægt på finesse, frugt og længde snarere end på kraft, mens arbejdet i vinen ledes af Christophe Bouchard.

Meursault er en af Bourgognes store hvidvine. Cistercienserne er mest kendt for Clos Vougeot, men allerede i 1098 plantede de vin i “Murissalt”. I alt er plantet over 400 hektar, hvoraf godt 1/3 er 1.Crus. Les Clous, som bedst kan oversættes med “højdepunktet”, dækker 18,4 hektar kalkholdig vinmark, hvoraf Bouchard Père & Fils ejer ikke mindre end 8,64 hektar af, og det er herfra, at denne vin stammer.

Vinen laves med samme omhu som domænets topvine, dvs. både gæring og lagring i små egefade, en god del nye hvert år. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay.

Og den dufter også af Chardonnay … der er egetræsfad, smør og fedme. Smagen er dejlig cremet og fed, men fortsat med syre og meget intenst. Klassevin!

Fås hos Erik Sørensen Vin til 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigEndelig fredag … en travl uge uden vin, så er det vist på tide at nyde lidt vin igen. Valget faldt på denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir, som forhandles af et nyt online vinfirma Menuvin.dk. Vinen produceres af en lille Chablis producent Domaine Garnier & Fils, som ligger i byen Ligny-le-Châtel, knap 10 km. nord for selve Chablis by.

Domaine Garnier & Fils ejes og drives af to brødre, Xavier og Jérome Garnier, som kommer fra området omkring Ligny-le-Châtel. Brødrene ejer omkring 23 hektar vinmarker, fordelt omkring byerne Ligny-le-Châtel, Maligny, Villy, Lignorelles og Chablis og har siden 1992 løbende udvidet både deres produktion og kvalitet. De laver primært Chablis vine.

I dag laves der helt præcis 8 forskellige vine, heraf er de 7 selvfølgelig hvide, og et par stykker er endda 1. Cru og Grand Cru Chablis … og så producerer brødrene også denne ene røde bourgogne, som de selv kalder Bourgogne Epineuil Pinot Noir, da druerne til fremstilling af vinen ikke kommer fra egne marker, men derimod er købt hos andre vinbønder, nemlig fra et markområde på omkring 1 hektar ved byen Epineuil. På denne hektar forsyner 10.000 vinstokke Garnier & Fils med beskedne 40 hl. druesaft, som bliver til denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir.

Vinen har selvfølgelig lagret på egetræsfade, i dette tilfælde 12 måneder på 228 liters fade med en alder mellem 2 og 6 år. Vinen hører – for Bourgogne – til i den billigere ende, og sammenholdt med, at vingården primært laver hvide vine, så man kunne godt frygte, at det ville være en sur bandit, men sådan er det ingenlunde, for vinen overrasker faktisk positivt.

I glasset en klar, teglfarvet vin, som straks indikerer Pinot Noir. Duftmæssigt en god overraskelse, for der er nemlig en lidt sød “burgunder” duft, den lidt søde kostald, som man ofte finder i rigtig gode, tyske Spätburgundere, men her er sødmen skruet en anelse ned, hvilket dog er helt forventet, okay og meget passende med, at dette jo er en fransk og landlig pige. Duftmæssigt også lidt frugtrig syrlighed, kirsebær og en anelse jordbær. Rigtig dejlig duft. Jeg elsker bare Pinot Noir, når den giver sådanne dejlige duftoplevelser. Smagsmæssigt lidt syrlighed, kirsebær igen, lidt let ristede toner, lidt grønne toner men også en anelse skarphed, tannin og vinen bider måske en smule. Det skal dog ikke ødelægge fornøjelse af en fin bourgone til fornuftige penge.

Brødrene siger selv, at vinen skal drikkes indenfor 4 år fra høst, så vi har derfor også ramt den helt rigtigt, og endda fra et godt Bourgogne år … nemlig 2009.

Fås hos Menuvin.dk til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7