Byggemøde 29. oktober 2016

En gangster er en betegnelse for en forbryder, som er tilknyttet en kriminel organisation, der deltager i organiseret kriminalitet. Ordet er lånt fra engelsk og stammer fra ordet gang, der kan oversættes til bande eller gruppe. Og det var netop “the gang” a.k.a. byggesjakket, som lørdag den 29. oktober atter havde sat hinanden stævne.

Men gangster var derudover det tema, som sjakbajs Falk – aftenens vært – havde bygget hele aftenen op over … ikke blot en vinsmagning, men derimod en vinsmagning og musikquiz. Og altså med gangster som det gennemgående tema.

gangster

Vores distræte Coco, kendt under det borgerlige navn Mikkel … aka DK’s grimmeste sygeplejerske havde meldt forfald, da han – selvfølgelig fejlagtigt – mente, at arbejdet kom i første række. Da Falken med det store vingefang imidlertid havde planlagt vinsmagningen og musikquiz’en som en holdkonkurrence, så havde han denne lørdag inviteret et par gæster med … Henrik og Ib.

Det betød, at 3 hold skulle dyste om æren, titlen og respekten denne aften. Hold 1 havde arbejdsformand Keeper som ankermand, suppleret med gæst Henrik, mens arbejdsdrengen Flemming som ankermand på hold 2 måtte trækkes med wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”. Jeg dannede sammen med Ib – min gamle oldboysbuddy – det sidste, men skræmmende hold 3.

Til hvert hold havde den udspekulerede vært lavet et hæfte med menuen på forsiden, plads til at gætte land og drue for aftenens 12 vine og derudover plads til svar på 24 musikspørgsmål, som skulle serveres løbende i takt med, at vinene kom i glasset … 2 spørgsmål pr. vin … sådan cirka, men nogle gange lidt flere. Og denne gang ville vinene – modsat normalen – først blive afsløret efter smagningen.

Og lad os da endelig starte med forsiden af hæftet, for aftenen menu bestod af:

  • Kartoffel/porresuppe m/bacon
  • Dyrekølle m/kartofler, rødvinssauce & rodfrugter
  • Gammeldags æblekage

Kartoffel/porresuppe m/bacon

kartoffel-og-poresuppe-med-bacon
Både en smuk og velsmagende ret … men til værtens store overraskelse blev den overskydende bacon – som man kunne supplere med – ikke spist.

Dyrekølle m/kartofler, rødvinssauce & rodfrugter

dyrekoelle-med-kartofler-roedvinssauce-og-rodfrugter
Vildt smager sgu bare godt, når det er veltillavet … og det var det her. Og endda med rodfrugter, som Falken ikke selv er tilhænger af. Med saucen havde han sprunget over gæret og anvendt Arlas … dog fornuftigt løftet et par niveauer med lidt bluecheese. Hmmmm.

Gammeldags æblekage

gammeldags-aeblekage
En ret man ikke går galt i byen med. En stor portion … men alle mænd spiser jo op. Jeg gjorde i hvert fald.

På den vinøse front tog Falken … den amerikanske solformørkelse sgu røven på os alle. Vi gættede løs på forskellige druer og forskellige lande … lagde ansigterne i de rigtige folder, rynkede panden, tænkte os godt om, kløede os på hagen, så vise ud og kom med kvalificerede bud.

Men, men, men … alle vinene var amerikanske og endda fra samme vinhus, nemlig fra californiske Francis Ford Coppola Winery, som jo er ejet af den oscarbelønnede amerikanske filminstruktør, manuskriptforfatter og filmproducent, som jo netop står bag Godfather-filmene. Hva’ fanden er det for gangster metoder … vin fra samme vinhus hele aftenen? Føj Jesper.

coppola

Det betyder, at vinprogrammet så sådan her ud:

Vi sluttede dog efter de 12 amerikanske gunslinger projektiler med en Valpolicella, ligesom aftenen også bød på en dessertvin, som kom fra Australien. Den skulle vi dog ikke gætte.

Musikspørgsmålene … vi startede som død og helvede. Hvem havde spillet hovedrollen som den tyske oberst Heinecken i den danske Shubidua film Den Røde Tråd fra 1989? Fuck … har sgu aldrig set filmen. Det blev dog senere en smule lettere, men Jesper – der er sgu ikke meget gangster i Stock Aitken Waterman … men sjovt var det sgu. Respekt for god forberedelse til mr. quizmaster.

