Kultvinen … hvad er mere passende end en Châteauneuf-du-Pape fra den satans gode årgang 2007 … og så fra nok den allerbedste producent, nemlig den gamle, mytiske og berømte Henri Bonneau? En levende legende. Hans vine er de mest omdiskuterede og sværest opdrivelige i hele Châteauneuf-du-Pape … og det er vine, som er ganske fantastiske … og det gælder også denne.
Henri Bonneau er omkring de 75 år og har dybe rødder i Châteauneuf-du-Pape. Hans familie har haft vinmarker hér igennem generationer og Henri Bonneau er 16. generation. Bonneau er imidlertid ikke særlig interesseret i berømmelsen. Han foretrækker at bruge sin tid i vinmarken og i hans tudsegamle kælder.
Familien har aldrig været “slotsejer”, som man kender det i Bordeaux og til dels også i Châteauneuf-du-Pape.
Der er tale om markarbejdere, som lidt efter lidt, generation efter generation har opkøbt bittesmå stykker jord, som de har samlet under en enhed – et domæne – med det formål at give det videre til den næste generation og således sikre dem nogle bedre levevilkår end dem, man selv havde haft.
Her er det hårdt arbejde, tålmodighed og økonomisk ofring, som har gjort sig gældende. Dette kan man forstå allerede blot ved at se Henri Bonneaus hus i centrum af Châteauneuf-du-Pape. Det udvendige er yderst beskedent, det indvendige vil sikkert kaldes miserabelt af de fleste.
Og sådan er det hele vejen i gennem: fra Bonneaus evige grønternede skjorte til hans produktionsudstyr: Han har for eksempel lavet vin i snart 50 år på egefade, som stammer fra hans bedstefar. Men som han siger: “De virker. Man behøver blot lappe dem en gang i mellem når de bliver utætte”.
Det er med ældgammelt værktøj og en kældertilstand, som givetvis ville fremprovokere hjertestop hos en dansk levnedsmiddelinspektør, at Bonneau laver nogle af de største vine i verden i.
Henri Bonneau anser selv de organismer, som eksisterer i disse omgivelser, som en naturlig ting og en nødvendighed for at sikre levende og autentiske vine. Vinene får lov til at ligge og gære i dette miljø i årevis, op til 6-10 år!
Ifølge moderne oenologi, skal gæringsprocessen kun vare ganske få uger (den malolaktiske gæring kan nogle gang trække ud, men skal absolut afsluttes indenfor et år) og vinen bliver sjældent aftappet senere end efter 18-24 mdr. på fade. Men moderne oenologi og teknologien har ingen plads i Bonneaus verden.
Vinen laver sig selv og man skal ikke forhaste ting. Man kan dårligt komme uden om følgende citat: ”Everything done at chez Bonneau makes no sense to modern day oenologists. His cellars are deplorable, and the condition of his barrels (at least the outside of them) is frightful. However, it’s what’s inside that counts. The magic in those barrels represents the essence, the heart and soul of Chateauneuf du Pape.” Robert Parker – Wine Advocate, Februar 2003
Man kunne hævde, at det kan da ikke være så vanskeligt at gære vinen og så lade den ligge på fade i mange år, men så enkelt er tingene jo naturligvis ikke. De lokale vinbønder er altid meget ærbødige, når de taler om Bonneau og kalder ham “Kongen” eller noget lignende, men de fleste undrer sig en smule over hans unikke kunnen og nogle kalder det naturstridigt, det han går og laver.
Vinene består næsten udelukkende af ren grenache, men da vinmarkerne også indeholder et marginalt antal Mourvedre-, Counoise- og Vaccarèse-vinstokke, indgår disse druer også i blandingen. Grenache druen indeholder kun få farvepigmenter, hvorfor vine lavet på denne drue ofte har en lidt lys, næsten Bourgogneagtig farve.
Mange specialister mener, at det ikke er Bonneaus evner som vinmager, som forklarer vinenes storhed, men nærmere det unikke druemateriale han arbejder med. Alle domænets vinstokke har en meget høj alder. Mange er over 70 år, og nogle over 100 år. De er meget lidt produktive og har meget lange rødder, som går dybt ned i jordbunden. Herfra suger de de vigtige mineraler op fra 50-80 meters dybde.
Domænets parceller på i alt omkring 6 hektar er spredt ud over hele Châteauneuf-du-Pape, men en god andel befinder sig i appellationens fornemmeste område: “La Crau”.
I de senere år er Bonneaus vine blevet temmelig kostbare. Dette skyldes en beslutning om at forebygge den kæmpe spekulation, der finder sted på hans vine. I mange år har Henri Bonneau solgt sine vine til meget lave priser. Nogle husker tider, hvor man kunne købe dem for 50 kr., hvorefter man fandt dem igen på markedet til flere tusind kroner.
