2015 Foucher-Lebrun, Sauvignon Petit Le Mont, Loire, Frankrig

2015 Foucher-Lebrun, Sauvignon Petit Le Mont, Loire, FrankrigEn herlig forret bestående af en salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og brændt smør med hasselnødder skulle – som alle bør – ha’ passende følgeskab. Det følgeskab blev denne Sauvignon Petit Le Mont fra negociantfirmaet Foucher-Lebrun.

Det lille vinhus ligger 30 kilometer nordøst for Sancerre i byen Aligny-Cosne og er grundlagt tilbage i 1921 af  Paul Lebrun, som var udlært bødker, men ved siden af handlede lidt vin, som han solgte til restauranter i både Loire og i Paris.

Midt i 1950’erne overtog svingersønnen Raymond Foucher tøjlerne, men han overdrog i 1985 stafetten videre til hans søn Jacky Foucher. I 2009 ansatte Foucher familien Jean Mounard som ny partner til at drive og udvikle negociantforretningen og han står således i dag i spidsen for foretagendet.

Salat af varmrøget torsk med citronconfit
Forretten på Restaurant ET bestod af en salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og brændt smør med hasselnødder

Jean startede med at producere små partier af vine fra henholdsvis Sancerre, Pouilly-Fumé og Saumur-Champigny, heraf flere vine fra økologisk dyrkede marker. Jean havde i forvejen et stort netværk i vinbranchen, hvilket hjalp ham i afsætningen af vinene og derudover etablerede han stærke samarbejdsaftaler med en lang række vinavlere i Loire.

I dag er Jean Mounard afløst af vinmageren Marc Vappereau og han står bl.a. bag denne Petit Le Mont, en lillesøsteren til husets største succes Sancerre Blanc Le Mont.

Petit Le Mont er en Vin de Pay du Val de Loire og lavet på 100% Sauvignon Blanc fra økologisk dyrkede marker. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret med bærmen for at bevare så meget frugt som muligt.

Duftmæssigt er her proppet med stikkelsbær, grønne noter, bolsjer, flintesten og der fornemmes også en vis fedme. Med lidt varme i glasset bliver vinen en smule mere aromatisk med tørre elementer. I munden er der godt med frugtsødme og vinen er blid, rund med mirabeller, grønne elementer samt en citronagtig syre.

Dansk forhandler ser ud til at være Vinovano, men har dog ikke fundet denne vin der.

Rating 4,5/7 

N.V. Xavier Leconte, Champagne Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. Xavier Leconte, Champagne Brut Reservé, Champagne, FrankrigTorsdag bød på en 4-retters gourmetmiddag på Restaurant ET og den startede selvfølgelig klassisk med lidt champagne … en Brut Réserve fra champagnehuset Xavier Leconte, som holder til i den lille landsby Bouquigny omkring 15 kilometer vest for Épernay i Champagne.

Champagnehuset drives i dag af ægteparret Xavier og Sylvie Leconte. De overtog driften i 1978 og udgør 6. generation i det gamle hus, som oprindeligt er grundlagt af Henri Leconte, som egentlig var bødker, men slog sig ned som vinavler med 8 hektar jord.

Derefter leverede champagnehuset gennem generationer druer til andre producenter i Èpernay, men det blev ændret da Xavier overtog driften. Han fik med hjælp fra onkel Roger startet egenproduktion og producerer i dag omkring 62.000 flasker champagne hvert år.

Xavier Leconte har samlet 10 hektar vinmarker med de traditionelle champagnedruer Chardonnay, Pinot Meunier  og Pinot Noir. Champagnerne er opdelt i serierne La Gamme Classique, Cuvée Speciales, Collection Vintage og Les Spécifiques.

Denne Brut Réserve er fra førstnævnte serie …  lavet på 80% Pinot Meunier, 15% Pinot Noir og 5% Chardonnay. Selvfølgelig lavet helt traditionelt på champagnemetoden og lagret 36 måneder på henholdsvis barriques og foudres. Det er ikke en årgangschampagne, men derimod en N.V. – altså Non Vintage.

Og det er sgu en champagne med nogle af de klassiske dyder … en smuk oxyderende aroma med overmodne æbler, pærer og ristet brød, mens smagen er meget blød … og boblerne utroligt blide, næsten helt fes’ne, men det kan jeg sgu rigtigt godt lide. Der er ingen sure tanter her … bare letboblende vellyd.

Tror faktisk Restaurant ET er importør. Kan findes den på nettet, hvor den står til 200 kr.

Rating 5/7