Og lige en vigtig regel … snød man ved brug af mobil, så skulle man indtage et glas shot med Chili Klaus ubehagelige Chili Skud vindstyrke 12. Den havde jeg prøvet dagen før … og gør det aldrig mere. Så ingen snyd der.

Den samlede quiz – vi snakker både vin og musik – endte med en delt 1. plads til hold 1 og hold 3. Vi siger intet om, hvem der gættede flest vine, for så bliver Lyngvild sgu så cocky. Hold 1 og 3 endte med 30 point og hold 2 med 25 point.

Tak for endnu et hyggeligt byggemøde!

Keeper drikker sprut

2014 Borgogno, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2014 Borgogno, Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi sluttede aftenen på Bistroteket med denne Barbera d’Alba Superiore fra Giacomo Borgogno e figli, som holder til i den østlige del af Barolo by.

Vinhuset Borgogno er et af de gamle, traditionelle vinhuse i Piemonte, grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno og vin fra huset blev endda drukket ved den officielle fest for Italiens samling i 1861.

Det var især Cesare Borgogno, der – som den yngste af 4 søskende – efter overtagelsen af vingården tilbage i 1920 fik vinhuset sat på verdenskortet. Han var en ledende og karismatiske figur, og hans entusiasme medførte væsentlige nyskabelser i vinhuset.

Cesare begyndte bl.a. at gemme en del vine fra de bedste år og de bedste Barolo’er. De blev simpelthen sat ned i de mørke kældre. Dengang rystede folk på hovedet og tænkte, at Cesare måtte være forrykt, men i dag repræsenterer kældrene en del af Langhes historie og en væsentlig værdi.

I løbet af 1950’erne foretog Cesare også en renovering af vinhusets kældre … et arbejde som – efter Cesares død i 1968 – blev afsluttet af Cesare barnebarn Ida Borgogno, som fortsatte driften sammen med hendes mand Franco Boschis, som efterfølgende overdrog driften til deres børn Cesare og Giorgio.

Cesare nåede også inden sin død at ændre vinhusets navn til Giacomo Borgogno & Figli … opkaldt efter Cesares far, og det navn har vinhuset stadig, selvom det i dag ikke længere er ejet af Borgogno familien. I 2008 blev vinhuset nemlig solgt til familien Farinetti, som ganske vist har renoveret den store hovedbygning, men beholdt de historiske kældre intakt.

Det er Andrea Farinetti, som driver vinhuset og dets i alt 20 hektar jorder, hvoraf 4 hektar er skov og de resterende 16 hektar er vinmarker, primært tilplantet med Nebbiolo samt Dolcetto and Barbera. De bedste parceller ligger på markerne Cannubi, Connubi San Lorenzo, Fossati, Liste samt San Pietro Delle Viole.

Da Andrea Farnetti overtog driften i 2012 startede han med at lave en Barolo, som ikke kunne få DOCG-stemplet, selvom den var fra hans tre Barolo-marker. Den fik navnet No Name, og derfor blev vinen ”nedgraderet” til ”kun” at være en Langhe og på etiketten er der tilføjet: Etichetta di Protesta … etikette med protest.

Den smagte jeg for lidt over et år siden på Falernum i København … ganske interessant vin. Men nu er det altså Andrea Farnettis Barbera d’Alba Superiore … ren Barbera fra 2 marker, der historisk set ellers altid er blevet brugt til at dyrke druer til store Barolovine, nemlig markerne Cannubi og Liste.

Der høstes manuelt med omhyggelig sortering af frugten, maceration og gæring med frugtens naturlige gærstammer i omkring 14 dage i et temperaturkontrolleret miljø, og efterfølgende lagres vinen i 10 måneder på store gamle slovenske træfade. Vinen tappes og hviler endnu 6 måneder på flaske inden vinen sættes til salg.

Duftmæssigt er her grafit, godt med eg og våde fade, mens frugten er mørkere end forventet, nærmest lidt kirsebær, jordbær med krydderier, kanel og ikke umiddelbart italiensk syre. I munden er der dog godt med syrlig frugt … stramt, syrligt og måske en smule ensidigt, da syren er meget dominerende. Der fornemmes virkelig hestekræfter under syren … måske vinen blot endnu er for ung. Kunne være sjov at smage om nogle år.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 205 kr. ved køb af 1 flaske og 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

 

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeinbau der Lebenshilfe er et arbejdende værksted for udviklingshæmmede under velgørenhedsorganisationen Lebenshilfe Bad Dürkheim. Og dette værksted står såmænd bag sidste fredags Spätburgunder … en Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder.