Dette har chokeret Bonneau, og det – sammen med det kæmpe pres der opstår når man får 100 Parker points – har fået ham til at lægge distributionen af hans vine i hænderne af en god ven, som også er i vinbranchen. Deres første beslutning var at hæve priserne drastisk for at komme tættest muligt på den maksimale prisgrænse og dermed forhindre spekulationen og samtidig sikre, at den som tjener mest på en flaske Henri Bonneau er… Henri Bonneau.
Derudover, er distributørerne omhyggeligt udvalgte og de skal forpligte sig til at sælge Bonneaus vine til ægte vinentusiaster i stedet for brokers og andre spekulanter. Bonneau, som er lidt af en filosof og en humanist, ønsker også at give så mange personer som muligt mulighed for at nyde hans vine. Det er derfor vigtigt, at vinene bliver solgt i små mængder til mange mennesker og ikke på én gang til en rig samler, som vil lade dem ligge i sin kælder.
Alle Bonneaus vine er “Cuvéer”, det vil sige, at navnet ikke referer til et område eller en bestemt parcel. Det er blot vinens navn. Alle druerne bliver behandlet og vinificeret ens. Det er først ved smagningen under lagringen, at det bliver bestemt hvilke fade, der skal til blive til de forskellige vine. De bedste fade aftappes under navnet “La Réserve des Célestins”, de næstbedste “Cuvée Marie Beurrier”, og de 3. bedste “Cuvée Henri Bonneau”. I to exceptionelle årgange (1990 og 1998) har Henri Bonneau lavet en “Cuvée Spéciale”.
Her har vi netop en Cuvée Henri Bonneau, som i næsen er ganske rustik og landlig med indkogt frugt, modne blommer, sød balsamico, kælder, lakrids, let candyfloss, figner og en fabelagtig intensitet. Duften er svær at beskrive, men markant anderledes end andre vine, og alligevel som noget velkendt. Det er en lidt svedig frugt med lidt tobak, meget animalsk og meget tæt.
I munden er vinen nærmest flæskende … med sødme, kraft og saft, sorte bær. Det lyder tungt, men vinen har en ubeskrivelig lethed, elegance … men på den fede måde. Der er ren og klar frugt. Vinen er let syrlig, men voldsom intens. Smagen rammer dig lige i sylten med syre, meget direkte frugt og tanniner. Man tænker slet ikke Châteauneuf-du-Pape. Overdreven lækker. En oplevelse ekstraordinaire. Hmmmmmmmmmmmm. Topklasse … total overgivelse.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Forhandles hos Erik Sørensen Vin, pris 1.095 kr.
Rating 7/7 
Næste vin var en rigtig Châteauneuf-du-Pape, hvis man da ellers kan snakke om noget rigtigt eller forkert. Vi er hos det charmerende vinhus Domaine Saint Préfert, som ligger i selve Châteauneuf-du-Pape by, så mere i hjertet af området kan vi næppe komme.
Endnu en vin fra Rhône … og igen fra Sabon familien. Sjovt, som aftenens vine følger et vist tema … selvom vi smager dem skjult, og gætter området. Denne gættede vi skam også, idet vi skød på, at det var en Châteauneuf-du-Pape, og ganske rigtigt, nemlig fra Domaine Roger Sabon, som jo blev grundlagt af den yngste af Seraphins tre sønner.
Videre med næste vin fra i lørdag, klassisk Châteauneuf-du-Pape. Med base i Orange finder vi nemlig vinhuset Domaine Grand Veneur, som ejes og drives af Alain Jaume sammen med sine 2 sønner.
Endnu en af de mange vine fra det store byggemøde i lørdag. Vi er hos negociantfirmaet Louis Bernard, som ligger i Caumont sur Durance, ca. 15 km sydøst for Avignon. Herfra smagte vi en Châteauneuf-du-Pape.
Én af nytårsaftens store vine var denne Châteauneuf-du-Pape fra huset Clos du Mont-Olivet. Vinen er deres topvin Cuvée Papet opkaldt efter en af husets forfædre. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset i et blogindlæg om deres “
Vine fra Châteauneuf-du-Pape har givet mig nogle af de største vinoplevelser … jeg husker fortsat Henri Bonneau, Pégaü, Clos des Papes og Beaucastel som nogle af de allerbedste vine, som jeg nogensinde har smagt.
For at glæde vinbuddy Gert – som ikke var med til vinlaughets store Châteauneuf du Pape smagning – så havde jeg lørdag også valgt en vin fra den netop dette område og fra den smagning, nemlig en gammel kending, Domaine de Marcoux, her blot i en årgang 2005.
Så kom det øjeblik, som jeg havde ventet på siden jeg så, hvilke vine vi skulle smage denne aften; Châteauneuf-du-Pape fra Henri Bonneau.
På næste Châteauneuf du Pape fik vi lidt alder på, nemlig hele 9 år med denne Cuvée Centenaire fra den gode André Brunel, som jeg har skrevet om i et par af de tidligere blogindlæg, derfor ikke mere om gården eller denne vinmager.