Lebenshilfe Bad Dürkheim ligger i den østlige del af Bad Dürkheim i Pfalz og er etableret i 1965 af både forældre og venner af mentalt handicappede. Siden er det blevet en stor historie med børnehave, skole, boliger, malerværksted, metalværksted  og en lang række andre aktiveringstilbud til de udviklingshæmmede.

Og minsandten om de ikke også har et værksted for vinproduktion … en økologisk vingård, hvor 33 handicappede medarbejdere passer 18 hektar vinmarker omkring Lebenshilfe Bad Dürkheim med hjælp fra erfarne vinmagere i form af Jan Hock og Martin Fußer. Vingården hedder selvfølgelig derfor Weinbau der Lebenshilfe.

De bedste marker er Wachenheimer Schlossberg, Dürkheimer Michelsberg, Wachenheimer Altenburg og Friedelsheimer Schlossgarten. Og alle marker drives som nævnt fuldstændig økologisk.

Og det er ingenlunde en lille vingård, for de laver knap 30 forskellige vine, opdelt på litervine, Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Derudover laves der lidt sekt samt lidt süssweine. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker.

Denne Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder er husets røde topvin og dermed selvfølgelig en Lagenwein, hvor druerne kommer fra marken Schlossgarten ved Friedelsheim lidt syd for Bad Dürkheim. Vinen er modnet på egefade, men jeg har ingen oplysninger om hvor lang tid eller andet om produktionen. Etiketten er en herlig børnetegning fra Lebenshilfe Bad Dürkheims børnehave.

Og den er sgu god nok … let transparent teglfarvet væske i glasset samt i næsen en sød animalsk hestestald, som klæder tysk Spätburgunder, men også godt med lakrids, anis, våde fade, let peber, kirsebær, kanel og lys chokolade. Smagsmæssigt ganske blød med en rustik syre … vi snakker lidt bonderøv. Frugten er ganske okay … sådan lidt kirsebær og hindbær. Ikke ringe … respekt til de 33 udviklingshæmmede på Weinbau der Lebenshilfe.

Forhandles af Husted Vin, hvor den koster 230 kr. for 1 flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2012 La Spinosa, Gorgottesco, Toscana, Italien

2012 La Spinosa, Gorgottesco, Toscana, ItalienSå er vi der igen … hos økotosserne på Azienda Agricola La Spinosa, som jeg har skrevet om tidligere, da jeg smagte deres herlige IGT vin Prunaiolo. Denne gang er det med vinen Gorgottesco.

Økotosserne er idémanden Gianfranco Ossola samt vennerne Danilo Presezzi, Claudia Caccetta og Damiano Videsott. De grundlagde vinhuset i 1982 grundet stor kærlighed til Toscana og vinene derfra … og hvorfor så ikke selv lave vin sammen?

De købte en gammel ruin i den maleriske by Barberino Val d’Elsa mellem Firenze og Siena. Der har de i dag 70 hektar marker, hvoraf dog alene 12 hektar er vinmarker. Resten af jorden består af 1.800 (eller lige der omkring) gamle og krogede oliventræer, som bruges til at fremstille olivenolie … selvfølgelig også økologisk.

Ellers er deres vingård er fyldt op med katte, hunde, heste og et enkelt æsel. De spiller klassisk musik for deres vine og vingården ligger i en naturpark … mere øko bliver det ikke!

På deres vinmarker dyrker de Sangiovese, Canaiolo, Colorino, Fogliatonda, Mammolo, Malvasia Nera, Trebbiano Toscano and Malvasia Lunga del Chianti samt en smule Merlot, Cabernet Sauvignon and Chardonnay.

De producerer i alt 9 forskellige vin samt lidt grappa og så ellers olivenolie. Den årlige produktion ligger på 80.000 flasker vin og omkring 2.000 liter olivenolie. De blev certificeret økologisk i 1994.

Denne Gorgottesco har en ræv på etiketten, mens Prunaiolo har en musvåge … ja faktisk er der dyr på alle etiketter på husets vine. Det vidner vist meget godt om deres kærlighed til dyr. Spinosa betyder da også pindsvin … samt de vanskelige, hvilket vel også er meget passende.

Gorgottesco er ikke en IGT vin, men en DOC Colli dell’Etruria Centrale, lavet på Sangiovese med en smule Merlot tilsat. Druerne kommer fra de to marker San Martino samt Scheto La Rose. Gorgottesco er det gamle navn på den klon af Sangiovese. Vinen har fået 18 måneder på gamle fade og derefter hvilet 6 måneder på flaske inden den er salgsklar.

Det første der rammer din næse er en balsamisk note, hvilket efterfølges af modne bær, blommer, tjære, italiensk syre, eg … faktisk godt med eg, let indelukket kælder, krydderurter og bestemt også nogle animalske elementer med stald, mødding og landlige omgivelser.

I munden er det tæt med italiensk stram syre, let stringent frugt, som slet ikke virker så massiv, som dufter måske kunne antyde. Der er tørre krydderier. Når ikke helt storesøsteren Prunaiolo, men jeg er sgu meget begejstret.

Forhandles af Husted Vin, pris 155 kr. ved køb af 1 flaske, men 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7   

2014 Rafael Palacios, Bolo Mountain Wine Godello, Valdeorras, Spanien

2014 Rafael Palacios, Bolo Mountain Wine Godello, Valdeorras, SpanienSynes du, at navnet Palacios lyder bekendt? Spot on. Rafael Palacios er nemlig broder til den berømte spanske vinmager Alvaro Palacois, som jeg har skrevet om adskillige gange her på bloggen. Her skal vi smage broder Rafaels hvidvin Bolo Mountain Wine Godello fra den ukendte appellation Valdeorras, som ligger i Galicien mellem grænsen til Portugal og appellationen Rias Baixas.

Valdeorras er det mindste af Galiciens vinområder. Indtil for få år siden var det næsten helt gået i glemmebogen, at man hér tidligere producerede nogle af landets bedste hvidvine. Problemet havde tidligere været, at man – i stedet for at satse på de lokale og klimarigtige druesorter – havde valgt at satse på de internationale og især franske druesorter … og uden synderligt held.

Én af dem, som er med til at ændre dette er netop Rafael Palacios, som allerede er udråbt som en af Spaniens nye unge vinstjerner. Rafael er den yngste af de i alt 9 søskende og startede selvfølgelig med at arbejde på familiens vingård Palacios Remondo i Rioja.

Derudover har han studeret vinproduktion i både Bordeaux i Frankring og arbejdet hos Southcorp i Australien inden han vendte tilbage til Palacios Remondo, hvor han primært var ansvarlig for produktionen af hvidvinen Plácet Valtomelloso på den relativt ukendt drue Viura.

I 2004 besluttede Rafael at flytte til Valdeorras appellationen i Galicien … og lave vine på Godello druen, som han allerede tilbage i 1996 var blevet fascineret af.  Han henholdsvis købte og lejede 21 hektar jord fordelt på 26 forskellige parceller omkring Val do Bibei og tilplantede arealerne med Godello. Markerne dyrkes økologisk, selvom de ikke er certificerede.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo.

Én af de første vine, som Rafael producerede i Valdeorras var hvidvinen As Sortes, der allerede i første årgang blev udråbt til en af landets bedste hvidvine.

Denne Bolo Mountain Wine Godello er vel nærmest Rafaels introvin, hvor druerne kommer fra forskellige parceller og udelukkende lavet på rustfrie ståltanke uden lagring på egetræsfade, men lagret 4-5 måneder sammen med drueskallerne.

I næsen er der en god fedme … nærmest på Chardonnay niveau. Arghh nok knap så meget, men det tyder bestemt på en god fylde i vinen. Derudover er der lidt æbler, abrikos, marzipan, blomster, citron, frugtsten, toast, grape og fennikel. Ganske kompleks og indbydende næse.

I munden er der både friskhed, men vinen er samtidig også fed, cremet og rund med blød syre, en svag skarphed, citrus, frugtsten, kalk, pærer og muskat med god smagsintensitet. Balancen er fremragende … faktisk lidt af en hvid perle.

Dansk importør er Sigurd Müller Vinhandel, men denne Bolo ser ikke til pt. at være i sortimentet. På det udenlandske site Uvinum koster vinen 80,54 kr.

Rating 5/7  

2014 Jacques Girardin, Santenay Les Terrasses de Bievaux, Bourgogne, Frankrig

2014 Jacques Girardin, Santenay Les Terrasses de Bievaux, Bourgogne, FrankrigFredag … højt humør og drengene på Bistroteket i Randers med dejlig mad samt masser af god vin … 5 forskellige af slagsen. Den første var denne hvide bourgogne; Santenay Les Terrasses de Bievaux fra Domaine Jacques Girardin, som holder til omkring en halv kilometer vest for byen Santenay.

Girardin familien har boet i Bourgogne siden 1570, hvor familien oprindeligt levede som bønder med både dyr og afgrøder. Først efter 2. verdenskrig begyndte familien at specialisere sig i vinproduktion.

I dag er det 12. generation af Girardin familien, som driver vingården, nemlig Valérie og Jacques Girardin med hjælp fra deres sønnen Justin, som dermed er 13. generation. Kan fandeme det med hovedregning!

Familien har siden overtagelsen udvidet vingården med 5 hektar, således den i dag samlet består af 17 hektar vinmarker fra Santenay til Savigny les Beaune og derudover i Chassagne Montachet samt Pommard.

Jacques arbejder mest i marken og kælderen, mens Justin er ude at sælge vinene. Moderen Valérie passer et lille vandrehjem, som familien også driver.

Samlet laver vinhuset 8 forskellige røde bourgogner samt 3 hvide, herunder denne Santenay Les Terrasses de Bievaux er en af dem, selvfølgelig på ren Chardonnay og har lagret 12 måneder på gamle fade før aftapningen.

Duftmæssigt lidt våde fade, eg, pap, blomster … tænker disse herrens velduftende kaprifolier, let hylde samt lidt kvæde. I munden er der fint med syre, herlig bitterhed, som aldrig bliver for bitter, lidt muskat, godt med fad, lidt grønt … men bundet godt sammen, så der er balance og vinen efterlader et blødt aftryk.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 175 kr. ved køb af 1 flaske og 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, ItalienEfter den blomstrende, amerikanske Pino, så skulle der lidt ægte italiensk Nebbiolosaft i glasset, og det blev på fin manér løst med denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca i udkanten af Barbaresco by.

Vinhuset er grundlagt omkring 1945 af Giacomo Rocca, som gik ind i vinbranchen og begyndte at sælge druer fra familiens marker og senere også vin i store demijohns – altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter – til interesserede og vintørstige kunder.

Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østrigske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er nogle af de yngste … mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

For et år siden smagte jeg denne vin – blot i årgang 2012 – på Trattoria FIAT på Kongens Nytorv, og der var jeg ganske tilfreds … og det er såmænd også tilfældet denne gang.

Duftmæssigt herlig italiensk syre  med en tør og støvet næse, som både har blæk, blyanter, violer, ribs, granatæbler, cigarkasser, tør jord, græs, roser og lidt trøfler. Smagsmæssigt igen den stramme italienske syre, tørre og tætte tanniner … virkeligt stramt, som rigtig Nebbiolo skal være. Let, stramt, tyndt med en smule sødme og en meget præcis frugt. Det er sgu da meget godt.

Købt hos Vinspecialisten, Randers til 179 kr.

Rating 5/7  

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI fredags stod den både på tysk Spätburgunder – et must på en fredag – samt amerikansk Pinot Noir i form af denne Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Flowers Vineyard & Winery, som holder til i den nordlige del af Sonoma tæt ved byen Cazadero.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af ægteparret Walt og Joan Flowers. De solgte deres planteskole Noon Nursery i Pennsylvania for forfølge drømmen om egen vingård i Californien og endte med at købe 130 hektar jord tæt ved Cazadero. De startede med at tilplantede 13 hektar med Pinot Noir og Chardonnay, som synes som ideelle druesorter til områdets kølige mikroklima i 340-420 meters højde.

Der er siden i 1997 bygget stort vineri, og parret har også opkøbt yderligere jord fra en nabo, således de i dag ejer 162 hektar jord, hvoraf de 32 hektar er vinmarker, bestående af to plots, nemlig Camp Meeting Ridge Vineyard og Sea View Ridge Vineyard.

Siden 2009 har de meste af vingården dog været ejet af vinhuset Huneeus Vintners, som ejes af Huneeus familien, som også ejer Quintesse Vineyards i Napa. Efterfølgende er Walt og Joan Flowers gået på pension og Huneeus familien har i stedet ansat et hold af vinmagere til at forestå produktionen.

De har bl.a. i 2010 begyndt at omlægge til både økologisk og biodynamisk produktion. Det betyder jo også, at denne Sonoma Coast Pinot Noir er første årgang med denne produktionsform.

Vinen Sonoma Coast Pinot Noir er husets signaturvin, men derudover laves der også forskellige prestigecuvéer, heraf flere som enkeltmarksvine. 90% druerne til denne vin kommer fra Flowers’ egne Sonoma Coast vinmarker, mens de resterende 10% kommer fra vingårde, som Flowers har skrevet kontrakt med, således druerne dyrkes efter Flowers’ forskrifter.

Den alkoholiske gæring finder sted med hele klaser som spontangæring på ståltanke.  Der foretages dagligt punch downs, inden mosten lægges på franske egetræsfade sammen med bærmen, der fungerer som næring for mælkesyrebakterierne og derved gør det muligt at gennemføre en fuldstændig malolaktisk gæring. Vinen forbliver på fad i 8-10 måneder, inden assemblagen foretages og vinen tappes på flaske.

Og hold nu op for en herlig næse … helt klart smukke, delikat Pinot Noir noter, her med kalk, kul, herlig ren frugt, kirsebær, jordbær, røg, kød, mejeri og med klare animalske træk. Der er også anstrøg af vanilje, kanel … måske en anelse lun i udtrykket, hvilket måske afslører det oversøiske ophav, selvom det er et cool-climate område tæt på havet, hvor stokkene om natten nyder godt af tåge.

I munden er vinen blød, blid med kirsebær, god ren og stringent saft med jern, mineraler … hvor er det dog elegant. Den lider på ingen måder af oversøisk hvalpefedt eller for megen US-sødme, men smager bare rigtigt godt.

Købt i Vinspecialisten, pris 375 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Lesehof Stagård, Grüner Veltliner Handwerk, Niederösterreich, Østrig

2015 Lesehof Stagård, Grüner Veltliner Handwerk, Niederösterreich, ØstrigUdenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich finder vi det gamle vinhus Lesehof Stagård, som står bag denne Grüner Veltliner Handwerk … en økologisk vin på Østrigs velkendte hvidvinsdrue.

Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen ”rytme”. Det grundige markarbejde og den minimalistiske tilgang til vinifikationen, er de to vigtigste grunde til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Denne Grüner Veltliner Handwerk er lavet med druerne fra terrasserne på markerne Danzern og Pitschental, hvor jorden indeholder godt med mineraler og kalk. Druerne høstes relativt sent for at sikre maksimal modenhed i de nu gyldne druer. Der bliver kun høstet i hånden og druerne udblødes i 48 timer før de presses og den spontane gæring starter.

Selve gæringen foregår i rustfrie ståltanke og her bliver vinen med bærmen indtil selve aftapningen. Det giver maksimal tekstur til vinen og beskytter samtidig mod oxydering.

I næsen er her godt med vådt hø, græs, pærer, citrus, citrongræs, en smule tyggegummi og nogle mineralske noter. Der fornemmes også en vis syre, selvom næsen på ingen måder er dyb eller kompleks.

Smagsmæssigt er der heller ikke den friskhed og sprødhed, som jeg måske havde forventet .. og i stedet bliver den lidt blød, blid, tilbagelænet, selvom der dog er en vis syre og tørhed. På mig virker den dog en smule anonym i smagen.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 170 kr.

Rating 4/7 

2014 Joseph Drouhin, Mâcon-Bussiéres Les Clos, Bourgogne, Frankrig

2014 Joseph Drouhin, Mâcon-Bussiéres Les Clos, Bourgogne, FrankrigSå er vi der igen … hos det burgundiske vinhus Maison Joseph Drouhin i Beaune, nemlig med denne Mâcon-Bussiéres Les Clos, som jeg smagte i den forgangne uge. En ganske herlig hvidvin, men det vender jeg fluks tilbage til.

Det er et vinhus, som jeg har skrevet om et par gange … sidst da jeg smagte husets 2013 Chorey-les-Beaune for lidt over en måned siden. Vil du læse lidt om Maison Joseph Drouhin, det gamle, traditionsrige hus, så tjek da lige linket.

Mâcon-Bussières Les Clos er selvfølgelig lavet på ren Chardonnay … fra marken Les Clos i Mâcon regionen ved byen Bussières. Det er et område i den sydlige del af Bourgogne tæt på Pouilly-Fuissé, hvor jorden består af ler, kalk, brune kalksten og kalcium.

Vinen er lavet med langsom og skånsom presning, mens gæringen er sket uden tilsætning af kunstig gær eller enzymer. En del af vinen er lagret på store 500 liters egetræsfade og resten på ståltanke i 6-8 måneder.

I næsen virker vinen frisk og sprød med blomster, mineraler og ellers lidt nøddet med elementer af spidskommen og fad. Dufter sgu da ret fantastisk. Og smagen er også ganske stringent og præcis med en tør syre, spidskommen og smuk renhed. Den smager da bare for godt.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 140 kr.

Rating 5/7